Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Kalahari (1)
Kalahari (1)


Forfattersiden.dk
Forfatter: Fessor Frederik
Skrevet: 2014-05-03 11:29:48
Version: 1.10
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Hilsner og godt helbred til alle!

En note før vi starter.
I øjeblikket er det meste af min energi rettet mod Kalahari, en science fiction fortælling, der har spøgt rundt i min hjerneskal i længere tid. Kommentarer af enhver art er helt fine, tegnsætning, kommaer osv er lidt af et problem, da fingrene sommetider ikke kan følge med knolden, men det er en tendens jeg prøver at bekæmpe.

Det primære problem jeg nu har er hvorvidt en læser kan fange trådene i fortællingen, for mig selv er det nemt nok, jeg har trods alt alle informationerne i baghovedet, det skrevne og det uskrevne, spørgsmålet er om jeg kan formidle den vognladning bare halvvejs acceptabelt.

Jeg har også andre fortællinger, der spøger, men lad mig komme af med denne her om Kalahari først, så kan jeg smide alt det andet efter jer senere.

En slutbemærkning:

Jeg "glemmer" muligvis at lægge links til kapitler i de enkelte indlæg men jeg vil forsøge at holde (1) updated, så der er en nem måde at se på, hvor langt jeg er i forløbet.

1. Kalahari Station


Kontrolrummet på rumstationen, der kredsede omkring Kalahari var i modsætningen til selve rumstationen en minimalistisk affære. Hovedrummet var knap 8 gange 8 meter og lidt over 2 meter højt. Foruden hovedrummet var der en kort gang til elevatoren og et areal ved siden af elevatoren med med en stige med huller der gik ned til de andre etager. På den ene side af gangen var der 4 skabe, 2 til personalet og 2 til værktøj og diverse brugsgenstande. På den anden side af gangen overfor skabene var en vask og en vandhane og oven for den et lille spejl. Ved siden af spejlet var håndtørreren. Automaten ved siden af vasken var i skrigende farver og virkede som en eftertanke, da den på ingen måde passede sammen med resten af kontrolrummets mere afslappede beige og hvide farvetoner. Automaten kunne udlevere de mest basale drikkevarer og madvarer, hvis man stak sit personalekort i en rille. Hvis personalet havde trang til mere sofistikeret mad og drikke, var kantinen nede på første sal, det nærmeste sted, hvor man kunne få de behov dækket. Der var dog dem, der mente at automaten var bedre ud fra et rent medicinsk synspunkt, desuden var kantinens udvalg og kvalitet ikke specielt overvældende.
Fuldt bemandet var kontrolrummet en trang affære. De to terminaler, der var de to dele af hjernen i kontrolrummet, tog en god del af den plads, der var. I den ene af de tilhørende stole sad Weissman, en midaldrende tekniker med en lille vom og et kraftigt overskæg, der virkede en smule for kraftigt og macho for en mand, der ellers lignede en typisk farveløs bureaukrat. Weissmans fyldige frisure gjorde det dog tydeligt at hans gener burde have størstedelen af æren for det kraftige overskæg frem for nogen overdreven kærlighed til skægvækst fra ejerens side.
Talbot, anden beboer af kontrolrummet var et hoved højere end Weissman. Talbot var slank og ret muskuløs. Som for næsten at understrege kontrasten til det yderste var Talbot så sort i huden at huden havde en svag blålig undertone, når den kunstige belysning ramte rigtigt. Weissman var ikke fra naturen specielt bleg, men hans mørke og kraftige hår og de lange ture på rumstationen var med til at understrege, at Talbot og Weissman lå i hver deres ende af skalaen, hvad hudfarven angik.
Hvor Weissman af gammel vane sad solidt plantet i stolen ved terminalen, han arbejdede ved, stod Talbot foroverbøjet over sin terminal, som var han klar til at løbe over til elevatoren, eller stigen med kort varsel.
Weissman undersøgte den seneste mængde data diagnosen havde leveret.
”Forbindelsen er konstant og langt under toleranceloftet.”
Talbot smilede og nikkede.
”Se, jeg sagde at problemet ikke var noget alvorligt, vi er bare nødt til at holde øje med afvigelserne hver uge eller hver tiende dag.”
Weissman kløede sig i baghovedet.
”Du sagde godt nok at det var selve koblingen med centralen, der var problemet, jeg har bare aldrig set det før, det plejer altid at være modtageren nede i den enkelte hangar, det er galt med.”
Talbot trykkede en serie af nye kommandoer ind i naboterminalen og lod programmet køre en analyse af samtlige af de seks hangarer stationen havde beregnet til transport af gods og materiel til selve planeten. ”Ja, 9 ud af 10 gange er det modtageren, men når først koblingen er ved at være nedslidt, så begynder det at gå ud over modtagerne.”
Weissman sukkede, lettet over at de havde løst problemet med kommunikationen mellem kontrolrummet og hangarerne, der havde plaget dem i mere end et døgn, men samtidig en smule frustreret over arbejdet, der stadig skulle gøres.
”Så vi bliver nødt til at undersøge om de andre modtagere stadigt kan fungere løbende imellem de ugentlige stabiliseringer af koblingen indtil vi kan få fingre i en ny og få den installeret?.”
Talbot nikkede.
”Det kommer nok til at betyde en time eller to overtid ved hver vagtrunde, indtil vi får en ny kobling, men stationens kunder kommer ikke til at mærke meget mere til problemerne, hvis alt går efter planen og ikke mere end at en modtager af gangen stiger af.”
Weissman pillede ved sit overskæg, en nervøs vane, han havde fået i de sidste 2 uger, hvor 8 modtagere var brændt af på grund af den forhøjede energigennemstrømning i koblingen. 2 af modtagerne var brændt af efter mindre end en uge, fordi koblingen ikke var blevet undersøgt. Den normale levetid var 5 til 8 år, alt efter hvor gode de var og hvor tit der blev gennemført justeringer og opdateringer, af de enkelte moduler i modtageren.
Weissman havde kontaktet de forskellige baser og stationer i hele Rosendalsystemet for at få hjælp med problemet, da den sjette modtager var brændt af. Talbot var kommet direkte ind fra forskningsstationen, der kredsede omkring Tokugawa, den sjette og yderste planet i systemet. Weissman havde straks taget imod tilbuddet, da Talbot havde nævnt at han kunne kigge forbi og hjælpe med problemet. Weissman havde sendt kopier af den seneste problemrapport til alle stationer og basefaciliteter i et desperat håb om at der var nogen derude, der kunne hjælpe ham. Talbot var fløjet ind som en helt fra en af de banale børneserier Weissman Junior var helt tosset med, selvom Weissman Senior allerede havde prøvet at forklare den 8-årige dreng, at virkeligheden havde meget lidt til fælles med hans ynglingsserie.
”Så hvor lang tid vil det tage os at installere koblingen, når vi får fingre i den?”
Talbot stoppede med at taste testparametre ind og kiggede ud i rummet, mens han tænkte.
”Vi tog vel omkring mellem 7 eller 8 timer om at få det hele op at køre igen. Hvis du kan få natholdet til at hjælpe og jeg kan få fri til at hjælpe, kan vi gøre det på 6 timer. Vi lavede et par fejl på forskningsstationen, da vi rodede med det, men det kan vi måske undgå denne her gang.
Weissman skar en grimasse.
”Jeg kan give besked til oberst Zegunda, så han kan få din chef til at slippe dig løs, når koblingen kommer, ville det hjælpe?.”
Talbot smilede, hans hvide tænder en overvældende kontrast i forhold til hudfarven.
”Det kan ikke skade, men jeg tror nu ikke, at din oberst skal gøre meget for at overtale min chef. I øjeblikket er vi kun ved at gennemføre mindre projekter, så de kan godt klare sig uden mig i de par dage, det tager at rejse frem og tilbage og få koblingen op at køre.”
Weissman virkede lettet.
”Godt, så vidt jeg ved er der ikke nogen på basen, der har prøvet på at installere en ny kobling. Efter hvad de siger på Java, vil det tage dem 12 dage, måske to uger, at få fat i en ny kobling fra DBM. Transporten kan tage et par dage, alt efter om de kan få koblingen med en konvoj. Hvis alt går efter planen, har vi 2 dage stille dage mellem den 17. og den 19. hvor vi kunne gøre det, få koblingen installeret og sikre os at det hele fungerer optimalt. Jeg skulle mene at Zegunda vil være glad for den ekstra hjælp, du kan give os, hvis du kan være her den 16. så vi er klar.”
Talbot havde sat sig ned i stolen, som stod ved den anden terminal og kiggede skiftevis på skærmen og Weissman. Talbot gjorde afslappet honnør, mens han stadigt kiggede på skærmen.
”Okay, det er en aftale så. Jeg afslutter lige analysen af de resterende modtagere, så pakker jeg sammen.”
Weissman begyndte på en halvhjertet håndbevægelse i retningen af Talbot, som svar på hans honnør, men stoppede, da det var tydeligt at Talbot alligevel ikke ville bemærke den. Weissman sukkede og lænede sig tilbage i stolen, så den gav et højt langtrukkent knas fra sig i protest.
Skærmen til venstre kom pludseligt til live. I nærheden af centrum i skærmbilledet, en tro kopi af hvad udsigten ville have været, hvis den modsatte væg havde haft et panoramavindue, var der nu en kort forstyrrelse, et lys og så en lille genstand. Ved siden af billedet dukkede der en kort kolonne op med genstandens kaldetegn og klassifikation. Kun XP-3220, intet navn, klassifikation; AI spejder.
Weissman rettede sig op i stolen og begyndte at taste en serie af knapper på tastaturet. Først gav han stationens identifikation og så sendte han en standart forespørgsel til spejderen. Spejderen sendte prompte den information tilbage Weissman havde forventet. Spejderen var fortroppen til den seneste konvoj. Weissman gav spejderen ”Alt Okay” kommandoen og spejderen sendte informationen videre til konvojen, der ventede i FTL kanalen.
Det første skip, der kom ud af FTL kanalen, var en fregat af L-klassen. Skibet stoppede alle motorer og ventede. Weissman kontaktede militærets base på Novo Namibia. På skærmen til venstre sprang der et billede op af en kadet med kort rødt hår og en hel klase af fregner, der gik fra den ene kind over næsen og over til den anden kind i en tyk stribe. Hvis han var en dag over 18, var Weissman et æsel.
”Så er konvoj Romeo Juliet 4-3-8 på vej ind. Er i klar?.”
Kadetten trykkede på nogle knapper.
”Modtaget. Vi har mandskabet klar og kan tage imod.”
Weissman sendte ”Klar til modtagelse på alle stationer” signalet til frigatten og spejderen. At han sendte beskeden direkte til fregatten var mere kutyme end en nødvendighed fordi skibet var ankommet før beskeden var sendt videre til hele konvojen via spejderens forbindelse. Det næste skib, der kom ud af kanalen var en militærtransporter, der ufortrødent startede motorerne op og fortsatte kursen mod militærets station på Novo Namibia. Fregatten blev, hvor den var. Resten af konvojen var endnu en militærtransporter og 2 af mineselskabernes personeltransportere og 3 godstransportere.
Weissman havde allerede sendt besked ned til havnepersonalet og 9 af de 12 landingskoblinger på stationen var ved at blive åbnet. Landingskobling 3 var under reparation, mens landingskobling 4 og 7 allerede var optaget af skibe, der ventede på en konvoj ud, når den indkommende konvoj var af vejen. Fregatten som lå og ventede, var en del af eskorten som gik til Java og derefter ud af Rosendalsystemet, efter at skibene fra Java kom med i konvojen.
I hangar 1 til 6 var en blanding af civile og militære skibe allerede ved at tage de dele af mandskab og udstyr ud fra konvojens skibe, der skulle ud til mindre baser, som enten ikke havde en landingsplads beregnet til de store skibe, eller som lå i mere afsides liggende områder, hvor de store skibe ville spilde tid og brændstof og hvor et mindre fartøj var bedre egnet, når man var tvunget til at tage hensyn til omkostningerne. For dem, der skulle med konvojen til Java og videre ud af Rosendalsystemet, var dette desuden den sidste mulighed for at komme ombord før landingskoblingerne blev afbrudt. Dette var en af de situationer, hvor mængden af individer på rumstationen let oversteg 2000. Rumstationens mandskab på 132 fastansatte, samt en håndfuld eller 2 af løst tilknyttede i diverse funktioner var i sådanne situationer nødt til at arbejde på højtryk.
25 minutter efter at konvoj RJ 438 havde koblet på stationen meldte det ene af de ventende skibe grønt lys til at koble op med den nye konvoj. 20 minutter senere var den anden klar.
Weissman gav besked til den ventende fregat, der vendte 180 grader og de 2 transportere indgik i formationen. Da fregatten gav besked til Weissman at konvojen var klar gav han den sit okay til afgang. Konvoj RK 198 satte kursen mod Java og Weissman kunne slappe af i et stykke tid indtil skibene, der var på stationen var klar til at tage af sted igen, men det kunne tage det meste af dagen.
Weissman strakte sig og kiggede over på automaten i gangen. Talbot var i mellemtiden smuttet, så der var ingen, der kunne forhindre ham i at holde en velfortjent pause.

Kalahari (1)

Kalahari (2)

Kalahari (3)

Kalahari (4)

Kalahari (5)

Kalahari (6)

Kalahari (7)

Kalahari (8)

Kalahari (9)

Kalahari (10)

Kalahari (11)

Kalahari (12)

Kalahari (13)

Kalahari (14)

Kalahari (15)

Kalahari (16)

Kalahari (17)

Kalahari (18)

Kalahari (19)

Kalahari (20)

Kalahari (21)

haleløs2014-05-03 12:30:35

Jeg har nu kastet mig over denne spændende, velskrevet beretning fra en satellit-rumstation!
Fint med links; men synes dog, afsnittene er for lange, hvis de fx. skal læses via mobilen ;)
Ikke helt færdig med dette afsn.

VELKOMMEN INDENFOR til alle os andre!
venligst ...

PS "... men stationens kunder kommer ikke til +AT+ mærke meget mere til ..."
vær sød at skrive i din profil, hvilken slags feed-back du (ikke) ønsker ;)
Fessor Frederik2014-05-03 12:50:42
Tak for kommentaren. Jeg må tilstå at mobillæsning ikke var en faktor der havde nogen indflydelse på skrivningen, men hvis læsning på mobilen er en trend, er det måske noget jeg må tage højde for. Jeg håber at du ikke kører bil, bager boller eller strikker en sweater imens:)

Tak for det spottede AT - når man har en tekst man har læst for 117ende gang er det svært at se de fejl.

Komma osv mens jeg skriver, er sommetider også et problem, jeg har.

haleløs2014-05-04 13:06:31

jeg kan se, du har noget i retning af en hel bog klar? Prøv at kommentere på profilen Mette Sejrbo
http://www.forfattersiden.dk/profile.php?profile=804 som osse skriver seriøst.
Man får typisk kommentarer i det omfang, man selv yder ;)
Fessor Frederik2014-05-04 13:20:34
Ved ikke rigtigt om jeg vil kalde det en bog som sådan, jeg fik bare en "hvad nu hvis" ide der sådan bare begyndte at gro uden at jeg kunne gøre noget for at stoppe det, det begyndte med batterier, solenergi der burde kunne forsyne os med alt den energi vi behøvede og så kom alle de her folk bare ind forbi i baghovedet og begyndte at ævle løs.

Tak for tippet

Mette Sejrbo2014-05-04 21:14:39

Velkommen til :-)

Det er noget af en mundfuld info dropping men det er desvære nødvendigt med sci-fi. Du kommer dog godt omkring det.

Jeg skal lige hører angående indledningen.

Er det med vilje du skriver Kalahari ikke planeten kalahai? Jeg tænkte det var fordi det havde en betydning men så nævner du længere nede den 6. planet. Det kunne måske byttes om så man fra start ved at det er en planet og ikke en position over et område i Afrika?


Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk