 |  | Kalahari (9) |
 |
|
|||||||||||||
|
9. Konvoj Støvskyen bevægede sig med moderat hastighed ned af fordybningen, der førte til den aftale rute for konvojens køretøjer. Gina var ret sikker på at det var konvojen hun kunne se, men hun ventede med at give besked, indtil hun var helt sikker. Da det forreste køretøj nåede under de 3 kilometers afstand fandt hun kommunikatoren frem fra brystlommen og trykkede på knap nummer 2 tre gange efter hinanden med korte pauser, for at indikere konvojens afstand til hendes position. Før hun kunne gentage beskeden fik hun et ”Modtaget” tilbage af en af dem, der var 1 til 2 kilometer bag hende. Den samlede mængde af folk, der var afsat til at bevogte konvojens rute var lidt over 40, men konvojen ville i bedste fald kun være i stand til at identificere halvdelen. 12 var sat på udsatte poster som et venligt vink til konvojen, der skulle gøre det klart, at de blev nøje overvåget og 8 andre var tæt støtte. De resterende folk var gemt bedre i landskabet og spredt i små støttegrupper af 3 mand i umiddelbar nærhed af ruten og kunne gribe ind, hvis der skete noget, der forlangte en stærk reaktion. Gina tog riflen hun havde liggende, delvist indpakket i en skindlomme, der minimerede den mængde af sand og skidt, der kunne komme ind i de mere følsomme dele. Hun undersøgte kammeret, skubbede kammeret ind igen og låste. Kikkertsigtet var ikke nær så effektivt som Øjet, men Gina foretrak at holde øje med konvojen via kikkertsigtet, nu hvor den indtrængende var identificeret, bare for en sikkerheds skyld. Når hun var sikker på at de andre havde konvojen dækket ville hun skifte tilbage til ren observation med Øjet. Riflen var mere eller mindre standart i sandfolkets rækker. På grund af det modificerede kikkertsigte, det forlængede løb og den store skindlomme, som hun kunne beholde på og stadig fyre og lade med, kom vægten op på lidt over 4 kilo. Kolben var af øgleben, der var overraskende let, men ret robust og sat sammen af 3 knogler. Oven på knoglerne var der spændt et lag skind, der stammede fra det tredje og inderste lag som kun de ældste øgler var i besiddelse af. Resten af riflen var af ikke reflekterende sandblæst metal og i forhold til kolonisternes rifler meget minimalistisk i udformningen. Der var intet metal spildt på at give våbenet en mere ergonomisk udformning eller et eller andet æstetisk design og der var intet magasin. Hver gang man ville skyde, måtte man lade igen, hvilket gjorde våbenet lettere, desuden sørgede det for at ammunition ikke blev fyret af på må og få. Gina kunne identificere 7 køretøjer, 6 lastvogne og hvad der lignede en mandskabsvogn af en slags gennem kikkertsigtet. Der var ingen åbenlys bevæbning, i form af kanoner eller rifler, så hvad det angik, så det ud til at de fremmede holdt sig til deres del af aftalen. Mandskabsvognen var nummer tre i rækken af køretøjer, så heller ikke her var der noget, der burde få alarmklokkerne til at ringe, hvis den havde været i front eller den udgjorde bagtroppen, havde det været en anden sag. Igennem støvet, der fløj omkring konvojen, kunne Gina se to personer i hver lastvogn og en enkelt i mandskabsvognen. Hun gik ud fra at der var flere inde i mandskabsvognen, men hun prøvede ikke på at gætte, størrelsen kunne indikere måske en håndfuld passagerer eller mere, men den kunne også være stoppet med særligt udstyr. Gina lod det være ledernes problem og fjernede kikkertsigtet, nu hvor konvojen var inden for rækkevidde af de andre poster. Hun vendte blikket tilbage til ruten for at spejde med Øjet efter efternølere eller andre indtrængende. Hvis alt gik efter planen ville hun få besked på at vende tilbage til lejren inden det blev alt for sent. Hvis Gina skulle gøre sig forhåbninger om at nå til den nærmeste lejr inden det blev morgen igen var hun nødt til at vende næsen hjemad før solen gik ned. Gina tog en af øglekagerne hun havde i den anden brystlomme og stoppede den i munden. Den let melede kage med fedt smeltede langsomt i munden indtil hun nåede ind til den tørrede kødkerne. Hvis man kunne lade være med at tygge på kødet holdt kagen sammen i munden længere og dæmpede lysten til et mere omfangsrigt måltid. Længst ude til højre kunne Gina, en time senere, se vinden begynde at tage fat med voksende styrke, men det var ikke noget særsyn. Stormene kom og gik. Kalahari (1) Kalahari (2) Kalahari (3) Kalahari (4) Kalahari (5) Kalahari (6) Kalahari (7) Kalahari (8) Kalahari (9) Kalahari (10) Kalahari (11) Kalahari (12) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
