 |  | Historisk fortælling 5 Flugten til Faaborg. |
 |
|
|||||||||||||
|
Sent på eftermiddagen medens fældning af træ og kløvning til brænde er i fuld gang, ser Nis sit snit til at blive alene med sin far. "Jeg ville ikke fortælle hele sandheden til for mange i går," begynder Nis og nu fortæller han, hvem fangen er og hvordan han er blevet behandlet. "Du har nok ret i at han sidder tårnkælderhullet," kom det bestemt fra hans far. Tårnkælderhullet havde Jens hørt om, da han var oppe hos kong Abel. Far og søn ser på hinanden, hvis noget går galt og de bliver fanget oppe ved borgen efter mørkets frembrud, ved de, at straffen er streng og nådesløs. Beslutningen er taget, Jens lægger hånden på skulderen af Nis, idet han siger: "Vi venter til fuldmåne så finder vi sammen hullet i muren." Jens peger over mod skov vejen og fortsætter: "Stavnskarlene er lige ved at være færdige med at stable de sidste kævler og dagens lys er næsten væk. " Nis kalder til samling og lader dunken gå en runde, inden de går ned gennem skoven mod Jens Nissens gård. Vinterens træfældning kommer hvert år op til Hagenskov i løbet af sommeren. Det giver tørt brænde den efterfølgende vinter. Den forventede eftermiddag lægger Nis og hans far forråd og et rebstykke på 5 armslængder ned i de to sække på siderne af Jens Nissens hest. I den ene ende af rebet har Nis bundet en jernring, der er lidt større end hullet i muren, hvor han selv nyligen sad. "Der er en god bid vej uden om Sømosen og ind i Nordskoven og skulle det gå galt, har vi fulgt et ulvespor ned til voldgraven," siger Jens Nissen, idet de er på vej op på hestene. Far og søn rider ned ad vejen mod skoven og snart er de opslugt af rimtågen i skumringen. Et godt stykke inde i skoven ved en korsvej gør Jens Nissen tegn til, at Nis skal ride ind bag ved og lidt efter lidt bliver vejen smallere. Hestenes gang gennem den frosne sne virker let og ubesværet, selv om der på de åbne lysninger stadig ligger op mod 1 alen fygesne. Nu er de kommet til det åbne stykke vej ned langs med Sømosen. Hvis månen kommer frem vil de kunne ses, fra de tre små gårde som ligger langs Sømosevejen. Jens standser og kigger op mod himlen: "Lad os håbe, at den store sky vil passere månen så langsomt, at vi kan komme forbi uden at blive set." han har vendt sig halvt om og smiler over til Nis. Med et let tryk fra hælene sættes hestene i trav og i ly af mørket når de ind i skoven, inden månen igen kommer frem med sit afslørende lys. Efter et kort ridt gennem skoven, er det tid til at holde hestene an ved en vejdeling. "Herfra er der hundrede meter ned til graven. Lad os gå over isen et skykke fra hinanden," siger Jens lavmælt. "Du tager kniven og jeg tager rebet." Nis kan mærke, at hans far er blevet mere urolig. og han tænker, at sammen med ham kan det ikke gå galt, Han har aldrig selv været så tæt på Hagenskov, efter mørkets frembrud. Nu er det alvor, og han vil vise at han er ligeså modig og frygtløs som sin far. Tiden i fangehullet har ændret hans tanker. Det er første gang han selv har mødt overmagt og uretfærdighed. Nis er blevet klar over, at de fleste af kongens stormænd og vagter ser stort på, hvad der er rigtigt eller forkert. En gnist af hævn har slået sin rod i hans tanker. Hestene er dækket med skind og Nis har givet dem en rodknold. Et øjeblik efter har de voldgraven lige under sig. Jens Nissen strækker armen ud til standsning. "Vi må vente til månen er væk igen, inden vi løber over isen, hvis der går vagter inde ved muren". En god tid står de helt stille og endelig går der en sky for månen og to sorte silhuetter glider i hver sin retning skråt ned mod isen i graven. Nis kigger op mod himlen, inden han løber ud over isen. På ingen tid er han inde ved den anden side af borggraven. Hurtigt med små trin sætter han luffer og skindstøvler ned i sneen for at komme op til stien, der går rundt om borgen. Han kan mærke hvordan blodet hamrer indvendig og benene ryster en smule, hans far er kommet op og er begyndt at klargøre rebet, som han har haft om livet på vej over. "Løb langs med borgmuren ned til tårnet og se om der er et hul en alen over jorden." Nis er allerede et godt stykke på vej langs med muren. Det er temmelig mørkt lige nu, og det er både godt og dårligt. Han søger med næsen helt inde ved tårnmuren kravlende på alle fire. Det kræver gode kræfter og dem har Nis til overmål. På vejen rundt finder han intet hul. Det er på vej tilbage, at han opfangede lyden af en svag hoste, som kommer ud lige over hans hoved. Nis tager luffen af og famler med hånden hen over stenene og her er der et lille firkantet hul. Nis stikker næsen helt hen til hullet og snuser ind, en grim lugt går ind i begge næsebor. "Her er hullet," gisper Nis, og straks efter får han rebet i hånden. Som en slange glider rebet ind i borgmuren, alt imedens han drejer rebet rundt i den snoede retning. Nu er det ca. 2 alen inde og endnu har der ikke været nogen modstand. Endelig er rebet igennem. Forsigtigt lader han det glide op og ned, og pludselig giver han et lille gisp fra sig, og ser hen på sin far. Rebet er fastholdt i den anden ende. Nis rykker ganske let 3 gange, og straks kommer den samme besvarelse tilbage. Efter kort tid, hvor Nis kan fornemme, at der bliver arbejdet med rebet, så kommer der et ryk og han kan mærke, at rebet er sluppet. Hurtigt får han gang i tilbagetrækningen. Nederst på rebet føler han en lille knude, i hvilken der er fastgjort en ring. Med kniven skærer han forsigtig knuden op og sætter ringen på sin tommelfinger. Månen er nu helt fremme. Det var en ring hvisker Nis , og prøver at fange sin faders øjne. Samtidig med han stikker hånden med ringen ned i luffen, rammer en pil hans far, afskudt fra to vagter stående ikke mere end 25-30 meter borte. Nis får øje på de to vagter, og i samme øjeblik sætter han i løb, han når lige at se sin far synke lidt sammen, og tage sig til den ene side. "Løb Nis," fremstammer Jens Nissen stille "jeg er ramt." Nis er allerede forbi tårnet og på vej ned mod isen. Med en kraftanstrengelse prøver Jens at følge efter Nis, i samme øjeblik han sætter igang, rammes han i ryggen af endnu en pil og bonde Jens Nissen styrter stendød forover på volden ved borgtårnet. Løbeturen op på den anden side af voldgraven får hjertet til at slå helt vildt hurtigt og et kort øjeblik er Nis nød til at standse op og vende sig om, han kan se, der er kommet vagter til med fakler. Og de forreste er på vej ned mod isen, der hvor han selv er løbet over. En pil hvisler forbi ham og ind i skoven, Nis drejer rundt og sætter farten yderligere op. Først nu mærker han angsten for at blive fanget og inde i hovedet gentager han i takt med at han løber, jeg skal ikke, ned i det fangehul igen. Endelig skimter han de to firbenede skygger. I en fart kommer han op på Blis og i rask tempo går det gennem skoven med faderens hest som fritløbende bagtrop. Langsomt forsvinder lyden fra vagterne bag ham, måske opgiver de forfølgelsen når de ser stedet hvor de to heste har stået, tænker Nis og lader Blis strække ud så meget mørket tillader. En enkelt gang i nattens løb standser han og lytter efter lyden af forfølgere, men kun hestenes og hans eget åndedræt trænger ud i natten, ellers er der stilhed. Hestene sættes igang igen, endnu er han ikke sikker på, om faren er drevet over. Et stykke ud på daggryet, ser han en lejr, inde i en lysning i skoven. Et stykke derfra holder han hestene an og med stor forsigtighed nærmer han sig lejren. Nis sidder på Blis med hånden på kniven under pelsen, da en ældre mand med et lurvet udseende nærmede sig. "Guds fred," siger Nis. Den gamle standser og stirrer en stund på de to heste. "Du har redet hårdt. I trænger nok alle til hvile og vand." Ordene fra den gamle kommer med en rusten stemme, Nis kiggede indtrængende på ham og lader så blikket gå lejren rundt. Først nu får han øje på en ung pige og en kvinde på alder med madmor. "Hvem er de to oppe ved ildstedet?" Nis nikker i retningen, men fastholder blikket på manden foran. "Det er min søster og hendes datter. Vi har været her siden igår og er på vej til Faaborg. Den gamle begynder at hoste i det han går videre op ad skovenstien. Nis lader sig glide ned fra blis og fører hestene over til et stort træ, her binder han tømmerne til en gren og lædersækkene hænges op ved siden af og næsten som til daglig, får de to heste vand fra den lerskål som søsteren har båret hen. Det er knapt så koldt, nu solen har fået fat i lysningen. Søsteren har sat sig lidt fra hestene og nu kommer hun med et forslag "Hvis du hviler dig oppe på skindene i hulen, kan vi slå følge mod Faaborg ved aftenstid," Historisk fortælling 4 Historisk fortælling 5 Flugten til Faaborg. Historisk fortælling 6 Flugten til Faaborg | ||||||||||||||
 | nhuth | 2014-04-25 12:07:41 |
Jeg kan ikke hitte ud hvordan fangen kom ud af hullet.
Og det med den store ring og den lille ring fatter jeg ikke.
Jeg har nok ikke læst grundigt nok...
Og det med den store ring og den lille ring fatter jeg ikke.
Jeg har nok ikke læst grundigt nok...
| haleløs | 2014-04-25 12:44:33 |
næeh; Jakob Erlandsen sidder da stadig i fangehullet! Den lille (finger)ring er vel en sk. 'bispering' ?
En stor fornøjelse at følge en så veldrejet, spændingsmættet, historisk tekst ;)
En stor fornøjelse at følge en så veldrejet, spændingsmættet, historisk tekst ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
