 |  | den sjældne naturlighed |
 |
|
|||||||||||||
|
en presserende skrigende vind sidder fastklemt i døren. stumme skridt, slet ingen lyd, jord der engang var hav. jeg trækker vejret ind i håb om at få noget godt ud af det, frisk luft, men i stedet er den forhenværende friske luft blevet voldtaget af bilos seksten svaner der førhen plejede at være hvide er nu grå. svaler på vej sydpå, på vej til et land der tidligt føler ændringer, ændringer vi har skabt, træerne kæmper en kamp mod skyskraberne hvorfor smiler hun til mig? hvis jeg nu kvajer mig, gør noget forkert solens stråler spejler sige i hendes røde krøllede hår, hun er det smukkeste og det mest rigtige. hendes røde smilende fregner, hendes smilende person hun trasker afsted, helt naturligt og så yndefuldt i sine store vandrestøvler jeg sloges med mine tårer, hvorfor græder jeg? jo, tanken om at paradisets første skabninger stadig finder sted. helt naturlig, helt ærlig, så sandt, et menneske der endnu er nøgent inde bag. er hun i virkeligheden bare en illusion, eller er hun et under. at binde sine sko før man falder, at stå på line uden at se hvor man går. mon jeg hendes duft formår, eller ej, jeg har kvajet mig. fik et smil, uden at give igen jeg var ikke vant. nu er hun væk, og spiller igen på egne strenge, men er der et håb. kan naturens skabninger genskabes? eller skal jordens ressourcer opbruges? hun smiler ikk´kigger kun ned, vi har kvajet os, gjort noget forkert. regnens fart giver usle små skilninger i det falsksfarvet hår. hendes ansigt drypper langsomt på jorden, naturens modstand. hun taber mundvig, hun er trist og hemmelighedsfuld, hun vrikker besværligt fremad i sit torturerende fodtøj, mister ofte balance. Hverken tårer eller smil, kun en lige mund viser passivitet, hvorfor? jo, fordi i dag er hun ikke den hun var engang, en gang var hun ægte og sikker. | ||||||||||||||
 | Lau G.N. | 2013-03-13 12:15:09 |
Først vil godt lige sige, at jeg syntes det er synd, at en så fantastisk billedrig og flyvsk tekst ikke har fået mere opmærksomhed, men her kommer den sq.
Jeg ser kvinden som Moderjord, Hun var engang så stor og hendes træt strakte sig mod himlen, som det højeste. Men så kom mennesket til og smadrede det hele... forfærdeligt og så trist..
Dit digt er smukt for mig, det står vidunderligt og magisk, dit billede ( der for mig ) er forholdet mellem menneske og jord, sat som to mennesker, er simpelthen magisk og smukt.
Jeg ser lidenskab i digtet og en magi, som kun sjælendt ses.
Mange tusinde tak
Hilsen
NatteRavnen
Jeg ser kvinden som Moderjord, Hun var engang så stor og hendes træt strakte sig mod himlen, som det højeste. Men så kom mennesket til og smadrede det hele... forfærdeligt og så trist..
Dit digt er smukt for mig, det står vidunderligt og magisk, dit billede ( der for mig ) er forholdet mellem menneske og jord, sat som to mennesker, er simpelthen magisk og smukt.
Jeg ser lidenskab i digtet og en magi, som kun sjælendt ses.
Mange tusinde tak
Hilsen
NatteRavnen
| haleløs | 2013-03-13 13:44:00 |
fin idé; sådan at genoplive 'Egtvedpigen' til at advokere mod global opvarmning!
Flotte (naur)beskrivelser og metaforer!
vemligst ...
Flotte (naur)beskrivelser og metaforer!
vemligst ...
| Iben T | 2013-03-30 22:22:30 |
Tusind mange tak :)
| haleløs | 2017-07-28 14:27:21 |
skubber lige digter ind på 'opdateret'listen, så det kan få noget opmærksomhed ;)
| Lau G.N. | 2017-07-28 14:45:35 |
Et glædeligt gensyn med fortiden. ^^
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tusind tak for de gode ord.
Du rammer lidt rigtigt med disse beskrivelser af hvad du ser.
Jeg tænkte på verden som var den engang... Hvad der er overset og for sent at tilrettelægge.
Da moderjord engang var klædt i grønt, men skiftede til mat og mørk.
Da naturens egenskaber blev brugt som de var og ikke omdannet til noget som den ikke kunne tage tilbage.