 |  | efterår 1944 |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun aner ikke sine levende råd; hvor er han, hvad er der sket ham, får de ham at se igen? Tænker tilbage på den morgenstund, hvor han pludselig blev ringet akut ind på stationen, selvom han efter planen skulle tage nattevagten. Siden hørte hun slet ingenting - fra nogen. Man tiskede om, at overbetjenten nok var død; '... skudt af tyskerne" og rystede beklagende på hovedet, når hun gik forbi. Så ringer telefonen pludselig. Hun styrter derhen for ikke at vække lillebror som er puttet, eller de to store, som forhåbentlig læser lektier ovenpå. "Kan De tage Burkhardt?" spørger hans storebror, Fritz, med tydelig tysk accent. "Ja!" svarer hun bare, og smækker røret på. Få minutter senere klemter hoveddøren ... og dér står han så; en forknyt teenager som nu skal bo hos sin allerbedste ven, husets ældste søn, fordi omstændigheder og misforståelser har tvunget hans tyske universitetsprofessorfar og moderen i skjul. Han gaber utilfreds med at være blevet vækket, det blev jo sent i går. Men kaffen med hjemmebag var god og ungerne søde. Datteren er hans afdøde mor op ad dage efterhånden. Begge de store ligner ham, og han nåede lige at vinke dem af til skole, inden han selv svingede benet over cyklen og drejede den modsatte vej Hun stirrer forbløffet ud gennem regnen på busruden over mod de nøgne tagspær over de rødmalede vinduer og håndværkerne, som arbejder med at fire de smukke, røde teglsten ned ad sliskerne. Det skal vist altsammen genbruges i andre, gamle bygninger ... | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
