 |  | Komodeskufferne og Friskierne |
 |
|
|||||||||||||
|
Da jeg var 5 år flyttede vi til en ny by. Heldigvis boede der en pige lige ved siden af, som var lidt ældre end jeg. Vi blev hurtigt veninder og holdt sammen i tykt og tyndt. Der var dog et par ting vi var lidt uenige om. Hun ville lege med dukker, jeg ville sidde og tegne tøj til påklædningsdukken. Hun ville lege med dukkehus, jeg ville klatre i træer. Allerhelst det højeste træ der var i miles omkreds. Bag vores huse lå der en boldbane. Langs banen var der høje skrænter. Jeg elskede at lave vejrmøller eller rulle ned af de bakker, så mindst en gang om dagen, måtte min veninde finde sig i, at ville hun lege med mig så måtte hun gå med. En dag tog vi vores tennisketsjere og stillede os på nogle trappetrin der gik til toppen af skrænten. Så gav vi den hele armen med luftguitar og sang. På den tid fandtes x faktor ikke; men sjovt var det. Vi udvidede efterhånden musikken med en redekam der var foldet madpapir omkring. Det kildede på læberne når man spillede på kammen. Jeg tror ideen opstod fordi jeg havde hørt, at min far havde spillet et i gårdene på en sav, for at tjene lidt ekstra. Den fineste sav hed også Stradivarius. Jeg havde og fået en mundharmonika som jeg kunne spille "Tørresnoren " på. Når man holdt et glas ind til munden, fik mundharpens lyd en lidt rungende klang. Det var faktisk sådan, at nogle af byens børn kom for at høre os hvilket vi var meget stolte af. Mine forældre havde et ishus. Selv om vi havde det, var der ikke råd til, at vi kunne få is særlig tit. Jeg husker at det var premiere is og at ismanden gav os en smagsprøve på en helt ny is. Det var en persilleis. Det var ren luksus at få en gratis is. Jeg syntes den smagte godt, men jeg tror nu ikke den var i handlen særlig længe. Da jeg var 6 år fik jeg endnu en lillesøster. I forvejen havde jeg en på 3 år, så det var irriterende at skulle se efter hende, når min mor skulle amme. I byen var der 2 skoler. Kommuneskolen og friskolen. Vi lå i evig krig med hinanden. De kaldte os fra kommuneskolen for Kommodeskuffer og vi kaldte dem for Friskier. Ved ishuset var der helle, der sloges vi ikke eller drillede hinanden. Man kunne købe en pinocicokugle for 1 øre. For at drille var der nogle børn der havde fundet ud af, at min mor ammede i det store frikvarter, eller rettere sagt forsøgte på det. Hver gang hun satte sig for at amme, ringede det på ishusklokken og så var der et barn der skulle have en pinocchiokugle. De kom fra begge skoler og de var lige gode om det. Det blev de så ved med, hele frikvarteret. Det store frikvarter varede en halv time. Det endte med, at vi lukkede ishuset til sidst. Jeg synes det var herligt at ishuset blev lukket. Det betød nemlig, at jeg fik ” mit eget værelse ”. Jeg fik lynhurtigt lavet en hule, hvor jeg kunne gemme mig for mine søstre og allerede den gang elskede jeg at have bøger omkring mig. Jeg slugte Niels Sandbjerg bøgerne. Der var 4 og de handlede om to grupper af drenge der krigedes ude i skoven. Det var Krybskyttens søn, Jæger Hans og skovfogedens søn, Niels Sandbjerg. Jeg levede mig helt ind i deres verden og naturligvis holdt jeg med Jæger Hans for de var jo fattige. I den sidste bog bliver de gode venner da Niels Sandbjerg er ved at drukne i en mose og Jæger Hans redder ham. Deres forældre bliver også gode venner til sidst. Det skete alt sammen i den sidste bog. Der var kommet en ny pige til byen, som jeg havde formastet mig til at lege med. Det fandt min veninde jo ud af og hun krævede så, at jeg aldrig mere måtte lege med den nye pige, uden hun var med. Allerede dengang ville jeg ikke have, at andre skulle bestemme hvad jeg skulle, hvilket jeg meddelte hende. Så gik hun hjem og var sur. Nu var det sådan, at vi jo ikke kunne være uvenner ret længe og jeg vidste at hun ville komme tilbage inden længe. Gode råd var dyre for jeg ville jo ikke have, at hun ikke ville lege med mig mere. Så fik jeg en genial ide, synes jeg. Jeg havde en dukkepude, den var gul med hvide prikker, som jeg tog. Så gik jeg ind i badeværelset og gjorde den meget våd. Derefter lagde jeg mig ud i ishuset og ventede. Ganske rigtigt, lidt efter hørte jeg hende banke på ishusets dør. Så gik min plan i gang. Jeg hulkede højlydt og hun måtte bede mig om at komme ud, flere gange. Til sidst overgav jeg mig og kom ud til hende. Demonstrativt vred jeg puden og vandet plaskede ned på jorden. Så blev jeg tilgivet. Det var jo ikke meningen, at jeg skulle blive så ked af det. Jeg fik så tilladelse til, at lege med den nye pige hvis det ikke blev alt for tit. En uges tid efter blev det så mig der måtte bede om godt vejr. Min veninde drillede mig med et eller andet og jeg sagde en del gange til hende, at hvis hun ikke stoppede nu, så fik hun et par på ørene. Hun fortsatte og jeg gav hende så en øretæve. Hun vrælede selvfølgelig, men jeg holdt jo på, at hun var blevet advaret. Så gik hun hjem. Jeg kunne ikke forstå, at hun ikke var kommet da der var gået en halv time. Jeg var ude i haven og kikke flere gange. Imellem vores haver var der kun en adskillelse af ståltråd. Jeg hørte nogen råbe mit navn og min venindes storesøster stod ved ståltråden. Jeg gik ud for at høre hvad hun ville. Hun fortalte mig, at jeg havde slået så hårdt, at min veninde havde fået mellemørebetændelse. Det var jo ikke meningen, jeg ville jo bare have, at hun stoppede med at drille. Jeg var overbevist om, at jeg var årsag til at hun havde fået mellemørebetændelse. Derfor gik jeg over til hende for at undskylde. Hun lå i sengen og vi blev enige om, at jeg aldrig måtte slå hende så hårdt, en gang til. For tre år siden talte min veninde og jeg om gamle dage. Jeg fortalte hende den rigtige historie om puden og vi fik os et godt grin. Vi holder stadig sammen og ses indimellem. Det sker ikke så tit; men når vi er sammen er det som om, vi slet ikke har været fra hinanden. Vi har kendt hinanden i 52 år, så det er jo alligevel en sjat. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-09-08 19:52:08 |
Velfortalte, sjove, hyggelige barndomsminder inklusive ishus, veninder - een især-, søstre, pudsige - til tider slagkraftige - påfund og eventyrbøger ;)
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det er sjovt at skrive disse fortællinger for jeg synes ikke rigtig jeg kan huske noget fra min barndom, men så dukker der jo alligevel små episoder op, enten inspireret af et digt herinde, nogle kommentarer eller en eller anden sjov bemærkning.
Mine børnebørn får jo også minder frem indimellem og de elsker jo at høre noget fra min barndom eller hvordan deres mor var, da hun var lille. Venligst