 |  | Embrace, Embrace. Snort, Embrace. kapitel et udkast. |
 |
|
|||||||||||||
|
dette "kapitel" er egentlig kun uddrag fra kapitel et af en roman jeg har arbejdet på de seneste måneder. Indtil videre er jeg oppe på en 5-6 kapitler og nogen brudstykker af karakter træk osv. Håber det er forståeligt selvom det er en smule ude af kontekst lige nu. Dagen udånder og natten lukker solen ind i dens kiste. Afskærmer menneskets udsyn til solens lys og igangsætter den tungsindige selvdestruktion. Kapitel 1 Destruktion Det føles som om de sparker mig i tindingen. Træder mig i panden. Kæbespændingerne knuser mine tænder og lader splinterne skære min tunge op. Jeg læner overkroppen udover sengekanten og famler efter min jakke. Vinterens skarpe, men dystre morgenlys siver ind mellem persiennerne. Jeg får hevet min pung ud. Inden i ligger vejen ud. Jeg drysser min morgenkaffe ud på sengebordet. Det hænger mig ud af næsen efterhånden. Sedler og pulver. Det første sug i smøgen er bedre end noget andet. Påvirkningen er mindre end så meget, men der er noget mediterende over det. Jeg lader cigaretten hvile i mit askebæger. Smækker hovedet i bordet og ligger mig på kinden så jeg kan se på cigaretten der langsomt æder sig selv. Gløden fortærer langsomt tobakken og skider den ud som aske. Der ligger en hobbykniv ved siden af. Den er der bare. Den har intet at lave på mit bord, men den bliver liggende. Jeg tror den er ligeglad med mig. Den ignorerer mig. Den lader som om den ikke ser mig. Jeg tror heller ikke jeg ville holde blikket på den, hvis den kiggede på mig. Jeg smider den ned på gulvet. Gløden begynder at æde filtret. Den er for svag. Den falmer. Jeg trykker langsomt pegefingeren ned over de sidste gløder og tvære den rundt. Den brænder i fingeren og dør. Stereoanlægget vil stimuleres. Jeg rør ved dens knapper og den bryder ud i sang. Den stønner lidt. Jeg drejer på endnu en knap og straks synger den rent. Stolen ved mit bord er forladt. Jeg står og kigger ufokurseret ud igennem vinduet. Rastløs. (...) Der sejler en båd forbi mig. Den flyder langsomt ud af mit syn, mens jeg rister en Prince. Flammen slikker op af den. Det som om flammen prøver at tage fat i den, men ilden er for svag. Lukas sidder ved siden af mig og mixer hashen ned i et foldet postkort. Hans indebrændte sind sammenarbejder med hans inde-bidte negle om at forvandle klumpen til smuler. Hans blik flakker konstant hen på gaden. Hans betingede har gjort ham fuldstændig paranoid. Hans højre fod er mindre end den anden. Det underligt, han har sine sko på, og nu kan ingen se at han er anderledes. Jeg stikker ham smøgen og han blander tobakken i hashen. Jeg glæder mig allerede. Glæder mig til der ikke længere er så mange tanker. Han tænder jointen, suger hårdt, læner sig tilbage og rækker den videre. Jeg river spindet væk. Tanke spindet er revet ned og jeg retter gløden med lighteren. Det jeg elsker ved Lukas er den måde vi kan side uden at sige noget, uden at lave noget, men stadig have det godt. Der er en vis ro over verden når vi forsvinder i periferien. Nogen gange tænker jeg på hvem vi er, hvad vi er. Vi er ikke millionær børn, men stadig ikke middelklasse. Vi er ikke rungsted eller nordvest. Vi er eksistensløse individer der lever livet som vi har lyst. Vi prøver ikke at få en plads, for så ville vi arbejde for resultater. Vi vælter rundt på en line mellem samfundsklasser. Vi vælter ikke ned i nogen af dem før det går galt. Vi er ubalancerede på et sådan niveau at vi er balancerede. Jeg ved ikke hvad det skal betyde. Noget i stil med at vi bare er gode til at være fucket op. Gode til at stå og se det hele vælte, uden at lade hjertet smelte, uden at falde i knæ. Er det et problem eller er det bare hvad vi er. Er det bare en realitet vi skal leve med? Er vi ligeglade med fremtiden selvom vi står op om morgenen og går ud i verden og elsker med smerten. Vi står på en mur og vi regne ikke med at blive eller falde af, vi regner ikke med resultater. Jeg regner ikke med at der kommer en og tager mig i hånden og leder mig hen til noget mere meningsfuldt. Jeg har det okay og har ikke regnet med andet siden virkeligheden trådte i kraft. Siden at verden blev realitet, siden livet var vidst uden filter. Siden Disney drømmens ophør har jeg ikke stilet efter noget der minder om barndommens illusioner. Da de tog lykkelig til dagenes ende fra os, spyttede vi på jorden og tændte op i sindets brand. Stadig får vi spørgsmålet; hvad laver i ? hvorfor gør i det i gør. I burde kende svaret, i satte os i en verden hvor det eneste der er sikkert når dagen er omme er at vi nok har fejlet. Vi er de mest priviligerede individer nogensinde, men alligevel vælger vi ikke vejen som der er os tilskrevet. Vi lader skæbnen i stikken og flyder ud i ligegyldigheden. Fuck det vi har fået og det vi kan skabe, lad os falde i grøften mens vi griner. | ||||||||||||||
 | Lasse | 2011-01-05 21:46:29 |
Jeg vil glæde mig til at læse en mere sammenhængende tilstand af teksten. Om ikke her så andetsteds.
Forresten er jeg helt pjattet med "introdigtet" (i mangel af bedre ord). Den matcher din tat ;)
Forresten er jeg helt pjattet med "introdigtet" (i mangel af bedre ord). Den matcher din tat ;)
| haleløs | 2011-03-22 13:28:31 |
En særdeles realistisk, vellykket beskrivelse af nogens 'destruktion' ... en sjæl på vej mod sin egen opløsning - balancerende i sit eget ubalancerede univers!
Superbt, at teksten er skrevet præcis sådan; uden ophold; uophørligt, nærmest åndeløst fortællende, med et velnuanceret billedsprog.
Hvor[/ii] blir resten af romanen af? Vil virkelig gerne læse ...
venligst ...
Superbt, at teksten er skrevet præcis sådan; uden ophold; uophørligt, nærmest åndeløst fortællende, med et velnuanceret billedsprog.
Hvor[/ii] blir resten af romanen af? Vil virkelig gerne læse ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
