 |  | Mariams breve Kap. 4 |
 |
|
|||||||||||||
|
Kapitel 4 At google Gaugin Edb-manden kom over med et par papkasser ved to tiden. Han gumlede på resterne af ”en nr. 23 med dobbelt ost” fra kantinen. ”Hej, jeg hedder Kris”. ”Jeg er døbt Lars”, men de fleste kalder mig bare ”Maleren”. ”Det er ikke min idé at jeg skal bruge en computer. Jeg aner faktisk ikke hvad jeg skal med den.” Den unge mand så overbærende på Maleren, som om han havde mødt en forhistorisk skabning. ”Nu skal du se”, sagde knægten, ”her på skrivebordet sætter jeg din primære arbejdsstation. Du klapper den bare op og så trykker du hér”¦ ja, sådan”¦ og så vælger du om du vil skrive eller gå på nettet.” Sådan terpede han i næsten to timer, indtil Maleren ikke kunne kapere mere. ”Hvad nu, hvis jeg for eksempel vil vide noget om Gaugin, hvad så?” ”Så kan du google ham her”¦ ja, den dér”¦ så skriver du, hvad var det du sagde?... gå..? Nåh, en fransk maler”¦, sådan, her er han”. Et billede af kunstneren viste sig på skærmen. ”Så kan du vælge hér om du vil læse om ham eller se et galleri med udvalgte billeder eller”¦” ”Tak”, sagde maleren. ”Nu vil jeg øve mig lidt". ”Ja, du kan ikke gøre noget galt. Men du skal huske at gemme hvad du skriver. Hver gang.” ”Gemme?... nåh, sådan”¦” - ”Og du lover at du vil komme igen i morgen”, spurgte Maleren. ”Ja, ja, - ellers ringer du bare. Jeg er her for det samme.” Kris fløjtede, da han gik ned ad trappen. Han hed sikkert Kristoffer. Måske en lykkelig Kristoffer. Det lykkedes for Christian Clausen at få fat i Lydia klokken et. Hun forstod vist ikke helt alvoren. I hvert fald lo hun ad historien, men lovede at stikke hovedet ind lidt senere. Hun ville da også gerne se ophængningen og kataloget. Bettina Strahm ringede til Rygård og blev straks stillet om til Mariams telefon. Tolderne havde fundet og beslaglagt et større beløb i US-dollarsedler og et halvt kilo guld samt en del iranske dokumenter som skulle oversættes. Brødrene og deres familie var blevet indkvarteret på et billigt hotel nær lufthavnen og piloten og lufthavnsmedarbejderen var blevet varetægtsfængslet. Militsen i Taraal havde ladet familiens hjem plyndre og hærge med trusler om at brænde hele kvarteret ned. Mariam blev selvfølgelig dybt chokeret, men lettet over at familien var i sikkerhed. Nu kunne ingen af dem under nogen omstændigheder vende tilbage til despoterne i Iran. Allerede klokken lidt to meddelte Lillian, at Lydia havde meldt sin ankomst. Så kunne de godt nå at gå ned til museet. Hun blev glædeligt overrasket over resultatet. Specielt var hun begejstret over det store maleri af hovedbygningen. ”Men hvad er det for noget sludder om det gamle fup-maleri”, spurgte hun lidt efter, da de stod og granskede Gaugins signatur. ”Den ægte ”Kvinder ved Brønden ”forsvandt en gang mellem 1890 og 1910. I 1912 blev det erhvervet af et fransk museum, men stjålet af den tyske besættelsesmagt i 1943. Så langt har man kunnet spore det. Siden da har intet museum noteret det i nogen samling.” ”Jamen så skal der jo tilkaldes eksperter for at få maleriet ordentligt undersøgt og certificeret.” ”Er det det værd?” ”Det bestemmer du. Husk, at jeg ikke ejer billedet længere. Jeg har kun en håndskrevet kvittering fra ham jeg i sin tid, det vil sige i 1970’erne, købte en del billeder af. Hvis jeg kan finde den, skal du få den.” ”Hvad pokker skal jeg stille op med det maleri?” ”Lade det være som det er”, svarede Lydia. ”Undgå certifikat. Pas på, at det ikke lider mere skade - og undgå for guds skyld nogen form for konservering og restaurering.” ”Det kan man da ikke tillade sig!” mente Christian. ”Jeg kontakter Brun-Rasmussen. Så må de hjælpe mig.” Lydia var derimod vældig tilfreds med kataloget og ideen med farfarens gamle bil. ”Kører Andersen dig aldrig mere i den?” ”Ikke så tit. Jeg bruger helst min egen.” Maleren spiste tidlig aftensmad i kantinen og købte desuden en lille færdigret som han kunne varme i morgen aften. Det var den rene luksus. Han kom der aldrig efter lukketid, selv om han havde mulighed for selv at lukke sig ind med sin nøglebrik og købe mad i automaten. Det føltes forkert. Computeren fristede ham til at prøve Gaugin igen. Utroligt at det lykkedes. Den mand må have været en sand eventyrer, tænkte Maleren og forestillede sig livet på en stillehavsø. Ikke et sorgløst og idyllisk liv; men et primitivt og opslidende liv i materiel fattigdom. Og alligevel så rigt på kærlighed, eftertanke og spiritualitet. Maleren var ikke så interesseret i, om det nu lige præcis var Gaugin, der havde fremstillet værket eller om det var en anden. Men spændende var det da. Det var menneskeskabt og det fortalte flere historier både om øboerne og om den vidt berejste kunstner. Direktør Clausen anede ikke sine levende råd. ”Du bekymrer dig for meget om det gamle billede”, sagde Helene. ”Jah, eller måske for lidt”. Efter en kort snak i telefonen med Lydia besluttede han at fjerne maleriet. Han instruerede nøje Helene og Maleren om at det skulle sættes i magasinet under museet indtil videre. Helst med det samme. Eventuelle henvendelser udefra ville han alene selv tage stilling til. Det her cirkus var for latterligt til at blive taget alvorligt. Efter al sandsynlighed var der tale om en misforståelse, som snart ville blive rettet. Den lokale ugeavis havde imidlertid allerede lagt ”nyheden om den genfundne Gaugin” på sin hjemmeside, hvorefter pressen gik i selvsving. Helene ringede og sagde til Mariam, at de først kunne følges hjem en halv time senere end de havde aftalt. Maleren var heldigvis hjemme, da hun gik over til ham. Sammen gik de ned for at pakke billedet væk. Det var for sent at få bogtrykkeren til at rette noget, så i morgen ville hun blive nødt til at kopiere en stribe selvklæbende labels, som så måtte sættes ind i katalogerne. Murphy’s lov gjaldt stadig; hvis noget kan gå galt, så går det galt, burde han nok have skrevet”¦ I de store auktionshuse svirrede det med rygter og gætterier om maleriets ægthed, men ingen eksperter ville udtale sig om det konkrete værk, som befandt sig på Egely. Ved skæbnens ironi blev ”nyheden” om tilbagetrækning af maleriet mere opsigtsvækkende end den oprindelige meddelelse om fundet af værket. Det gik værre end han frygtede. Sotheby’s i London ville tilbyde at sende en anerkendt ekspert til Danmark med henblik på at foretage en foreløbig undersøgelse af maleriet. Forinden ville man dog drøfte sagen med danske specialister i Gaugins værker. Der var kutyme for, at man i fortrolighed hjalp hinanden i delikate spørgsmål. Han kunne nå at være hjemme klokken fem. Det ville være umuligt i telefonen at forsøge at forklare Elizabeth kort om dagens hektiske aktivitet. Tempoet måtte sættes betragteligt ned, hvis han skulle fortsætte. Han kendte godt svaret; uddelegering var den eneste mulige og fornuftige løsning. Hvordan i himlens navn kunne han have følt, at arbejdet for KIWI-Consult havde været uden udfordringer? Så meget havde han vel ikke ændret sig. Først da cyklen havde fundet sin rytme, kunne han slappe af og bare nyde turen hjem. Det kunne meget vel være, at hans forgænger i jobbet, Victor Hansen havde været en doven slambert, men Clausen var ved at køre sig og Rygård i den modsatte grøft. Hjemme måtte Elizabeth lægge ører til hans problemer og rådvildhed. Det skortede ikke på hendes vilje til at komme ham til undsætning, og hun lovede ham fuld opbakning i den nødvendige demokratiseringsproces, der skulle sættes i værk for at redde virksomheden fra deroute. På tegnebrættet kaldte de den for sjov for A-Modellen opkaldt efter Andersen. Børnene kedede sig hurtigt over deres ”voksensnak”, som Nina kaldte den slags uforståelige men sikkert vigtige problemer. Hendes forhold til Steffen var definitivt overstået. Hun havde dog endnu ikke betroet sig til sin mor, og i dag var tidspunktet ikke optimalt. Andersen brød sig aldeles ikke om alt det, der åbenbart skulle ske i fremskridtets hellige navn. Nu havde de også påtvunget Maleren at skulle gemme sig bagved en skærm. Måske var det i virkeligheden skærmens vigtigste funktion. Det sagde ordet næsten selv”¦ Nu skulle han fremover ligge og køre "skrumlet" uden passagerer de par hundrede meter frem og tilbage til og fra det nye museum. Hvis man forventede, at han foretog manøvren i uniform, tog man fejl. OK, kasketten måske, men heller ikke mere. Han lynede op og spyttede skråen ud, før han skulle ud på Rollo’s betingelser. Hunden huskede udmærket pindsvinet fra i går, så de gik i en bue forbi dens tilholdssted. De skulle lige vænne sig til remmen og det nye halsbånd. Hundetegnet ville komme med posten en af dagene. Rollo havde været oppe og hilse på duerne i dag. Fuglene var ikke helt trygge ved situationen, men accepterede snart deres nye ven. Andersen havde fået nummeret til dyrlægen af Milling-Erichsen, som førte tilsyn med forsøgsgårdens besætning. I morgen ville han bestille tid. ”Det er for sent”, sagde Kirstine, da han kom ned. Prøv at ringe med det samme; det kan jo være, at han er hjemme”. ”Hvorfor siger du, at det er for sent?” ”Det står her”, sagde konen, der sad og læste i en af de bøger, som hun havde købt.” ”Mærkning af hunden skal ske inden den er otte uger; og nu er den snart ni”. ”Kan du ikke lige finde hans nummer?” spurgte Theodor. ”Har du noget at skrive med?” ”Jeg er klar, hoverede Theo og viste hende telefonen”. Mens hun læste højt, prøvede han at indtaste nummeret i telefonens ”telefonbog”. ”Tak, jeg prøver med det samme”. ”Dav, det er Andersen fra Rygård. Du må undskylde jeg forstyrrer dig så sent, men det er altså sådan, at vi har anskaffet os en rigtig hund, ja altså en schæfer, og nu fortæller konen mig, at den skulle have været mærket i sidste uge! Kan du hjælpe os? ”Tak i morgen klokken 11. Fuld narkose? Det var satans. Tak vi kommer.” ”Hørte du det? Han skal i fuld narkose!” ”Du skulle ikke bande i telefonen. Dyrlægen er en dannet mand”, svarede hun. ”Jeg kan godt køre ham derned for dig. Der går et par timer eller tre.” ”Tror du dét?” ”Ja, min ven. Han slipper den ikke før den er frisk.” ”Nåh, sådan”. Det var jo nok rigtigt, når hun sagde det. ”Der kan vel ikke ske noget?” ”Nej, men han er jo nødt til at sikre sig.” ”Jeg går et ærinde over til Maleren”, sagde han. ”Jamen han er lige gået ned mod søen”. ”Nåh, så kan jeg lige så tage Rollo med.” Traveturen tog sin tid. Alt skulle undersøges. ”Føj”, sagde han, da hunden blev lidt for interesseret i en rævelort, der lå til pynt på et muldvarpeskud. ”Du kan ikke tillade dig at lugte af ræv, når du skal til dyrlægen i morgen!” Den forstod vist hvad han sagde. De overraskede Maleren, der gik og rodede med noget bag ved bådehuset. Rollo knurrede så godt den kunne og forsøgte at rejse børster. Grågæssene skældte dem slemt ud. Hvert år byggede de rede ude midt i sivene hvor der var tørt. ”Det er bare os, sagde Andersen. Hvad har du gang i?” Maleren havde sat tre tykke bundter pilegrene i blød ved siden af huset og stod og trak barken af de tynde grene i et fjerde bundt omme ved stålvasken. ”Nåh, det er bare en gammel hobby. Det gør vel ikke noget, at jeg høster lidt pil?” Andersen grinede. ”Mangler du en cykelkurv?” ”En kurv kan man vel altid bruge”, svarede Maleren. ”Du kan skære lige så meget du orker”. Rollo ville ikke med hen til døren ind til bådehuset. Det var lige meget; de skulle jo ikke ud at sejle i dag. Maleren bød på kaffe. ”Joh, tak”. På vej op over plænen fortalte Maleren om Gaugin og livet som det nok kunne være der ude i Polynesien. ”Kun en halv time. Du véd; konen.” ”Jo, jo,” svarede Maleren og skævede til sit bare håndled. Han havde et armbåndsur liggende et eller andet sted, men han brugte det aldrig mere. Tid var for ham noget, som folk aldrig havde, men som de gik utroligt meget op i. ”Jeg har også småkager”, sagde han på vej op ad trappen. ”Du er sgu en sær størrelse, Maler”, kom han til at sige. ”Jah, det er vi alle. Heldigvis. Du er nu mere sær, for du er til at stole på”, sagde maleren og serverede. Du og din kone er indbegrebet af pålidelighed. Og almennytte”¦ Se nu bare”, sagde han og pegede på hunden. Han er en rigtig Andersen.” Hunden strakte sig og gjorde sig til. ”Jeg har fundet lidt rester krydsfinér nede hos håndværkerne. Må jeg stå ovre ved dig og flikke en postkasse sammen? sammen?” ”Ovre ved mig, kan du gøre præcis som du vil. Der er vandfast lim, søm og skruer. Du tager bare hvad du skal bruge. Tom emballage lader du bare stå, så jeg husker at bestille nyt”¦ Tak for kaffe”. ”Velbekomme. Det var en fornøjelse at se jer,” svarede Maleren. Andersen hankede op i Rollo. ”Han går bedre op ad trapper end ned”. Maleren læste videre, et par timer i et forsøg på at blive så træt, at han kunne regne med at komme til at sove uden de forbandede piller. Lidt dæmpet klassisk musik på radioen plejede at hjælpe. Af og til savnede han sine gamle stilehæfter, som var fyldt med alt det han skrev i halvfjerdserne før han kastede sig over maleriet. De mange hæfter var formentlig blevet smidt ud. Bedst huskede han historien om Regine og hendes gamle far. Den var temmelig selvbiografisk og ville ikke egne sig for en bredere læserskare. Måske skulle han male et billede af direktørens gamle køretøj. Han havde en skitse i blokken men var aldrig kommet videre med den. Det kunne meget vel være en nærliggende idé at genoptage den lille opgave i næste uge, når han skulle arbejde med tilskuere på. Tilpas harmløst motiv. Måske for harmløst for folk, der ikke kendte bilens historie. Museets alarm blev aktiveret sent på aftenen. Alarmeringsfirmaet ventede de foreskrevne fem minutter, før de sendte en mand derud. Under indkøringen af anlægget havde der været en del blinde alarmer fra håndværkere og andre med adgang til bygningen. Det var meget normalt. Alarmen var nu gjort lydløs på museet, men aktiverede en lampe og svag hyletone i hovedbygningen, så personalet i givet fald kunne annullere den. Vægteren gik en runde i alle lokalerne. Der var ingen åbne vinduer eller døre eller uønskede gæster. Dog noterede han, at der var en påfaldende tom plads på en af væggene. På centralen fik han grønt lys til at gå op og reaktivere anlægget. Kirstine vækkede Theodor lidt før midnat; ”Rollo er så urolig”, syntes hun. ”Nåh, han drømmer vel bare om gæssene”, mumlede han og lagde sig om på siden. De havde jo for lidt siden været ude på den sene tissetur. Mariams breve Kap. 5 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-03-29 12:26:14 |
'Murphy’s lov gjaldt stadig; hvis noget +IKKE+ kan gå galt, så går det galt.' ;)
Er dramaet om maleriet opfundet til lejligheden?jeg googlede efter 'kvinden ved brønden' men fandt intet!
venligst ...
Er dramaet om maleriet opfundet til lejligheden?jeg googlede efter 'kvinden ved brønden' men fandt intet!
venligst ...
| nhuth | 2014-03-29 13:43:17 |
Til haleløs. Tak for kommentarer.
Nåh, er det sådan loven lyder! (resultatet er imidlerid det samme) Jeg må dog prøve at rette (omskrive).
Dramaet er til dels opfundet og dels inspireret af en helt aktuel sag (Canelotti) og en nylig presseomtalt bommert om Gaugin begået af direktøren for Ordrupgård.
Tak for din gennemlæsning.
Vh.Niels
Nåh, er det sådan loven lyder! (resultatet er imidlerid det samme) Jeg må dog prøve at rette (omskrive).
Dramaet er til dels opfundet og dels inspireret af en helt aktuel sag (Canelotti) og en nylig presseomtalt bommert om Gaugin begået af direktøren for Ordrupgård.
Tak for din gennemlæsning.
Vh.Niels
| haleløs | 2014-03-29 14:08:54 |
https://www.maths.nottingham.ac.uk/personal/ibf/some.html
forstået således, at fejlen ofte skal findes i dét, man 'tager for 'givet' (cannot go wrong) ;)
forstået således, at fejlen ofte skal findes i dét, man 'tager for 'givet' (cannot go wrong) ;)
| haleløs | 2014-03-31 12:41:11 |
i dag består (øre)mærkning altså i en usynlig 'chip' som let sprøjtes ind i - så vidt jeg lige husker - kæledyrets nakkeskind. Jeg mener ikke, min egen barndoms Mikkel blev bedøvet ;)
"flikke en postkasse (unødv. linieskift)
sammen?” "
"flikke en postkasse (unødv. linieskift)
sammen?” "
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Chipmærkning af hunde sker ved indoperation af et lille "sender eller reflektor", som ved scanning fortæller oplysninger om hunden.
Øre (eller lyske) mærkning er en tatovering. Begge dele kræver bedøvelse i slærkere eller mildere grad.
Vh.Nhuth