 |  | Mariams breve Kap. 5 |
 |
|
|||||||||||||
|
KAPITEL 5 Gråvejr var det egentlig ikke; bare letskyet uden slagskygger. Udmærket vejr at male i. Det første der mødte ham, da han lukkede sig ind i museet, var rapporten fra A/S Secura der lå under en smuk sten på skranken. ”Vores vægter har været alarmeret i nat klokken 23.46. Han har gennemgået og kontrolleret lokalerne uden at finde nogen uregelmæssigheder af væsentlig karakter, dog med undtagelse af den tomme vægplads mellem værk nummer elleve og tretten. Det vil sige nummer elleve, der så vidt vides er deponeret med henblik på en snarlig nærmere undersøgelse. De således vil blive afkrævet et kontrolgebyr på kr. 3.200- eksklusive moms på førstkommende faktura”. Det knudrede sprog skyldtes vægterens forsøg på at afkrydse rubrikkerne i det fortrykte skema. ’Nå; det ville vise sig om maleriet ville kunne indbringe et så eksorbitant beløb’, tænkte han. For en sikkerheds skyld tjekkede han også lige magasinet i den let overskuelige og tempererede kælder. Jo, det stod gudskelov på sin plads. Den glemte container med de sidste bygningsrester fra den nedbrændte ”Egely” stod stadigt og småbrummede i brombærkrattet. De arkæologistuderende havde brugt den som varmestue i pauserne, når en regnbyge sinkede dem i arbejdet. Det havde længe generet Maleren at den ikke var fjernet. Den kunne dog ikke ses fra museet. Men høres, når det ellers var stille. Han havde taget, hvad der var hans, men hvad med resten? Nå, det var jo ikke hans problem. På sin vej op gennem alléen overdøvedes fuglesangen et øjeblik af Daimlerens ottecylindrede rækkemotor, da Andersen trillede ud af vognporten. Maleren vinkede og gik op og hentede skitseblokken og de to sprayflasker med vårgrøn og dueblå halvmat lak, som farvehandleren havde solgt ham. Han placerede den nye hvide postkasse på en papkasse. Først sprøjtede han det meste af fronten grøn. Mens den tørrede op hentede han en håndfuld rosenblade med lidt stilk henne fra skovbrynet. Rollo lå og iagttog ham nysgerrigt, mens Andersen veltrænet smurte voks på bilens ydre flader og kurver. ”Den rigtige twist er altafgørende, sagde han højt og tog dagens første skrå. Hvad faen har du gang i. Den var sgu da lige så pæn?” ”Joh, men se nu lige hér”, sagde maleren og fugtede et par rosenblade på tungen. ”Du må gerne hjælpe. Lidt skrå giver nok lidt ekstra kulør.” ”Nej tak. Jeg skal have voksen gnedet af nu”, svarede den travle chauffør. ”Den må ikke sidde for længe". Først da bladene lå helt rigtigt i et hesteskoformet mønster, kom den blå farve i brug. Og vupti, trak Maleren bladene af mens de endnu var fugtige og kasserede dem i en avis. Derefter dekorerede han kassen med fem seks karmoisinrøde blomster og lidt ekstra stilke. Sådan skulle det blive. Kirstine stod i smug og nød de tre hanners aktiviteter. Så finder de ikke på tossestreger så længe, ræsonerede hun for sig selv. Mens stolpen kom i hullet, tørrede malingen. Fire linsehovede messingskruer blev ofret for sagen. Nu ventede de bare på posten. Joh, de havde nok at se til. Det hele skulle jo passes. Clausen og Helene var fra morgenstunden ved at forberede besøget af den udenlandske kunstekspert og hans assistent. Den første overfladiske undersøgelse af maleriet skulle ske her på stedet på mandag. Derefter skulle der tages stilling til yderligere foranstaltninger. Maleren gik op til dem for at spørge hvad der skulle ske med containeren nede i krattet. Den havde de glemt alt om. ”Hvad er der i den?” spurgte Clausen. ”Det ved jeg ikke” svarede Maleren; ”jeg har nøglen til den, men jeg har jo for længst tømt den for hvad der var mit.” ”Kan du ikke få Andersen til at hjælpe dig med resten? Og så må vi jo bare få den hentet. ”Ja, den pynter jo ikke nu hvor alt er så pænt”, sagde Helene. Hun havde også set den og burde selvfølgelig have ringet til entreprenøren. Det ville være dejligt at få ryddet det problem af vejen, konstaterede Maleren. Bagateller ville mange sikkert synes, men for Maleren betød det mere for hans selvværd end som så. ”Sådan”, sagde Andersen. Bilen skinnede i solen. Lysets reflekser kunne være så flygtige og svære at fastholde på et lærred. Af og til lykkedes det dog. Impressionisterne kunne så sandelig deres kram. Andersen afbrød malerens tanker. ”Så lad os køre derned i havetraktoren med den lille anhænger. Du kan godt sidde behageligt undervejs”. De to mænd tøffede i ro og mag af sted. Sammen i hver sin verden. Christian Clausen var en lille smule stolt af museet. Han havde da også talt med Elizabeth og tit fortalt hende om den usædvanlige maler og hans arbejder. Men hans kones var mindst lige så gode; og helt anderledes. Han havde igen nævnt udstillingen som en mulighed for hende, men det kunne der ikke være tale om. ”Ja, det kunne se kønt ud. Direktørens kone udstiller sine smørerier! Vor herre bevar os”. Det passede nu ikke. Hendes billeder var så fyldt med sjæl og ånd, at enhver kunne se hendes talent. Hun ville derimod gerne have, at han en dag inviterede Maleren på middag. Så kunne han jo helt privat se hendes resultater af anstrengelserne. ”Så må du foreslå en dag, der passer. Hvad med onsdag klokken seks?” ”Fint med mig; det bliver spændende at møde ham.” ”Jamen så spørger jeg ham i dag, når jeg løber på ham.” Han fangede Maleren henne ved vognporten. ”Nu kan arkæologerne hente deres kasser”, sagde maleren. ”Fint. Min kone har foreslået mig at invitere dig på en lille dagligdags middag. Hvad siger du til på onsdag? Jeg skal nok køre dig frem og tilbage. Men der er en skjult dagsorden: Hun vil så gerne høre din ærlige mening om de malerier, som hun hidtil har frembragt” ”Jo, tak, det er alt for meget, det vil jeg gerne,” svarede Maleren overrasket. Det var anden gang på en uge, at han blev inviteret ud! Han ville så nødigt spille rollen som kunstkritiker. Det måtte andre og klogere hoveder tage sig af. Selvfølgelig var det da godt, hvis nogen gad se hans billeder, men det var jo mere tilblivelsesprocessen, der interesserede ham. Selve resultatet var jo ret beset kun ’slutproduktet’. Nu hvor den første udstilling var på plads, kunne Mariam igen koncentrere sig om det egentlige: Rygårds sande ansigt som langt bedre end dets ”Image” kunne tjene virksomhedens ve og vel. Ironisk nok nu, hvor hun selv havde været med til at introducere navnet ”Imagine” som en slags varemærke for Rygård. Men Sandra havde nok ret: ’Brug dog ironien som murbrækker mellem løgn og sandhed. Ingen af os kender sandheden alligevel’. Det kan være, at mændene i hendes gamle verden var svære at forstå, men disse mænd af den nye verden var da helt umulige at gøre sig klog på. Deres høflighed og galanteri var da en stor behagelighed i det daglige, men svær at tro på. Desværre nåede maleren ikke tilbage så han kunne følge postbuddets omdeling på Rygård, men postbuddet råbte ”Til lykke med den nye kasse” , da han kørte retur et øjeblik senere. Der havde kun været en masse gammelt skrammel tilbage i containeren. Kasser fulde af gamle smedejernssøm, som udmærket kunne genbruges og kasser med noget der kunne ligne rester fra en stenalderboplads. De arkæologistuderende havde været grundige, men næppe kyndige nok til at skille skidt fra kanel. Andersen var mest tilbøjelig til at kassere hele skidteraset, men det lykkedes maleren at få ham på andre tanker. Enden på ekspeditionen blev, at kasserne blev bragt op i vognporten. ’Midlertidigt’ understregede Andersen. ’Så må de selv komme og hente det de kan bruge.’ ”Sikke dog en fin postkasse, du har sat op”, sagde Helene oppe fra hovedtrappen. ”Jeg så den først rigtigt, da postbuddet fortalte mig om den. Nu får han betaling for den ekstra adressat og ulejlighed”, lo hun gemytligt. ’Ulejlighed’, hørte Maleren. Der var vel betalt porto til dækning for etatens ’ulejlighed’. Ikke desto mindre fiskede han kassens indhold ud. Han kunne knap nok have det i én hånd. Nu ville han gerne sidde i fred. Han sorterede reklamerne fra. Tilbage var ikke mindre end fire rigtige breve. Til ham personligt. Fra Told & Skat, fra Folkeregisteret, fra Selskabsstyrelsen, - og dér, ét fra hans ældste søn Johannes. Han bar det hele op i lejligheden og sorterede det igen. Sådan måtte livet vel være, når man nu var fundet og registreret af myndighederne. ’Ulejlighed’? Det var længe siden foldekniven havde været brugt som brevkniv. Det skulle jo gøres ordentligt. ”Kære Far”¦”, læste han”¦ fandens som de øjne kunne rende i vand”¦ måske pollenallergi nu igen”¦ ”Kære Far”¦”, med stort F, læste han”¦ To sider. På frimærket var der et billede af en bro. Maleren var blevet farfar til Emma, der lige var fyldt et år”¦ og han var blevet svigerfar til Emmas mor Sophie”¦ Hvor var alle de år blevet af? ”Du har fået fast adresse, forstår jeg. Måske også en mailadresse, som jeg kan bruge? Dine gamle stilehæfter står her hos mig. De har betydet så meget for mig. Jeg sender dem gerne til dig. Du kan da også bare ringe til mig; mit nye nummer er nu 20392065. Hvis jeg ikke svarer, kan du bare lægge en besked. Mors død tog hårdt på os alle tre, men jeg burde nok”¦ ” Han kunne ikke læse mere lige nu, men måtte lægge sig lidt. Der var sgu ikke noget den dreng ’burde have burdet’. De gamle stilehæfter indeholdt kun banaliteter fra hans ungdoms vår, da han pjækkede fra ungdomsoprøret og lod de andre tage kampen op. Kriminalkommissær Kristoffersen læste også sin post. Han brugte ikke papirkniv men blot tommelfingeren. Han modtog jævnligt forskellige indbydelser til receptioner og lignende, hvor nogen åbenbart mente, at lige præcis han i kraft af sit embede ikke kunne undværes. Som regel ringede han og takkede høfligt nej, men denne smukke indbydelse på bøttepapir til åbningen af det lille museum Egely på Rygård fristede ham. Underskrevet af Christian Clausen. Hvis Rønnebæk og Henny også var inviteret, kunne de jo følges ad derned. Det var ganske vist på en lørdag, men det lod sig nok ordne i embeds medfør. Det ville da kun være hyggeligt at se Rygård i et nyt lys. Sådan en indbydelse krævede næsten skriftligt svar. Maleren nåede at få Rygårds Kris i telefonen med det samme. ”Joh, mail”¦ der trykker du bare på ikonet med ”log på””¦ ? Åh, selvfølgelig. Det havde han jo forklaret. Men hvad så? Der var både ”indbakke”, ”uønsket” , ”kladder” og ”sendt” og ”slettet”. Han tog chancen og trykkede på ”indbakke”. Der lå tre velkomsthilsener fra nogen der hed Microsoft, Apple og Spigo. Ingen af dem var ham bekendt! Han begyndte at indtaste sønnens telefonnummer men stoppede straks og greb telefonen. ”Hej, du hører Johannes og Sophies telefonsvarer. Indtal en besked her eller ring senere!” Så var han jo lige vidt. Eller rettere sagt: Slået tilbage til ”start”. Uden kompensation. Før i tiden fik man da tiøren tilbage, når man ikke fik forbindelse. Der var så meget nyt. Han turde ikke lege mere med tasterne på telefonen eller især ikke dem på computeren. Så ringede telefonen! Det var en høflig dame fra TDC, Linda hed hun, der spurgte om han ønskede at deltage i en ”kundetilfredshedsundersøgelse”! Et kort øjeblik overvejede han at smide telefonen i en spand vand. I stedet gik han uden telefon en tur ned til bådehuset, for at fortsætte sit arbejde med pilefletningen. Bunden først med krydset i midten. Derefter huskede fingrene stort set selv resten. Efter et par timers arbejde, blev han færdig. Nu måtte den bare ikke tørre for hurtigt, så han smed et stykke plastik hen over kurven. Han var revnefærdig af sin nyvundne status som stolt farfar, men ville ikke snakke med nogen om det, før han havde talt med Johannes i telefonen. Det var klart. Helene noterede sig hans glade ansigt, men ville ikke spørge ham. Måske fornemmede hun lidt af Malerens indre kvaler, da han vendte tilbage op over græsplænen. Ved middagstid ringede drengen endelig. Denne gang mente Maleren at kunne føle sig sikker. Jo, den var god nok. ”Hej far, det er Johannes; jeg kunne se, at du har prøvet at få fat i mig, men jeg er vist lidt stresset for tiden. Hvordan går det på Rygård? Du er vel rask?” ”Ja, gu’ er jeg rask. Her på Rygård er der såmænd meget stille og roligt for det meste. Jeg har lige sat en ny postkasse op foran min dør”. ”Åh, ja, jeg postede dine stilehæfter i går. Men de måtte sendes som pakkepost. Det tager måske en dag mere.” ”Det skal du ikke tænke på, min ven, jeg har så rigeligt at se til med mail og den slags”. ”Fortæl mig lige: Har du adgang til en ordentlig printer? For så kan du bedre sidde i ro og mag og læse mails og i papirform.” Maleren fortalte lidt om virksomhedens mange afdelinger og specielt om IT-afdelingen, hvor de altid var så flinke og hjælpsomme. Han fortalte også lidt om det sidste om museet og udstillingen, som snart åbnede. ”Der kommer nok lidt i dagspressen, tror jeg. Ser du noget til Morten?” ”Ja da. Hver dag. Vi er ved at etablere et lille rådgivningsfirma på IT-fronten. Han er blevet temmelig skrap til at udvikle små programmer. Vil du have hans telefonnummer? Jeg mailer det til dig.” Det var vist i sidste øjeblik, at Maleren lærte lidt om alt det nye. Og på tide at lære sine voksne drenge at kende. Tænk at han havde fået muligheden efter alle de år. Intet kunne gøres ugjort og skyldfølelsen nagede ham dybt ind i sjælen, hvis han da havde en. ’Hold nu op med al den pladdersentimentalitet og selvmedlidenhed’, sagde han til sig selv. ’Vær glad for hvad livet har skænket dig, dit utaknemmelige skarn’. Begynder man med alderen og efter års ensomhed sådan at snakke med sig selv? Han kendte ikke nogen, som han ville spørge. Jo, Helene måske. De var på samme bølgelængde. Måske ville han ringe til Morten i morgen. I dag kunne han ikke klare mere telefonsnak. Der var en dejlig stemning på Rygård om fredagen. Nogle havde travlt med at få ugens aktiviteter afsluttet, før de skulle hjem og holde weekend i familiens skød. Det hele var reguleret og organiseret på bedste måde i detaljer. Han kendte sin animositet mod fastlåste og tilgroede vaner, normer og anerkendt adfærdskodeks. Men han kunne ikke fraskrive sig sit eget voksende behov for traditioner, tryghed og regelmæssighed. Ved halv to tiden gik tyverialarmen på museet lydløst i gang. Helt rutinemæssigt annullerede Helene alarmen og afmeldte straks Securas vægter, før han igen forgæves skulle rykke ud. ”Nu piber han igen”, sagde Kirstine og vækkede Theo. ”Ja, nu skal jeg være der”, mumlede han og satte selestropperne på plads. ’Det er vel den forbistrede alarm igen’. ”Du må nok hellere lige stikke hovedet ind deroppe. Det er jo fredag og de vil sikkert gerne snart hjem”, sagde Kirstine og rakte ham remmen. Joh, Helene havde lige annulleret alarmen. For en sikkerheds skyld gik han og Rollo lige en tur derned. Der var ikke et øje. Håndværkerne havde holdt tidligt fri for ikke at sprænge akkorden. Den sidste bil kørte ud, før Andersen nåede at praje de to elektrikere. Han tjekkede lige hoveddøren og de nærmeste vinduer. Alt var i orden. Rollo sniffede nysgerrigt rundt et øjeblik. Han syntes ikke at turen havde været lang nok. Hunden fandt en hvid handske at den skridsikre slags, som glarmestre ofte bruger. ”Dygtig”¦”, sagde Andersen opmuntrende til Rollo, som kom og lagde den ved hans fødder Mariams breve Kap. 6 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-03-31 13:07:41 |
mon ikke udgiften til vægter og sikkerhedsfirma posteres 'driftsomkostning' ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Vh.Nhuth