 |  | Udsnit fra 'Celestria' - På Vinger. |
 |
|
|||||||||||||
|
*Forklaring Hestefyrster er enorme hestelignende væsner med vinger som Pegasus og horn som Enhjøringe. Det er fra dem alle heste, Enhjørninge og Pegasusser stammer fra. Deres navne er Casandra og Madeus. Morolus og Noria er mine hovedpersoner. Jeg ligger dette indlæg ind for, forhåbentlig at få en smule feedback på om beskrivelsen af den oplevelse det er at gå på vinger kan "mærkes" :) "Hendes tanker blev afbrudt af at begge hestefyrster rejste sig op på samme tid. Det gav et sug i maven på Noria, da hun så hvor højt hun var oppe. “Hold godt fast Noria. Nu kan det godt gå lidt hurtigt.” Sagde Casandra til hendes tanker Hun lød meget begejstret. Noria tog endnu bedre fat. Hestefyrsterne satte i galop på samme tid. De løb helt synkront og deres hove ramte jorden på samme tid, som om de var et væsen i stedet for to. Vinden piskede i Norias hår, så det slog om hendes hoved og hendes hjerte galoperede næsten lige så hurtigt som hestefyrsternes hove. De løb hurtigere og hurtigere langs floden. Med en flydende bevægelse begyndte vingerne bag ved Noria at svinge op og ned. De slog kraftigere og kraftigere. Vindens brus i fjerene overdøvede alt andet. I et kæmpe spring var de på vingerne. De susede opad i en hvirvlende fart. Det gik så hurtigt at Noria mistede pusten og uvilkårligt lukkede sine øjne, som den kraftige vind havde fået til at løbe i vand. Da hun endelig åbnede dem igen, var det eneste hun kunne se den blå himmel, solen og Morolus på ryggen af Madeus. Morolus jublede af glæde, men kun en smule lyd nåede Norias ører, som vinden stadig susede i. Under dem vandrede de hvide skyer og endnu længere nede så hun sit sidste kendte fristed forsvinde længere og længere bagud. Hun tog en stille afsked. Hun var ikke sikker på om hun nogensinde ville få dette sted at se igen. Tårer, som intet havde med den susende blæst at gøre, faldt fra hendes øjne, men blev hurtigt blæst væk. Hun var nu på vej imod det ukendte og havde taget afsked med alt hvad hun kendte, måske for altid. Hun så over på Morolus. Nej, ikke alt. Morolus var med hende og for det var hun dybt taknemmelig. Sammen med ham skulle hun nok klare alle de prøvelser der ville møde hende." | ||||||||||||||
 | Pervor | 2012-12-07 18:35:39 |
Sindssygt godt skrevet, jeg blev bare fanget med det samme, og vil så meget have mere...
Glæder mig til du får den udgivet, jeg vil uden tvivl ile ned i bog butikken og købe den.
Hilsen Pervor en utålmodig læser ;)
Glæder mig til du får den udgivet, jeg vil uden tvivl ile ned i bog butikken og købe den.
Hilsen Pervor en utålmodig læser ;)
| Reppel | 2012-12-08 09:27:10 |
tak tak:D du er alt for sød.... Er så glad for at det jeg skriver kan fange... Det gør det værd at fortsætte drømmen.!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
