 |  | Nutella og Nuthiella |
 |
|
|||||||||||||
|
Nutella og Nuthiella ”Vågn op Daimoni”, sagde læreren. Daimoni var igen faldet i staver midt i dansktimen. Ikke af egentlig kedsomhed, men af en helt anden og langt værre følelse - forelskelse. Egentlig var Daimoni ikke en stor fan af skolen, og alt hvad der hørte med denne. Faktisk var Daimoni det man med rette kunne kalde en umotiveret elev. Det var nok egentlig også grunden til, at Daimonis forældre valgte at han skulle skifte skole. Daimoni havde gang på gang forvoldt læreren fortvivlelse og irritation på sin gamle skole - specielt sin gamle dansklærerinde Ruth Henriksen havde haft sine kvaler med Daimoni. Engang havde Daimoni skrevet en stil om Bonbons ”Lossepladsen” bolsjer, Daimonis store passion. For mange dansklærere var det velsagtens en udmærket præstation, der var ikke mange stavefejl, og ikke mange manglende kommaer. Men for Ruth Henriksen var indholdet forkasteligt. At få paraplyemnet lidenskab, og skrive om bolsjer kaldet ”Lossepladsen”, som hun i øvrigt ikke kendte til, eller nogensinde havde smagt, var for galt. Specielt hvis man så på Ruths favoritelev Daniella, der havde skrevet om kærligheden til sin snart 3 år gamle islandske hest Siggi, som hun passede og plejede, som var det hendes alt for tidlige barn. Det var nu engang sådan, at både Ruth og Daniella delte denne passion til heste. Nu var Daimoni ingen dum dreng, og selvom jakken ofte var for stor, og bukserne ligeså, anede han godt uråd. Han besluttede sig derfor for, at Ruth Henriksen skulle have en lærestreg. Desværre for Daimoni er han opdraget godt, og det er nu engang sådan med velopdragne børn, at de ikke farer ud og tager hævn. Nej, velopdragne børn, som Daimoni tænkte: ”Så skal hun heller ikke forvente, at se flere gode ting fra min side!”, og fra den dag gjorde Daimoni sig sjældent umage med sine opgaver og stile. Imidlertid var Daimoni blevet en anden dreng efter at han fik ny luft mellem ørerne, og allerede fra første dag på sin nye skole mærkede Daimoni, at det nu kun ville blive godt for ham. Da han startede i august, en mandag var det vist, og kom ind af døren til klasseværelset blev han mødt af de skønneste øjne og den blideste og blødeste stemme han i sine 12 års levetid havde oplevet. (Ja, i gættede rigtigt) Pigen hed Nuthiella, og ligesom navnet måske kunne antyde var hun ligeså sød som nutellaen på brødet i Daimonis madpakke. Daimoni havde aldrig været forelsket, men på 30 sekunder forandredes hans liv for altid med ordene: ”Må jeg komme forbi?”. Daimoni var blevet så fortabt, at han havde spærret døren for resten af sin nye klasses 22 elever, og endda uden overhovedet at opdage det pga. skæret fra Nuthiellas glitrende øjne. Efter denne dag glædede Daimoni sig til at skulle i skole. Meget endda. Daimonis forældre og lærere troede, at det var pga. luftforandringerne, som de sagde. At Daimonis gamle dæmoner var væk, og erstattet af nogle nye lykkebringende oplevelser. Denne voksensnak kunne kategoriseres som klogesnak i Daimonis øre. Selv var han den eneste der vidste, hvorfor han var glad - grunden var Nuthiella. Nuthiella og Daimoni var begyndt at snakke meget mere sammen. Fra Daimonis første ”Må jeg sidde her?” til Nuthiellas ”Daimoni, vil du ikke være sød at hente og købe mig en kakao?”. Han var glad. Faktisk så glad, som forelskede fyre kan være. Med forelskelsen kom dog også Daimonis og andre drenges naivitet og fromhed. (Det er nu engang sådan at piger kan få drenge til mange ting, når de er forelskede). Daimoni brugte frikvartererne hver dag på at hente kakao til Nuthiella til fordel for utallige kindkys. Han var så oplsugt, at han ikke opdagede, at Nuthiella hver dag efter skole fulgtes med Carlos fra 6. klasse hjem. Faktisk var han den eneste der ikke vidste, at Carlos havde sendt Nuthiella et kærestebrev, og at hun havde sat kryds ved ja. Sådan fortsatte det i mange dage, lige indtil et par uger før sommerferien. Daimoni var, som altid, taget af sted efter kakao til Nuthiella, men da han kom tilbage var hun væk. Han ledte og ledte, længe, faktisk så længe, at han missede dansktimerne. Tilsidst fandt han Nuthiella grædende bag et træ i skolegården. ”Her er din kakao søde Nuthiella!”, sagde han og fik et ”Tak!” tilbage. ”Hvorfor græder du søde Nuthiella?” sagde Daimoni og satte sig forsigtigt ved siden af Nuthiella. ”Du er så sød og dum Daimoni” kom der tilbage fra Nuthiella. Så fortalte Nuthiella, ham hele historien, om Carlos og om, hvor ond hun nu syntes at hun havde været overfor ham. Nu kunne man godt forvente, at Daimoni ville blive alvorligt sur på Nuthiella og gå sin vej. Men sådan gik det ikke med den velopdragne Daimoni. Ser I, det er med kærlighed, som med nutellabøtter. Nogle gange skal man skrue ekstra hårdt på låget for at åbne op til den dejlige Nutella. Og sådan var det også for Daimoni med Nuthiella. Daimoni gik igennem mange ting, som de fleste syntes var dumt, men fik til sidst åbnet for sin Nutella. I dag lever Daimoni og Nuthiella vist lykkeligt sammen med deres datter Kakao oppe i Nordjylland et sted. Copyright, Kristoffer Høyrup Sørensen, Juni 2011 | ||||||||||||||
 | mille | 2011-06-21 09:54:53 |
"Skide-skøn" historie med navnesymbolik og god indføling med teenager-love - jeg ville prøve den af på nogle "skoleunger" hvis jeg var dig og kunne komme afsted med det.
Læste i din profil at du er lærerstuderende og gerne vil skrive noveller for skoleelever - det tror jeg sagtens du kan. Nu er jeg pensioneret skolelærer og savner somme tider det herlige klientel sådan en flok unger kan være.
Det kan godt være sproget visse steder skal strammes lidt op - men generelt kan jeg godt li`dit talesprogsagtige tilsnit. Der er også noget i overgangen fra den ene skole(eller lærer) til den anden der ikke lige forstås i første omgang - det forfatterskolen kalder flow - men det meste af historien glider fint deruda`
go`vind ønskes du af en glad pensionist - glad fordi jeg læste din alkoholiker-sang - og blev i super godt humør!!!
Læste i din profil at du er lærerstuderende og gerne vil skrive noveller for skoleelever - det tror jeg sagtens du kan. Nu er jeg pensioneret skolelærer og savner somme tider det herlige klientel sådan en flok unger kan være.
Det kan godt være sproget visse steder skal strammes lidt op - men generelt kan jeg godt li`dit talesprogsagtige tilsnit. Der er også noget i overgangen fra den ene skole(eller lærer) til den anden der ikke lige forstås i første omgang - det forfatterskolen kalder flow - men det meste af historien glider fint deruda`
go`vind ønskes du af en glad pensionist - glad fordi jeg læste din alkoholiker-sang - og blev i super godt humør!!!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak, mange gange! Det sætter jeg pris på du siger. At du nok mener den kan prøves af hos klientellet, og det vil jeg da helt sikkert se om jeg kan komme til, når/hvis lejligheden byder sig. De er jo nok engang skønne og ærlige ja, så det ville være sjovt at se hvordan de ville modtage den :)
Men ja, jeg har også opdaget de sproglige ting der kan strammes op, og skal nok se om jeg kan få dem ændret.
Tak for feedbacken!
Og det glæder mig at min tekst kunne skabe godt humør også! Det er jo aldrig skidt at vide - tak :)
Venligst Kristoffer