 |  | En finger med i spillet |
 |
|
|||||||||||||
|
Som hun går der hen ad gaden med sin kulørte indkøbstaske, er der overhovedet ikke noget uhyggeligt ved hende. Når hendes mørke øjne gløder, er det ikke af ondskab, men af munter nysgerrighed og interesse for, hvad der sker omkring hende. Mest af alt ligner hun en turist, der er på besøg for allerførste gang og ikke vil gå glip af noget. Ingen kan se på hende, at hun i virkeligheden er et genfærd. Et ganske særligt ét af slagsen, endda, med evner og kundskaber, der for længst er gået i glemme. Men selvfølge lægger man mærke til hende mellem de andre mennesker. Hendes violette frakke røber, at hun er glad for stærke farver, og selvom hun er meget lille af vækst, virker hun usædvanlig rank. Hendes bevægelser er rappe og målbevidste, og frakkens mange folder fejer hen over fliserne. Set fra ryggen tror de fleste, hun er et barn eller en ganske ung pige. Men hendes ansigt er ikke barnligt. Det lange hår er sat forsvarligt op under pelshuen, og selvom det stadig er gnistrende sort, er kinderne hærdede og vejrbidte. Hun er en anelse for mørk i huden til at være skandinavisk, og over de høje kindben har de første fine furer indfundet sig. De viser sig især, når hun smiler, og det gør hun ofte, mens hun smutter ind og ud i trængslen. Til det lille barn, der rækker ud efter verden fra sin klapvogn, eller til det ældre ægtepar på bænken, der trodser den kolde blæst og deler en kop termokaffe i forårssolen. Selv holder hun sig så vidt muligt fra solstriberne, måske for ikke at afsløre, at hun bliver en lille smule gennemsigtig i skarpt lys. Hendes skygge er heller ikke helt så tæt som andre folks, men i mylderet er der ikke mange, der lægger mærke til det. Kun en gammel cockerspaniel snuser eftertænksomt, da hun haster forbi, og trækker sig forsigtigt om på den anden side af sit menneske. Også den får et smil med på vejen og mander sig op til et venligt sving med halen, mens den ser hende forsvinde mellem de mange støvler. Den kan ikke tale og kan derfor heller ikke røbe, at hendes fødder ikke når helt ned til jorden. Selv er hun udmærket klar over sin manglende jordforbindelse, og et øjeblik sætter hun farten lidt ned. Det ville være pinligt, hvis hun kom til at gå tværs igennem nogen eller blev nødt til at forsvinde. Det er svært at udføre en ubemærket forvandling på åben gade, hvad enten det er til en anden skikkelse eller slet ingenting. Da hun døde for næsten to tusinde år siden, var det som en af sin tids dygtigste troldkvinder, og hun har stadig nok at gøre. Det er lørdag eftermiddag, og hun vil så forfærdeligt gerne nå i Magasin, inden de lukker. - Den unge mand i stueetagen får øje på hende med det samme, da hun stryger ind gennem glasdørene. Det går så hurtigt, at de knap nok når at åbne sig for hende, og det ser så pudsigt ud, da hun standser med et ryk og ser sig omkring. Man skulle tro, hun aldrig havde set en kosmetikafdeling før. Den unge mand smiler lidt for sig selv. Så bliver han alvorlig. Til hverdag læser han psykologi på universitetet, men i de sidste tre år har han haft faste vagter som butiksdetektiv. Han er efterhånden ret god til at kigge folk ud, og kvinder med slaviske træk har hans særlige opmærksomhed for tiden. Han bemærker hendes rummelige taske, og at hun har god plads under frakken. Så følger han hende diskret med øjnene, mens hun stiller sig på tå for at nå en hylde med parfumeflasker. Men hun tager ikke flaskerne ned fra hylden, berører dem bare ganske let med en fingerspids og lukker øjnene. Så skærer hun pludselig ansigt og bevæger sig videre hen mod rulletrappen. Damekonfektion, gætter han, det klassiske, eksklusive hjørne med mærkevarerne. Hun ser ud til at have en vis stil, men derfor er det jo desværre ikke sikkert, at hun også har i sinde at betale. Han trækker sig tilbage mellem et par reoler for at ringe til sin kollega ovenpå. Den lille dame er på vej op ad rulletrappen og ser ikke ud til at have lagt mærke til hans interesse. Men da han under samtalen kaster et hurtigt blik over på rulletrappen, opdager han, at han har taget helt fejl. Midt mellem etagerne vender hun sig om, og nu kigger hun lige over på ham. Afstanden er for stor til, at han kan se det, men alligevel synes han, han opfanger et venligt, overbærende glimt i hendes øjne. Han afbryder samtalen med en forvirret undskyldning og kan ikke få blikket fra hende. Og lige inden hun forsvinder op på første sal, løfter hun hånden og vinker fortroligt til ham. - Sådan er hun. Som regel passer det hende bedst at færdes ubemærket, gerne helt usynligt, men med det ærinde, hun har i dag, kan det ikke lade sig gøre. Og når nogen mistænker hende for noget forkert, er hun nødt til at give sig til kende. Bare en lille smule. Hun står af rulletrappen og smiler over den unge mands forbavselse. Det, han lige har oplevet, er kun en ganske lille dråbe af det hav af mærkværdigheder, hun kunne udsætte ham for, hvis hun virkelig ville. Men det vil hun ikke. Hun er her ikke for at vække opsigt. Hun vil bare prøve, hvordan det er at være et helt almindeligt menneske i denne underlige verden, hun først for nylig er kommet til. Og om et øjeblik er han såmænd i fuld gang med at tvivle på, om hun virkelig vinkede til ham. Det tager hende et stykke tid at stave sig igennem skiltet og finde ud af, hvor hun skal hen. Læsning indgik ikke i den ellers grundige uddannelse, hun fik, da hun var ung, og bogstaver af denne art har hun først for nylig lært at kende. Men helt dum er han nu ikke, den unge mand dernede, tænker hun ved sig selv. Så finder hun frem til afdelingen for damekonfektion. Det klassiske, eksklusive hjørne med mærkevarerne. - Tina er ny i afdelingen. Faktisk er det hendes første lørdagsvagt. Hun og Stigsen er alene i mærkevarerne i eftermiddag, for hende, der hedder Lene, er lige gået på barsel, og afløseren har meldt sig syg. Men Tina kan godt lide Stigsen. Hun er flink at arbejde sammen med og ikke bange for at lære fra sig, selv om hun i starten virkede lidt stramtandet. Stigsen ved alt, hvad der er værd at vide om de forskellige mærker og kvaliteter. Det er fantastisk at se, hvordan hun kan betjene selv de vanskeligste kunder med samme, høflige tålmodighed. Desværre er Stigsen på toilettet i øjeblikket, og Tina er kommet i kløerne på en dame i minkpels, der ikke lægger skjul på, at hun forventer en betjening ud over det sædvanlige. Hun lægger heller ikke skjul på, at Tina absolut ikke lever op til forventningerne. Fingrene med de lange negle trommer i disken. ”Jeg forlanger at få det på kontoen,” siger hun, og kigger på et eller andet over Tinas hoved. ”Det plejer overhovedet ikke at være noget problem. Man kender mig her i huset. Nogen gør i hvert fald, men det ved De vel heller ikke noget om!” Tina bliver rød i kinderne. Damen vil købe en skjortebluse til næsten 3000 kr, men hun har glemt sit kontokort. Den unge pige kaster et blik hen mod døren til personaletoilettet, men der er intet livstegn. Heldigvis er der ikke ret mange andre kunder i området for øjeblikket. Kun en lille dame i violet frakke, der ser ud til at være meget optaget af de nye modeller. ”Hvis De bare vil være så venlig at vente et lille øjeblik mere?” beder hun så høfligt, hun overhovedet kan. Damen i pelsen strammer de meget røde læber sammen, sukker dybt gennem næsen og løfter de sorte øjenvipper mod himlen. Tina spejder ud over tøjstativerne. Den violette frakke er væk. Bare der nu ikke også er andet, der er væk. ”Er der overhovedet ikke en eneste kompetent person til stede i det her hus?” spørger pelsdamen med alle tegn på utålmodighed. Tina ved ikke, hvad hun skal svare, men det behøver hun heller ikke. Et eller andet sted bag hendes ryg lyder pludselig en kultiveret stemme. ”Hvilken form for kompetence kunne De da ønske Dem?” Det er bestemt ikke Stigsens stemme. Damen spærrer øjnene op og blegner under sminken. Tina stirrer forbløffet på den forandring, der sker lige foran hende. Så mærkeligt ser det ud, at hun slet ikke sanser at vende sig om for at se, hvem det er, der taler. ”Man bør ubetinget give den unge dame ret.” fortsætter stemmen. Der er noget meget bekendt ved den. Damen i pelsen slår øjnene ned. Alt det stramme er fuldsændigt forsvundet, og hun forsøger at sige noget, men det bliver kun til en hæs hvæsen. Den kultiverede stemme får et mildt irettesættende tonefald, og nu kan Tina pludselig huske, hvor hun har hørt den før. Hun kan bare ikke tro sine egne ører. ”Det ville være meget ukorrekt at udlevere varer uden betaling, ikke sandt? Og uanset hvem man er, kan man vel ikke bebrejde nogen, at de følger gældende regler, kan man?” Damen i pelsen bøjer hovedet og synker ned i knæene. Det ser fuldstændigt ud, som om hun nejer. ”Deres Majestæt!” hvisker hun, og Tina holder vejret. Damen er så langt nede i knæene, at hun næsten sidder på gulvet, og hun tør øjensynligt slet ikke se op. Tina vender sig for at takke den kultiverede stemme, men der er ingen at takke. Stemmen lød, som om den kom fra et sted kun et par meter bagved hende, men der er ingen at se. Kun den lille dame i violet frakke, som altså alligevel ikke er væk. Hun er bare gået over til bordet med tørklæder og andet tilbehør. Tina ved ikke, hvad hun skal tro. Damen i pelsen nejer stadig foran disken, og tiden går i stå. Pludselig er Stigsen igen tilbage på sin plads ved kasseapparatet. ”Jamen, det er jo fru Simonsen!” udbryder hun ved synet af den nejende dame. Så styrter hun om på den anden side af disken og hjælper hende på benene. ”Er der noget i vejen? Noget, jeg kan hjælpe med?” Fru Simonsen støtter sig til Stigsens skulder. Hun ser på en gang ud til at være meget flov og meget bange, men da hun opdager, at der ikke er andre til stede end Tina og Stigsen, åbner hendes mund sig i vantro. ”Jamen - ”, siger hun bare og peger på det sted bag Tina, hvor stemmen kom fra. ”Skaf et glas vand!” befaler Stigsen, og Tina bliver pludselig levende igen. Hun sætter i løb mellem stativerne, ud på toilettet. Spejlet over vaskekummen viser hende et kridhvidt ansigt, og hun ryster på hænderne, mens vandet løber ned i papkruset. Et eller andet skete der altså, tænker hun, og ansigtet i spejlet bevæger læberne. Men hvad? Hun tørrer automatisk kruset af i et papirhåndklæde. Det kan ikke bare være indbildning, afgør hun med sig selv. Fru Simonsen oplevede det også. Fru Simonsen så, hvem der talte. Et eller andet så hun i hvert fald, og Tina hørte, hvad hun hørte. Med sine egne ører. Så hvis hun er blevet tosset, er hun i det mindste ikke alene om det - Da hun kommer tilbage med vandet, er både fru Simonsen og minkpels forsvundet. Stigsen står bag kassen og ryster på hovedet. ”Vil du ikke lige være venlig at fortælle mig, hvad der skete?” spørger hun Tina. ”Fru Simonsen var jo helt ude af sig selv - undskyldte bare mange gange og styrtede hen til elevatoren - ” Tina åbner munden, men opgiver at forklare. Så drikker hun vandet selv. Over krusets kant får hun øje på en violet frakke. Den lille dame står stadig henne ved tørklæderne. Hun har lagt hovedet på skrå, og hun smiler bredt under pelshuen. Hun ser direkte på Tina. Og så kniber hun det ene af sine strålende øjne fortroligt i. ”Men du er jo selv helt bleg som et lagen, pigebarn!”, udbryder Stigsen bekymret og lægger hånden på hendes arm. ”Jeg tror, det er i orden, hvis du ta’r din pause nu. Så kan vi snakke om det, når du kommer tilbage fra kantinen, ikke?” Hun sænker stemmen. ”Mellem os sagt, så er fru Simonsen ikke en af husets mest - øh - velsete kunder. Så du skal se, det går nok alt sammen ”¦” Tina nikker taknemmeligt og finder sin pung under disken, inden hun går op i kantinen til den kop kaffe, hun pludseligt trænger så voldsomt til. - Den lille dame i den violette frakke har set nok. Hun beslutter sig for at vente med afdelingen for køkkentøj og porcelæn til en anden dag og finder rulletrappen ned til stueetagen. Den unge mand har forladt kosmetikafdelingen og er i gang med en rutinemæssig runde i bøger og papirvarer. Hun kan se ham fra trappen og genkender ham med det samme. Han står og snakker med en ekspedient, der sælger billige spændingsromaner. Så slentrer han videre mellem varerne. Og pludselig ombestemmer hun sig. Nu har hun jo alligevel vakt en vis form for opmærksomhed. Hvorfor så ikke få det bedste ud af det? På vej over til ham falder hendes øjne på en hylde med ugeblade og et farvestrålende foto af regentparret. Hun stopper op og studerer det grundigt. De sidder i noget, der ligner et lille, åbent hus på ryggen af et kæmpemæssigt dyr, der har en slange i stedet for næse. Hun rynker panden. Engang for længe siden, da hun endnu var barn og levende, fortalte de gamle undertiden om sådan et dyr, husker hun. Men allerede dengang sagde de, at det hørte den fjerne fortid til. Det var måske værd at undersøge nøjere - en anden gang? Den unge mand mere mærker end ser, at hun nærmer sig, men da hun pludselig står foran ham, bliver han alligevel forbavset. ”Må jeg have lov til at spørge Dem om noget?”, spørger hun høfligt. Hendes stemme er dæmpet, men kan alligevel tydeligt høres gennem den summende larm af andre stemmer og musik. Hun taler med en anelse accent, og der er noget ved hendes øjne, som får ham til at føle sig næsten gennemsigtig. ”Naturligvis,” svarer han og forsøger at skjule sin forlegenhed. Men han fornemmer, at man vist ikke kan skjule ret meget for denne lille dame. Engang om mange år vil han stadig huske det helt tydeligt. Og han vil fortælle de børn, han endnu ikke er blevet far til, om dette mærkelige øjeblik, som førte til, at han mødte deres mor. Den lille dame smiler venligt til ham. Så siger hun: ”Jeg vil bare høre, om det ikke er på tide, De holder Deres pause?” Nu kan han ikke mere skjule sin forbløffelse, og hun fortsætter hurtigt: ”For ser De - der sidder en ung pige oppe i kantinen, som lige har haft en underlig oplevelse. De kender hende sikkert godt. Hun er ny oppe i damekonfektion ”¦” Jo, han har nok lagt mærke til Stigsens nye elev. Men denne lille dame har han med garanti aldrig set før for en halv time siden. Hvordan i alverden kan hun vide så meget? Damen ser ud, som om hun ved præcis, hvad han tænker - og det gør hun også. ”Det er ligemeget,” siger hun. ”Det vigtigste er, at De går op og snakker med hende med det samme. Hun har muligvis brug for lidt psykologhjælp - ” Og som om det forklarer alting, hanker hun op i sin indkøbstaske og forsvinder ud gennem dørene til torvet. Han ser forvirret efter hende. Hun drejer til venstre og bliver væk i mylderet. Så kigger han på sit ur. Klokken er et kvarter i tre, og hun har fuldkomment ret. Det er tid for hans pause. Det er forøvrigt også lørdag, og han har ikke særlige planer for i aften. Efter en dyb indånding ryster han på hovedet og sætter kurs mod kantinen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-05-05 10:30:33 |
Muntert, særdeles velskrevet 'Kirsten Giftekniv' æventyr. Et velblandet psykologisk, romantisk 'hverdagdrama' ... som ganske sikkert ville kunne afsættes til et ugeblad ;)
venligst ...
venligst ...
| ligeher | 2011-05-05 11:07:05 |
Jamen haleløs - jeg syns jo, du sku ha den ugebladsnovelle, du har fablet om så længe ... hvafforét vil du anbefale - ugeblad, altså?
| haleløs | 2011-05-05 12:21:22 |
nu læser jeg faktisk ikk' selv ugebladene - længere. Jeg købte dem skam i maaange år til min Mormor, og læste da selv gladeligt med! Det' da bestemt mit indtryk, at teksterne er læseværdige og direkte undeholdende. Dog skal man gøre sig klart, at 'målgruppen' nok nærmest er til munter, uforpligtende læsning 'mens kartoflerne koger' eller 'mellem to stoppesteder' ...
hmmm ... ville nu nok starte med 'Hjemmet'; men der findes jo et antal ugeblade med bredere appel.
Hvis du ikke allerede véd, hvordan man afleverer teksten (?) gør således:
konvertér teksten til PDF-format og vedhæft dette til den e-mail, du sender redaktionen
de fleste ugeblade har egne websites, og oplyser gerne redaktionens mail-adresse.
Personligt har jeg vanskeligt ved at forstå visse forfatterspirers aversion mod ugebladslitteratur; min egen Morfar, som var embedsmand, hyggede sig da med at skrive adskillige sjove historier til ugebladene. Og financierede på den måde børnefamiliens ferier ;)
venligst ...
hmmm ... ville nu nok starte med 'Hjemmet'; men der findes jo et antal ugeblade med bredere appel.
Hvis du ikke allerede véd, hvordan man afleverer teksten (?) gør således:
konvertér teksten til PDF-format og vedhæft dette til den e-mail, du sender redaktionen
de fleste ugeblade har egne websites, og oplyser gerne redaktionens mail-adresse.
Personligt har jeg vanskeligt ved at forstå visse forfatterspirers aversion mod ugebladslitteratur; min egen Morfar, som var embedsmand, hyggede sig da med at skrive adskillige sjove historier til ugebladene. Og financierede på den måde børnefamiliens ferier ;)
venligst ...
| haleløs | 2011-05-06 14:59:05 |
heeej; kom egentlig lige i tanker om: novellen hér savner da vist en konflikt / forhindring.
Som vi lærte om i een af opgaverne ovre på SAXO. Altså: gør den unge pige (Tina) noget mer' omsværmet; dels af 'den tilbageholdende, pæne, unge mandlige butiksdetektiv', dels af 'en charmerende slyngel'.
Konflikten ku' så - for eksempel - bestå i, at Tina egentlig har en frokostaftale med slynglen; men dukker op for tidligt ... og afslører ham i en hed situation med en anden 'date'. Hvorpå hun grædende / skuffet fortrækker - og på vej ud støder ind i 'den pæne, unge butiksdetektiv' ... som så straks griber chancen og inviterer på en 'frokost-date'.
Altså: lidt mer' 'bølgegang' i novellens egentlige HP'ere; men så skal 'Kirsten Giftekniv' jo nok aktiveres lidt anderledes ...
- var dét en idé ?
venligst ...
Som vi lærte om i een af opgaverne ovre på SAXO. Altså: gør den unge pige (Tina) noget mer' omsværmet; dels af 'den tilbageholdende, pæne, unge mandlige butiksdetektiv', dels af 'en charmerende slyngel'.
Konflikten ku' så - for eksempel - bestå i, at Tina egentlig har en frokostaftale med slynglen; men dukker op for tidligt ... og afslører ham i en hed situation med en anden 'date'. Hvorpå hun grædende / skuffet fortrækker - og på vej ud støder ind i 'den pæne, unge butiksdetektiv' ... som så straks griber chancen og inviterer på en 'frokost-date'.
Altså: lidt mer' 'bølgegang' i novellens egentlige HP'ere; men så skal 'Kirsten Giftekniv' jo nok aktiveres lidt anderledes ...
- var dét en idé ?
venligst ...
| ligeher | 2011-05-06 19:04:13 |
Absolut en ide, som jeg gerne vil lægge på lager, hvis jeg må?
Din kommentar er rigtigt interessant, synes jeg. Især din bemærkning om "novellens egentlige HPere". Det får mig til at spekulere på, om det er MIG, der har vægtet historien forkert, eller om det er DIG, der forventer noget bestemt (og helt andet) af en "ugebladsnovelle"?
For HPen er jo netop hverken Tina eller butiksdetektiven - dem får du faktisk ikke ret meget at vide om. Du aner ikke, hvordan de ser ud eller hvor gamle de er, bare at de formentlig er unge begge to, eftersom den ene er elev og den anden studerende. Derimod burde du faktisk være i stand til at genkende hende, du kalder "Kirsten Giftekniv", hvis du mødte hende på gaden. Uden hende - og det har du fuldstændigt ret i - viller der jo slet ikke være nogen historie. Og hvem er så egentlig HP???
Det er det, at du kalder hende "Kirsten Giftekniv", der får mig til at tro, at du forventer noget andet af historien, end den rent faktisk fortæller. For den romantiske del af den fylder jo kun nogle få linier og er ikke ret meget andet end en krølle på slutningen - men det er åbenbart den, du lægger mærke til?
At der mangler en konflikt, kan jeg nemlig heller ikke helt give dig ret i. Da vi møder Tina første gang, er hun havnet i en regulær kattepine og står med en krævende kunde, der forlanger at hun skal gøre noget, hun hverken kan, må eller vil. Hvis det ikke er en konflikt, hvad er det så? Og hvem er det egentlig, der løser den?
Helt ærligt, haleløs - Jeg ved ikke hvem af os, der har taget fejl af historien, men et eller andet er gået galt her. Og det illustrerer vel ret godt, at historien måske alligevel ikke er så velegnet som ugebladsnovelle?
Jeg kunne RIGTIGt godt tænke mig at høre andres mening, hvis nogen vil melde ind!?
Mange hilsner
Din kommentar er rigtigt interessant, synes jeg. Især din bemærkning om "novellens egentlige HPere". Det får mig til at spekulere på, om det er MIG, der har vægtet historien forkert, eller om det er DIG, der forventer noget bestemt (og helt andet) af en "ugebladsnovelle"?
For HPen er jo netop hverken Tina eller butiksdetektiven - dem får du faktisk ikke ret meget at vide om. Du aner ikke, hvordan de ser ud eller hvor gamle de er, bare at de formentlig er unge begge to, eftersom den ene er elev og den anden studerende. Derimod burde du faktisk være i stand til at genkende hende, du kalder "Kirsten Giftekniv", hvis du mødte hende på gaden. Uden hende - og det har du fuldstændigt ret i - viller der jo slet ikke være nogen historie. Og hvem er så egentlig HP???
Det er det, at du kalder hende "Kirsten Giftekniv", der får mig til at tro, at du forventer noget andet af historien, end den rent faktisk fortæller. For den romantiske del af den fylder jo kun nogle få linier og er ikke ret meget andet end en krølle på slutningen - men det er åbenbart den, du lægger mærke til?
At der mangler en konflikt, kan jeg nemlig heller ikke helt give dig ret i. Da vi møder Tina første gang, er hun havnet i en regulær kattepine og står med en krævende kunde, der forlanger at hun skal gøre noget, hun hverken kan, må eller vil. Hvis det ikke er en konflikt, hvad er det så? Og hvem er det egentlig, der løser den?
Helt ærligt, haleløs - Jeg ved ikke hvem af os, der har taget fejl af historien, men et eller andet er gået galt her. Og det illustrerer vel ret godt, at historien måske alligevel ikke er så velegnet som ugebladsnovelle?
Jeg kunne RIGTIGt godt tænke mig at høre andres mening, hvis nogen vil melde ind!?
Mange hilsner
| haleløs | 2011-05-06 20:13:08 |
Okay; nu er JEG jo heller IKKE nogen professionel kommentator; men altså: butiksdetektiven, Stigsen, Tina og den besværlige kunde virker anderledes levende beskrevet end genfærdet / troldkvinden!
Og mht. konflikten vil jeg stadig påstå, at selvom den er udmærket og levende beskrevet, ville den være bedre placeret hvis den udmøntede sig i ... f.eks en romance. Som den står nu, skubber den faktisk butiksassistenterne Stigsen og Tina 'fra hinanden' ? Og gør Stigsen til 'en autoritet' ...
Men som sagt ... jeg er ikke ude på at genere dig - og heller ingen 'professionel' kommentator!
venligst ...
Og mht. konflikten vil jeg stadig påstå, at selvom den er udmærket og levende beskrevet, ville den være bedre placeret hvis den udmøntede sig i ... f.eks en romance. Som den står nu, skubber den faktisk butiksassistenterne Stigsen og Tina 'fra hinanden' ? Og gør Stigsen til 'en autoritet' ...
Men som sagt ... jeg er ikke ude på at genere dig - og heller ingen 'professionel' kommentator!
venligst ...
| ligeher | 2011-05-06 20:31:50 |
Kære haleløs - jeg føler mig bestemt ikke generet, og jeg er meget interesseret i dine kommentarer. Når man sidder og skriver noget, kan man jo godt blive så fikseret på det, man selv synes, det skal handle om, at man slet ikke forestiller sig, at andre måske synes, det handler om noget helt andet. Det respekter jeg fuldt ud, og din kritik er meget værdifuld for mig.
Hvis jeg som skribent ikke kan få min læser til at forstå, hvad jeg mener uden lange søforklaringer, så er teksten en ommer! Og med denne har du givet mig en hel del at tænke over. Tak for det!
Mange hilsner
Hvis jeg som skribent ikke kan få min læser til at forstå, hvad jeg mener uden lange søforklaringer, så er teksten en ommer! Og med denne har du givet mig en hel del at tænke over. Tak for det!
Mange hilsner
| mille | 2011-05-13 11:59:11 |
er lidt i tvivl om dette er konflikt-opgaven eller den frie novelle du her besvarer? - men det er egentlig også ligegyldigt.
jeg er vild med "Den lilla dame" og opfatter hende som den svævende, men absolutte hp (en rigtig sød detalje om hunden, der registrerer at hun "svæver")
om det er en ugebladsnovelle ved jeg ikke - jeg læser ofte ugeblade, men har aldrig behov for at læse 2 gange, det skulle jeg altså her - ligesom jeg skal med nogle af "Information" s artikler.
måske er historien lidt for "kringlet" til et ugeblad, men det kunne da være skægt at prøve.
da jeg læste "Deres majestæt" i første gennemlæsning troede jeg et øjeblik, at du ville bringe Dronning Ingrid på banen, hun skulle efter hvad sladderen fortalte da jeg var barn og ung, færdes i Magasin på en noget utraditionel måde - var simpelthen kleptoman og ledsageren betalte så bare, hvad hun havde taget.
jeg kan ikke helt placere billedet af elefanten i historien, men det er da en skæg detalje
- er vild med historien om "det lilla spøgelse" dejlig anderledes og let i tonen, lidt ligesom en historie mine børn og skolebørn elskede at høre om "det gule spøgelse", som i stedet for at skræmme børnene selv blev skræmt - denne her er bare for voksne børn
- at spøgelset også spiller rollen som Kirsten Giftekniv er sjovt, men altså for mig er historien her en krydret ret med temmelig mange ingredienser, det kan godt være Hjemmet hellere vil have "Stegt flæsk med persillesovs"
- hvis jeg havde dine skriveevner ville jeg nok lave en novellesamling med "spøgelseshistorier" for voksne.
jeg er vild med "Den lilla dame" og opfatter hende som den svævende, men absolutte hp (en rigtig sød detalje om hunden, der registrerer at hun "svæver")
om det er en ugebladsnovelle ved jeg ikke - jeg læser ofte ugeblade, men har aldrig behov for at læse 2 gange, det skulle jeg altså her - ligesom jeg skal med nogle af "Information" s artikler.
måske er historien lidt for "kringlet" til et ugeblad, men det kunne da være skægt at prøve.
da jeg læste "Deres majestæt" i første gennemlæsning troede jeg et øjeblik, at du ville bringe Dronning Ingrid på banen, hun skulle efter hvad sladderen fortalte da jeg var barn og ung, færdes i Magasin på en noget utraditionel måde - var simpelthen kleptoman og ledsageren betalte så bare, hvad hun havde taget.
jeg kan ikke helt placere billedet af elefanten i historien, men det er da en skæg detalje
- er vild med historien om "det lilla spøgelse" dejlig anderledes og let i tonen, lidt ligesom en historie mine børn og skolebørn elskede at høre om "det gule spøgelse", som i stedet for at skræmme børnene selv blev skræmt - denne her er bare for voksne børn
- at spøgelset også spiller rollen som Kirsten Giftekniv er sjovt, men altså for mig er historien her en krydret ret med temmelig mange ingredienser, det kan godt være Hjemmet hellere vil have "Stegt flæsk med persillesovs"
- hvis jeg havde dine skriveevner ville jeg nok lave en novellesamling med "spøgelseshistorier" for voksne.
| ligeher | 2011-05-13 13:16:27 |
Hej Mille,
Tak for din interesse, det er rart at se en "second opinion" om historien, for som du kan se, har haleløs og jeg haft en del - og meget frugtbar - diskussion. Denne tekst er af ældre dato og har ikke noget med Saxo at gøre. Jeg fik bare lyst til at høre, hvad andre kunne mene om den.
Jeg tror også - som du - at den har for mange tråde til et ugeblad, men vil faktisk hellere skrive noget, som folk har lyst til at læse to gange, end noget, de har glemt, inden de bliver færdige med teksten. Så jeg tager sammenligningen med en krydret gryderet som en kompliment - samtidig med at jeg også holder meget af stegt flæsk ...
Og du har ret: Elefanten har ikke ret meget at gøre i historien, og jeg tror også jeg piller den ud, hvis historien skal strammes op. Dyret er nok mest kommet med her som en "besked til mig selv" om, at det måske kunne være sjovt at sende den lille dame i Zoologisk have på et senere tidspunkt. Hvem ved? Måske kan hun også snakke med dyrene, når hun nu kan så meget andet, vi almindeligt dødelige ikke kan?
For tanken om en længere serie med denne lille dame er mig bestemt ikke fjern, og jeg modtager meget gerne forslag til, hvilken slags problemer hun ellers kunne løse for folk.
Mange hilner og tak fordi du læste med
Tak for din interesse, det er rart at se en "second opinion" om historien, for som du kan se, har haleløs og jeg haft en del - og meget frugtbar - diskussion. Denne tekst er af ældre dato og har ikke noget med Saxo at gøre. Jeg fik bare lyst til at høre, hvad andre kunne mene om den.
Jeg tror også - som du - at den har for mange tråde til et ugeblad, men vil faktisk hellere skrive noget, som folk har lyst til at læse to gange, end noget, de har glemt, inden de bliver færdige med teksten. Så jeg tager sammenligningen med en krydret gryderet som en kompliment - samtidig med at jeg også holder meget af stegt flæsk ...
Og du har ret: Elefanten har ikke ret meget at gøre i historien, og jeg tror også jeg piller den ud, hvis historien skal strammes op. Dyret er nok mest kommet med her som en "besked til mig selv" om, at det måske kunne være sjovt at sende den lille dame i Zoologisk have på et senere tidspunkt. Hvem ved? Måske kan hun også snakke med dyrene, når hun nu kan så meget andet, vi almindeligt dødelige ikke kan?
For tanken om en længere serie med denne lille dame er mig bestemt ikke fjern, og jeg modtager meget gerne forslag til, hvilken slags problemer hun ellers kunne løse for folk.
Mange hilner og tak fordi du læste med
| mille | 2011-05-17 11:26:46 |
ideen med at tale med dyrene i zoologisk have er rigtig god - måske kunne hun også besøge kongehuset?
hun kan måske også være på "hospice"- (ved ikke hvordan det staves, men sådan en sidste station før isten- jeg går forbi sådan et med hunden hver dag - og gør mig mange tanker) - eller hvad med at deltage i en skoletime, hvor kun børnene kan se hende?
hun kan måske også være på "hospice"- (ved ikke hvordan det staves, men sådan en sidste station før isten- jeg går forbi sådan et med hunden hver dag - og gør mig mange tanker) - eller hvad med at deltage i en skoletime, hvor kun børnene kan se hende?
| ligeher | 2011-05-17 11:43:58 |
Hej Mille,
Jeg noterer med tak! Den med hospicet kunne blive meget tankevækkende. Og den med skoletimen kalder på adskillige festlige indslag. Jeg kan især godt lide konceptet med, at det kun er børnene, der kan se hende -
Mange hilsner
Jeg noterer med tak! Den med hospicet kunne blive meget tankevækkende. Og den med skoletimen kalder på adskillige festlige indslag. Jeg kan især godt lide konceptet med, at det kun er børnene, der kan se hende -
Mange hilsner
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
