 |  | Manden i ishuset |
 |
|
|||||||||||||
|
Når et menneske dør bliver ishuset tilbage nu er det også væk men i gaderne skriger de nye generationer af musegrå sejlere langs gadens tagrender en sang om evig glemsel I vinduerne skimtedes tavse grå ansigter bag ruderne hinsides vor fatteevne med sorte øjne så de fremtiden spille land på jordstykket foran fabrikken i gadelampernes lyskegler under stjernerne Havkoen brølede sin sørgmodige sang ud over havbugten i den tiltagende tåge det føltes trygt og bekendt i byens labyrint hvor mørket lå højt over gadernes trækroner på ét sekund i legen ophørte tiden der arm i arm skilte mørket fra dag og et barn blev født i Betlehem Den ny dags forjættende duftsymfonier på cykelture langs jernbanens blomstrende hegn glimt af rynkede tjæreløbere på hegnspæle på vej ud mod den tålmodige ventende strand hvor de evige bølgeskvulp hilste os lokkende og vaskede al kedsomhed ud af vore kroppe alle råbte kakofonisk fra overfyldte lunger ud over bugtens altopslugende vandspejl Solens brændte på vore spidse skuldre der forvandledes til hvide englevinger indtil solen tyngede jorden med sine skygger skoven lugtede fugtigt og fremmed af ramsløg en bisværm højt oppe af skrænten samlede sig og påkaldte sig nervøs opmærksomhed frygten forstærkede kulden fra optrækkene skyer og dannede irgrønne skygger på den blege hud spidse hvide sejl på bugten vendte sig mod molens fyr med lugten af døde fisk og råddent tang fornemmedes en pludselig raslen i skovens løv der sendte os hjem med regnbuer i ryggen i den klare natteluft fandt vi guld i vore drømme | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
