 |  | At lære at gå |
 |
|
|||||||||||||
|
Du bærer ikke æren eller ringen længere Der gik længe før det gik Og da det så gjorde gik det galt og smuldrede til støvpartikler Jeg var poetisk ustabil måske havde jeg altid været det Men min stemme blev tør Mine øjne blev hæse og jeg hvæsede af alle jeg så fordi de sagde jeg havde det forkerte ansigt på Du bærer ikke kæden om halsen mere Men den ligger stadig og stirrer på dit natbord Mens du prøver at undgå betydningen og alt hvad dét indebærer Jeg var ustyrlig en sand belastning ønskende et liv uden ende uden alderdom Men et liv uden ende vil før eller siden blive et liv uden dig Du bærer ikke mig i dine hænder men nærmere en sort glorie over hovedet på højde med trætoppene i Canadas dybeste skove hvor jeg sidder og kigger ned på alt det smukke jeg aldrig kunne få Alt det jeg kravlede rundt i fordi jeg aldrig rigtig lærte at gå http://ceciliesund.wordpress.com/2013/05/11/at-laere-at-ga/ | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-05-12 09:21:38 |
der er intet 'poetisk ustabilt' over dette noget melankolske (selv?)portræt af ... vakkelvorn to-somhed!
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
