 |  | Mariams breve Kap. 8 Modellerne |
 |
|
|||||||||||||
|
Kapitel 8 Fredag Modellerne Maleren havde ringet til Elizabeth Clausen ved nitiden, hvor han formodede, at hun havde fået børnene sendt i skole. ”Det er hos Clausen. De taler med Fru Petersen.” ”Undskyld jeg forstyrrer, mit navn er Lars Parelius, jeg skulle tale med Elizabeth Clausen.” ”Hun er ikke til stede i øjeblikket; må jeg bede hende ringe op?” ”Ja, gerne. Jeg bor på Rygård; hun har mit nummer.” Det var jo meget smart med de små telefoner man kunne rende rundt med i lommen. Han pakkede tøjet ud og kunne straks se, at bukserne havde den rigtige længde. Bomuldsskjorterne var lige tilpas kraftige og bløde i stoffet. Khakifarvede. Der lå også et lille brev til ham fra Selma Kløvedal. ’Kære Maler Tak for handelen, jeg håber klunset passer nu ellers må du ringe. Så finder vi ud af det. Kærlig hilsen Selma’ Han kunne allerede nummeret udenad. Brevet lagde han ind i kalenderen. Også kuverten som var pyntet med en lille label med en rød rose. Brev fra en Kløvedal bragte af en eller anden grund uro i hans tilværelse. Han havde en gang læst højt af en bog for drengene, hvor der havde figureret en ”Elvernes Højborg”, der hed Kløvedal ”¦ Nå, lad det fare”¦. Efter frokost var Helene ved arkivere bilag vedrørende det færdige byggeri. Nu sad hun med den sidste regnskabsrapport og undrede sig. Rørdamsvej 21 stod som faktureringsadresse ud for nogle byggeomkostninger. Vejen sluttede jo med nummer 19 som var udviklingsafdelingens adresse. For en ordens skyld tjekkede hun lige de forrige års regnskaber. Der var den igen. Projekteringsudgifter vedrørende nummer 21. 196.000 kroner. Men da var der ikke planlagt noget byggeri. Samme beløb som var anført året forinden ved nr. 19. Hvordan i himlens navn kunne det være undgået deres opmærksomhed? De gamle regnskaber var for længst afsluttet og revideret. Fejlene var opstået i den tidligere direktørs tid i den periode hvor enkelte afdelinger var blevet økonomisk selvstyrende. Helene havde blot bogført det materiale, som de afleverede til hende. Hun havde kæmpet bravt i den afdøde professors tid med hans bilag og helt egne regler. Deres økonomichef Roald Ohlsson kunne ikke klare hele det administrative selv, så hun havde af og til hjulpet ham, men han var blevet mere og sær og til tider ret besværlig. Han var i øvrigt blevet skilt fra sin kone. Nu havde han ringet til Helene og bedt om et personligt møde med direktør Clausen. Om noget økonomisk. Hun fandt en tid på mandag, men besluttede at gå ned til ham med det samme. Så kunne hun samtidig tjekke om det var hende der huskede forkert med adresserne. Hans medarbejdere kunne fortælle, at han lige var kørt derfra. Han skulle til et møde i banken. ”Er Martin Odgaard her heller ikke?” ”Jo, nu skal jeg hente ham”, sagde en venlig laborant. De satte sig ind på hans lille kontor. Ja ”Ja, du må undskylde, at her roder. Hvad bringer dig hid? Egentlig skulle jeg til at ringe til dig.” ”Jeg kom egentlig for at snakke med Ohlsson. Han ringede tidligere i dag og virkede lidt uligevægtig.” ”Ja, det tør siges, han er lige kørt herfra. Det var netop ham jeg ville tale med dig om.” ”Hvor længe har han været på Rygård?” ”Årh, lad mig se. Fjorten eller femten år vil jeg tro. Han er en af vores dygtigste folk. Men på det seneste har han været underligt åndsfraværende. Ja, lige siden han blev skilt har han ikke været sig selv.” ”Har der været uregelmæssigheder i regnskabsføringen?” ”Ikke så vidt jeg véd, men for fjorten dage siden glemte han nogle bilag i kopimaskinen, som jeg fandt lige efter, at han havde brugt den. Gamle bilag, som for længst burde være arkiveret”. ”Hvad svarede han?” ”Han gav mig en søforklaring, som jeg ikke troede det mindste på.” ”Hvad med bilagene?” ”Jeg gav ham dem selvfølgelig”. ”Jeg véd, at det er utraditionelt, men vil du være sød at kikke i hans skrivebord for mig? Jeg bliver her så længe.” ”Ja, ikke noget problem. Øjeblik.” ”Der var ikke noget usædvanligt at se”, sagde Odgaard, da han kom tilbage. ”Har vi hans telefonnummer liggende i systemet?” ”Ja, det tror jeg nok”¦ joh, der er to numre”. ”Tak, nu går jeg op og taler med direktør Clausen om det. Hvis du ringer til Odgaard, så sig til ham, at jeg gerne vil mødes med ham før på mandag. Han må gerne ringe til mig privat når som helst. Jeg er bange for, at han har bragt sig i større problemer, end godt er. Der er noget riv-rav-ruskende galt her”. Hun gik først forbi kantinen. Jo, det var nummer 17. Længere oppe nummer 19: ”Vareindlevering. Udviklingsafdeling”. Og lidt længere oppe: ingen ting før hovedbygningen. Jo, krat, træer, græs og buske. Og parkeringspladsen. Ingen landmålerstokke. Der var en halv time til fyraften. Men før hun skulle følges med Mariam hjem, ville hun lige prøve at ringe til Ohlsson igen. Intet svar. Hun skrev numrene ned. Christian var heldigvis endnu ikke kørt. Hun bankede på. Jo, han var ledig. ”Jeg ser, at du har booket mig på mandag. Hvad er der los nede hos O & O”, spurgte han muntert. ”Helvede er los”, svarede hun og redegjorde for situationen så godt hun kunne. ”Jamen, det er jo forfærdeligt”, svarede han. ”Det du her fortæller, bliver mellem os to?” ”Ja, det er klart. Det er jo en katastrofe for manden, hvis det slipper ud”. ”Giv mig lige hans telefonnummer. Hvis jeg kan undgå at politianmelde det, tjener det os bedst, men jeg vil gerne tale med Elizabeth om det. Eller hvad siger du?” ”Selvfølgelig skal du rådføre dig med hende.” De tænkte begge to på tragedien i bådehuset. Manden var jo i fare. Hun rakte hånden frem; ”Har vi en aftale?” Han gav hende hånden. ”Jeg gør alt hvad jeg kan”. Først klokken tre om eftermiddagen ringede malerens telefon. Han stod ovre på Andersens værksted og slog nye såler på træskoene. Her var den gamle skomagerlæst uundværlig. ”Hej maler, det er malerinden. Forstyrrer jeg?” ”Aldeles og overhovedet ikke”, svarede han, ”Jeg står såmænd og sætter nye slidbaner på mine træsko”. ”Du må gerne le ad mig, men jeg har et forslag?” ”Lad mig høre, mine ører stritter””¦ ”Jo, altså hvis nu du har tid”¦ så kunne vi jo skiftes til at stå model for hinanden, tænker jeg”¦ her hos mig og der hos dig. Bare en gang om ugen, skiftevis, sådan forsøgsvis, hvis du synes? Mest hos dig; jeg har jo bilen”. ”På betingelse af, at du har seddel med hjemmefra”, svarede Maleren spontant. ”Ja, det lover jeg. Hvorfor ringede du for resten?” ”Nåh, jeg ved ikke”¦” løj han, ”Jo, bare for at sige tak for sidst. Det er sgu længe siden jeg har haft det så fornøjeligt og opbyggeligt.” ”Hvad siger du til at starte på mandag? Hos dig, når det passer dig?” ”Top; bare du ikke tager mig på sengen, men du skal vel også lige smøre mad og sende børnene i skole?” Nu skulle han altså sidde model i sit eget ”atelier” og ikke stå. Det havde han godt nok aldrig tænkt sig skulle ske. Han gruede for opgaven. På museets første hverdag ville han så skulle pjække for at pleje egoistiske interesser? Han havde også lige tilbudt Selma at gå en tur på museet mandag formiddag, hvor hun holdt fri. Det var noget slemt rod. Han nussede lidt rundt og prøvede at huske alt det, der skulle være klappet og klar til i morgen. Han ville under ingen omstændigheder blande sig i åbningshøjtideligheden, som skulle starte klokken et. Byens honoratiores og spidsborgere kendte han jo alligevel ikke. Hvorfor nogen mennesker ønskede at se og tale med ham, forstod han ikke. Han var jo ikke klogere end dem. Her var det farvernes, lysets og penslernes sprog der talte deres eget sprog fra væggene. Resten var uinteressante udenværker. Hver enkelt tilskuer havde sin egen helt suveræne opfattelse; og det var dèn, der til enhver tid var interessant. Ikke malerens ord. Andersen hentede borde og enkelte stole i kantinen. Personalet dernede fra havde påtaget sig alle opgaver vedrørende tillavning servering af ”pindemadder” og drikkevarer. Kirstine ville fra morgenstunden sørge for de blomsterbuketter, der skulle bruges. En af dagene ville Maleren drøfte muligheden med Helene og direktøren for at indrette et lille hjørne i museet kun med henblik på at bevare og beskrive Rygårds og dens slægts historie. Her kunne man også udstille nogle af de arkivalier og historiske genstande, der endnu fandtes. Han vidste, at Helene jævnligt førte en slags protokol over Rygårds mærkedage, ajourført år for år. Bogen i sig selv var et smukt resultat af gammelt kunsthåndværk og burde bevares. Mariam og Helene havde råhygget sig med småindkøb, sen eftermiddagslur og en opvarmet færdigret fra fryseren. Selv om de begge havde opgaver på Rygård i morgen, så var det da weekend. De planlagde en lille tur til Lyngby på søndag. Hvis det blev godt vejr kunne de tage en sejltur med Rutefarten på søen derude; det havde Mariam ikke prøvet før. De havde tidligere besøgt Frilandsmuseet i Sorgenfri, som i dèn grad kunne sætte samfundsudviklingen i Danmark og Iran i relief. To så forskellige kulturer i bevægelse og udvikling helt ude af takt med hinanden. Der var ikke den store forskel på ”Jeppe på Bjerget” og ”1001 nats Eventyr”; det havde været lidt af en ”øjenåbner” for dem begge. De slukkede for fjernsynet og gik i seng med hver sin bog. Begge bøger handlede om mænds verden. Steinbecks USA og Åsne Sejstads boghandler i Kabul. To dejlige verdener i én og samme verden fandt sammen. De to veninder faldt i søvn i ske. Sådan skulle det være for dem. Halvt i søvne bad de hver for sig deres bønner uden at veksle overflødige hverdagsord. Lørdag morgen vågnede Maleren usædvanligt tidligt. Agermoses nye hane havde åbenbart indstillet sit indre vækkeur et kvarters tid tidligere end den gamle. Andersens var så småt stået op. Hun sad og glattede det røde silkebånd, som skulle klippes over af borgmesteren senere på dagen. Kirstine havde styr på det hele. Theos kaffe og de to ostemadder var klar. Rollo strakte sig i den store nye kurv. De tre buketter stod i vand i det kølige bryggers. ”Du skal vel ikke have arbejdstøj på i dag”, spurgte hun om for at minde ham om dagens vigtige gøremål. ”Joh, jeg kan klæde om senere”, svarede han bare. ”Først skal jeg køre bilen derned og sætte snoren på plads. Kan borgmesteren ikke få lov til at bruge din store skræddersaks?” ”Hvis du lover mig, at den kun bruges til silkebåndet og jeg får den tilbage bagefter. Jeg går derned om lidt med buketterne, så kan jeg tage saksen med,” sagde hun og rakte ham båndet. Bilen startede med de tre sædvanlige host. Han lyttede efter ventilerne. Den var god nok. Han var nødt til at køre den varm for at sikre sig mod kondensvand i oliekammeret, så han trillede en lille tur på et kvarters tid nede på landevejen. Der blev bygget meget nyt, syntes han. Byen trængte sig hele tiden nærmere på Rygård og hele det omliggende ellers så fredfyldte landskab. Tidens udvikling, tænkte han, lettere bekymret. Han parkerede på den svagt skrånende rampe foran museet og satte båndet på plads hen foran døren. Det måtte være godt nok. Der var plads nok til at Kirstine kunne komme forbi med blomsterne. Han spyttede skråen ud i buskadset og skulle til at gå igen, da hun kom. ”Jeg kan sgu ikke huske tallene til koden,” sagde han ærligt. ”Nå, men det kan jeg”, svarede hun og åbnede døren uden problemer. ”Her kan blomsterne stå. Saksen kan du lægge i bilen”. Kantinepersonalet havde sat vaser frem. Nu var damerne og kokken ved at gøre det sidste klar. Kun cocktailpølserne i baconsvøb skulle sættes på bordet lige før gæsterne ankom. ”Jeg går lige op og henter Maleren”, meddelte Theo. ’Nå, kan han ikke selv finde herned’ tænkte Kirstine. Maleren stod i den åbne vognport. Helene og direktøren fulgtes med Sandra og Mariam. ”Jeg kommer sammen med maleren om et øjeblik”, sagde Andersen, da de gik ned ad alléen og han fortsatte op mod Rygård. ”Nå, Maler, vi skal åbenbart ikke have frokost i dag. Går det mon ikke an, at vi deler to øl?” ”Joh, tak, men kan vi nå det?” ”Sagtens. Jeg skal også lige skifte tøj og hente Rollo. Du er jo klar, ser jeg.” Andersen hentede Rollo og fandt to gode stærke øl. Der var endnu en halv time til åbningen klokken et. Enkelte gæster havde åbenbart svært ved at læse skiltene. Så det var meget godt, at Andersen og Maleren kunne hjælpe dem tilbage. ”Tak for skænken”, sagde Maleren, ”skal vi gå derned?” ”Ja, hold lige remmen”, Fem minutter i et, gik de forbi køen af 5-6 mennesker og lukkede sig ind. ”Hvor bliver I af”, spurgte Kirstine let bebrejdende. Direktøren skal jo bruge saksen.” ”Den ligger ude i bilen; nu skal jeg”, sagde Theo og hentede saksen. ”Her, Maler, kan du ikke lige give Clausen denne her? Så går jeg en lille tur med Rollo. De lyder sgu noget stressede derinde.” Maleren tog saksen med hen til Clausen, der stod og tog imod borgmesteren. To fotografer og en journalist fra ”Gulvmåtten” var mødt frem for at dække begivenheden. Snoren blev klippet, museet åbnet og snart var der fyldt med glade stemmer. Maleren var trukket i sin plettede ”hvide” kittel og gav sig til at skitsere noget på lærredet på det opstillede feltstaffeli. De forbipasserende nikkede og smilede og sagde Ih og Neej”¦. Ordensmagten havde også fundet vej; Henny, Rønnebæk og Kristoffersen var dog mødt op i civil. ”Tak for sidst” sagde Maleren og trykkede hænder. ”har I ikke fået en tår at drikke? Der er også frit slag ved buffeten eller hvad den hedder. Jeg kan anbefale de små cocktailpølser”¦ I kan gøre som jeg og betragte det som en sen frokost”, skæmtede Maleren og nappede lige en bid mere. Sammen gik de op og provianterede så meget de kunne bære på rundvisningen. Kantinepersonalet myldrede frem og tilbage med nye forsyninger og brugte glas og service. Den tomme vægplads nr. 11 var erstattet med en meddelelse og en genkendelig fattig farvekopi af ”Kvinder ved Brønden”. Meddelelsen lød kun på, at maleriet var stjålet og nu efterlyst i alle EU-lande. ”Hm,” brummede Kristoffersen, ”Lad os lige vende skråen og se tiden an”. Det kunne de hurtigt blive enige om. Kirstine og Theodor afløste hinanden. Rollo syntes, at det var ganske festligt med alle de fremmede. Specielt lugtede Rønnebæk særligt tiltrækkende. Færten af Samson var skræmmende interessant syntes hunden og lettede ben op ad tjenestebilen på parkeringspladsen. Ganske vist blev han skældt lidt ud, men manøvren var det hele værd. Klokken 16 var der travlhed igen; taxier og nødtvungne ægtefæller i privatbiler kom i en lind strøm for at afhente byens kunstmættede honoratiores og spidsborgere. ”Det gik jo meget godt, synes du ikke,” spurgte Helene, da hun fangede Maleren et øjeblik”. ”Joh, det er sådan som den slags må være.” Clausen stødte til og ønskede Maleren til lykke. ”Tak, med hvad?”, ”Ja, undskyld mig, at jeg spørger så dumt. Måske er jeg en smule beruset. Lad os tale om det i morgen”¦ eller rettere sagt”¦ i overmorgen.” ”Jamen er du ikke klar over, at du nu har slået dit navn fast i dansk kunst?” ”Jo, måske, men det er jo ikke mig eller mit navn, det handler om. Det er kun billederne og publikums opfattelse, det handler om. Jeg er dybt taknemmelig for Deres... undskyld, din hjælp, som har skabt denne mulighed. ”Jeg har fået en idé” fortsatte Maleren. Han fortalte dem om tanken om at skildre Rygårds historie i et lille fast hjørne af museet. Hele historien vel at mærke. ”Materiale har I jo rigeligt af”, sagde han til dem begge. Helene anede uråd. Når mænd først fik idéer, var der som regel ugler i mosen. Hun havde da selv puslet lidt med tanken om Rygårds historie, men skubbet den til side. Der var problemer nok. ”Lad os tænke over det. Nu har vi allle haft så fin en dag. I næste uge må vi mødes og finde ud af om det er interessant for andre end os selv.” Fanden til kvindfolk, tænkte Maleren. Hun kunne være så kærlig og rationel og fornuftig på samme tid. Fanden til mandfolk, tænkte Helene på vej hjem. Maleren havde jo ret. Skulle Rygård og dens mange skæbners historie beskrives, skulle det være nu. Mariam havde gjort en del notater hele eftermiddagen til brug for Rygårds hjemmeside og ansigtet udadtil. Det var mærkeligt for hende at møde alle disse ”frigjorte” kvinder og deres så stærkt bundne mænd udfolde deres respektive roller i dette skuespil, hvor publikum tilsyneladende var aktører, eller”¦ Det turde hun ikke skrive om. Hun var ikke træt men tom for forståelse eller bare forsøg på forståelse. Det væsentlige, der stod tilbage var hendes indtryk af maleriernes eget sprog eller egne sprog. Først omkring klokken fem, da Mariam og Helene var kommet hjem, ringede Helene igen til Ohlsson. Denne gang besvarede han mobilnummeret. ”Hallo, det er Roald”, lød en svag stemme”¦ ”Goddag Ohlsson, det er Helene fra Rygård, nu må du ikke afbryde telefonen. Lov mig det.” Han sukkede træt, men blev hængende. ”Nåh”¦ Fru Rosenkilde”¦ ja, jeg er med. Det er vist noget værre lort jeg har lavet”¦ Ja, undskyld udtrykket. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op”¦” ”Nej, det forstår jeg godt. Men nu har jeg talt med direktøren om det og han er parat til at finde en løsning uden at blande politiet ind i det. Men det forudsætter, at du vil samarbejde og fortsætte dit arbejde på Rygård. ”Jamen hvad med alle de penge, som jeg har ”¦ brugt”¦ eller tyvstjålet fra Rygård”¦” græd manden. ”Prøv nu at være rolig og hør godt efter; på mandag skal du møde på Clausens kontor klokken ti. Han vil gerne finde en løsning, som du kan leve med. Du vil kunne beholde dit arbejde og du vil muligvis kunne beholde dit hus. Men du må love mig at være der på mandag til tiden. Stol på mig. Clausen har prøvet det, der er værre. Ingen andre på Rygård behøver at få noget at vide om hvad du faktisk har foretaget dig. Ødelæg nu ikke mere for dig selv. Du har mange gode år foran dig. Det var stærkt gjort af dig, at du selv henvendte dig. Vil du gerne have at jeg beder en om at hente dig, eller vil du helst køre selv? ”¦”¦ Du kører selv? ”¦”¦ Godt. Ellers tager du bare en taxa. Nu må du ikke svigte mig”¦ Har vi en aftale? ”¦ Godt. Fat mod, så går det alt sammen. Vi ses. Mariam så spørgende på hende. ”Ja,” svarede Helene. Uden at gå i detaljer fortalte hun om Ohlssons frygtelige fadæse. ”Men det er nok bedst, at vi ikke taler med nogen om det”. Mariam nikkede indforstået. * ”Nå, det gik da meget godt, alt taget i betragtning”, sagde Andersen. Nu kører jeg bordene ned til kantinen. Jeg er tilbage om tyve minutter, så kan du tage med ud at køre en lille tur i det gamle skrummel, hvis du har lyst.” Der var lavet alt for meget mad, så kantinepersonalet havde travlt med at pakke poser med de gode rester, som de forventede, at man tog med hjem. Helene og Mariam havde allerede fået en pose hver. ”Værs’go”, sagde økonomaen til Maleren og rakte ham en tung pose. Der er også en til Hr. og Fru Andersen. ”Tak, gerne”, sagde maleren og så sig om, men Kirstine var måske gået, ”så er aftensmaden også reddet!” Ægteparret Andersen gik arm i arm og nød stilheden nu, hvor den store dag var forløbet så godt. ”Så du borgmesterens mine, da han klippede snoren? Det som om det var Arken han skulle åbne.” ”Ja, nu bliver det spændende i morgen og se hvor mange der kommer. Vi skal huske at få saksen med hjem; den kan jeg ikke undvære.” Rollo prøvede at finde ud af hvad turen gik ud på. Han gav hals henne ved krattet; han havde fundet en tallerken med madrester. ”Dygtig”, sagde Theodor. Han ville lige gå en runde med Maleren og Kirstine; ”tag bare Rollo med ind”. Maleren var ved at lukke og slukke. ”Nå, han kan nok lugte cocktailpølserne”, lo maleren. ”Alt er vist under kontrol. De sidste fra kantinen er gået.” ”Lukker du efter os Kirstine,” spurgte Theodor. ”Ja, ja, kør I bare, men ikke for langt.” Hun fandt sin skræddersaks og poserne med mad. ”Her, tager du poserne med i bilen?” Theodor nikkede og holdt bildøren åben for Maleren og lagde poserne ind på bagsædet. Kirstine gik med Rollo op mod Rygård. De to mænd trillede adstadigt de tre-fire kilometer ned til rundkørslen ved byen, så den store motor blev gennemvarm og fik den rigtige lyd. De kørte et smut gennem skoven på vejen hjem. ”Nu er jeg sgu også mat i sokkerne”, sagde Andersen. ”Ja, måske skal man gå tidligt til køjs i aften”, gabte Maleren. ”Det er et fantastisk køretøj”, sagde han og beundrede bilens interiør, da Theodor bakkede ind på plads. ”Ja, de kunne deres kram. Også den gang. Hun bliver 76 i år”, sagde Theodor og gav bilen et kærligt klap på bagsmækken. Maleren hankede op i posen og lukkede sig ind i lejligheden. En statelig, håndbygget dame på 76 må man have respekt for, lo han for sig selv. Han måtte snart genoptage maleriet af ”hende”. Telefonen ringede i hans lomme. Det var Selma. ”Hej, jeg ville bare høre din stemme. Hvordan gik det i dag?” ”Dav min ven. Jo, tak, fint”¦ rigtig fint. Det halve af byens borgerskab fik stillet deres sult og tørst. De sidste blev først hentet ved firetiden, så nu kan jeg endelig slappe af.” ”Fik du solgt noget?” ”Nej, i dag var det museets egne værker, der var udstillet. Det var ikke en salgsudstilling.” ”Nåh, sådan noget har jeg ikke forstand på”, lo hun undskyldende.” ”Nej, jeg véd heller ikke så nøje hvad der er hvad”, svarede han ærligt. ”Jeg fik en kasse med bøger ind i dag. Der er to imellem, som jeg har lagt til side. De har noget med Rygård at gøre. Kris siger, at det er noget værdiløst gammelt bras, men jeg vil gerne høre din mening, før de ryger i fem-kroners kassen. Den ene er håndskrevet”. Nu spidsede han ører. ”Det lyder spændende”. ”Hvad skal du lave i morgen?” ”Åh, tal ikke om det; det er jo museets egentlige åbningsdag for offentligheden. I dag var det kun for særligt indbudte.” ”Vor herre bevar os. Bare det ikke smitter dig. Nå, men jeg tager de to bøger med på mandag. Er det OK?” ”Ja, ja”, svarede han og kom i tanker om aftalen med Elizabeth! ”Hvad siger du til at hilse på min direktørs kone? Hun er vældig sympatisk og samtidig en habil maler.” Hun har heller ikke set museet endnu.” ”Jeg ville hellere have haft dig for mig selv, men nu bliver du jo berømt”. ”Årh, hvad er det for noget pjat at sige. Jeg er bare den jeg er, og det bliver der ikke ændret på. Det er sgu for sent.” Hun stolede på sin maler. Han tog sin nye kalender og sad en halv times tid og noterede enkelte af dagens vigtigste hændelser. Sidst opringningen fra Selma. I morgen ville blive en anden slags dag. Forhåbentlig mere uforpligtende og afslappet, selv om der selvfølgelig var ting der skulle passes. | ||||||||||||||
 | Mette Sejrbo | 2014-04-16 21:08:09 |
Hov.... midt i vores serverproblemer forleden har du vist kommet til at skrive det samme afsnit et par gange... eller tre :o)
Jeg er en ufattelig action-junkie, hvis der ikke sker noget i løbet af få sider så er jeg sprunget fra. Men jeg tager mig selv i at læse dine tekster selvom der ikke er fart nok over. Jeg hygger mig med sproget og ser mig selv stå ved siden af personerne og følge med i hvad de laver.
Din stil er dejlig indlevende.
Jeg er en ufattelig action-junkie, hvis der ikke sker noget i løbet af få sider så er jeg sprunget fra. Men jeg tager mig selv i at læse dine tekster selvom der ikke er fart nok over. Jeg hygger mig med sproget og ser mig selv stå ved siden af personerne og følge med i hvad de laver.
Din stil er dejlig indlevende.
| Mette Sejrbo | 2014-04-16 22:19:14 |
Afsnittet:
Helene var ved arkivere bilag vedrørende det færdige byggeri. frem til Nå, lad det fare”¦. står skrevet to gange.
Efterfølgenden er afsnittet Helene var ved arkivere bilag vedrørende det færdige byggeri. der igen, men kun til og med Hans medarbejdere kunne fortælle, at han lige var kørt derfra. Han skulle til et møde i banken. og så skriver du noget andet end de forgående to gentagelser.
Giver det mening?
Helene var ved arkivere bilag vedrørende det færdige byggeri. frem til Nå, lad det fare”¦. står skrevet to gange.
Efterfølgenden er afsnittet Helene var ved arkivere bilag vedrørende det færdige byggeri. der igen, men kun til og med Hans medarbejdere kunne fortælle, at han lige var kørt derfra. Han skulle til et møde i banken. og så skriver du noget andet end de forgående to gentagelser.
Giver det mening?
| nhuth | 2014-04-17 06:56:24 |
Tak - igen!
Nu har jeg igen forsøgt at luge ud. Jeg håber og ber til, at det denne gang er i orden.
Vh.Nhuth Pyh'ha
Nu har jeg igen forsøgt at luge ud. Jeg håber og ber til, at det denne gang er i orden.
Vh.Nhuth Pyh'ha
| Mette Sejrbo | 2014-04-17 09:23:27 |
Jeps nu funger det! :o)
Jeg tænkte om det ville ødelægge teksten at tilføje lidt ekstra : .... Sagde han, eller .... sagde hun? Jeg ved at opremsninger er kedelige men det glipper for mig et par gange med at se hvem der siger hvad, f.eks. ordvekslingen først imellem Helene og laboranten og derefter Martin.
Måske endda med et hint om alvoren eller mangel på samme med et: - Martin kom ud og vinkede Helene ind på kontoret med et venligt smil eller en brysk mine.
àde?
Jeg tænkte om det ville ødelægge teksten at tilføje lidt ekstra : .... Sagde han, eller .... sagde hun? Jeg ved at opremsninger er kedelige men det glipper for mig et par gange med at se hvem der siger hvad, f.eks. ordvekslingen først imellem Helene og laboranten og derefter Martin.
Måske endda med et hint om alvoren eller mangel på samme med et: - Martin kom ud og vinkede Helene ind på kontoret med et venligt smil eller en brysk mine.
àde?
| nhuth | 2014-04-17 09:41:59 |
Tak. Ja, du har helt ret. Jeg slås en del med at finde balancen mellem det monotone og det varierede. Det er gode eksempler du viser.
Problemet er jo grundlæggende at der her er tale om at udvikle (skabe) en god historie MENS forfattersidens debatmulighed bruges så dejligt flittigt bl.a. dig. Uden den mulighed ville jeg ikke have en chance for at skrive nogenlunde hæderligt.
Venlig hilsen
Nhuth
Problemet er jo grundlæggende at der her er tale om at udvikle (skabe) en god historie MENS forfattersidens debatmulighed bruges så dejligt flittigt bl.a. dig. Uden den mulighed ville jeg ikke have en chance for at skrive nogenlunde hæderligt.
Venlig hilsen
Nhuth
| Mette Sejrbo | 2014-04-17 10:32:47 |
Ja, det slås jeg også med! Jeg fandt at den bedste løsning for mig var netop at koble lidt stemning/følelse på.
eks.
..." Sagde Marlene.
..." Marlene sukkede og tog sig til hovedet.
..." Sukkede hun.
..." Svarede hun træt.
..." Marlene tog sig til hovedet.
Det jeg især måtte klø mig i håret over var gentagelser:
.....og hun pakkede tasken og så sig tilbage og smilede og gik ..... og, og, og! Min løsning kunne være: Hun pakkede sin taske, så sig tilbage og smilede idet hun vendte sig og gik. Tre og'er bliver til to, men de bliver ikke irriterende iøjefaldende for mig.
Jeg er meget glad for denne side. Den motivere mig virkelig til at skrive mere og jeg har indset at det er det her jeg vil... altså at skrive :o)
eks.
..." Sagde Marlene.
..." Marlene sukkede og tog sig til hovedet.
..." Sukkede hun.
..." Svarede hun træt.
..." Marlene tog sig til hovedet.
Det jeg især måtte klø mig i håret over var gentagelser:
.....og hun pakkede tasken og så sig tilbage og smilede og gik ..... og, og, og! Min løsning kunne være: Hun pakkede sin taske, så sig tilbage og smilede idet hun vendte sig og gik. Tre og'er bliver til to, men de bliver ikke irriterende iøjefaldende for mig.
Jeg er meget glad for denne side. Den motivere mig virkelig til at skrive mere og jeg har indset at det er det her jeg vil... altså at skrive :o)
| nhuth | 2014-04-17 11:33:43 |
Præcis.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg laver så mange fejl. Vil du være sød at prøve at præcisere stedet / stederne vil jeg være taknemmelig og forsøge at rette op på det hurtigst muligt..
Vh.Nhuth