Forfattersiden.dk : Nadia K : Kollision (Del 1)

		Kollision (Del 1) - Kapitel 2

Forfatter:

Nadia K

Skrevet:

2012-01-21 17:06:08

Version:

1.3

Anbefal:

Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning

Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg

”Hej, jeg hedder Selma og jeg er nyuddannet sygeplejerske. Jeg ville spørge, om der er nogen mulighed for at komme til jobsamtale, da jeg er meget interesseret i at arbejde på jeres hospital ...” ”Desværre. Vi har lige ansat tre nye sygeplejersker. Men du kan jo prøve at søge på et af byens andre hospitaler.”
”... og jeg ville spørge om I har en ledig plads på jeres hospital?”
”Beklager, men alle vores stillinger er optagede.”
”... jeg er sygeplejerske og kunne tænke mig at høre om I tilfældigvis mangler sådan én på jeres hospital?”                                                                                                                             ”Nej, vi søger ikke. Der findes et hav af sygeplejersker, ved du nok. Men du kan jo prøve at søge hos -”
”Det har jeg allerede gjort, men tusind tak for dit råd.”

Selma klikkede med en større kraft end nødvendigt på ”sluk” knappen på mobilen og smed den i hjørnet af sit og Meriams værelse. De søgte ikke. Ingen søgte. Hun havde ringet rundt til alle Københavns hospitaler, og alle steder havde hun fået mere eller mindre det samme svar. Nej. De havde ikke brug for flere sygeplejersker. Efter det tredje afslag var hun begyndt at føle sig temmelig åndssvag, når hun gentog det samme spørgsmål igen ved det næste hospital, og endnu dummere når hun fik det samme svar igen. Nu var hun endt med at være ret så desperat, og hun anede ikke hvad hun skulle stille op.

”Der må da være nogen, som har brug for mig,” mumlede hun og kiggede ud af vinduet. Det var endelig begyndt at blive forår, og gennem skyerne skinnede solen, så hun missede med øjnene. Hun sukkede dybt og forlod værelset. Hun måtte gøre et eller andet. Hun kunne ikke bare lade være med at prøve nu, bare fordi hun havde fået afslag. Måske havde hun ikke researchet nok. Måske var der flere hospitaler i nærheden som hun kunne søge hos.

Så snart hun var nået hen til det nærmeste bibliotek, satte hun sig ved en af computerne og begyndte at søge. Hun prøvede alle mulige forskellige søgeord: Sygeplejerske søges, job som sygeplejerske tilbydes, sygeplejerske behøves straks. Ingenting. Hun sukkede og kunne mærke, at hun var ved at blive temmelig træt i hovedet. Så rettede hun sig op, da en side poppede op. Den var på engelsk, og hun skyndte sig at klikke på ”oversæt denne side til dansk”.

"Sygeplejerske søges straks!"

Ordene fangede hendes blik, og hun glemte et øjeblik at siden ikke havde været på dansk. Det undrede hende ikke i starten, og hun læste i sin iver siden igennem. Det lød ikke dårligt. Det lød overhovedet ikke dårligt. Siden gav udtryk for, at jobbet ville være temmelig behageligt. Hun ville blive tildelt én patient som hun skulle tage sig af. Udover at give medicinsk assistance var det også nødvendigt, at hun var der til at tale med patienten, og -

Hun rynkede panden, idet hun læste. ”Det vil være din opgave at tale beroligende med patienten og fremlægge ham eller hende alle muligheder, inden du kommer med en løsning på vedrørendes - i nogle tilfælde meget vanskelige - problem.”
Selma rynkede panden. Hvad ville det sige? Skulle hun komme med medicinske løsninger på patientens problem? En sygeplejerskes opgaver gik ud på langt simplere ting; ting som omfattede den personlige pleje; at gøre livet lidt lettere for patienten. Hun havde forestillet sig, hvordan hun kom gående med en bakke med patientens mad - formentlig kartoffelmos eller anden typisk hospitalsmad. Og hvordan har De det så i dag?

Men hun kunne ikke lade være med at smile. Det lød perfekt. Hun ville nok finde ud af hvad jobbet gik ud på. Det var ikke noget problem. Nu skulle hun bare have fat i jobbet, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Hun rullede ned ad siden for at finde kontaktinformationen.
Hun følte, hvordan hendes iver og glæde fra før langsomt sivede ud - som når luften sivede ud af en ballon. Hun læste kontaktboksen igennem op til flere gange, før hun virkelig troede på det. Åh nej. Åh nej, åh nej.

Ring til hr. Heinrich Müller                                                                                                                                 004179635211
Eller send din ansøgning til:                                                                                                                                 Hospital West, Zürich, Schweiz

”Schweiz?!” Udbrød hun højt og rødmede, da fyren ved computeren ved siden af hende løftede øjenbrynene og så undrende på hende. Schweiz. Hun havde - selvom hun vidste at det var idiotisk, da siden originalt havde været på engelsk - hele tiden troet, at det drejede sig om et hospital i Danmark. Hun havde måske ikke turdet håbe på, at det var lige præcis i København, men hun havde ikke regnet med, at hun sad og forelskede sig i en stilling på et hospital i Schweiz! Forbandet. Nu havde hun lige glædet sig. Eller ...  glædet sig? Der var visse ting ved jobbeskrivelsen, som undrede hende. Bekymrede hende. Men alligevel havde hun tænkt sig at prøve på at få jobbet. Og nu, hvor hendes plan var styrtet sammen, ønskede hun endnu mere at få dette job. Siden informerede om at det var et godt betalt job. Hun ville have kunnet hjælpe sin familie ud af deres lille lejlighed. Hvis hun bare kunne gøre den mindste forskel for dem, ville hun gøre det. Og det ville det her job have gjort. Hun kunne ikke tro, hvordan hendes glæde blev taget fra hende, bare sådan. Hun følte sig som et lille barn igen, der ikke kunne indse, hvorfor tingene ikke fungerede som det ville have dem til.

Hun var nedtrykt. Hun var lystløs. Hun havde ikke engang lyst til at stå op og spise aftensmad. Efter at hendes mor havde kaldt på hende to gange, kom hun ind på værelset. Hun så med rynket pande på sin datter, som lå på sengen og stirrede op i loftet.
”Min skat, vær nu ikke sådan. Du er trist, fordi du ikke har fundet et arbejde endnu ... ikke sandt?” Hun satte sig langsomt på sengekanten og støttede sin ryg med den ene hånd. Hun så med et forpint udtryk i ansigtet på sin datter, der langsomt nikkede.
”Jeg forstår det ikke. Jeg vil jo så gerne, mor. Jeg prøver jo. Hvorfor er det nogle gange sådan, at folk der ikke prøver får chancer smidt i hovedet, mens folk der prøver så ihærdigt lader til aldrig at kunne fange én eneste chance?”

Hendes mor sukkede. ”Fordi livet nogle gange er meget uretfærdigt,” sagde hun stille. Hun fik tårer i øjnene, og Selma fik dårlig samvittighed over at have bragt hende i en trist stemning. Hun vidste, at moren tænkte på sin fortid, når hendes blik blev på dén måde. På Palæstina. På far, der aldrig mere ville kunne tage ud at danse med hende.                                                                                                                               ”Jeg troede, at Gud var retfærdig,” hviskede Selma.
”Åh, men det er Han også,” svarede hendes mor og strøg sin datter over håret. ”Nogle gange bliver vi bare nødt til at forstå, hvorfor Gud vælger at bestemte ting skal ske eller ikke ske. Du må huske, Selma ... i sidste ende er der altid en mening med det hele.”
Selma sukkede og satte sig op. Hun rettede på sit mørke hår, der sad i vilde totter rundt om hendes ansigt.
”Ja, mor - det tror jeg også på. Virkelig. Men nogle gange kan jeg bare ikke bruge det til noget - forstår du?” Hun måtte smile, da hun så hvordan et skævt smil tog form i morens ansigt. ”Ja, det gør jeg, min skat. For ved du hvad? En dag vil du kunne bruge det til noget. En dag vil du takke Gud. Bare vent og se.”

Hun havde det allerede meget bedre ved aftensmaden.
”Jeg kan forstå, at din arbejdssøgning ikke er gået så godt, min Selma?” Hendes far så alvorligt på hende. Med sine store, triste øjne. Hun sank en klump og tvang sig selv til at holde elendigheden fra før væk. ”Ja, far. Det gik ikke specielt godt ... selvom ...”
Hun tøvede. Skulle hun fortælle dem det? Hun ville ikke forskrække dem. De skulle jo ikke tro, at hun havde tænkt sig at gøre det. Men hun følte, at hun ville eksplodere, hvis hun ikke fortalte det til nogen.

”Selvom hvad, Selma?” brød Meriam ind. Hun tog en stor bid af et stykke brød og så spændt på sin søster. Selma følte, hvordan samtlige øjne i rummet var rettede mod hende.
”Jo, altså,” begyndte hun og rømmede sig. Hun tog en slurk vand fordi hun (ville trække tiden ud?) kunne mærke, at hendes hals var ved at blive temmelig tør.
”Jeg har godt nok fundet noget. Altså ... der er en annonce på internettet. Et hospital søger en sygeplejerske lige nu. Jobbet lyder meget tiltalende, og specielt betalingen ...” Hun grinede nervøst, som om hun skammede sig over at tænke på lønnen.

”Det lyder da fantastisk!” udbrød hendes far. Han smilede stort, og Selma kunne se, at han begyndte at håbe. Begyndte at håbe på, at hendes lille fortælling havde den slutning som han ønskede. Som de allesammen ønskede, den ville have. Hendes mor så overrasket på hende. ”Det sagde du da ikke noget om før, Selma?”
"Det er i Schweiz."                                                                                                                                                                                                                                                                       Der var meget stille efter hendes ord. Det var den slags stilhed, der var så pinlig, at man ønskede den straks ville brydes af et eller andet, uanset hvad det var. Det blev Meriam, der overtog opgaven. ”Er Schweiz ikke meget langt væk?”
Selma vidste ikke hvorfor, men hun begyndte at grine. Det var et vildt, hysterisk grin, og det var ikke hendes sædvanlige måde at grine på. Hendes far rynkede panden, og hun tog sig sammen. Til sidst var det kun et par fnis, der undslap hendes mund.
”Du griner?” Faren så trist ud. Skuffet. Selma sukkede. ”Ja, for ... selvfølgelig er Schweiz langt væk. Det er ... for langt.” Hun så ned i bordet og kunne mærke en klump i halsen. Hun havde svært ved at trække vejret.
”Schweiz ...” mumlede hendes far. Han sukkede og så alvorligt på hende. Hun tvang sig selv til at se på ham. ”Far,” begyndte hun, men han løftede afværgende hånden. ”Leila. Vær så venlig at hjælpe mig ... væk,” sagde han henvendt til moren, som med et lille nik rejste sig fra sin stol. Selma så med tilbageholdt åndedræt til. Hvad handlede dét lige om? Hendes far kunne da ikke være sur på hende? Hun havde ikke gjort noget. Hun havde ikke engang sagt noget om, at hun bare overvejede at tage jobbet, og så ville hendes far væk fra hende?

*
Det var uretfærdigt. Det kunne han ikke mene alvorligt.
Et øjeblik så Selma ud ad vinduet. Så blev hun opmærksom på sit værelses udseende. Rod. Hendes tøj lå på sofaen og på sengen. Skrivebordet var fyldt med papirer og bøger. Hun havde ikke haft tid til at rydde op. Eller rettere sagt, nerver.
Faren havde ikke engang ladet hende tale ud, forklare. Siden han havde forladt spisebordet dagen inden, havde de kun mødtes én gang uden for badeværelset næste, dvs. denne morgen. Hun havde villet forklare ham hvordan det stod til. Hun ville minde ham om, at hun overhovedet ikke havde sagt det mindste om at tage til Schweiz. Han havde set så trist ud. Tristere end hun nogensinde havde oplevet ham. Det var så absurd, det hele.
”Du må gøre, hvad du anser for at være rigtigt,” havde han stille sagt og var kørt ind på badeværelset, hvorefter han havde lukket døren for næsen af hende.
Og nu sad hun inde på sit værelse og følte sig ude af stand til at forstå det hele. Hun var trist. Hun var overrasket. Hun var vred. Hun havde ikke gjort noget. Hun ville ikke have, at der var denne mur mellem hende og faren, denne uafklarethed. Sådan havde det aldrig været. Hvis hun havde gjort noget; hvis hun havde fortjent hans kulde, ville det have været til at bære. Men på denne måde føltes det bare absurd.

Læs første (dvs. forrige) kapitel her: Kollision (Del 1) - Kapitel 1
Læs det næste kapitel her: Kollision (Del 1) - Kapitel 3

	haleløs	2012-01-22 14:07:11

Velskrevet, fængende, realistisk ... så vi skal til Schweiz?
Både scenen på biblioteket (ved computeren), ved spisebordet og uden for badeværeset er særdeles lyslevende (be)skrevet!
venligst ...
PS 'en løsning på vedRØRENDES -' = vedKOMMENDES (vedrørende betyder angående)
'Hun var nedtrykt. Hun var lystløs.' hmmm ... MODløs / nedslået lyder vist bedre ???

Nadia K

2012-01-23 18:19:05

Ja, det skal vi nemlig! Og det er i Schweiz, at det bliver virkelig spændende, så hæng på! :-)
Tak skal du have, både for ros og for rettelserne :)

	Amanda Gyldenlyng	2012-01-28 19:47:51

Jeg kender heller ikke ordet "lystløs."
- men måske er det slet ikke så tosset. Ordet "nedslået," som Haleløs foreslår er nok et godt alternativ.
Dette kapitel virker mere levende end det forrige, synes jeg.
Det allerbedste afsnit er, efter min mening, det indledende, hvor Selma søger job mange forskellige steder, og prøver at variere sit ordvalg. Hendes frustration lyser næsten ud af teksten i den passage.

Jeg undrede mig lidt over, at du vælger at fortælle os, at Selma så sig selv komme med mad til patienterne. Ville have troet det var/er mere spændende at hjælpe til ved operationer og lignende.
Ellers kunne hun "bare" vælge at blive SOSUer.
Nogen særlig grund til, at du lader hende tænke sådan.

Fint kapitel.
spændende, hvad der så sker i Shweitz ...

VH ...

Nadia K

2012-01-29 13:56:06

Tak for responsen :)
Grunden til at at jeg har valgt at fortælle læserne, at Selma ser sig selv komme med mad til patienterne, er for at vise hendes naivitet mht. hvad jobbet drejer sig om. Jobbet lyder en anelse "skummelt" eller mærkværdigt for hende, og derfor ville jeg illustrere hvordan hendes opfattelse af sit job er markant anderledes, end hvordan virkeligheden ser ud.
vh :)

	haleløs	2012-01-29 18:28:11

Læste lige jeres ovennævnte kommunikation;
Nadia ... en sygeplejerske kommer i praktik på forsk. slags hospitaler (også psyk. og fængsler) flere gange under udd. (JEG er i fam. med 2 ) så de véd altså udmærket hvad deres job indebærer ... og Hr. Múller søgte jo netop en sygeplejerske ... IKKE en SOSU - som jo er 'billigere' i løn ! Tvivler også på, at en udd. sygeplejerske ville ta' et job, som kun indebar 'opvartning' - og ingen 'optjent erfaring' ... hmmm ...

Men fortsæt endelig projektet, du!
venligst ...

Nadia K

2012-01-29 19:06:04

Uffff, skulle vist have lavet lidt mere research. Men det er det vel heller ikke for sent til nu :) Tror redigeringsprocessen bliver på et dybere niveau, end jeg havde regnet med. Tror du/I det ville hjælpe, hvis jeg helt fjerner hendes kommentar om det 'hun troede' hendes job indebar? Det ville ihvertfald løse en del af problemet?

	haleløs	2012-01-30 20:05:25

tror, problemet begrænser sig til disse sætninger: "En sygeplejerskes opgaver gik ud på langt simplere ting; ting som omfattede den personlige pleje; at gøre livet lidt lettere for patienten. Hun havde forestillet sig, hvordan hun kom gående med en bakke med patientens mad - formentlig kartoffelmos eller anden typisk hospitalsmad. Og hvordan har De det så i dag?"
Personlig pleje (toilette, hygiejne o.s.v) + forplejning varetages typisk af en sosu tro det eller ej - jeg er osse i fam. med SOSU'er ;)
venligst ...

Nadia K

2012-01-31 15:31:01

Okay, jamen, så må jeg jo bare, når jeg kommer igang med redigeringsprocessen, slette/ændre denne sætning! Tak skal du have for opmærksomheden, det er den slags usammenhængende ting, jeg gerne skulle få opereret væk fra romanen ;)

	Amanda Gyldenlyng	2012-02-02 17:06:54

Enig med haleløs ;-)

Vh.

	Lau G.N.	2012-02-12 23:02:59

hmm. så er vi hurtigt videre på vej ud på arbejdsmarkedet, med sygeplejeske drømmen.

jeg ved ik om det var meningen, men fandt hele Schweiz erfæren meget komisk, og grinede højlydt ( til min kammeratsundren ) da hun kom til at annoncen er fra Schweiz.
igen du fortæller levende, men fik også lyst til at køre farmand ned af trappen, da han vendte ryggen mod sin datter, men jeg er stadig åben for nye indtryk.

jeg vil dog ( ved godt det er sendt jeg læser den til at skrive dette ) råde dig til , at lave en kraftig research på ting før du bruger dem, som fx uddannelse og evt deres relegion.
jeg skriver selv NatteRavnen og bruger meget relegion og sagnvæsner i min historie, og selvom jeg kan ændre ting som jeg vil, har folk nogle ideer om hva ting er, som jeg må tage hensyn til eller bruge tid på at forklare.
når du nu har valgt at skrive i "vores univers" så stiller det store krav til dig som forfatter, at de ting du skriver er så tæt på virkeligheden, som du kan gøre dem.

glæder mig til at læse videre.
Hilsen
En Natteravn

Nadia K

2012-02-13 16:32:58

Haha, ved ikke om det var meningen at det med Schweiz skulle være sjovt, men det skader vel aldrig når en tekst får en til at grine (håber så, at det er på en positiv måde, og ikke: ha ha, hvor er det til grin-agtigt) :-)
Hmmm, det der med uddannelse har du ret i, og det har jeg allerede indset at jeg burde have gjort meget mere ud af (se evt. mine tidligere svar på haleløs' kommentarer) Så det ved jeg godt.. Jeg forstår dog ikke helt hvad du mener med research angående deres religion? :)
-Glæder mig til at høre videre repsons fra dig, når vi kommer længere ind i historien! Tak fordi du læser med !
vh Nadia