Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Kollision (Del 1) - Kapitel 1
Kollision (Del 1) - Kapitel 1


Forfattersiden.dk
Forfatter: Nadia K
Skrevet: 2012-01-21 13:17:14
Version: 1.3
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Hej folkens. Her er den roman, som jeg for noget tid siden efterspurgte hjælp til /respons på. Jeg har nu taget imod rådet om at poste et kapitel af romanen af gangen herinde, og håber derfor at der er nogen, som vil have tålmodighed, lyst og overskud til at læse romanen og give mig respons på den bagefter. P.S det kan godt være den virker lidt kedelig i starten, men fortvivl ej, for den bliver bedre!
_______________

Selma rev med et ryk døren op. Der var helt stille i trappeopgangen. De grå trapper var mudrede. Hun strøg en regnvåd hårtot om bag øret og sukkede dybt. Tasken gnavede i hendes skulder, og hun lod den irriteret falde til jorden.
En varm luft strømmede hende i møde, da hun åbnede døren ind til den lejlighed, hvor hun boede sammen med sine forældre og sin lillesøster. Hun kunne høre, at fjernsynet var tændt i stuen og sin fars og lillesøsters stemmer. De høje rumsterende lyde fra køkkenet måtte komme fra hendes mor, der forberedte aftensmaden.

Selma smed tasken fra sig og masede sig gennem den smalle gang og ind i stuen. ”Hej baba,” hilste hun sin far. Hun så på ham med øjne, der var ved at fyldes med tårer. Det gav altid et stik i hende, når hun så på ham - og det han sad i.
Uheldet var sket kort tid efter at lillesøsteren var blevet født. Hendes far havde taget imod så mange jobs som overhovedet muligt for at kunne forsørge familien. Efter at Meriam var blevet født, var hans job i fabrikken ikke længere nok, og derfor havde han fundet sig et supplerende arbejde som husmaler.

Stigen havde ikke holdt. Han havde været oppe ved 3. etage, og så var det sket. Han fik aldrig mere følelsen tilbage i benene. Lægerne havde givet ham medicin og anbefalet ham en fysioterapeut, der kunne træne hans muskler i benene, men det havde ikke ændret noget. Han havde affundet sig med at han aldrig mere ville kunne gå, aldrig mere føle sine ben. Når han en sjælden gang talte om det, virkede det som om det var helt naturligt for ham. Men hun vidste, at det inderst inde havde ødelagt ham.

”Gud giver, og Gud tager,” sagde han altid. ”Jeg har været så heldig at kunne gå hele mit liv. Men jeg satte aldrig pris på det. Og derfor tog Gud det fra mig. Det var hans vilje, og ved du hvorfor, Selma?” Hun havde tavst rystet på hovedet. ”For at vise os, at man skal være taknemmelig. Du må aldrig tage noget som helst for givet. Intet af det som Gud har skænket os er en selvfølge. Din mor og jeg ... vi kunne være omkommet, dengang i Palæstina. Vi har meget at være taknemmelige for,” sagde han, mens hans øjne langsomt begyndte at løbe i vand.
Selma var enig med ham. Hendes forældre ville muligvis ikke være i live nu - hun og Meriam ville ikke eksistere - hvis de ikke havde været så heldige at kunne forlade Palæstina, dengang for så mange år siden. De havde fået chancen for at starte et nyt liv her i København, og de havde været heldige. Når man så sådan på det.

Deres leveforhold var ikke fantastiske. Lejligheden de boede i, var en treværelses. Stuen var meget lille, og det samme gjaldt køkkenet. Det var sådan, at de lige kunne være der alle fire. Men ...
”Du må aldrig tage noget som helst for givet, Selma.”
”Hej, min engel,” sagde hendes far og hilste hende på arabisk. Selma smilede varmt til ham og purrede op i sin lillesøsters hår. Meriam vendte ansigtet mod sin storesøster og smilede stort til hende. Den 10-årige piges mørke øjne lyste, og hun omfavnede sin storesøster. Selma følte en ubeskrivelig varme fylde sig. Det her var ægte. Det var hendes søster, det samme blod flød i deres årer. Der var ingen mur, ingen afstand imellem dem. Kun ubetinget, ægte kærlighed.

Hendes mor stod bag komfuret, og da hendes datter trådte ind i køkkenet, tog hun med et stort smil hendes hånd i sin. ”Hej min Selma,” sagde hun.
”Hej mor.” Selma lod sig dumpe ned i en stol ved det minimale spisebord. Køkkenet var ligesom resten af deres lejlighed lille. Der var noget hyggeligt, noget trygt over lejligheden som hun havde boet i hele sit liv - i 20 år. Derfor kunne hun ikke forestille sig et andet hjem end denne lille lejlighed i København som hun havde kendt hele sit liv. Alligevel vidste hun, at der var mere derude. Hun ønskede sig mere end bare dette liv. For hende selv, men især for sin familie. Det var derfor, hun for lidt over tre år siden havde påbegyndt sygeplejerskeuddannelsen. Hun ville have et job, hvor hun kunne hjælpe mennesker. Det var hendes drøm, og da hun ikke kunne komme på andet, var det endt med dén uddannelse. Hun var snart færdig. Hun manglede kun nogle få ugers undervisning og at aflevere den sidste store opgave, og hvis hun bestod den sidste prøve, ville uddannelsen være hjemme.

Hendes forældre kunne ikke arbejde mere. Hendes far, fordi ... det var vel åbenlyst hvorfor. Hendes mor var i starten af tresserne og havde diverse helbredsproblemer. Hjerteproblemer. For højt blodtryk. Hendes ryg var ødelagt efter det hårde arbejde, hun havde måttet udføre dengang i Palæstina. Det var utroligt hvordan nogle ting aldrig helede, selv ikke efter så mange år. Hun ville aldrig mere kunne arbejde. Arbejdet i Palæstina havde efterladt noget, som aldrig ville forsvinde. Det var som om man skulle mindes om sin fortid og på ingen måde måtte glemme, hvilken elendighed man kom fra.

”Hvordan har din dag været?” Hendes mor rørte i gryden og vendte sig så om mod sin datter. Hun gned sig på ryggen og skar en grimasse af smerte. Selma sprang op fra stolen og tog sin mor ved armen. ”Mor, er du okay?” Hun så bekymret på sin mor, der nikkede og fremtvang et smil. Hun fjernede blidt sin datters hånd, og satte sig langsomt ned. ”Ja,” sukkede hun og lukkede øjnene et kort øjeblik. ”Det ... det var bare min ryg. Jeg har stået her i temmelig lang tid.”
Selmas far kom ind i køkkenet, kørende i kørestolen. Han så med et forvirret, næsten ængsteligt udtryk på sin kone, derefter på sin datter. ”Hvad er der galt? Leila, er alt i orden?” Han kørte tættere hen til sin kone og lagde bekymret en hånd over hendes. Hun smilede træt til ham. ”Ja, ja. Lad nu være med at bekymre dig. Det her sker jo ... hele tiden. Jeg har bare stået ... lidt for længe,” sagde hun udmattet. Selma bed sig nervøst i underlæben. Hun følte sig skyldig.

”Mor, jeg er ked af, at jeg ikke kunne være hjemme noget før, men ... den store opgave er utrolig vigtig, og jeg fik at vide, at jeg ikke kunne gå tidligere. Jeg hader at have fri så sent; jeg ville jo komme hjem og hjælpe dig ...” Hun blev afbrudt af sin mor, som med hævede øjenbryn sagde: ”Selma, vil du være en sød datter og holde op? Du skal passe din uddannelse. Du er næsten færdig nu. Du har arbejdet meget hårdt for at komme dertil, hvor du er nu, og du skal overhovedet ikke bekymre dig om mig. Intet er vigtigere end din uddannelse,” sagde hun formanende. Hun smilede træt til sin mand. ”Desuden er jeg ikke alene. Jeg har nogen til at passe på mig.”
Selma så hvordan hendes fars ansigt fortrak sig i ... var det smerte? Han så ned, væk fra sin kone. Han så ned på kørestolen, på sine ben. ”Åh, hold op. Til hvilken nytte er jeg?” Han sagde det meget lavmælt, men på en eller anden måde lykkedes det hans ord alligevel at nå frem til Selma.

Det var for meget. Hun kunne mærke en klump i halsen, og hun vendte sig hurtigt væk fra sine forældre, som begge sad dér ved bordet. Hun forlod så lydløst som muligt køkkenet.
Meriam sad i sofaen og så tegnefilm. Da hendes storesøster satte sig, vendte hun blikket mod hende. ”Selma,” sagde hun glad. Selma omfavnede sin søster, som derefter så temmelig overrasket ud. ”Søde, lille skat,” hviskede Selma. ”Du må love mig altid, altid at være sød ved mor og far. Lover du det?” Meriam så forvirret ud. ”Ja?” Hun lød usikker, og Selma rystede på hovedet og tørrede en tåre væk fra øjnene. ”Nej, Meriam, du skal ikke tvivle. Du skal love det. Du skal mene det af hele dit hjerte. Det er meget vigtigt.” Hendes søster nikkede langsomt.

”Okay, jeg lover det. Jeg sværger,” tilføjede hun med et smil. Selma betragtede med et trist smil den 10-årige pige. Der lå så meget foran hende. Hun ønskede hende det allerbedste i verden. Det bedste af det bedste. Og hun ville have, at hun skulle gøre det hele bedre end hun, Selma, havde gjort det.
Minderne om dengang kom tilbage en gang imellem. Hvordan hun havde været overfor sine forældre; især sin mor. Hun havde været uretfærdig. Hun havde smidt ord i hovedet på hende som hun ikke engang turde tænke på. Hun havde givet hende skylden for det hele, dengang hun var en teenager og følte, at hendes liv floppede. Dengang hun ikke kunne forstå, hvorfor alle syntes hun var så mærkværdig. Tog afstand til hende, fordi ... ja, hvorfor mon? Hun vidste det jo egentlig godt. Var der brug for at nævne det?
                                                            *
Hun havde det som om hun stod på toppen af verdens højeste bjerg. Det var en lille sejr for hende; hun vidste, at den kun var lille, fordi hendes vej ikke var slut endnu. Men den føltes så forbandet stor. Hun så på beviset med et stort smil, hvorefter hun rakte det til sin far. Han havde fået tårer i øjnene. En af dem faldt faktisk ned på papiret. Han så længe på det, hvorefter han lagde det fra sig på køkkenbordet og knugede sin datter ind til sig. Selma snøftede og prøvede at lade være med at græde. Det var jo latterligt; hun vidste det godt.
”Hold op med at græde, baba. Jeg har ikke ligefrem uddannet mig til læge eller astronaut eller ...” Hun smilede til sin far. Hans ansigt blev alvorligt, og han så strengt på hende med sine mørke, alvorlige øjne. ”Nu hører du her, Selma. Du har fået dig en uddannelse. Du har gjort noget i dit liv - du har opnået noget. Det er lige meget hvilken uddannelse. Jeg er så stolt af dig og så taknemmelig.”                                                                                                                Selma mærkede en klump i halsen. ”Hold op far, du får også mig til at tude.”
Hun ville ikke vente længere end nødvendigt. Hun måtte finde arbejde på et hospital, så hurtigt som muligt. De havde brug for pengene. Men hun vidste, at der var et stort antal af nyuddannede sygeplejersker derude, som ligesom hende ville søge på alle Københavns hospitaler. Det ville blive svært at finde en ledig plads, hvis ikke -
Hun tvang sig selv til ikke at tænke ordet umuligt.

Læs næste kapitel af romanen: Kollision (Del 1) - Kapitel 2

haleløs2012-01-21 13:53:49

fantastisk fængende, velskrevet, realistisk fortælling!

DOG et par anker: man skal ha' studentereksamen for at læse til sygeplejerske; så synes måske nok, Selma er liiige lovlig ung til at være SÅ langt i studiet - og student ... allerede som 17-årig ? hmmm
(jeg har 2 aktive sygeplejersker i min familie: ingen af dem blev optaget på studiet i første ansøgning; så de var hhv. 23 og 25 år som fuldt færdiguddannede inkl. praktik)

Moderen 'i starten af tresserne' er for gammel - i al fald da til at ha' en datter på 10 år!
Men, selvf., med familiens baggrund som flygtninge kunne disse to piger jo godt være de yngste af en større søskendeflok ?

JEG læser videre; men læser laaaangsomt; så du får altså mine kommentarer løbende ;)
venligst ...
PS 'hans job i fabrikken' man arbejder altså fabrik
Nadia K 2012-01-21 14:28:19
Hej haleløs,
mange tak for din kommentar!
Ufff, havde slet ikke tænkt på at hun var for ung til at være sygeplejerske allerede! Også det med morens alder har du da fuldstændig ret i... jeg lægger hele romanen løbende herind, og når jeg så har fået respons på hele romanen, vil jeg så - endnu engang - give mig i kast med at redigere den.
Tak fordi du vil læse videre! Er spændt på dine (og andres) kommentarer når vi kommer længere ind i historien :)

Forfatter in spe2012-01-21 16:51:38

Jeg nyder romaner/noveller, så jeg vil helt sikkert også vende tilbage og læse/evaluere din tekst ;-)

/Jesper
Nadia K 2012-01-21 16:59:54
Tak, Jesper! Glæder mig til din respons! :)

haleløs2012-01-22 13:47:47

hygge og sammenhold ligefrem stråler ud af denne fine beskrivelse af familieidyl - trods svære vilkår!
Det' særdeles interessant at få indblik i en anderledes (flygtninge- og religions-) -baggrund!

En sygeplejerske bærer et nåle-emblem som 'bevis' på medlemsskab af fagforeningen 'Dansk Sygeplejeråd'; (rundt, med en hvid ring omkring et rødt felt, der indeholder et gyldent firkløver) ... kunne flettes ind i historien ?
venligst ...
PS hvad med at gi' respons på en anden(s) roman [storyid]1c47b1747b2c741be589945c6fb157c5[/storyid] ?
Sådan gør de 'professionelle' forfattere (Liza Marklund og Thomas Bodström o.a.) også!

PPS lav links til de forskellige afsnit - kig under 'hjælp/info' (storyid)
Nadia K 2012-01-22 20:04:40
Tak! for ros og forslaget. Det kunne være det var muligt at flette ind!
Ja, jeg har allerede sat et bogmærke i den roman, du nævner ^, så har også selv tænkt tanken. :)
venlig hilsen mig :)

Amanda Gyldenlyng2012-01-26 23:21:31

Hej Nadia.

Ikke værst ;-)
Faktisk synes jeg, det er en god start på en roman. Og rigtig god idè at skrive om flygtninge i Danmark.
Jeg faldt dog over de samme ting som Haleløs; moderens alder virker umiddelbart urealistisk i forhold til at hun har en datter på ti. Men ja, det kan jo være en efternøler og det er da muligt at få børn, når man er over 50. men ikke så almindeligt.
Og ja, man arbejder PÅ en fabrik.
Måske er det lidt for sukkersødt at der kun er ren kærlighed mellem de to søstre; det er temmelig sjældent. Men måske er det den følelse, Selma, har her og nu?
Men god start.
Læser videre en anden dag ;-)

Vh. Amanda G
Nadia K 2012-01-27 10:52:43
Tak for din respons :)
Hmmmm, sukkersødt? Ja, kan godt se hvad du mener. Men jeg beskriver faktisk deres forhold ud fra egne forhold, men kan godt se det er sjældent nu til dags, med den slags 'rene' forhold! :)
Glæder mig til at høre respons fra dig når vi kommer længere ind i romanen :)
vh Nadia

Lau G.N.2012-02-12 22:42:16

Hej Nadia K

jeg må sige at det med at den er kedelig i starten, er ord du skal tage i dig.
du holder læseren fra første sekund, ( og jeg er meget kritisk hva det angår ) og syntes det er et modigt emne du har valgt at skrive om, og det er en VIRKELIG god måde du starter din roman på.
den er føelses fuld og levende.

jeg vil glæde mig til at læse videre. C):)

PS. jeg gider ik gentage det andre kommentere på.. så mine kommentare kan godt virke lidt overfladiske, men jeg kigger mest på indholdet af teksten og formidlingen.

Hilsen
En Natteravn
Nadia K 2012-02-13 16:28:44
Hej Lau,
tusind tak for kommentaren! :-)
Jeg er glad for, at starten ikke er så kedelig, som jeg selv troede :-) Det jeg i virkeligheden mener (tror jeg) er at den bliver meget bedre senere! Så hæng på!
vh Nadia

nhuth2012-03-05 21:25:07

Spændende 1. kapitel. Jeg synes familiens sammenhold er fint skitseret. Det er velgørende at du understreger din arabisksproglige baggrund med "forkert" brug af præpositioner (på fabrikken).
Det skaber respekt, i hvert fald fra mig. Mere af samme kvalitet glæder jeg mig til.
Venlig hilsen
Niels
Nadia K 2012-03-06 18:08:02
Hej nye læser! :-)
Det glæder mig at du er hoppet med ombord. Håber du vil hænge på, så jeg kan få noget mere respons og gøre teksten så god som muligt!
Haha, jeg må nu sige at det ikke var meningen at bruge forkert præposition ;) Jeg har nemlig ikke så meget viden mht. det arabiske sprog (endnu). Var meeeeeeeeeeget ung, da vi kom her til DK ;) Så det er vist bare en lille, "almindelig" formuleringsfejl.
Hæng på!
vh Nadia

R.Kier2012-03-20 11:24:20

Hej Nadia.

Tja så kom jeg i gang med kollision...

Ud over de allerede påpegede "fejl" mht.alder (sygeplejerske/mor) har jeg ret svært ved at sætte fingeren på noget.
Historien virker helstøbt, velformuleret og godt gennemredigeret...med rettelser i henhold til andre kommentarer vil jeg sige...it´s a wrap....
Din "show-dont- tell" teknik fungerer rigtig fint. Du får med få virkemidler beskrevet både lejlighed og familie, så man som læser danner sig et billede man er tryg ved...dejligt.
Titlen lover jo at der skal ske noget dramatisk senere i historien... så jeg glæder mig til at se hvor det hele bærer henad.
Har lidt meget om ørerne for tiden, så jeg vil læse når tiden tillader det, og prøve at afse tid til at rose/kommentere hen ad vejen...
Men hvis det forløber som 1.ste kapitel, kan jeg nok ikke bidrage med ret meget andet end skulderklap. For du har jo styr på det med sproget.

Venlig hilsen

R. Kier
Nadia K 2012-03-20 15:27:05
Hej,

Mange tak skal du have! :-) Du tager dig bare al den tid du ska' til at komme igennem romanen .. glæder mig til dine næste kommentarer!

Venlig hilsen,

Nadia

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk