 |  | Lighuset - del 2/4 |
 |
|
|||||||||||||
|
Den var hvid, væggene af kalk. Bygningen var ikke specielt stor. Den bestod kun af en etage og havde en nærmest aflang form. Han så sig omkring. Omkring dem var der ikke andet end grusvej. Bygningen var som placeret midt i ingenmandsland. I det fjerne kunne Chris skimte nogle marker. Der var ikke et eneste menneske i syne. ”Kommer du eller hvad? Jeg har ikke hele dagen.” Johnny vinkede ham irriteret hen til sig, og Chris måtte bide tænderne sammen. Den gamle nar skulle ikke tro, at han kunne behandle ham på den her måde. Vidste han da ikke, hvad ”¦ ”Regn ikke med, at du er inviteret på ferie her.” Der var så lyst inde i bygningen, at Chris måtte misse med øjnene. Indgangen mundede ud i en lille gang, som førte til højre og venstre. Der hang en mærkværdig lugt i luften - den mindede ham om den, man fandt i et hospital, men der var en snert af råddenhed i denne her. Johnny skubbede til døren, og den gik i med en høj lyd. Den gamle mand satte sig ved et bord, som stod ved indgangen. Det var rustent, ligesom de gamle stole, som stod hulter til bulter omkring det. Chris blev stående, med hænderne i lommen. Og så begyndte gamle Johnny at forklare, hvad knægtens opgaver skulle være. Han skulle i bund og grund gøre det, som alle de andre ikke havde tid til - eller lyst til, tilføjede han og sendte drengen et næsten ondskabsfuldt blik. Under sit ophold på stedet ville han blive tildelt den lille hytte der lå bag ved bygningen, som sovekammer. Hans opgaver på dette sted var meget simple. Han skulle gøre rent og sørge for, at der altid var kaffe nok i kanden. Der ville også være arbejde til ham udenfor, i baghaven. Ukrudtet var vokset en helvedes masse, sagde Johnny, og det kunne lige så godt være ham, Christopher, som fjernede det. ”Jeg kommer ikke til at ”¦ have noget at gøre med dem, vel?” Knægtens stemme lød næsten bange, og Johnny løftede øjenbrynene, fordi han troede, at drengen havde ment: Jeg kommer ikke til at have noget med Dem, hr., at gøre, vel? Men så forstod han, bare et splitsekund efter, hvad knægten havde ment. ”Jeg forstår ikke hvem du mener med dem, knægt.” Han nød at se drengens angstfyldte ansigtsudtryk, og ville udnytte det så længe, det var muligt. ”De ved ”¦ ligene.” Chris nærmest hviskede det sidste ord, og hans ene øje begyndte at få nogle mærkelige tiks - det nærmest spjættede. Johnny lagde armene over kors og betragtede drengen med et skarpt glimt i øjet. Han måtte kontrollere sig ualmindelig meget for at skjule smilet, der var ved at tage form om hans mund. Det var genialt. Det var simpelthen perfekt. ”Hvorfor, dreng? Ville det da være et problem for dig? Er du bange for ligene?” Væmmelsen skød igennem ham, og han fnyste. ”Vær ikke nedladende over for mig - jeg advarer Dem.” Knægtens ord lød som en slanges hvislen - de lød som om de kom dybt nede fra struben. Truslen i dem var ikke til at overhøre. Johnny måtte til sin store frustration synke en klump, og han rejste sig brat fra stolen. Uden at tænke over det langede han ud efter Chris og slog ham hårdt i ansigtet. Drengen faldt om på det hvide gulv, og blev et øjeblik liggende. Johnny stod gispende og betragtede ham med en følelse af uro i maven. Han trådte instinktivt et lille skridt tilbage, idet Chris langsomt løftede blikket og stirrede op på ham. Blikket var så foruroligende og - Johnny ville aldrig nogensinde have indrømmet det, men - frygtindgydende, at han følte, hvordan koldsveden langsomt brød ud. Det var en psykopats blik. Det var en morders blik. Johnny havde det som om drengen fastholdt ham med sit blik. Han kunne simpelthen ikke se væk, og var som lænket til stedet. Det var som en velsignelse, da døren gik op og luften og stemmerne strømmede ind. To mænd kom larmende ind i rummet, og stoppede brat op, uden at lukke døren, idet de så drengen, der lå på gulvet. ”Hvad fanden ”¦ Johnny, er det knægten?” Den ene af dem, som var en middelaldrende, rødmosset fyr, klappede gamle Johnny på skulderen, og derved blev dennes trancelignende tilstand ophævet. Johnny rømmede sig og skævede en sidste gang til drengen, som nu var ved at komme op at stå igen. ”Jeg har fortalt ham, hvad hans opgaver går ud på. I kan sætte ham i gang,” mumlede Johnny, hvorefter han smuttede ud af den åbne dør. De to mænd sendte hinanden et kort blik, hvorefter de rettede deres opmærksomhed mod den ranglede dreng, som nu stod og lænede sig op ad væggen. Hans ene øje var hævet, og ud af begge øjne strømmede et blik, der fik de to arbejdere til at tænke - uden at vide, at den anden havde lige præcis den samme tanke - at de måske var blevet lukket inde sammen med en psykopat. De to mænd præsenterede sig som Will og Jack, og det blev dem, som Chris brugte mest tid sammen med i lighuset. De lod til at være meget afslappede fyre, men Chris så lige igennem dem. De var bange for ham, men de prøvede at undertrykke det. Han talte ikke meget til dem, nikkede bare når de gav ham en opgave og lo ikke ad deres akavede jokes. Han så ikke meget til den gamle mand - eller bastarden, som han refereredes til som i drengens tanker. Når Chris gik og fejede gulvet i gangen og i mødelokalet til venstre - aldrig rummet til højre, aldrig - lagde han sin plan, stykke for stykke. Den gamle nar ville jo, skulle jo komme tilbage på et eller andet tidspunkt. Hele det forbandede sted tilhørte ham vist nok, hvis Chris havde opfanget det rigtigt, og derfor kunne det ikke vare længe nu. Gamle svin. Du har dedikeret dette sted til de døde. Hvad siger du til at tilslutte dig dem? Det måtte have været omkring en uge efter Chris ankomst, at han hørte det. Will og Jack havde sat ham til at muge ud i baghaven (forbandede idioter, giver mig lortearbejdet), og da han var blevet sat i gang, havde de sat sig på den gamle træbænk, et stykke længere væk. De var sikkert overbeviste om, at Chris ikke kunne høre dem. ”Jeg tror sgu vi bliver nødt til at gøre det i morgen,” sagde Will, og så ikke ud, som om han glædede sig til dén opgave. Jack nikkede og kneb øjnene sammen. Han så hen over baghaven og på drengen, der sad på hug og sløvt fjernede ukrudtet mellem blomsterne. Han måtte bittert tænke på, hvor absurd det var, at der overhovedet var blomster på det her sted. Var det for ligenes skyld? Eller for deres, hans egen og Wills skyld? Lighuset beskæftigede ikke andre end dem og så selvfølgelig gamle Johnny, men han kiggede bare engang imellem ind for at se, at tingene var som de skulle være. Og så havde han selvfølgelig også fået æren af at tage imod knægten, dén dag. Jack vidste ikke præcist hvad der var sket mellem dem, inden han og Will var trådt ind, men noget var sket. De var godt klar over, hvad drengen havde gjort - den slags nyheder spredtes hurtigt på landområder som dette, hvor det lille antal af mennesker var begejstrede, når en sådan nyhed kunne pifte deres kedelige tilværelse en anelse op. Bondekonerne talte foragtende om knægter som Chris, men Jack var så udmærket klar over, at det var den slags drenge, som sørgede for det minimale spændingsniveau, disse mennesker havde at klamre sig til. Når det, som var sket mellem Chris og hans kæreste, skete, så spredtes nyheden på nul komma fem. Så nej, hverken Jack eller Will var i tvivl om drengens andel i den konflikt, der utvivlsomt havde fundet sted mellem ham og gamle Johnny. Men den gamle mand var heller ikke uskyldig. Hans bitterhed var en kendt sag på disse landeveje. Respekten fra hans medmennesker skyldtes udelukkende fascinationen af, hvor meget denne mand havde oplevet. Han var rejst verden rundt, hvorimod de fleste af dem var født, opvokset og blevet på det samme sted, her, i ingenmandsland hele livet. Gamle Johnny var ikke nogen venlig mand og han var heller ikke vellidt. Men man trådte ham ikke over tæerne. Will afbrød Jacks tanker. ”Jeg forstår ikke, hvorfor den gamle altid skal pine alt og alle på den måde. Jeg ved godt hvad knægten har gjort, men det her er ligesom hans straf. Og for at være ærlig, så kan jeg næppe forestille mig en værre straf for en på hans alder. Ved Guds skyld, hvis jeg var blevet sendt til et lighus, da jeg var nitten ”¦” ”Selvfølgelig er der en værre straf, Will. Fængsel! Knægten har dræbt nogen, for fanden. Han kan være lykkelig for, at han slap af sted så billigt - alt for billigt, hvis du spørger mig. Jeg har sgu ikke forstand på det der med retssystemet, men jeg havde godt nok ikke regnet med, at man kunne slippe af sted med mord så let ”¦” ”Uagtet mandsdrab!” rettede Will ham, og sænkede stemmen, uden at tage blikket fra drengen, der imidlertid havde samlet en anseelig bunke ukrudt ved siden af sig. ”Hvad er forskellen, Will? Tøsen er død. Nej, nej, min ven. Knægten har sgu ikke noget at klage over. Men det får han måske snart - det er ikke tilladt, er du klar det?” ”Selvfølgelig er jeg klar over det. Det var meningen at han skulle feje, gøre rent og fjerne ukrudt, for pokker. Jeg ved ikke, hvor gamle Johnny får disse skøre idéer fra. Bare fordi han ejer det her sted, kan han ikke bare ændre på den slags regler.” ”Det kan han så åbenbart alligevel. Jeg syntes i hvert fald ikke, at han lød, som om han jokede. Og hvor meget den her idé end må stride imod mine egne ønsker, så bliver vi sgu nødt til at gøre hvad vi er blevet bedt om, Willie. Hvordan har du måske tænkt dig at forsørge konen og den lille, hvis du får sparket af den gamle?” Will svarede ikke straks, men betragtede tavst drengen, som nu var stoppet med arbejdet. Det virkede som om han holdt øje med de to mænd, og Will fik en stærk fornemmelse af, at han hele tiden havde holdt øje med dem og smuglyttet. ”Forbandet, du har ret. Men den lille skiderik bliver ikke glad for opgaven, det kan jeg godt sige dig,” mumlede Will. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-08-14 13:00:38 |
Ahaaa; SÅ fik vi årsagen til strafafsoningen; Chris har slået sin girl-friend ihjel (dømt for u-agtssomhed)!
Fremragende psykologisk formulering: 'det var den slags drenge, som sørgede for det minimale spændingsniveau, disse mennesker havde at klamre sig til.'.
Faktisk særdeles velskrevet med go'e person- og miljøkarakteristika; og en særdeles fin beskrivelse af dramaet mellem Johnny og Chris
venligst ...
PS 'Bondekonerne talte foragtende om knægteR som Chris,... ' = 'knægtE' er flertal af 'knægt'
”UagtET mandSdrab!” skal være 'uagtSOMT manDDrab' (http://sproget.dk/lookup?SearchableText=manddrab)
Fremragende psykologisk formulering: 'det var den slags drenge, som sørgede for det minimale spændingsniveau, disse mennesker havde at klamre sig til.'.
Faktisk særdeles velskrevet med go'e person- og miljøkarakteristika; og en særdeles fin beskrivelse af dramaet mellem Johnny og Chris
venligst ...
PS 'Bondekonerne talte foragtende om knægteR som Chris,... ' = 'knægtE' er flertal af 'knægt'
”UagtET mandSdrab!” skal være 'uagtSOMT manDDrab' (http://sproget.dk/lookup?SearchableText=manddrab)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
