 |  | Et forhold? |
 |
|
|||||||||||||
|
”Hun ødelægger dig”¦ du skal bare sige fuck hende!” Fastslog Amanda og bankede i bordet for at understrege sit udsagn. Hun havde ret, Louise havde fuldstendig ødelagt ham mentalt og frataget ham evnen til at stole på andre. I månedsvis havde han danset efter hendes pibe og gjort alt for at hjælpe hende på alle måder og som tak havde hun pisset på ham. Hun havde ikke alene været uudholdeligt jaloux og elendig til at huske aftaler, men også tilladt sig at lyve og selv være utro. Han sukkede og rystede på hovedet, mest af sig selv. ”Det ved jeg, men så enkelt er det bare ikke”¦” han mærkede de svidende tårer i øjnene og blinkede for at holde dem tilbage. Han græd ikke engang fordi han rigtigt savnede hende, det var han for vred og skuffet til, det var skuffelsen og svigtet der fik tårerne frem. Dét, og så frustrationen over ikke at kunne skubbe det fra sig. ”Så må du ud og finde en ny!” Amanda smilede til ham med et glimt i øjet og tildelte ham et venligt dask på skulderen. Han smilede halvhjertet tilbage og mumlede et ikke særligt entusiastisk svar tilbage. ”Jo du skal så! Tag med mig ud til Stefan i aften. Han holder privatfest sammen med nogen af sine venner, så kan du få tankerne lidt væk fra den gås.” ”Jeg kender ham jo nærmest ikke”¦ og jeg kender ingen af hans venner.” ”Det gør jeg da heller ikke, men det kan vi komme til. Og det var ikke et tilbud”¦ det var en ordre. Jeg giver dig ikke noget valg,” igen smilede hun til ham med det dér glimt i øjet. ”Tja”¦ hvorfor ikke”¦” han rejste sig fra det borde-bænkesæt det havde siddet ved, ”Min bus kommer nu”¦ men så ses vi vel i aften. Skal vi bare mødes her?” Amanda nikkede ivrigt, hentede sin cykel og forsvandt i den modsatte retning. Festen var dræbende. Han kendte ikke andre end Amanda og Stefan og de havde begge travlt med alle de andre. Hans blik faldt på en smuk pige med tykt blondt hår og grønne øjne et par meter fra ham, som han diskret sad og betragtede til Amanda kom over og ruskede i ham. ”Vågn op og deltag! Gå over og snak med hende i stedet for at glo,” hun trak ham op fra stolen og puffede ham over til pigen, der smilede og introducerede sig som Nicole. Der gik ikke lang tid før de sad og snakkede og havde lukket resten af festen ude. Hun fik hurtigt hans tanker fra Louise og over på en interesse i at vide mere om hende og han endte med at få hendes nummer før de tog hjem. Allerede dagen efter festen var Amanda over ham, spurgte til Nicole og beordrede ham til at skrive til hende. Tøvende tog han sin telefon frem og skrev en lettere formel ”tak for sidst”-besked, men modtog intet svar før flere timer senere. Ikke at han havde forventet andet, for selvom de havde snakket godt sammen havde han ikke forventet at de ville holde kontakten. Det næste stykke tid kom Amanda oftere og oftere, og til sidst dagligt, ind til ham og spurgte drillende til om han havde scoret ”hende den blonde fra festen”. Det virkede til sidst bare som en rituel start på samtalen, der altid endte med at omhandle en masse andre ting. ”Hey, hvordan går det med dig og Nicole?” Amanda indhentede ham et stykke nede ad gangen og blinkede drillende til ham. Han sukkede og gad ikke engang svare. Han var træt af at hun hele tiden blandede sig, det var ved at være mere belastende end sjovt. Også selvom hun gjorde det i bedste mening i et forsøg på at finde ham en ny. ”Det går fint,” svarede han afværgende og håbede på et emneskift. ”Fint”¦? Får I skrevet? Ses I?” ”Vi skriver ikke så tit, hun har travlt med sin uddannelse”¦ og vi ses af og til,” han trak let på skuldrene og satte farten lidt op. Amanda derimod standsede op og greb ham i armen. ”Bare fordi hun går i skole kan hun godt skrive! Så lang tid tager det heller ikke at skrive en sms.” ”Det kan være hun har valgt at sætte uddannelsen øverst”¦ eller bare ikke synes jeg er så spændende som du tror hun gør.” ”Det passer jo ikke”¦ hun er bare ligesom Louise, der udnytter dig”¦ du skulle hellere droppe hende med det samme!” Uden at svare trak han armen til sig og gik videre. Det skulle hun da ikke bestemme. Amanda blev ved med at spørge ind til ham og Nicole indtil han næsten to måneder senere indrømmede, at han var begyndt at have noget kørende med hende. Men det fik også alt til at ændre sig. Samme øjeblik han sagde det, kunne han se Amandas smil stivne og en skygge glide over hendes ansigt. Det var kun i brøkdelen af et sekund, men han så det, og derefter skete det hver eneste gang han nævnte Nicole i samtalen. Hun kom stadig hen og spurgte til dem i samme drillende tonefald, men han kunne høre det var falskt. Oftere og oftere fulgtes hun med ham over til bussen efter skole, selvom det var den modsatte retning af hvor hun boede, og ”Pas på hun ikke er som Louise” blev en sætning han også måtte høre tit. Hun begyndte også at skrive til ham flere gange om dagen, hvilket heller ikke var noget han var vant til og han var ret ligeglad, bortset fra når hun blev ved med at påstå, at Nicole var spild af tid. Hun forsøgte hele tiden at komme til at være sammen med ham i fritiden, selv når han skulle være sammen med Nicole og de få gange hvor hun havde været med var det hele tiden endt i nogle akavede situationer med pinlig tavshed, suspekte spørgsmål og dræberøjne. Irriteret over Amandas adfærd begyndte han at trække sig lidt væk, hvilket fik hende til at klæbe endnu mere og åbenlyst forsøge at spolere hans forhold til Nicole ved at antyde for alle, også Nicole, at de havde noget kørende. Det blev værre og værre men pludselig en dag holdt det op; ikke flere sms’er eller selskab over til busstoppestedet. Hun kom ikke engang over til ham i pauserne mere, men holdt sig i stedet på afstand og var kold som is hver gang han forsøgte at komme i kontakt med hende. Det passede ham fint, der var ingen grund til at hun skulle ødelægge det, hun selv havde hjulpet med at skabe. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-05-13 17:29:52 |
velskrevet, underholdende, 100% realistisk teen-trekants-'drama' ... sjov 'twist' med Amanda-'giftekniv'!
venligst ...
PS i linie 13 mangler 'd' ... i 'skulDeren'
venligst ...
PS i linie 13 mangler 'd' ... i 'skulDeren'
| Dragonfly | 2012-05-13 17:30:59 |
tak^^
| ChrisD | 2012-05-17 11:26:33 |
God startreplik, lige på, der er fart på fra første sætning. Personerne og forhistorien skitseres i løbet af et kort afsnit eller to, og herefter er scenen sat til novellens egentlige indhold: festen, mødet med Nicole og det forunderlige dobbeltspil som Amanda udvikler.
Plottet beskriver et sandsynligt forløb. Jeg kan godt tro på personerne og handlingen. Der er stærke følelser, og forfatteren udvikler dem fint ved at bruge metoden ”show, don’t tell” på en efter min mening overbevisende og interessant måde. Der sker virkelig noget i en fart, og selv om der er tale om en novelle der pr. definition er kort, udvikler plottet sig nærmest på en hæsblæsende måde.
Sproget, især replikskiftet, er levende og dynamisk, men kunne finpudses yderligere ved en systematisk gennemgang for at forbedre sproget, fx fjerne dobbeltbrug af ord:
• ’det var han for vred og skuffet til, det var skuffelsen og svigtet’
• ’Han smilede halvhjertet tilbage og mumlede et ikke særligt entusiastisk svar tilbage.’
Der er også et enkelt sted tungt sprog:
• ’Hun fik hurtigt hans tanker fra Louise og over på en interesse i at vide mere om hende’
Men samlet underbygger sprogstilen på en god måde stemningen i fortællingen, og den skærper udvikling og acceleration i plottet.
Den stillede opgave indeholdt kravet om at twist’e - eller ombytte - rollerne i aktantmodellen. Denne novelle twister handlingen på det tidspunkt hvor Amanda skifter position, men som jeg læser det, sker forandringen kun med hende, mens øvrige roller forbliver nogenlunde uændrede.
Man kan selvfølgelig godt sige at der også sker en ændring (et twist) i fortællerens syn på Amanda, og at det skred sker i novellens sidste afsnit. Her afsløres Amanda og marginaliseres på grund af det rænkespil som hun synes at have spillet hele vejen.
Efter at have læst novellen sidder jeg som læser tilbage med en følelse af at alting gik lidt for stærkt. Elementerne til den dramatiske udvikling og de store følelser er til stede, men jeg føler mig lidt snydt for en nærmere forståelse, en mere klar indsigt. Især mangler jeg forklaring på at Amanda i slutningen pludselig standser op og slipper den mandlige hovedperson (fortælleren?)
Jeg kan gætte mig til grunden, men jeg savner mere ”show, don’t tell” omkring Amandas valg til sidst. Egentlig føler jeg medlidenhed med hende, men jeg er ikke sikker på hendes rolle - får hun straf som fortjent som skurk, eller er hun i virkeligheden heltinden i et sørgeligt drama? For mig er det ikke et twist - det er en uklarhed, i en ellers dynamisk og sprudlende fortalt historie.
/ChrisD
Plottet beskriver et sandsynligt forløb. Jeg kan godt tro på personerne og handlingen. Der er stærke følelser, og forfatteren udvikler dem fint ved at bruge metoden ”show, don’t tell” på en efter min mening overbevisende og interessant måde. Der sker virkelig noget i en fart, og selv om der er tale om en novelle der pr. definition er kort, udvikler plottet sig nærmest på en hæsblæsende måde.
Sproget, især replikskiftet, er levende og dynamisk, men kunne finpudses yderligere ved en systematisk gennemgang for at forbedre sproget, fx fjerne dobbeltbrug af ord:
• ’det var han for vred og skuffet til, det var skuffelsen og svigtet’
• ’Han smilede halvhjertet tilbage og mumlede et ikke særligt entusiastisk svar tilbage.’
Der er også et enkelt sted tungt sprog:
• ’Hun fik hurtigt hans tanker fra Louise og over på en interesse i at vide mere om hende’
Men samlet underbygger sprogstilen på en god måde stemningen i fortællingen, og den skærper udvikling og acceleration i plottet.
Den stillede opgave indeholdt kravet om at twist’e - eller ombytte - rollerne i aktantmodellen. Denne novelle twister handlingen på det tidspunkt hvor Amanda skifter position, men som jeg læser det, sker forandringen kun med hende, mens øvrige roller forbliver nogenlunde uændrede.
Man kan selvfølgelig godt sige at der også sker en ændring (et twist) i fortællerens syn på Amanda, og at det skred sker i novellens sidste afsnit. Her afsløres Amanda og marginaliseres på grund af det rænkespil som hun synes at have spillet hele vejen.
Efter at have læst novellen sidder jeg som læser tilbage med en følelse af at alting gik lidt for stærkt. Elementerne til den dramatiske udvikling og de store følelser er til stede, men jeg føler mig lidt snydt for en nærmere forståelse, en mere klar indsigt. Især mangler jeg forklaring på at Amanda i slutningen pludselig standser op og slipper den mandlige hovedperson (fortælleren?)
Jeg kan gætte mig til grunden, men jeg savner mere ”show, don’t tell” omkring Amandas valg til sidst. Egentlig føler jeg medlidenhed med hende, men jeg er ikke sikker på hendes rolle - får hun straf som fortjent som skurk, eller er hun i virkeligheden heltinden i et sørgeligt drama? For mig er det ikke et twist - det er en uklarhed, i en ellers dynamisk og sprudlende fortalt historie.
/ChrisD
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
