Fascinerende; gi'r go' billeder og LYDbilleder; kan rigtig godt lide at 'strofens-slut-er-næste-strofes-start' ('å/løb' + 'vej/net' + 'lys/fald' + 'be/løb') HVAD hedder dén slags øvelse?
venligst ...
PS profilen 'falke' gør sig i samme genre

Hej haleløs

Altid på pletten med kommentar, nysgerrigt medlevende, tak for det.

Øvelsen hedder vist enjampment. Man deler linjen midt i en syntaktisk enhed, her midt i et ord.
Jeg er gået videre end det og har i det hele taget skildt flere af ordene ad. De må selv finde ud af, om de vil sammen igen, Måske finder de sammen på nye måder (det afgør læseren). "Net" kunne f.eks. lige så godt høre sammen med "op", og "be" kunne måske tilbageskuende finde sammen med "tale". Betydningsbilledet kommer til at flimre.
Min tanke er, at lyset falder og danner disse sproglige støvskyer (på samme måde som regn danner koniske plask). Hvor kommer det fra? Overskriften hentyder til James Joyces roman "portræt af kunstneren som ungt menneske" hvor der forekommer en lang passage om Lucifer, hvis navn knytter ham til lyset, men han var den engel, der faldt fra himlen fordi han ikke ville tjene Gud, og derfor blev han det, vi kalder Fanden. Titlen hentyder også til Frank Jægers digt/sang "Kirsten og vejen fra Gurre". Her forekommer linjerne "I vejens våde blanke asfaltå//drev mange flere blade end vi så". Jeg har lånt asfalt-åen og bladene, sammen med lyset og regnen, som digtet også indeholder. Alt det er litterært lir selvfølgelig. Jeg håber, man kan læse digtet med fornemmelse af fald og flimren og blive provokeret til at kæmpe imod, få samling på de splittede betydninger.

Ahaaaa; kig over til NannaLa En pokkers flot nakke som (vistnok) er ekspert i enjambement!
At låne og eksperimentere synes JEG er en superb idé; især når man så får en ansporende forklaring ;)
venligst ...