 |  | Min Største Fejltagelse |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg sad som så mange andre gange før med en kuglepen i den ene hånd, og et lommetørklæde i den anden. Jeg lod tårene løbe frit ned af mine kinder, som jeg kiggede hen på min dør, selv, om jeg havde gjort det mindst hundrede gange de sidste to minutter. Men sådan om jeg føler nu, og det, som jeg skriver i min såkaldte 'dagbog' lige nu, er ikke noget, jeg vil have nogen, skal vide noget om. Hvordan er det nu, det der citat er 'I keep it all inside because I'd rather the pain destroys me, than everyone else.' Det er præcis sådan, jeg har det lige nu. Jeg har denne indre smerte, de andres ser den ikke, eller osse vil de bare ikke se den. Nu hvor vi snakker om at se, så er der noget, jeg altid har undret mig over, hvorfor folk, der har en såkaldt indre smerte, og de indre demoner ligesom mig er 'selv destruktive' personligt, kalder jeg dem, bare cuttere, men nej vi danskere skal have alting, til at lydere finere... til at lyde mildere. Men jeg har altid undret mig over det, jeg har længe haft trangen til selv at gøre det, men indtil videre har det lykkedes for mig selv ikke at gøre det, for jeg ved, at i sidste ende vil jeg fortryde det, selv om det i øjeblikket nok vil føles fantastisk, vil føles rigtigt, vil føles som det eneste, jeg nogen sinde har og nogen sinde vil gøre rigtigt. Jeg fortsatte med at skrive mine tanker ned som min musik langsomt begyndte at blive lavere og lavere, indtil det tilsidst forsvandt i samme øjeblik, min musik forsvandt, og jeg ikke længere kunne høre lydene i verden omkring mig, vidste jeg, de var tilbage, tilbage for at prøve at overtale mig til at gøre noget, jeg er sikker på jeg ikke, har lyst til, men som de overbeviser mig om, at jeg har. "Du troede da virkelig ikke, at vi osse havde forladt dig, vel? Vi er de eneste, der nogen sinde vil være der for dig. De eneste, der nogen sinde vil hjælpe." jeg kunne næsten forestille mig, hvordan de ville se ud lidt ligesom monstrene fra Harry Potter spørgelses lignende sorte væsner, der ikke vil nogen noget godt. "Det passer ikke!" hviskede jeg ud i mørket, som jeg prøvede at holde dem væk. Af en eller anden grund vidste jeg, at den her gang var anderledes end de andre, og jeg vidste på forhånd, at jeg ikke ville kunne stå imod, hvad de ville have mig til at gøre. "Passer ikke? Sig mig, hvornår har vi nogen sinde løjet for dig din fede værdiløse møgunge!" som de sagde det, kunne jeg mærke tårene begynde at strømme ned af mine kinder ikke, som jeg håbløst hviskede ud i mørket "Please, bare forsvind." som svar grinede de bare deres hånfulde latter af mig og begyndte deres sædvandlige råberi. "Fed. Klam. Dum. Værdiløs. Ynkelig. Svag." efter fem minutter med konstanste bemærkninger om hvor lidt jeg var værd og vor lidt jeg nogen sinde ville være værd, og om, at ingen nogen sinde har elsket mig og inden nogen sinde vil. Så snart de havde fået mig overbevidst om det, begyndte de på næste trin. Indtil videre har de aldrig nået så langt, men efter idag, hvor min egen bror dissede mig dissede, hvad jeg er, jeg følte mig allerede værdiløs og uelsket før stemmerne, begyndte at snakke. "Kom nu. Bare et lille snit, og så vil al din smerte forsvinde. Et lille snit og alting vil være godt!" som de sagde det, gav jeg bare op, al, den styrke, jeg tidligere havde haft, forsvandt bare, og jeg begyndte at hulke, inden jeg rejste mig op, og stille, listede hen til mig, dør. Da jeg nåede min dør, holdt jeg vejret og åbnede den, inden jeg sneg mig ud på gangen og ned af den og ind på badeværelset, hvor jeg begyndte at hulke stille igen, som jeg låste døren efter mig. "Godt godt. Du ved, hvad du skal gøre herfra." sagde jeg, og jeg nikkede, bare som jeg begyndte at hikke let fra alt mit græderi idag. Jeg gik hen og åbnede skabet og vasken og ledte det hele igennem, indtil jeg endelig fandt, hvad jeg ledte efter. Jeg tog den med rystende hænder og lagde den på jorden, inden jeg trampede hårdt på den med så meget styrke, jeg kunne, og jeg kunne høre plastikket gå i stykker, som jeg trampede på den. Jeg samlede den op og stirrede facinerede på dens hårfine rustfri stål æg. "Gør det. Gør det. Gør det. Gør det." opfodrede de mig, indtil jeg endelig sænkede den ned til mig håndled jeg hold op med at hulke og hikke, som jeg kunne mærke dens kolde, skarpe æg røre ved huden på mit håndled. Jeg tog en dyb vejtrækning, inden jeg trak den hurtigt over mit håndled og bed mig i læben, som jeg inåndede hurtigt som smerten, overraskede mig, men så snart smerten og shoket over jeg havde gjort det, var væk, kom den følelse, jeg vidste, ville komme med det nydelse afslapning og en syg form for glæde. "God pige. Nu bare en gang til." sagde de, og jeg nikkede bare stumt, som jeg hurtigt trak den over mit håndled, en gang til og facinerede stirede på blodet, som jeg dryppede ned fra mig håndled og ned på flisegulvet. Efter cirka et minut gik det endelig op for mig, hvad jeg havde gjort, og som det skete, kunne jeg ikke lade være med at græde og tænke på, hvor meget jeg fortrød at have gjort det. Jeg satte mig ned på gulvet og med ryggen op af væggen og lænede mit hovede på mine sammentrukne knæ, som jeg hulkede. Jeg sad sådan den næste halve, time inden jeg tog mig sammen og rejste mig op, for at ryde, det rod af nu tørret blod jeg havde efterladt op, og jeg lovede mig selv. Aldrig nogen sinde mere vil jeg gøre det. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-11-15 09:03:58 |
halløjsan og varmt VELKOMMEN INDENFOR hos OS skal du være!
Man får typisk respons på sine tekster i det omfang man selv er en aktiv kommentator
anbefaler dig profilen SWEETS som er ret aktiv her inde med en række serier.
og 'kundennehelene' s tekster, især: Bladet strejfer min arm
venligst ...
Man får typisk respons på sine tekster i det omfang man selv er en aktiv kommentator
anbefaler dig profilen SWEETS som er ret aktiv her inde med en række serier.
og 'kundennehelene' s tekster, især: Bladet strejfer min arm
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
