 |  | Kontrition |
 |
|
|||||||||||||
|
dog faldt jeg med dine åndedrag skyggerne i dine øjne med lænker om halsen og tjørne dybe i panden jeg skreg med din stemme tvivlede under samme himmel stjal dine skrig til sidst og vinden født i skyttegrave stjal vores skrig nærmest kvalt igen olieret næsten til i alverdens vinde lænket under samme himmel sænkede mine øjne næsten på knæ igen i blæst der brød ensomheden med tusinde broer mellem bevægelser nærmest knuste og himlens vinde løftede mine øjne i stille stemme med stormen og jeg begyndte at ånde hundreder af år borte jeg begyndte at storme tusinde verdener borte drev fakkeltog i gaderne gennem røgfyldte nætter mejslede dit rige i vinden med rystende hænder knuste fingre men trods tjørne dybe som skygger torne rustet i liv rakte jeg ud i håb blind men følende skrøbelig men fri | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
