 |  | Et øjeblik |
 |
|
|||||||||||||
|
”Jeg er ikke så god til det der, du ved, med mennesker,” sagde hun og kiggede op på ham. Hans blik var rettet mod jorden. Klokken var lidt i fem om morgenen, og natten var langsomt begyndt at vige tilbage for den nye dag. ”Hvad mener du?” Spurgte han og sparkede let til en sten, som lå foran hans fod. Effekten af den ecstasy pille, han havde taget tidligere, var fortrukket. Han frøs, men han ville ikke gå ind til de andre. Ikke endnu i hvert fald. Han måtte vide, hvad hendes hemmelighed var. Der var noget helt særligt over hende. Hun var ikke som de andre. Hun var hård og havde en stærk attitude, men bag denne facade skjulte der sig noget andet. ”Jeg stoler bare ikke på dem,” sagde hun og tog et hiv af den cigaret, hun diskret holdt i hendes hånd. Hun vidste, at han ikke brød sig om folk, der røg, selvom han selv gjorde det til fester til tider. Der var noget i hende, som sagde, at han var noget helt andet end de fyre, hun var vant til. Han var ikke en af de hårde drenge men heller ikke en svækling. ”Mh,” var det eneste han sagde. Han kiggede ikke længere ned i jorden. Han kiggede på hende. Lige ind i hendes øjne. De var meget blå og så næsten helt uhyggelige ud, da noget lys fra en gadelygte ramte dem. ”Jeg tror ikke på, at folk selv har lyst til at være, som de er, men de kan bare ikke lave sig selv om, når de nu engang er begyndte at være sådan, som de er. Livet er, som det er, og skæbnen tager os i dens store favn og trækker os med,” mumlede hun og skoddede cigaretten. Hans blik blev fjernt igen. Hvad tænkte han mon på? Måske undrede han sig over det, hun lige selv havde sagt. Hun havde vidst heller ikke selv helt forstået, hvad hun selv havde talt om. Hvorfor blev han udenfor sammen med hende? Hvad ventede han på? Eller hvad forventede han af hende? Måske ventede han på at de skulle knalde. Eller måske var han bare for træt til at bede hende om at skride og lade ham være i fred. ”Hvad så med kærlighed?” Spurgte han og kiggede på hendes mund. Et lille smil fortrak sig på hendes ansigt. Det var ikke tydeligt, men han kunne se hendes smilebånd trække let på hendes mundvig. ”Det findes ikke. Der findes kun spontane øjeblikke,” hviskede hun og gik hen mod ham. Han sad på en gammel havestol. Hun stillede sig foran ham og tog fat i hans hånd. De sagde ikke noget. Han rejste sig og lagde en hånd på hendes kind. Det var okay. Hun kunne lide det spontane, og han var bare fuld. De behøvede jo slet ikke kærlighed. ”Så længe vi har hinanden og ecstasy, så kan intet gå galt, vel?” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-04-30 18:40:16 |
Et erfarent og osse lidt kynisk øjebliksbillede af ungdom, usikkerhed og afhængighed.
Mon ikke stoffet snarere bruges til at dulme?
Beretningen er særdeles velskrevet, realistisk og umiddelbart fængende! JEG var 'med' fra start ...
venligst ...
Mon ikke stoffet snarere bruges til at dulme?
Beretningen er særdeles velskrevet, realistisk og umiddelbart fængende! JEG var 'med' fra start ...
venligst ...
| Rikke Hjortshøj | 2011-04-30 20:15:04 |
mange tak!
| Clacimodo | 2011-05-02 18:28:30 |
Det er rigtig godt skrevet, virkelig velskrevet og gennemført - den tekst kunne nemt ha' været placeret i en novellesamling som jeg ville have købt. Bliv ved på den måde, det er fed stil og godt arbejdet - du fanger lige med det samme.
| Rikke Hjortshøj | 2011-05-02 20:52:32 |
Mange tak!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
