 |  | En tåre |
 |
|
|||||||||||||
|
Ikke morgen men mørke kommer og åbner døren med flere vrid fra myoser der lurer under huden for at stramme til nådesløs sitren. Kaos af hårdhed mod synkende angst der ligger som svedigt papir. Senere deles, rives, flås det, tramper over en hamrende puls. Sådan føltes det da du viste det sted, der syntes så uendeligt langt fra mit. Ned - forsvundet i sværmen af malede regnbyger, våde til døden, eller måske fortsatte vi hinsides uden at mødes. Sank grønne tårer, og gik, men ikke forbi. En fortsat væren river, flår, vrider i ulige retninger og indre tilstande er alt for store. De fylder mere end huller, og længes efter dettte særlige måneskin der hellere vil glemme at verden sover. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
