 |  | Den gamle teenager ( mere en beskrivelse af tanker, end en novelle ) |
 |
|
|||||||||||||
|
Tit tænker jeg på hvad jeg vil være når jeg bliver stor. Så sidder jeg der i stolen og lader drømmescenarier køre som en film forbi mine øjne. Jeg ser mig selv signere min nye roman. Stå på scenen og modtage endnu en Gylden Palme. Så er det min søn kommer og afbryder tankerne med et - Mor”¦. MOOOOOOAAAAR . Den bratte opvågning og det åbenlyse faktum at jeg ER mor, får mig til at indse at jeg for søren er stor. Jeg er en af de voksne selv om jeg ikke altid føler mig sådan. Inden i mit hoved er jeg stadig 16 år. Mine drømme er uforandrede og uopfyldte her 20 år senere. Hvad var det lige der skete? Tiden gik så hurtigt, månederne, årene fløj af sted og jeg fløj med uden at se hverken frem eller tilbage. Nu sidder jeg så her og dagdrømmer som en nyfødt voksen. Helt uden kontekst i den virkelige verden. Der er ingen der beder mig om at signerer deres røv efter at den er blevet vasket. Ingen overrækker mig en gylden gulvskrubbe for veludført rengøring. Alt jeg har opnået i livet er en tvivlsom uddannelse og en nedslidt krop der fungerer bedst når jeg er det sted inde i mit hoved hvor tid ikke eksisterer. Hvor jeg er 16 år. Fuld af håb og forventninger til livet, verdenen og min egen formåen. Der hvor jeg havde alle mulighederne hvis jeg bare forstod at gribe dem. Hvor ville livet være let, hvis jeg kunne leve det inde i mit hoved. Her er valgene så klare. Men mit hoved følger ikke med tiden. Fantasien er tidløs og drømme ubrugelige hvis ikke de henvender sig til det nuværende stadie af livet. Her sidder jeg så. Indeni er jeg 16 år. Min reelle alder på 37 kradser imod en krop der er slidt som en på 80. Begrænsningerne hober sig op. Alt det jeg ville gøre hvis jeg var 10 år yngre. Hvis jeg ikke var slidt, havde børn, og gæld. Tænk hvis jeg dengang havde vidst hvad jeg ved nu og kunne forudse konsekvenserne af mine valg? Hvis jeg kunne spå i fremtiden og se hvad der lå forude, så ville jeg måske have handlet anderledes. jeg ville måske ikke sidde her i dag, i mit eget hoved og tænke ubrugelige tanker. Jeg have muligvis gjort mere med livet. Er det i virkeligheden godt at jeg ikke kan spå? Jeg kan jo ikke vide hvad der venter derude og hvis jeg havde vidst hvad jeg ved i dag, havde jeg måske ikke turde drømme eller prøve. Jeg havde muligvis givet op af skræk for de kommende nederlag og smerter. Havde valgt den lette vej. Sprunget over hvor gærdet var lavest og derved ikke have gjort mig de erfaringer som jeg har i dag. Havde jeg nogen sinde fået børn hvis jeg kendte til fødslens smerte, kærligheden og den medfølgende alt overskyggende angst for at miste? Jeg tvivler på jeg dengang ville have forstået begreberne selvdisciplin og økonomisk ansvarlighed. Jeg kan ikke forvente at mit 16 årige havde sat sig ned og lavet matematikken og udregnet formlen 3x børn + betingelsesløs kærlighed - (helbred, uddannelse og økonomi ) = Vildt hårdt liv. Faktum er, at hver morgen når jeg står op, går der lige et par sekunder før min hjerne indrømmer over for sig selv, hvor jeg befinder mig i tid og sted. Få sekunders total fred i sjæl og krop. Herefter kommer tingene væltende. Roder rundt i mit hoved mens jeg laver kaffe og lukker hunden i haven. Nu-et , hverdagen, kravene og pligterne. Som kaffen klarer hjernen og den 16 årige trækker sig tilbage til mindet der var engang, træder den voksne i karakter. Der er regninger der skal betalet, mad der skal købes ind, madpakker, skolebus, forældremøde og telefon opkald. Der skal aftales, kordineres og forhandles. Men der skal også krammes, kysses farvel, holdes hånd og læses godnathistorie. Ja tænk hvis jeg kunne spå, så ville alt smerten, gælden og ansvaret måske have forhindret mig i at se hvorfor jeg i virkeligheden er her på jorden. Jeg ville sandsynligvis ikke forstå, at gæld og smerte er så inderligt ligegyldigt, når min søn tager min hånd og kigger ind i min sjæl med sine utrolige blå øjne. Eller når min datter klukker af latter, når far kilder hende på hoften, der hvor det er allerbedst. Kvaliteten af at ligge i ske med min mand fredag aften, når ungerne sover trygt i deres senge. Disse glæder, mine lykkelige øjeblikke ville drukne i det kaos og den magtesløshed jeg så spået, i min fremtid. Ville jeg turde tage chancen med den viden om hvad der venter, eller ville det holde mig tilbage fra livet? I min 16 årige uvidenhed, ville jeg nok overse det væsentlige, som bagklogskaben lære en at se. At smerte, nederlag, stress, lommesmerter og alderdom blot er en lille del af det store perspektiv. At livets mange facetter viser sig i glimt og øjeblikke. Øjeblikke så sekund korte at de knap registreres i hverdagen. Øjeblikke af intens lykke, overraskelse og begejstring. Det første kys. Tælle de små fingre og tæer på den førstefødte. Morgenmad på sengen og min søns kolde tæer på min mave om natten når drømmene overmander ham. Nu sidder jeg så her og tænker på hvad jeg vil være når jeg bliver stor. Min søn kalder og jeg vågner op fra mine tanker, tager voksenhatten på og iklæder mig min slidte krop med ekstraudstyr som smerte og grå hår. Rejser mig besværet. Stønner lidt mest fordi det er vane og forsvinder ind i en fantastisk verden hvor jeg kan alt og må alt og er supermor, i min 7 årige søns skønne hoved. | ||||||||||||||
 | Nadia K | 2012-03-19 19:29:41 |
Wow.... respekt for denne totalt ærlige nedskrivning af dine tanker!
Faktisk ret spændende at læse, og faktisk meget velskrevet - jeg håber nedskrivningen af dem hjalp til at få dig til at have det bedre.
Nu jeg tænker over det, inspirerer denne 'tankestrøms-tekst' mig til at skrive min egen af slagsen... måske det hjælper mig med min egen koncert af forskellige tanker og kvaler. Tak for indblikket - og inspirationen!
Faktisk ret spændende at læse, og faktisk meget velskrevet - jeg håber nedskrivningen af dem hjalp til at få dig til at have det bedre.
Nu jeg tænker over det, inspirerer denne 'tankestrøms-tekst' mig til at skrive min egen af slagsen... måske det hjælper mig med min egen koncert af forskellige tanker og kvaler. Tak for indblikket - og inspirationen!
| Eva Hald | 2012-03-19 20:20:37 |
Mange tak. Sjovt nok er det meget sådanne tekster jeg skriver. Hverken digt eller novelle :( hvor hører jeg hjemme?. Har så mange tekster liggende. Nu denne her tekst ikke blev buh-et ud ;) tror jeg jeg vil ligge et par stykker mere ud. Tak fordi du læste med. Knuzz Eva
| nhuth | 2012-03-19 19:50:44 |
Stærk tekst - som ikke har brug for forklaring.
Ord kan være udglattende - også omkring øjnene.
Tak for den søde fortælling.
Niels
Ord kan være udglattende - også omkring øjnene.
Tak for den søde fortælling.
Niels
| haleløs | 2012-12-25 12:02:58 |
3*børn + kærlig mand + hund = drømmeliv! Godt, du forstår at værdsætte dette!
Skriv noget mer', du?
venligst ...
PS '... ikke turdeT drømme ...' + '... bagklogskaben læreR én at se ...'
Skriv noget mer', du?
venligst ...
PS '... ikke turdeT drømme ...' + '... bagklogskaben læreR én at se ...'
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
