Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Logbog   Kap.  2   Indbruddet
Logbog Kap. 2 Indbruddet


Forfattersiden.dk
Forfatter: nhuth
Skrevet: 2013-04-28 18:09:14
Version: 1.24
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 




KAPITEL 2
      

Onsdag den 5.8.


Indbruddet


     Rufus rejste en fasankok, da Christian Clausen var ude på sin sædvanlige morgentur i Nørreskoven, hvor hunde ellers skulle føres i snor. Selv om den ruhårede hønsehund snart var tolv år gammel var den stadigvæk meget opmærksom på enhver chance for at være på jagt. Han rørte aldrig vildtet eller løb efter noget; markerede kun og ville nødigt apportere, når de endelig for alvor var på jagt. Og den usynlige snor mellem herre og hund var stærkere end et reb.
     Da Clausen efter et hurtigt bad, kyssede sin kone farvel på trappen, var klokken næsten syv og han kunne svinge ind foran Rygaard klokken ca. halv otte. Han glædede sig til at få sin nye cykel gjort  færdig. Aluminium var trods alt bedre end jern, selv om den gamle skærveknuser havde tjent ham godt, siden han fik den til sin 30-års fødselsdag af Elizabeth. Hun havde holdt indkøbet mindst lige så hemmeligt for ham som sin første graviditet i starten af deres ægteskab.

     Når vejret tillod det, cyklede Helene Rosenkilde for det meste også til arbejdet.
Hun morede sig over sig selv. Det plejede at være her på stien ved søen, at hun uden at tænke over det skiftede navn til frøken Nielsen. Hun ville være i god tid i dag; der var en del at nå. Inden hun steg af cyklen, så hun ham på hovedtrappen. Direktøren stod og fumlede med det lille skilt med koden.
-   God morgen, svarede han, da frøken Nielsen kom småløbende op mod trappen.
-   Nu skal jeg, sagde hun og åbnede døren for ham. Ønsker De kaffe inden mødet klokken 9?
-   Det er pænt af Dem, svarede han, men jeg er lidt sent på den i dag, og jeg har nogle småting, der skal gøres færdig. Kan De vise mig, hvor kopimaskinen står? Hans egen helt nye copyscanner fejlede ikke noget, men han skulle bruge 2-3000 kopier, dobbeltsidet, hullet og sorteret i 42 sæt, sagde han på vej hen mod kopirummet, som de kaldte det lille lokale, der var spækket med papirbehandlingsapparater af enhver art. Alle i nyeste version. På vej derhen nåede hun at fratage ham den lille opgave. Det skulle bare mangle.  Hans forgænger lærte aldrig at betjene så meget som et hulslag. Hun var netop startet på opgaven, da dekoratøren fra Deichmann kørte ind på gårdspladsen og Andersen brasede ind ad døren.      
- Indbrud, sagde han forpustet, der har været indbrud, De må ringe til politiet. Han var helt hvid i ansigtet.
- Jamen dog, sagde hun, og gik hen mod lokalet med det gamle pengeskab.
- Så gør dog noget! sagde han, ring dog straks. Gå med mig. Han gik nærmest bedende hen til hende. Hun tøvede.
-  Jamen Andersen dog, hvorhen? Garagen, svarede han, ovre i vognporten! Nåh, så var hun mere rolig. Er bilen stjålet?
- Nej, men der er tydelige mærker i vinduesrammen, der vender ud mod cykelparkeringen, forklarede Andersen. Hun havde kun oplevet ham være helt ude af fatning én gang tidligere. Det var da han for 12-15 år siden græd over en næsten usynlig ridse i bilen. Normalt var han lige så rolig som Søren Ryge kan være fem minutter før middagsluren.
- De må altså ringe med det samme - og så skulle det ske lige i dag, hvor De har så travlt.  Hun beroligede ham, og sammen gik de over for at besigtige åstedet. Hun var imponeret over den orden, der herskede overalt, hvor Andersen færdedes. Der manglede tilsyneladende intet, mente han. Der var heller intet rod at se noget sted.  Skruetrækkeren på filebænken havde han lagt frem i aftes for at huske at tage den med over. De eneste umiddelbare tegn på indbrud var ganske rigtigt et tydeligt hak i vinduesrammen og et i karmen og så den knækkede anverfer, der stadigvæk lå inde på gulvet. To gange måtte hun love, straks at ringe til politiet, når hun kom tilbage til sit kontor.

Dekoratøren fra Deichmann stod utålmodigt med blomsterne foran hendes dør. Hun viste ham hen til mødelokalet.

Den vagthavende politiassistent lød morgensur, da frøken Nielsen efter moden overvejelse ringede. Mest af hensyn til Andersen.
Først, da hun gentog selskabets navn og adresse gik det stærkt. Hun fandt ikke ud af, hvorfor det var politiet i Helsingør, hun talte med. Hun bad så mindeligt om at de kom i et civilt køretøj uden at vække unødig opmærksomhed. Den vagthavende lovede at sende et kvikt hoved fra Gentofte hurtigst muligt, selv om der ikke var så mange at vælge imellem. Nu var hun pludselig nervøs for, at de skulle komme ubelejligt og forstyrre direktørens møde med personalet.
Den seneste reform af politiets arbejde placerede i Helsingør hjemstedet for ledelsen af politiets arbejde i hele hovedstadsområdets og de fleste af Sjællands politikredses aktiviteter. Der måtte vel være en dybere mening med beslutningen.
     Da hun gik ind til direktøren med skruetrækkeren, nævnte hun indbruddet, inden hun mindede ham om mødet med personalet kl. ni i lokale 14. Ja tak, svarede han venligt, bare nu fantasien ikke løber af med Andersen; han er jo en ældre mand. Vi er i god tid til mødet. Jeg glæder mig til at hilse på staben. Der er vel ingen afbud?
-  Nej, svarede hun, jeg har rundsendt en reminder her til morgen.
-  Godt. Nu kommer ordensmagten forhåbentlig ikke med fuld udrykning, tjenestepistoler og hollændervogne over til Andersen midt i det hele? spurgte han. Hun forsikrede direktøren om at der kun ville komme en civilklædt betjent, formentlig inden frokost.
     Der tog hun imidlertid fejl.
To mænd sad i en bunker et sted i Jylland og diskuterede den højst uvelkomne besked, der tikkede ind på den beskyttede fax kl. 8.03. De sad midt i spandauerne. De traf hurtigt beslutning om de øjeblikkelige forholdsregler og tjekkede nattens optagelser. Det eneste de kunne se var Andersen, der kom ud ad sin havedør kl. 23.08 for at lade sit vand under pergolaen.
- Hvorfor faen skal det vare så længe? sagde den yngste af de to.  
- Ha, bare rolig Busse, sagde den ældste. Når jeg er oppe og pisse om natten, tager det lige så lang tid, som når du skal sende en SMS. Nåh, sådan, svarede Busse. Han havde før hørt om rastata og den slags gammelmandsbesværligheder.
- Hvornår tager du egentlig din afsked? Pension, mener jeg.
- Hold din kæft, sagde Sølvræven, din tid kommer også.
Hans øgenavn var opstået, da hans fyldige hårvækst havde skiftet farve før han trådte ind i tjenesten.
Kort efter tikkede den næste fax ind til de to i bunkeren. Rygaards personale skulle forlade bygningerne i dag klokken 13.00, hvor alt ville blive endevendt.
Kald det brandøvelse eller find på noget bedre, lød beskeden.

Mødet gik ikke helt så glat, som frøken Nielsen havde håbet, i hvert fald ikke i starten. De første var allerede mødt op; også lederen af forsøgsgården. Den var kvart i ni. Frøken Nielsen kontrollerede for tredje gang de friske blomster og sorterede en enkelt fra. Ingen tog notits af hendes vimsen omkring, lige med undtagelse af den nye assistent, der sad og pillede næse foran sin computer på det midlertidige kontor ovre i pavillonen og talte i mobiltelefon. Han havde lige bestilt en nr. 23 med dobbelt ost i kantinen.
- Nu roder hun fanme med blomsterne igen, sagde han sagte til sig selv. Denne gang måtte det lykkes for ham at finde ind til kernen, når han kunne optage deltagernes indlæg på direktørmødet. Men så længe han ikke engang kunne få klar besked om, hvad hans overordnede søgte efter, var det lidt problematisk.
Men rosen med mikrofonen opfangede kun lyde fra frøken Nielsens papirkurv og ikke stemmerne fra mødelokalet på 1. sal. Kl. 8.59 kom Christian Clausen. Han nikkede og smilede.
- God dag, det er rart, at vi alle”¦ Han blev afbrudt af frøken Nielsens spagfærdige: Undskyld; jeg har glemt at rykke for svar fra professoren i afdeling F, men nu tror jeg, at jeg kan høre ham ude på gangen. Inden direktøren kunne gå videre i sin indledning, gik døren op og en høj hvidkitlet mand tumlede ind med røgen sivende fra en næsten slukket cigar og sagde, nå, her er I, god morgen, De må nok være Clausen, velkommen, jeg stikker af om lidt igen; de sidste prøver med højdensitetsgener skal lige køle af; forstyrrede jeg? sagde han og så sig om. Han lagde forsigtigt resten af cigaren ned i den flade blikæske, han altid havde på sig.
- Nej, vi skal netop til at starte, tag blot plads hr. professor, vi forstår alle vigtigheden af Deres laboratoriums alsidige funktioner. Må jeg fortsætte? Tak.
Der blev igen stille. Frøken Nielsen genvandt fatningen og den uundværlige stenogramblok. Hendes mødereferater var altid ret nøjagtige, når hun dagen efter havde skrevet rent og rundsendt resultatet.
Alle i selskabet holdt meget af professoren, som de kaldte Holger, når de troede han ikke kunne høre det. Navnet stammede fra forrige års julerevy, hvor en af laboranterne med stærke briller og virtuositet gav den som Holger Bech Nielsen. Professoren havde klappet længe. Han tror stadigvæk, at det faktisk var Holger Bech Nielsen, der holdt gæsteforelæsning om molekylær biogenetik.
Direktøren fortsatte. Som sagt beklager jeg, at dette møde først er fastsat til her kl. ni, hvor vi alle har vigtigere ting at varetage, men jeg lover Dem, at det bliver kort. Det er min erfaring, at et effektivt møde højst varer 30 minutter. Jeg vil ikke spilde Deres tid med at fortælle om mig selv; men når De åbner deres mailbox vil De finde det fornødne. Han kikkede på sit lommeur, som han havde lagt foran sig. De fleste stirrede vantro ned på konferencebordet eller i deres blanke notesblokke. Kun fru Mitchell fra kommunikationsenheden havde medbragt sin labtop. Det forlød, at den havde kostet selskabet over 9.000 euro. Den lignede enhver anden pc, syntes frøken Nielsen. Direktøren fortsatte: Fra i dag vil der blive indført normal mødetid, senest kl. 8.00 på hverdage. Flexordningen videreføres og forbedres, så man frit kan disponere i tidsrummet fra kl. 17 - 08 på hverdage og helt frit i weekender. Fraværsreglerne forenkles, så man ikke længere skal lægge besked i sin egen afdeling, men blot kontakte receptionen mellem 7.00 og 7.30.
De vil alle få udbetalt den sædvanlige løn. Den individuelle bonus bliver forhøjet som følge af de ulemper, der har været forbundet med direktørskiftet. Jeg håber også at vi gradvist kan få fjernet det utålelige lag af fernis, som jeg mere end aner præger Rygaards ansatte mere end jeg bryder mig om. Som De alle véd har Kiwi-koncernen udarbejdet en analyse af alle vores arbejdsgange og peget på mange forslag til ændringer. Men det vil jeg vende tilbage til ude i de enkelte afdelinger.
Inden jeg slutter mødet, vil frøken Nielsen omdele en kortfattet manual, der ret præcist anviser gældende forretningsgange. Jeg tror ikke, der er meget nyt for den enkelte. Manualen er personlig; der er vel næppe to helt ens eksemplarer. Den vil løbende blive opdateret, hvor det kræves. Jeg forventer, at alle er fortrolige med indholdet i morgen. Jeg er naturligvis åben for ønsker om eventuelle ændringer. Alle er velkomne, hvis De mener at noget skal ændres.
     Frøken Nielsen nåede lige at fange professoren og finde hans manual, før han hovedrystende tog papomslaget med sig. Al det pjat skulle ikke forstyrre den forelæsning han skulle holde i Paris i næste uge. Han glemte at lukke døren efter sig.
Inden hun nåede derhen, sagde direktøren: Lad bare døren stå lidt; luften føles tung i dag. Han vendte sig om. Lad os slutte mødet med mindre, der er presserende spørgsmål? Jamen så ønsker jeg os alle en udbytterig dag. De flokkedes om frøken Nielsen, der smilende omdelte de nummererede omslag. Klokken var kun halv ti, så alle burde have god tid.
-   Mens jeg husker det, skyndte hun sig at sige til direktøren: Siwan, en af gartnerne, vil gerne tale med Dem, når De har tid.
-   Tak, jeg tror det må blive på fredag. Så går jeg over og hilser på dem alle fire ved middagstid. Vær sød at give ham besked.
Efter et par minutter stod hun alene tilbage med sin blok og så sig om i lokalet.
Hun fik øje på den lille USB-dims, der lå på gulvet under den store pc, der hørte til lokalet. Den var ikke mærket som alt andet IT-udstyr ellers var, når man fik det udleveret. Så hun lagde den i jakkelommen og gik tilbage til sit kontor.
Brandalarmen hylede og ringede præcis klokken et. Direktøren rejste sig nødtvungen, men fulgte som alle andre den anviste flugtvej, som de fleste kendte alt for godt. Frøken Nielsen havde ikke travlt. Hun sagde bare: Åh, nej, ikke nu igen, da hun fulgte ham. Der havde ikke været brand på Rygaard i over hundrede år, og de talrige lovpligtige brandøvelser havde irriteret personalet, især når det regnede. I dag, i varmen, var forstyrrelsen bare et kærkomment afbræk i de daglige rutiner. To minutter senere kunne de høre alarmen nede fra de nye bygninger. Før de kunne høre de første udrykningskøretøjer, var samtlige ansatte samlet på plænen foran orangeriet. Ingen kunne hverken se eller lugte røg. Da brandvæsenets indsatsleder ankom, råbte han noget uforståeligt i en skrattende megafon. Så kom professoren småløbende og spurgte om hvad der dog var sket. Han skyndte sig at lægge cigarstumpen ned i æsken.  De fleste gættede på, at der nok igen var tale om en blind alarm eller måske en uvarslet øvelse. Efter en lille halv time fik personalet tilladelse til at vende tilbage. Slukningskøretøjerne forlod lidt efter lidt ejendommen. Enkelte brandfolk og den mindste sprøjtevogn forblev på stedet af sikkerhedshensyn. De mange uniformerede og civile betjente gav sig god tid. Direktøren syntes, det var noget overdrevet, at der ligefrem deltog en hundepatrulje.
      Andersen kikkede ud fra sin vognport og prajede en af de uniformerede betjente.
-  Det var mig, der opdagede indbruddet; men det var i morges, længe før branlarmenen. Kom skal De se. Ingen andre har fået lov til at komme ind. Prøv at se vinduet dér og pas på den knækkede haspe der ligger der henne. Måske skal De tage fingeraftryk?  Ja, svarede betjenten og lagde anverferen i lommen. Lidt efter kom en civilklædt med en dåse og en pensel. Han smurte forsigtigt noget rødt pulver på porten og på skufferne i filebænken. Men bilen er ikke rørt? Spurgte han og trådte et skridt frem. Mit navn er Rønnebæk, kriminalassistent.
-  Andersen, chauffør, svarede Andersen. Nej, den står nøjagtig som jeg satte den da jeg havde vasket den i går. Det er også kun mig, der kan starte hende. Kan De ikke være rar og lade være med at smøre det der røde stads på? Det mente betjenten nok. Hvis han havde gjort det, ville han formentlig også kun finde chaufførens aftryk. Den anden betjent kom tilbage med en halvfyldt plasticpose med nogle rester, som en af hundene havde fundet omme ved kompostbunken.
-  Hvornår har der sidst været brændt noget af i olietromlen? spurgte han. Andersen tænkte sig om. Det kunne umuligt være komposten, der havde givet anledning til brandalarmen. Forrige tirsdag, svarede Andersen. Jeg havde luget mellem stauderne. Ukrudtet brænder jeg altid af. Ellers spreder frøet sig. Betjenten nikkede. Han havde selv en lille have ved rækkehuset derhjemme; og et lille drivhus, hvor han kunne være sig selv. De bruger sikkert mange klude, Andersen? spurgte han og kikkede beundrende på det skinnende køretøj. Ja, og twist, svarede chaufføren. De brugte klude gemmer jeg der ovre i spanden; han pegede på en zinkspand med låg henne i hjørnet. Betjenten samlede nogle af kludene op og lagde dem for sig i en ny pose.
- Tror De”¦? Nej, afbrød betjenten, der er ingen spor af selvantændelse, men vi er nødt til at sikre os”¦, er De sikker på, at her ikke mangler noget? Ja, svarede chaufføren og spyttede sin skrå ud i en tom malerbøtte under filebænken. Så ville jeg have set det.


Fru Holm gik den faste tur med sin lille rengøringsvogn i underetagen. Det var efterhånden sjældent billardsalonen blev brugt, men for en sikkerheds skyld ville hun lige gå det efter og støvsuge. Der lå cigaretskodder i askebægret - og en af køerne var ikke sat på plads. Papirkurven så ud til at være tom, men nederst i posen lå der noget. En sprøjte med kanyle! I en papirkurv! Hun samlede den forsigtigt op. Hvem kunne være så hensynsløs, at smide den slags affald ud? Pikante franske trusser og kondomer var én ting; sprøjter en anden!
Det var nok en uge siden, hun sidst skiftede posen. Hun skiftede den igen og bar med væmmelse kanylen ud i køkkenet og lagde den i en skåret urtepotte, som var sat til side ved affaldssorteringen.  Den eneste, der brugte indsprøjtninger var, så vidt hun vidste, professoren. Han havde sukkersyge, men hun kunne ikke forestille sig, at han anede det mindste om billard. Og han røg aldrig cigaretter.
Ovenpå stod direktørens vindue pivåbent. Han nød rosernes duft og småfuglenes travlhed. De mange redekasser var for længst taget i brug af musvitter, blåmejser og skovspurve, undtagen de kasser der indeholdt små kameraer, som overvågede trafikken til og fra Rygaard døgnet rundt. På selskabets monitorer kunne man følge med i alt hvad der skete på de udvalgte steder. I øjeblikket sad to betjente sammen med fru Mitchell og stirrede sig skeløjede på den store skærm på væggen. Den kunne vise op til ni forskellige optagelser ad gangen synkront, eller asynkront hvis man ønskede at sammenholde to eller flere sekvenser fra samme kamera på forskellige tidspunkter. Fru Mitchell demonstrerede flere af udstyrets muligheder for dem og nød at kunne dele lidt af sine mange færdigheder med politifolk, der værdsatte kvaliteten, der var langt bedre end hvad de i det daglige kunne få ud af udstyret hjemme på stationen.
Betjentene bad om at se nattens optagelser fra den østvendte gavl med det smalle vindue. Her kom Sandra Mitchell til kort. En stor dronningebusk spærrede for udsyn til det halve af gavlen.


Frøken Nielsen ringede ind og huskede direktøren på omvisningen på forsøgsgården i morgen. Det havde han nær glemt. Han havde kun hilst på forstkandidaten én gang. Han fornemmede, at den tidligere skovrider, var andet og mere end forstkandidat. Han stod for både forsøgsgårdens administration og den daglige drift. Så kom han i tanker om navnet: Forstkandidat Jørgen Agermose.                    
Direktøren bankede på frøken Nielsens dør.
-  Kom lige ind, hvis De har tid, sagde direktøren, jeg har spekuleret lidt over Deres navn; altså Nielsen. Hun smilede bredt, da hun satte sig.
-  Jo, altså, gamle Hansen havde en gang haft en sekretær ved navn Nielsen og han var fuldstændig immun over for forstyrrende, ligegyldige bagateller. For at undgå bøvl, da jeg blev ansat, lod jeg ham bare fortsætte med at kalde mig frøken Nielsen. Det har irriteret mig siden. Men måske er det på tide at smide denne frøken Nielsen ud.
-  Ja, tak, svarede han, og hvis vi så kunne være dus, i det mindste når vi er alene, vil det gøre alting meget lettere.
Helene takkede ja, rankede ryggen og gik veloplagt tilbage til sit kontor.

Sølvræven i bunkeren smilede tilfreds, da han fik tilbagemelding fra Rygaard. Alt var gået glat. Den første ransagning havde givet fine resultater. Brevene med kokain som de fandt i laboratoriet var i hvert fald ikke beregnet til brug for forskning.

     Elizabeth Clausen var på vej hjem fra frisøren. Det havde nok været dyrt, men så sad det også som en drøm. Hun nød stilheden da hun cyklede ned ad villavejen. En mand kom ud fra nr. 14, så hun straks helt oppe fra hjørnet. Han forsvandt hastigt til venstre ad Mosebuen i en lille grå varevogn. Hun var sikker på, at han havde stirret på hende i en brøkdel af et sekund, og hun var sikker på at han kom ud fra deres indkørsel. Inden for døren lå en hvid kuvert. Den var til Christian. Den var blot stemplet med afsendernavnet: ”Vandværket”. Postbuddet havde allerede været hos dem kl. 9, før hun skulle gå, og han brugte altid kassen ude ved lågen. Der var frimærke på kuverten, men det var umuligt at aflæse stemplets dato. Måske var det noget arbejdspapir, der hastede. Som om Christian ikke havde nok at se til i det nye job. Hun besluttede sig for at ringe til hans private mobiltelefon. Han lød forpustet, da han endelig tog den. Hej, skat. Ja, du må undskylde, det varede et øjeblik. Telefonen lå henne i min jakke. Et brev med bud, sagde du? Fra vandværket? Mystisk. Nej, du skal ikke åbne det. Læg det bare til mig, det er nok en ligegyldig reklame eller opgørelse.
Jeg prøver at være hjemme i ordentlig tid. Husk at tage Rufus med, hvis du går over i skoven. ”¦ Ja, skal jeg tage andet med hjem? Elizabeth smilede og hviskede noget til ham. Hun rødmede lidt medens hun afbrød.
     Han skulle ikke helt glemme, at de var gift. Ingen af dem ønskede sig flere børn, men de var da unge lidt endnu. Hun fandt en Jan Johansson plade frem til brug for en god hjemmeaften og tænkte på hvornår hun kunne holde op med p-pillerne. Pejsen var gjort klar. Familiens uundværlige fru Petersen vidste nøjagtigt, hvordan brændet skulle lægges på plads til optænding. Skulle de mon tage en lille campari før middag? Elizabeth fjernede de to tidsskrifter og remoten fra bordet og lukkede fjernsynsskabet. Blomsterne var friske. Nyudsprungne georginer fra de knolde, som hun omhyggeligt gravede op i oktober eller november, lod tørre lidt og satte ud igen, når frosten var gået af jorden. Hun glædede sig til at lave middagsmad. Når Fru Petersen købte ossobuco og ekstra marvben fra den gode slagter, ville Christian sætte brødristeren og rugbrød på spisebordet.  Hun hørte døren smække; Simon havde tidligt fri. Hun gik ud til ham i køkkenet. Han stod med hele hovedet i køleskabet og forsynede sig med, hvad han umiddelbart kunne lægge på en skive brød eller tre. Han var løbet gevaldigt i vejret. Hej, mor, sagde han med en mad i munden og styrede forbi hende med skoletaske, tallerken og glas. Rufus løb efter ham. Det var åbenbart slut med at give sin mor et kram konstaterede hun.
    
I det åbne vindue ud mod indkørslen stod Helene og iagttog, hvordan den kvindelige betjent og hendes kollega finkæmmede skovbrynet. De vekslede et par ord og gik ned mod den gamle portnerbolig, som ligger tæt ved Sømarksvej. Et yngre lærerægtepar havde for få år siden lejet boligen, som havde stået tom i en årrække.
I dag, hvor selskabet konstant manglede plads kunne ægteparret Hanne og Hans Utzon takke dem, der havde formidlet lejemålet med frøken Nielsen. Hun havde prokura i sådanne spørgsmål, når unge Hansen var i udlandet. Direktøren havde da også uden videre godkendt hendes disposition med ordene: Hvem skulle tro, at nogen ville betale for at bo i det gamle lort!
     ”Woodhouse”. Hun kom pludselig til at tænke på gamle Hansens sidste ord. Nederst i sit arkivskab, opbevarede hun sine gamle notesbøger. De havde ofte været til gavn i det daglige. Det var svært ikke at fortabe sig i de mange forskellige små og store sager, hun havde haft mellem hænderne i tidens løb. Jeg kunne jo en gang med tiden skrive sine erindringer, smilede hun, men hvem ville interessere sig for det? Der var det: ”Vognporten, nederste skuffe, brunt papir, Woodhouse tilbage, behold uret, tal med Andersen, fars bord, stol ikke på Lydia; hun har to ansigter”¦.”.  Besynderligt, tænkte hun. Var det samme Woodhouse, der havde ringet og været så kort for hovedet i går?
     De civile betjente kom først tilbage til deres bil ved firetiden. Så fik de kun godskrevet én overtime, men de var begge meget trætte i benene. Helene havde prøvet at ringe for at berolige lærerne; men de var sikkert på arbejde. Nu kunne det være lige meget. Sikke en dag. Da hun sagde farvel til direktøren, sagde han henkastet: Jeg kører først om en times tid.
På vejen hjem vinkede hun til lærerne. De gik og lugede i bedet foran huset. Huset havde været forsømt i mange år, men de unge mennesker var energiske. Uge for uge kunne man følge den nænsomme restaurering.
     Lige rundt om hjørnet holdt en grå varevogn i rabatten. Den ene bagdør stod åben, men der var tilsyneladende ingen mennesker i nærheden. Hun var sikker på det var den varevogn, der ofte kørte med pakker til og fra Rygaards laboratorier. Nej, nu måtte hun holde op med at tænke mere på dagens begivenheder. Måske skulle en autoriseret elektriker tjekke de utallige elektriske installationer som bandt virksomheden sammen og styrede alskens apparatur. Hun koblede af, når hun cyklede hjem til lejligheden. Der var mere fred end på Rygaard. Hun kunne oven i købet nå at nyde aftensolen på sin altan.

     Nina Clausen var lige kommet hjem; som regel brugte hun sin egen indgang. Hun havde taget lidt mod til sig, før hun gik ind. Moren havde set hende, da hun satte sin cykel. Og hun vidste, at Nina ville komme ud i køkkenet.
Gymnasiet havde holdt introduktionsdag med skema- og bogudlevering.
-  Hej, skat, sagde moren og fik et kram; fortæl mig om dine nye lærere.
-  Nej, mor, ikke nu. Men jeg vil spørge dig om noget, inden far kommer hjem. Moren blev nysgerrig, men lod sig ikke mærke med det. Hun fortsatte med at brune kødet.
-  Øjeblik, så kommer jeg. Vil du hælde te op til mig? Nå, lad mig så høre. Nina havde mødt sin allerførste kæreste fra Ungdomsskolen igen. Han skulle starte i 2.y. Og nu ville hun gerne invitere ham hjem. Jamen selvfølgelig min ven. Jeg kan godt huske, at du for et par år siden sværmede for en eller anden fyr. Må vi hilse på ham, eller vil I helst være alene hos dig? Nina svarede, at hun meget gerne ville have, at de var hjemme alle fire, når Steffen kom på besøg. Enten til te, eller måske aftensmad. Måske en gang i næste uge? Moren var glad for forslaget. Hun vidste, at hun kunne stole på Nina, som ganske vist kunne være vanskelig og pjanket; men det var blevet bedre efter hun droppede Jonas, som de ikke var så begejstrede for. De havde det svært med unge mænd med ring i næsen.  
- Har du tid til at dække bord?
- Ja, jeg skal lige ringe først, men jeg skal nok nå det.
Det var ellers Simons tur i dag, men Nina kunne høre, at han havde en kammerat med hjemme.
Og så lagde han også altid bestikket forkert.

     Faren var svedt, da han kom hjem. Hun hørte ham under bruseren. Lidt efter lukkede han døren til sit arbejdsværelse og åbnede straks kuverten fra ”Vandværket”. Første gang han havde fået brev fra Vandværket var for et par måneder siden. Det lå på førersædet i hans bil. Indholdet var en lap papir og tre sort/hvid fotos samt 50.000 kroner. Chokeret havde han genkendt sig selv sammen med Susan Breathless i gæsteværelset på Rævlinggård. På papirlappen stod der: ”Vi véd, at De længe har leget med tanken om at søge nyt og bedre lønnet arbejde. Vi har et godt tilbud til Dem. Et dansk selskab ”Rygaard Trading” med internationale interesser opslår snart en stilling som administrerende direktør. Når De søger stillingen, vil De få den på yderst favorable vilkår. Hvis De mod forventning ikke vil samarbejde, bliver vi i første omgang nødt til at sende kopi af de vellignende billeder til Deres hustru. De vil høre nærmere fra os. Venlig hilsen ”Vandværket”. Tusinde tanker fløj gennem hans hoved. Hvem kunne være så nedrig? Han elskede Elizabeth over alt andet. Hun ville aldrig acceptere hans utilgivelige dumhed. Enhver bortforklaring var udelukket. Han havde intet valg. Med pengene hånden kunne han ikke umiddelbart anmelde et forsøg på afpresning.
     Han havde ingen anelse om hvorfra nogen kendte hans planer om at skifte arbejde. Han havde altid sat pris på sit arbejde, men efterhånden var der ikke længere de store udfordringer i Kiwi Construction ud over Rygaards udbygning og ingen interne udviklingsmuligheder inden for rækkevidde. Brevet var kommet, før han overhovedet havde besluttet sig. Pengene kunne han da godt bruge. Men hvem var ”Vandværket”? og hvorfor havde de lige netop kontaktet ham? Til sidst valgte han at gå ind på de nævnte vilkår. Han vidste at generationsskiftet på Rygaard havde bekymret Kiwis ledelse. De havde tjent store summer på udvidelsen af virksomheden, der altid havde været ejet af en Hansen.

Han prøvede at skrue tiden et års tid tilbage: Før om- og tilbygningen blev iværksat havde han fået en aftale i stand med den afgående direktør Victor Hansen om en grundig gennemgang af hele virksomhedens bygningsmæssige funktioner. Han udarbejdede samtidig et overskueligt diagram over afdelingernes primære funktioner og han havde indsamlet oplysninger, som gav ham mulighed for at udarbejde en samlet rapport over de ledende medarbejderes ansvarsområder og arbejdsopgaver. Rygaards bestyrelse skulle godkende materialet før projekteringen kunne påbegyndes.
    
Kuverten fra i morges indeholdt som sidst nogle slet skjulte trusler, men denne gang var der også en CD i kuverten. ”Lyt til vedlagte instrukser”, stod der i brevet. Han lagde den på og lyttede. Jo mere han hørte, des mere sikker blev han i sin sag. Der var noget de havde holdt skjult for ham. Nu oplyste de, at selskabets afdeling i Silicon Valley ønskede at orientere ham personligt om en læk i fortrolige oplysninger, som var sporet til Rygaards kommunikationsenhed. Følsomme oplysninger om de organiske genchips måtte sikres uanset prisen. Gerningsmanden var endnu ikke afsløret. De mindede ham også om det tragiske dødsfald i Polen, den gang i 2002, hvor en ledende medarbejder fra Rygaard var omkommet under enhospitalsindlæggelse. Dødsfalodet havde været meget tæt på at blive opklaret. Man ønskede ikke, at et lignende tilfælde skulle ramme Rygaards direktør. Selskabets metoder tålte for tiden ikke den mindste omtale. I de kommende dage var det afgørende, at Clausen blot varetog sit daglige arbejde. Nye instrukser ville ligge på hans bord snarest.

Han snuppede en lille whisky og prøvede at genkalde sig tiden før ansættelsen. Det førende konservative landsdækkende dagblad havde på erhvervssiderne omtalt det forestående uventede generationsskifte i selskabet. Længere henne i avisen var der en stort opsat annonce, hvor selskabet søgte en ny administrerende direktør. Christian kunne med tilfredshed konstatere, at indholdet stort set var som forventet . Den havde indeholdt alt det sædvanlige trendy sludder. De få tilføjelser var ligegyldige. Han skulle blot sende ansøgningen til det anonyme billetmærke og afvente kontakt fra Best Point, som skulle gennemføre mindst to interviews med udvalgte ansøgere. Det blev klart for ham, at han havde fået flere lag af arbejdsgivere i den samme virksomhed. Men hvorfor? Og hvordan var "en afdeling" i Silicon Valley placeret i forhold til "Selskabet"?

Den gang han skulle beskrive resultaterne af arbejdet i forskningsafdelingen, var han blevet fortrolig med den kringlede transportmetode, som eksporten af génchips indebar, så man derved kunne unddrage sig udførselstold, skatter og afgifter.

Han skubbede tankerækken fra sig og var påtaget afslappet, da han lukkede døren bag sig, og gik ind i dagligstuen.
     Aftenen forløb trods alt i en rar atmosfære. Måske var det den lille campari, der virkede. Kødet og de lækre marvben med grøntsagerne nød de; og det nyristede rugbrød.
     De hjalp hinanden med at bære ud. Først, da Simon havde søgt skjul i sin hule (han elskede sit værelse), satte de sig ind i dagligstuen. Mens Nina tændte stearinlysene, sagde Elizabeth henkastet: Nå ja, Nina og jeg snakkede sammen ude i køkkenet, men du må hellere selv fortælle far den gode nyhed.
-  Åh, mor, det er da ikke noget. Men ok, far, du kan sikkert huske, at jeg en gang kom sammen med en fyr, der hedder Steffen, fra skolen; vi er begyndt at ses lidt igen. Faren åndede lettet op. Det lyder da godt min pige. Må man også hilse på ham ved lejlighed?
-  Du er sød far. Kan du finde en aften i næste uge? Bare ikke torsdag. Der skal jeg i biffen med Gry. De blev hurtigt enige om onsdag. Hun ville selv sige det til Simon. I entreen tog hun Rufus rem og sagde: Hej så længe. Hunden behøvede hun ikke at kalde på; den stod utålmodig og logrede ved døren.
    
Hendes bedste veninde, Gry, var sådan en rigtig ”drengepige”. Gry gjorde alle de ting, som de andre piger ikke turde. Men hun var altid glad og pæn i tøjet. Clausens kendte kun hendes forældre fra de to årlige møder i skolen. Hendes forældre var vist ret frisindede. De boede i en stor gammel villa i Virum. Faren var lektor på Københavns Universitet. Moren havde et lille keramikværksted i Bondebyen i Lyngby. Hun bestyrede også en brevkasse om sex og samliv i søndags BT.
Der var noget voksent over Gry. Og, nåh ja, så røg hun af og til pibe. Det var dog ikke fnisetobak havde hun forsikret.
     Hendes forældre håbede at hun ville vælge det frie gymnasium, Men Gry insisterede på Niels Steensen. Der var for lidt disciplin i Det Frie, havde hun hørt og hun ville have en ordentlig studentereksamen. Hun stilede mod en journalistuddannelse.
  
- Jeg har næsten fortjent en lille cigar, sagde Ninas far, da de igen var alene og Elizabeth lagde en plade på den gamle grammofon.
  -  Nej, men det har jeg, hviskede Elisabeth og nappede ham i øreflippen. Han droppede tv-avisen kl. 21. De sagde tidligt godnat til børnene.
     Hun nød hans muskuløse krop og hans regelmæssige bevægelser. Hans egen ganske svage lugt var mere tiltrækkende nu, hvor deodoranten ikke var så tydelig mere. Han elskede at kæle med hendes faste bryster. Hun oplevede den efterhånden sjældne kildren i skødet og forlangte: Mer, bliv ved”¦. Først en halv time senere kunne ingen af dem mere. Der blev stille i huset. Nina mente nu, at de godt kunne tage lidt mere hensyn; men hun smilede for sig selv, da hun tog hovedtelefonen med Mick Jagger af. Gud ved hvornår det holder op.  

Logbog Kap. 3 Tolv små breve

Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk