Da fyrsten udtalte denne høflighedsfrase, var det i den sikre overbevisning, at den ville have en gunstig effekt. Han havde intuitivt gættet, at han ved i rette øjeblik at indskyde en sådan tom, men behagelig frase kunne berolige en mand i generalens situation og få ham til at dæmpe sig lidt. [..] "De har et hjerte som ingen anden for et betrængt menneske. De er et ideal, fyrste, et ideal for velbårenhed!" [..] "Nej, fyrste, nej!" afbrød generalen ham heftigt. "Ikke nu! Nuet er en urealisabel drøm! Og dertil er det for betydningsfuldt, alt, alt for betydningsfuldt! Den stund, vi taler sammen, vil blive min skæbnetime. Det vil blive min time, og jeg ønsker ikke, at vi i et så helligt øjeblik risikerer at blive afbrudt af den første, den bedste skamløse slyngel, der træder ind, en så gudsforgående, skammelig person" [..]