 |  | Katrine fylder 60 (Fra 'STODDER og 9 andre historier' E-bog) |
 |
|
|||||||||||||
|
- Kære Katrine! Hjertelig til lykke med det runde tal. Som storebror har jeg altid skullet udfylde rollen som den klogere og mere erfarne. Og samtidig har jeg en tilståelse, der skal frem i aften. Jeg har aldrig fortalt det til andre, men der skete noget for 60 år siden, der har plaget mig lige siden, og i aften må det være slut. Jeg skal have lettet min dårlige samvittighed. Hvordan tror alle I mange gæster her denne dejlige sommeraften, det er at være fem år gammel og ikke kende til andet end at have forældrenes hele og fulde opmærksomhed og kærlighed plus en røvfuld en gang imellem? Måske har nogen af jer prøvet det. De fleste ser ud til at have alderen. En tidlig sommermorgen blev jeg vækket ved, at en eller anden råbte op om at hente tante Karen. Da jeg vågnede igen lidt senere, var den nye lillesøster kommet, og ved siden af sengen med min mor stod hun, tante Karen. Det var altså hende, der var kommet med Katrine. Det skal du vide, Katrine, det tog mig nogen tid at finde ud af den sande sammenhæng. Jeg ved det ærlig talt endnu ikke. Hvis nogen herinde ved, hvordan et par klatter slim kan blive til et menneske, så må I godt fortælle det til mig bagefter. Du lå lille, lyserød og ligesom foldet flere gange sammen i huden og sov den ud. Havde nok været på en lang rejse, tænkte jeg. Det skulle nok gå alt sammen, for du var helt stille og fredelig. Vil du ae hende på kinden, spurgte mor. Nej, gud fri mig vel for at røre ved det lille rynkede væsen. Så fik jeg en på hodet og kunne gå ud og lege. Der var stor forvirring de næste dage. Folk kom og gik, og indimellem viste du dig fra din mindre pæne side, Katrine. Du skreg bare op, når du var sulten, eller når du i øvrigt var utilfreds med tilværelsen. Du sked også i bukserne, når du kunne komme til det. Det vidste man med det samme, for der steg jo en blandingsduft op fra vuggen. Der var både gasser, mødding, kolort og opkastlugte, og når mor foldede bleen sammen, var den fyldt til randen med noget meget ulækkert gult og delvist flydende. Så lå du der i din vugge og skulle vise dig. Selv om jeg var fem år og du ikke en skid, lå du alligevel og boksede med de korte, buttede arme. Hele kroppen gik, mens du forsøgte at ramme mig. Det lykkedes dig aldrig. Men for at give dig en fornemmelse af, hvad du var oppe mod, stødte jeg min knytnæve ned i din mave for lige at sætte dig på plads. Så skreg du, skal jeg love for. Jeg måtte holde mig for ørerne og hente mor. Hun skriger sådan, klagede jeg. Så fik jeg en på hodet og kunne gå ud og lege. Andre gange lå du helt stille og blev mere og mere mørklilla i hovedet og trykkede den af. Lidt efter lugtede hele stuen af lort, og jeg gik ud i køkkenet og meddelte mor: Katrine lugter. Åh, sagde hun, tørrede fingrene i forklædet og gik ind og skiftede dig. Hold kæft, hvor du afleverede meget i den første tid. Jeg ved ikke, om du stadig har de tendenser, men forhåbentlig kan du klare det selv nu. Det var værre, hvis mor var ovre ved nabokonen, Ruth, for at drikke kaffe og sladre. Jeg ved ikke, om du vidste det, men der gik ikke lang tid, så lå du der igen og pressede. Så gik jeg ned til far i værkstedet. Han havde altid travlt med et eller andet, og jeg ventede pænt, til der var en naturlig pause. Nå, Knud, sagde han velvilligt, ved du ikke, hvad du skal lege? Jo, jo, svarede jeg. Jeg stod lidt og fingerede ved et stykke træ. Katrine lugter, sagde jeg så. Hvad? Han smed høvl og hammer fra sig og for op i stuen med en snerren. Han bandede ikke, for det måtte man ikke dengang, men sagde noget med for søten og det var hulens og for pokker da også. Jeg fulgte langsomt efter, havde ikke travlt, for jeg vidste jo, hvad der skulle ske. Jo, din far skulle skifte dig, og det gik ikke helt stille af. Først spejdede han dog ud ad vinduet for at undersøge, om mor var på vej hjem, mens du lå og lugtede værre end nogen kostald. Jeg forsøgte at få min far som ven i denne sag. Engang sagde jeg til ham: Hvad skulle vi også med hende der? Men han skubbede mig bare væk. Ja, Katrine, du lugtede simpelthen så ulækkert. Nu sidder du bare der og smiler og griner, men om lidt ved du, hvad du medførte for mig. Hvis far var sur i forvejen, gjaldt det om at snige sig ud, uden han så det. Stod man i vejen, når han skulle skifte dig, fik man en på hodet og skulle omgående gå ud og lege. Nu kommer vi til det. En dag var hverken far eller mor hjemme, og du skreg og havde igen fyldt bukserne. Jeg tænkte, nå ja, fem år er man og måske vil mor og far endelig indse, at jeg også var der, allerede parat til at hjælpe til herhjemme, gøre sin indsats, yde sit til det fælles og høste laurbærrene for det bagefter i en tilfreds families skød om aftenen. Så jeg åbnede din ble, der i dagens anledning var fyldt til bristepunktet. Det var, som om du havde bestemt dig for, at nu skulle din storebror fannerme se lort. Selv om jeg var ved at brække mig over alt det, der var kommet ud af dig, tørrede overskudsmarmeladen af din numse med bleen, så godt jeg kunne, og løftede stofbleen op i snipperne og ville gå ud med den. Idet jeg rejste mig, stødte jeg ind i en spisestuestol, så bleindholdet stod ud til alle sider. Det flød ned ad stole- og bordben, noget svømmede ud på spisebordet, og resten havnede på gulvtæppet eller på stolen. Jeg søgte at tørre noget af det op, men det blev bare værre, for jeg tværede det jo godt og grundigt ned i tæppet og ind i dugen på bordet. Nu havde jeg bare fået nok. Måske syntes jeg, du fyldte for meget og tog en masse plads op fra mig. Inden du kom, havde jeg det ganske udmærket, syntes jeg. Mor og far var kærlige, og jeg var den eneste i hele verden. Med din ankomst gik alt tilbage. Mor lagde slet ikke mærke til mig mere, og far skældte mig ud hele tiden. Er du ikke glad for din lillesøster, sagde de i familien. Nej, ikke en skid, tænkte jeg. Der er ikke andet end bøvl og ballade og lort og skrig og skrål med hende. Oven i købet har de totalt glemt, at de faktisk også har en dreng. Nu kom hævnen. Jeg anbragte såmænd bleen med indhold på dit ansigt. Så kunne du selv finde ud af lugten i bageriet! Du holdt også op med at skrige, og jeg gik ud og spillede fodbold, til mor kom hjem. Nu sagde jeg noget om en tilfreds families hyggelige aftenmøde, hvor jeg igen skulle i centrum. Det blev knap så hyggeligt, som jeg forestillede mig. Jeg fik en ordentlig gang endefuld og uden aftensmad smidt på hodet i seng af min mor, og da far lidt senere dukkede op, sladrede hun til ham, og derefter fik jeg en endefuld mere for at have forulempet lillesøster og spredt gylle og bræk over hele huset. Modtag min undskyldning, Katrine. Man gør ikke sådan noget, sagde mor, og far mente, at jeg med mine fem år burde være den klogeste. Siden har jeg tænkt meget over det. Du kunne være død af luftmangel over den ble, jeg lagde hen over dit ansigt. Det var du uden skyld i, for først senere fandt jeg ud af, at du ikke kunne gøre for, at du blev født. Jeg har ikke været i stand til at fortælle dig det her før nu, hvor begge vore forældre er døde. Ellers havde jeg nok igen fået en røvfuld og sendt i seng uden aftensmad. Skal vi alle rejse os og udbringe et leve for Katrine? | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-09-30 17:49:00 |
hyggelig, sjov, munter, kælig storebror-tale til lillesøsters runde dag! venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
