 |  | Mørkets trofaste følgesvend |
 |
|
|||||||||||||
|
Hans sande ansigt viser sig mørkets kolde og vante arme lægger sig trøstende om mig. Alting ramler i min domino-tilværelse. Jeg er beredt, for de skjuler deres øjne en indre storm er under opsejling. En tåre løber ned over min kind og tager alle minderne med sig. Aldrig igen. | ||||||||||||||
 | Lau G.N. | 2012-02-12 01:35:09 |
jeg.....dette digt får mig klart til at tænke på min X og måden jeg desværre nu tænker på hende..
det er noget møg, når det viser sig at under rosenbladene var tornene.
Hilsen
en NatteRavn
det er noget møg, når det viser sig at under rosenbladene var tornene.
Hilsen
en NatteRavn
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det hele er egentlig ikke så slemt, jeg kan bare godt lide at skrive lidt melankolsk ind i mellem.
Har netop hørt "Tager masken på igen" og er meget fascineret af din måde at skrive på. Synes du har nogle vanvittigt fine formuleringer, fx er jeg helt vild med "plukker vingerne af englen, jeg så i dig".