 |  | Født på ny i natten |
 |
|
|||||||||||||
|
Født på ny i natten. I en snæver og snavset gade belagt med brosten, høje mursetensbygninger på hver side af det smalle gade her går en pige rundt og ved ikke hvad hun skal gør af sig selv. Hun stanser op og lytter til sin endeløse rastløshed, det er umuligt at falde til ro. Hun kikker op på månen, det er fuldmåne. Hun kikker der efter på sit ur, klokken er næsten 12,00. ”Ååhhh nej !!!! ” sukker hun sorgmodigt for sig selv. Fuldmåne lyset skinnede på hende, det føletelts mærkeligt det sitre i hele hendes spinkle krop. Hun mærker hvordan fødderne slipper gadens beskidte sten, højere og højere op over husende og byen, hun fløj, hun fløj virkelig, så surrealistisk som det er så sandt er det. Hun lukker øjnende og føler et sug i maven, hun åbner øjnene igen, himlen er stadig mørk med begyndende solopgang i horisonten, befinder hun sig liggende på en eng i et virvar af højt græs og blomster i alle tænkelige farver, hvor fuglene synger, duggen sidder som perler på en snor i spindelvævene, nogle buske ikke så langt fra hvor hun ligger, er der oven i købet bær på buskende. Hvor var hun det kunne umuligt være i parken for der er alle buske og træer visnet bort for vinteren. Hun ser på sine bare fødder, men fryser ikke. Aldrig har hun sovet så godt. Hun rejser sig og går hen til bærbusken. Nænsomt plukker hun et af de modne bær, stoppede det forsigtigt i munden af frygt for en sur og bitter smag. men i stedet for en ond smag breder der sig en sød, saftig, frisk smag i munden på hende, hun river et stykke af sin kjole og gemmer et par håndfulde bær der i, hun blev stående ledt for at spise de gode bær, kort tid efter følte hun sig mæt. Hun går vidder i retning af en bæks sagte klukkende, følger lyden til hun finder den lille bæk, her setter hun sig så på hug former hænderne til en skål, vandet var så klart tillokkende synet får hende til at tørste, så hun begynder at drikke af vandet det går ikke mange slurke før tørsten er slukket, hun rejser sig tager den pjaltet kjole af, ligger sig på ryggen i bækken og lader vandet skylle hen over sig, vasker sin blege spinkle krop i det kølige vand. Det er længe siden hun sidst havde mulighed for at vaske sig. Hun hørte noget, med et sæt vender hun sig om, men der er intet og så med et står der en dreng,peger på hende med en spændt bue, han er ikke meget højre end hende selv, med langt mørkt hård, grønne øjne og spidse ører. :Hvem er du? Og hvad laver du her?. :Ja hvem er jeg endelig, jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke hvad jeg laver her, jeg var bare ude at gå i måneskinnet og pludselig da jeg åbnede øjnene er jeg her. Svarede hun bange og undskyldende. Han senkede buen og sagde. :Du har spist af bærerne der mætter og drukket af vandet der slukker tørsten, og du har oven i købet tilladt dig at bade i det, Nu kender du nogen af de hemmeligheder der er her og derfor er du nød til at blive her i al evig hed. :Vil du så vædre så venlig at fortælle hvad det her er for et sted jeg er havnet? spurte hun forsigtigt. :Dette er landet bag stjernerne, et sted man kun kan komme til ved stærk fantasi eller i stadiet mellem liv og død. Nøgen setter hun sig på bredden, blufærdigheden trængte sig på,hun trak den lasede kjole over sig. Stirrede måbende og uforstående på ham, et eller andet sted i den snavset gade lå hun måske og var ved at dø, eller i gang med en intens fantasi oplevelse. Hun kørte tankeløst pegefingeren rundt og rundt og rundt igen om en sten der lå på jorden. Drengen satte sig ved siden af hende og lage en arm om hendes skulder den uventede berøring fik det til at gibbe kort i hende sådan sad de i tavshed. Det blev drengen der brød den tankefulde stilhed. :Det går nok alt sammen. Sagde han stille.. :Jeg vil gi dig et nyt navn så du i denne verden kan lægge fortiden bag dig. Og så han op mod himlen og trængte sig godt om inden han sagde. :Luna! det skal du hedde, født på ny i natten. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2017-03-06 13:28:36 |
Pas på med tiderne nutid / datid "... Hun bliver løftet op fra gadens beskidte sten, højere og højere op over husende og byen, hun fløj, hun fløj virkelig, ..."
"... hun river et stort stykke af sin kjolen ..." ødelægger sin kjole? Næppe! Snarere folder hun en lille kurv ved at løfte den nederste del af kjolen op mod livsstykket
Er dette mon indledningen til en fantasy?
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Har forsøgt at rette det til det bedre.
måske kommer der mere, men det er en gammel tekst jeg fornylig har genoptaget og rettet.
lage den ind for at få et prej om hvorledes mine tekster fungere. i min beskrivelse af omgivelser, følelser, omstændigheder mm.
men hun river stadig et stykke af sin kjole.
Vh...jenkins