 |  | Skriftemål 3. |
 |
|
|||||||||||||
|
"Jeg var med min far på jagt," begynder han, "Jeg var seksten somre dengang. Min far havde en langbue og jeg havde et træspyd. Vi var kommet noget længere ind i tykningen end vi havde været før, og fremme ved nogle høje træer standser han, og peger op mellem trækronerne. Min far vidste hvor der var en havørne rede højt oppe, og jeg skulle klatre op for at se, hvor mange æg der var lagt i reden. Havørne var der ikke nogen af, jeg havde klatret mange gange i store træer, og det her var et af de nemme, det tog ingen tid før jeg var lige under reden. I samme øjeblik jeg trykker mig op over rede kanten og ser at der er 3 æg, lander der en kæmpe ørn, på den modsatte side af reden med et højt skrig, til min store forskrækkelse. Jeg prøver at få mit hoved ned under reden med lynets fart og her river jeg disse to flænger på en tør gren der var knækket inde ved kløften, så der stak to korte spidser ud. Der gik råddenskab i sårene og længe efter var min kind øm som en byld. Jeg har aldrig været oppe at klatre siden dengang. Tja" fortsætter han og kigger ind i gløderne på ildstedet, "det var en slem straf jeg fik for min nysgerrighed." Skindmanden afbrydes af en voksende larm og råben udenfor, de skynder sig ud for at se hvad der er sket. "Kongen er kommet til Ribe. Kongen er kommet til Ribe." Den ene råber højere end den anden. Her er en nyhed, der lader sig høre. Snart vil byen vrimle af soldater, som bruger deres penge og magt over for menigmand. Nis og Skindmanden er med det samme klar over, hvad det betyder. Indenfor igen spørger Nis, om der er en overgang længere nede langs åen. "Ja, der er et vadested til kreaturer et stykke længere nede," svarer skindmanden. "Vi skal se til stedet, hvor det brændte. Måske kan det betale sig at slå sig ned der. Det er derfor vi er her i Ribe," siger Nis. Han taler for at finde et påskud, til at komme væk fra byen. I det samme åbnes døren, og munken fra kirken træder ind i rummet. "Herrens velsignelse," siger han lavmælt og fortsætter: "I morgen tidlig rider der to munke ud fra klosteret på vej mod Fyn. Den ene skal til Dalum kloster, den anden skal til Skt. Knuds kloster i Odense. De har et kongeligt segl med, det giver frit lejde over Lillebælt og abbeden har bestemt, at I rider med. Nede ved Dannevirke er der en hær på vej nord på. Kongen har antydet, at man afventer et snarligt slag, derfor er klogest at komme væk inden, det er for sent." han vender sig lidt over mod Nis og fortsætter. "Det bliver ikke til hjemtur med tavlekiste lige med det samme, nu er det opvartning for kongen det gælder." Munken gør med en håndbevægelse klart, at han er færdig med ordene fra abbed Arnfast. "Hvad med mad?" spørger Nis. "Der er hængt fortæring til turen på hestene. I kan overnatte sammen med munkene," svarer munken og..... "Kommer vi til Haderslev igen?" afbryder Signe. "Det er ret beset en dårlig vej. Den korteste er over mod Melfar / Middelfart her sejler man frem og tilbage hver dag. Munkene kender vejen," han gør korsets tegn og ser på Nis, hvorefter han er ude i mørket. "Ja, så må I have tak for denne gang. Jeg er lige ved at vende mig til jeres selskab," afslutter skindmanden inden de er kommet helt ind bag skindene. Tidligt næste morgen er Nis og Signe på vej mod den nyanlagte dæmning. Over alt er der mange soldater, som ligger og flyder rusen ud, på grund af nattens korte frihed. De er enige, om at slå over i trav, hvis det viser sig, at munkene er redet et stykke i forvejen. Efter et godt stykke vej i trav standser de hestene, tiden er kommet til et nærmere kig ned i sækken med mad, aldrig har de set en bedre forplejning. Signe når lige at sige "Jeg tror ikke, de to munke er kommet op til tiden." Så dukker der to silhuetter frem oppe på bakken, på vej ned til stedet hvor morgenmåltidet er i gang. Nis sender en venlig tanke til Abbed Arnfast for den store gavmildhed. Munkene er kommet ned til de ventende og til deres store overraskelse er den ene munk den samme, som gav dem beskeden aftenen før. "Guds fred," siger han og smiler. Den anden munk nikker og siger på gebrokken dansk. "hvis det passer? rider vi forrest, om kort tid vil det vrimle med soldater på vejene, og det er muligt vi bliver stoppet." Munkene afventer ikke svar, men sætter gang i hestene, og med en frisk vind i ryggen, rider de fire ryttere i et roligt tempo op imod konge åen, og videre ad vejen tværs over Jylland. MIDDELFART* | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-06-22 12:31:17 |
16 somre' = jeg ville nok stave 'seksten' Og 'til / mod' Melfar / Middelfart
prøv at kigge på min note [storyid]562ec510fdf5e0de8be33f2d2ac384b9[/storyid]
skulle ikke undre mig om DF gentager succeen næste år; dér er din fortælling en oplagt kandidat!
Sigter du mod udgivelse eller konkurrencer?
Jeg betalæser meget gerne alle de historiske tekster, du har. Enten post dem herinde eller på min mail haleloes@gmail.com
venligst ...
prøv at kigge på min note [storyid]562ec510fdf5e0de8be33f2d2ac384b9[/storyid]
skulle ikke undre mig om DF gentager succeen næste år; dér er din fortælling en oplagt kandidat!
Sigter du mod udgivelse eller konkurrencer?
Jeg betalæser meget gerne alle de historiske tekster, du har. Enten post dem herinde eller på min mail haleloes@gmail.com
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
