 |  | Anette og Morten (Saxo forfatterskole 2.klasse) |
 |
|
|||||||||||||
|
Anette: Jeg ser nøglen med det samme. Den ligger på den lille kommode under spejlet i entréen, kufferten står op ad væggen lige under knagerækken. Mit hjerte springer op i halsen og jeg mærker tydeligt pulsen dunke i mit øre. - Er han kommet tilbage? Jeg lytter med tilbageholdt ånderdræt, kun min egen krops anspændte pulseren lyder i det tomme hus. Nej, jeg er alene - igen - hjemme i mit tomme hus.... Jeg sætter mine varer på køkkenbordet og sender mine tanker tre uger tilbage: Bruddet havde været indlysende, Jeg var kommet hjem efter en noget træls dag på hospitalet. En ganske ung kvinde var død mellem hænderne på os, det var trist og meningsløst! Inde i soveværelset havde jeg hurtigt taget min kjole af og skulle til at finde mit ”slovstertøj” frem fra garderobeskabet... Den havde ligget der, skinnende rød og vældig kunstig. Midt i VORES seng, lige midt på det hvide lagen, havde den ligget som en hån mod mig, mod vores parforhold. Jeg var opbragt, gal og skuffet. Jeg husker at tiden stod stille eller gik hutigt, hvad ved jeg. Pludselig hørte jeg Mortens nøgle i døren - det velkendte metalliske ”klask” da han lagde sine nøgler på kommoden, herefter et træt ”hej”. Et lille øjeblik efter dukkede hans hoved op i døråbningen! Åh... Han havde ikke fået et ben til jorden - ikke bare et lille øjeblik til at forklare sig. Jeg havde siddet på sengen, på gulvet ved siden af mig stod den gule kuffert, den skidne gule farve, jeg havde altid hadet den kuffert. Jeg havde pakket den, selv hans beskidte tøj fra vores snavsetøjskurv var blevet proppet ned i det gule helvede. Med et bittersødt smil, husker jeg hvordan jeg havde forestillet mig Morten åbne kufferten hos ”elskerinden” med den manglende negl, mens stanken emmede op. Jeg lægger den tomme indkøbspose på plads i ”pose-posen” i kosteskabet og lukker døren med en bestemt håndbevægelse. Har skyldfølelsen og ærgrelse, fået mine øjne til at se syner, eller var der en kuffert og en nøgle ude i entreen? Før jeg går ud for at se efter laver jeg mig en kop cafélatté på min Senceo. Et øjeblik efter går jeg gennem entreen ind i stuen. Der er hverken nøgler eller kuffert Jeg sukker, tænder for fjernsynet og lader mig synke ned i lænestolen. Morten: Endelig ser jeg bussen komme. Jeg føler mig kold og våd, gråden sidder i halsen på mig. Bare Anette dog havde givet mig tid til at forklare... Jeg griber min kuffert med en tung bevægelse og de to trin op i bussen bliver taget med påtaget friskhed. Chaufførens blik på mig, gør mig utilpas - som om jeg er en hjemløs spritter! Hjemløs... Jeg gyser! Hvor f..... havde jeg lagt mit buskort. Det er ikke i frakkelommerne. Jeg sender forgæves et beklagende blik til den utålmodige chauffør. Forfjamsket fortsætter jeg min søgen, sveden dripler ud gennem mie porrer. Klamt! Åh ja, mit buskort ligger i baglommen, nu husker jeg det! Der lyder et fnys fra førersædet og før jeg når at få kortet frem, sætter bussen i gang med er ryk. En hurtig panik får mig til at gribe ud efter stangen, for ikke at falde. Det lette tryk jeg havde mærket på min læg, da jeg stillede baggagen fra mig forsvinder, kufferten vælter og begynder at glide ned ad den lange smalle gang. Endelig! kortet kommer op, jeg skynder mig at vise det og vælter klodset efter kufferten. Lortekuffert! Lynlåsen er gået op. Havde jeg være forfjamsket før var det ingenting mod det jeg føler nu. Jeg sætter mig på hug med et ansigt der med garanti blussede mørkerødt og glinsende mens jeg prøver at dække over mine ejendele. Pøj for en hørm! Sveden driver af mig. Med nogenlunde styr på kuffert, tøj og nerver, sætter jeg mig på det nærmeste sæde. Jeg læner mig tilbage, knapper min frakke op og lader mit hoved hvile mod den hårde sæderyg. I dag, havde jeg afsluttet et 14 dages kursus og fået et job. Efter måneders ledighed skulle jeg starte som neglepåsætter eller negleteknikker som det jo hed, hos en frisør i byen. Anette: NEGLEPÅSÆTTER! Anette sætter sig brat ned på stolen der står lige bag hende. Føler sig fuldstændig bleg og bar indeni. Så ser hun komikken, begynder at grine. Grinet bliver hurtigt afløst af en slags hysterisk gråd! Gråden fortsætter længe og går langsomt over i hiks. Hvad er det lige der sker? Brevet ligger foran hende på bordet sammen med avisudklippet. "Frisør Cut ansætter mandlig neglepåsætter", nedenunder er der et billede med indehaveren af salonen sammen med Morten. Morten, ham som hun havde smidt ud efter 3 års samliv! Hun tager brevet fra Morten op, læser det endnu engang. Hvor er det godt, han trængte virkelig til et job. Det havde slidt på deres forhold i den tid han havde gået hjemme. Hans dagpenge dækkede ikke mange procent af deres udgifter. Hun vidste det havde tynget ham meget at føle sig "forsørget". Den sag havde hun ikke tænkt så meget på. Selvfølgelig skulle de hjælpe hinanden. Det der havde fyldt hos hende var hans evige beklagelser om at ligge hende til last. Anette havde tænkt meget på at det var hans "macho" der havde fået et knæk. Igen mærker hun latteren stige op som en stille panik i maven! Tænk at den dårlige stemning der havde været mellem dem i nogen tid, havde fået hende til at handle så impulsivt, da neglen lå der. Morten er ikke typen der kunne være utro - det ved hun i grunden godt. Neglen havde bare været toppen, eller sidste dråbe! Skulle hun tage ham tilbage, tilgive ham? Neglepåsætter, var det ikke for bøsser? Ham indehaveren, han så sgu da ud til at have "løse" håndled! Er hun virkelig så fordomsfuld? Hun plejer da ikke at dele folk op i hvad de er og går op i! - Ja det er min mand Morten, han er neglepåsætter nede i Salon Cut. Kunne hun virkelig sige det uden at blive flov? Kuldegysningen sad fast i nakken af hende som et jerngreb! Anette lægger stille brevet sammen. Går ind i soveværelset for at gøre sig klar til natten. Hun vil svare Mortens brev men lige nu vil hun bare sove, sove og tænke.... Anette, igen: Anette løber sin sædvanlige morgentur på fem kilometer. I dag har hun brugt løbetiden til at tænke på sin fremtid og Morten. På en eller anden måde er det jo hende der har bragt dem i denne suppedas. Bare Morten dog ikke havde holdt det kursus hemmeligt for hende. Hun kunne godt have brugt lidt tid på at vende sig til tanken om hans nye levevej. Egentligt er det meget sødt, at overraske med et job. Negleteknikker, det er bare sådan - forfinet. Hun er jo vandt til at have en kæreste der er tømrer, godt nok arbejdsløs, men tømrer! Hun starter bilen. Hun er ikke kommet til klarhed om noget endnu. Hun glæder sig til at se ham og vil lade sine følelser råde... Morten og Anette: De sidder overfor hinanden. Mellem dem er der et bord af en lys træsort, finér så vidt hun kan se. Lakken er slidt af, flere steder er der rande efter kaffe, the og måske lidt vin. Hendes eget kaffekrus står halvt fyldt foran hende. Den halvlunkne væske er mat med et gråbrunt skær. Hun stirrer på det, undrer sig et kort øjeblik over farven - som om det har stået der i hundrede år. Hun tør ikke flytte kruset, tør ikke se den sørgerand det vil efterlade. Anette løfter blikket og ser ind i Mortens øjne. Har han set på hende, i lang tid? - Hvad mener du Morten, jeg forstår vist ikke rigtig... Hendes stemme lyder hæs, hun prøver at rømme sig. Det lyder som en tør hosten. Morten læner sig frem over bordet. Ser hende indtrængende i øjnene. - Anette, jeg skulle have gjort det klart overfor dig, hvorfor jeg bad dig komme i dag. Det gør mig ondt at du misforstod det. Han læner sig tilbage i stolen, slår ud med armene i en langsom lidt klodset bevægelse. - Jeg var også skeptisk, da jeg fik tilbudt kurset. selvfølgelig var jeg det. Morten læner sig igen fremover. Der er et glimt i hans kønne øjne. Han folder hænderne foran sig, albuerne støtter i bordet. - Efterhånden forstod jeg ideen. Fuldstændigt som hvis en meget feminin pige synger i et heavy rock band. Hun vil blive husket, hun vil sælge biletter. På samme måde vil jeg, den maskuline. Skaffe kunder. Blive husket. Der breder sig et stort smil over Mortens ansigt og han rykker sig ivrigt frem på stolen. - Forstår du ikke Anette. Det er en udfordring der er sjov, samtidig med jeg tjener penge! Anette hører alle hans ord. Hun ser hans glæde. Det var længe siden hun havde set ham så optaget af noget. Hun mærker ømheden stige op i sig, den bruser op gennem hendes bryst og ligger sig smertefuldt tilrette. Som et skjold. Tårerne ligger som en tyk klistret film for hendes øjne. Morten havde taget imod hende da hun ankom til det værelse han havde lejet. Kaffekrusene stod klar på bordet. Mens Morten hældte kaffen op, havde han som den største selvfølgelighed spurgt om hvordan de skulle dele deres fælles egendele... Morten: Morten lukker døren efter Anette med et lille suk, hans skuldre synker ned og han vender sig om og går langsomt tilbage til værelset. Det brænder bag hans øjne, men den salte væske flyder ikke over og ned ad kinderne. Morten blinker et par gange og retter sig op, tager en dyb indånding og ser rundt i værelset. Det nedslidte, rene bord med kaffekrusene, hans næsebor vibrere let og aner svagt den kolde kaffearoma i den stillestående luft. Stolene de har siddet på for et øjeblik siden. Hans er skubbet ind på plads. Hendes står skævt ud fra bordet. Mortens hænder hviler et øjeblik på stoleryggen før han med et fast tag skubber den på plads under bordet. Kaffekrusene samler han i hankene og bærer over mod den lille vask mens han nynner en lille melodi. Mortens øjne får et tænksomt blik og et lille smil kruser på hans læber, mens han med omhyggelige bevægelser tørre krusene af. "Møbleret værelse til leje" følelsen af forventning havde bredt sig gennem kroppen. Opslaget havde han set i DagligBrugsen der lå ved bussens endestation. Aftalen med udlejeren var hurtigt kommet i stand. Han huskede tydeligt fornemmelsen af nøglen i lommen, der sendte en brændende ind på hans lår, akkurat ligesom den flotte sten han stolt havde fundet på stranden da han var barn. Han var gået direkte ned til møntvaskeriet. Toilettasken havde han efterladt på bordet ved vasken i værelset. Ukritisk havde han tømt hele indholdet af kufferten ud i en af industrimaskinerne. . Den tomme gule kuffert havde han smidt ud i den store affaldskurv der stod midt i vaskeriet. Mens tøjet var i maskinen tog han bussen ned til til centeret, købte lidt god mad, et par øl og en ny kuffert. Tilbage i værelset blev det nyvaskede tøj hængt ind i skabet. Den velsmagende mad og friske kølige øl blev indtaget ved det slidte bord. Morten retter sig helt op, krusene bliver stillet på hylden over vasken. Han vender sig om, griber sin jakke på knagen og går hurtigt ud af døren. Udenfor skinner solen.To små piger hinker på fortorvet. Hinkesten glider over mod Morten - han kikker over mod pigerne med et smil, stiller sig på et ben og får hinket stenen tilbage til de to. Nikker til hilsen og går hen ad vejen. Anette: En blød tone når mit øre, da jeg skubber døren op til Salon Cut. Håndtaget på døren er af en mørk træsort og ualmindelig behagelig at holde om. Eksklusivt. Indtrykket fortsætter da jeg kom ind i salonen. En behagelig duft, smuk indretning og dæmpet musik i baggrunden får velbehaget til at stige op i mig som en lun bølge. "Neej, du må være Anette!" Den lidt skingre, affekterede stemme får mig ned på jorden igen.Mit blik møder indehaverens glade og imødekomne øjne, hans højre hånd var strakt frem til hilsen. Før jeg når at besvare hans hilsen, vender han hovedet lidt bagud og siger med lidt højere stemme: "Morten - jeg tror din eks er kommet, kom og hils på". Alle i salonen kikker over på os. Midtpunkt er ikke lige det jeg har brug for at være nu. Mine kinder bliver helt varme, jeg mumler en hilsen og rækker modstræbende hånden frem til hilsen. Morten er nået over til os, han smiler bredt og hiver hurtigt op i bukserne. den velkendte gestus får mig til at slappe af et øjeblik. Min hånd ligger akavet i Mortens arbejdsgivers hånd, da jeg prøver at trække den til mig, bliver den holdt fast med et blødt køligt greb. "Neej, vi har jo slet ikke præsenteret os, ja jeg er altså Max - ejer af hele herligheden, er her ikke bare dejligt?" Før jeg overhovedet fik mulighed for at svare, fortsætter Max: "Morten, altså - du må ordne hendes negle" Han viser min hånd og korte negle frem for Morten, Morten ryster på hovedet og siger leende til Max: "Nej den går ikke, Anette er jo sygeplejerske - du ved hygiejnen og sådan". "Nåå ja, det er også sandt - men skal du til fest, så kommer du bare ik'" det sidste siger han nærmest skælmsk, jeg gyser! Morten nikker venligt til mig og går tilbage til kunden der sidder og venter på ham. Max får lirket min frakke af mig. Han småsnakker konstant. En lille spinkel kvinde kom over mod mig og fører mig over til en stol ved vasken og mit frisørbesøg begynder. Vandet er behageligt, hun var dygtig til at massere min hovedbund og frem for alt giver hun mig fred til at få styr på mine tanker. Morten havde set så afslappet ud, da han kom over mod mig, ikke spor forlegen. Da Max havde sagt at mine negle skulle "ordnes" havde Morten som den naturligste ting svaret. Det havde ikke engang virket som om han ikke ville orden mine negle, bare sådan - som sandheden var - at i mit job kunne man ikke have lange flotte negle. Jeg er forvirret, lidt rystet. Morten og jeg havde boet sammen i tre år. Vi havde haft det fint sammen - hverdagen var gået med at arbejde, Morten som tømrer og jeg på hospitalet - fritiden havde vi tilbragt sammen. Indrettet huset, Morten var jo så dygtig - set venner både ude og hjemme. Ferier på skønne strande om sommeren, jeg elskede solen. Morten var ofte taget på opdagelse i nærområdet, det slappede han af ved sagde han. Jeg ville bruge ferien på at dase... Jeg havde aldrig tænkt på det før. Her ved vasken slog det mig pludselig hvor forskellige vi havde været. Min hverdag var aktiv også i fritiden. Mortens hverdag var aktiv på arbejde og når han havde fri ville han gerne slappe af. At arbejde som tømrer var et fysisk hårdt arbejde, det vidste jeg godt - alligevel havde Morten lavet så meget på huset. Lofterne var så flotte nu, stukken var lige som ny - efter al den gamle maling var væk. Gulvene havde han selv afhøvlet og efterbehandlet - det havde han gjort mens jeg havde været på wellness tur med veninder. Skammen brusede op i mig. Håret var blevet vasket og med en turban om det våde hår bliver jeg vist over til en stol foran et spejl. Den unge pige der havde vasket mit hår, fortsætter med at rede det ud og forhører sig lidt til hvad jeg kunne tænke mig. Var det hende der skulle klippe mig? Jeg troede det var Max, indehaveren! Jeg fortæller lidt om mine ønsker og kikker ind i spejlet. I spejlet kunne jeg se Mortens arbejdsplads. Han sidder på en lav stol, mellem ham og kunden er der et bord. Mens han arbejder med kundens hænder er han koncentreret, ind imellem kikker han op og taler smilende med kunden. Kunden en kvinde på min alder ser på Morten, smiler igen og svarer ham. Mortens ansigt, hvor ser det dog afslappet ud - som om han ikke havde lavet andet hele sit liv. Kunne det virkelig være muligt, at leve tre år sammen med et andet menneske, uden at kende vedkomne? Lige nu kunne jeg ikke se at dette frisørbesøg havde hjulpet mig! Vi hilser pænt farvel. Jeg forlader Salon Cut, mit hår havde aldrig siddet bedre. Under den pæne frisure var et kaos af følelser - der skulle bearbejdes! | ||||||||||||||
 | Hønemor | 2011-04-16 23:27:51 |
Jeg har prøvet at samskrive nogle af min besvarelser i saxo's 2. klasse til en samlet historie :)
| mille | 2011-04-17 10:33:17 |
Dejligt gensyn med Anette og Morten, det er blevet en god novelle, overvejer at følge dit eks.
men foreløbig har jeg ikke fået taget mig sammen, det er sjovest med nye udfordringer.
Men A og M fortjener et genoptryk - måske endda en fortsættelse?
k.h.mille
men foreløbig har jeg ikke fået taget mig sammen, det er sjovest med nye udfordringer.
Men A og M fortjener et genoptryk - måske endda en fortsættelse?
k.h.mille
| haleløs | 2011-07-04 23:01:04 |
Dettehér er jo en helstøbt novelle! Velskrevet - så det' en ubetinget fonøjelse at læse!
Genkender udmærket de forskellige 'opgavetræk' inde fra SAXO (de 8 ord, 'varme' uden brug af synonymer, fortællesynsvinkler, 'i bussen' ... )
Nu véd jeg jo ikke noget om, i hvilken retning dine ambitioner går; men du har da i dén grad talent for at fortælle- og beskrive. Indgående og indlevende ...
venligst ...
PS undrer mig over( ln. 17) 'et eidt træt' ... nok næppe nogen skrivefejl; men 'lokalt slang' ???
Genkender udmærket de forskellige 'opgavetræk' inde fra SAXO (de 8 ord, 'varme' uden brug af synonymer, fortællesynsvinkler, 'i bussen' ... )
Nu véd jeg jo ikke noget om, i hvilken retning dine ambitioner går; men du har da i dén grad talent for at fortælle- og beskrive. Indgående og indlevende ...
venligst ...
PS undrer mig over( ln. 17) 'et eidt træt' ... nok næppe nogen skrivefejl; men 'lokalt slang' ???
| Hønemor | 2011-07-05 08:55:02 |
Tusind mange tak fordi du gav dig tid til at læse min LAAANGE tekst. Jeg syntes selv det til tider kan virke lidt uoverskueligt med lange tekster her på computeren :)
Da jeg skrev opgaverne i SAXO klassen kom det næsten af sig selv - at fortsætte med den samme historie i de forskellige opgaver. Samskrivningen var/er et forsøg og jeg er meget glad for at høre at historien hænger sammen.
Jeg har redigeret i nutid/datid (håber jeg efterhånden har fået det hele med :/) og den spøjse fejl du fandt er rettet, det var ikke slang ;D
Endnu engang tak for dine flotte ord!
Kh
Anita
Da jeg skrev opgaverne i SAXO klassen kom det næsten af sig selv - at fortsætte med den samme historie i de forskellige opgaver. Samskrivningen var/er et forsøg og jeg er meget glad for at høre at historien hænger sammen.
Jeg har redigeret i nutid/datid (håber jeg efterhånden har fået det hele med :/) og den spøjse fejl du fandt er rettet, det var ikke slang ;D
Endnu engang tak for dine flotte ord!
Kh
Anita
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
kh
anita