 |  | Du er der fandme også altid |
 |
|
|||||||||||||
|
Der findes så mange tidspunkter, hvor jeg faktisk slet ikke overhovedet ikke kan hænge sammen, fordi du ikke har tænkt dig at forlade mig helt, selvom jeg gang på gang bønfalder dig om at holde dig væk. For min skyld og din skyld og sågar for hele digterigets skyld. For du er som en fibersprængning, der bruger ugevis på at gøre det hele meget mere ubehageligt. Som en brækket tommelfinger, man ikke vidste, man brugte så meget. Et vindstød, når jeg cykler over broen med poser på styret. En hårknude, når jeg børster håret om morgenen. Du er slet ikke til at døje. Du og den forbandede smerte, du altid kommer anstigende med. Jeg kan ikke bruge det til noget fornuftigt, men hvor pokker skal jeg gøre af dig, når du kommer snigende med din forpustede puls og dine ’hvad nu hvis’er og ’det kunne jo være’? Og jeg gider dig altså ikke mere nu, jeg er alt for træt. Så pak dine utætte løfter sammen, når nu du alligevel lader mine drømme fosse direkte ud i lokummet, imens jeg tværer mascaraen ud og filer mine negle. Du er der fandme også altid, dumme hjerte. | ||||||||||||||
 | prefu | 2015-01-17 12:23:13 |
Hmm, der er altså en årsag til, at smerte rimer på hjerte. Godt skrevet, Tak.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak fordi, du kiggede ind og læste med.
Mvh Nanna