 |  | Er vi alle Guds børn? (del 1) |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg har denne gang forsøgt at dele over i mere overkommelige kapitellængder :) ______________________________________________________________________________ På trods af den manglende sol blev rummet lyst klart op. Væggene så umildbart glatte ud, men de var dannet af utallige små diamanter. Diamanternes skarpt tilslebne kanter kastede selv den mindste lysstråle rundt i rummet, hvor den blev forstærket igen og igen. I midten af rummet, der var formet som indersiden af en enorm diamant, stod en mindre gruppe af stole samlet om et tungt glasbord. Det var et underligt rum. Man kunne ikke præcisere farven. På den ene side virkede rummet komplet farveløst, men alligevel skinnede rummet i alle regnbuens farver. Ind i rummet trådte en lille pige. Hun havde udseende af at være omkring syv år gammel. Hendes hår sad i utallige små fletninger ned af hendes ryg, men det mærkeligste ved det var, at det var lilla. Hendes hud skinnede i en bleg grøn nuance, som man ikke bemærkede i første omgang. Pigen gik stilfærdigt hen og satte sig i en af de store stole. Pigens hvide kjole gik hende til lige over knæene. Den var uden ærmer - perfekt til en varm sommerdag. Ind i rummet trådte nu to enorme personer. De havde udseende af almindelige mennesker, men de var fire gange så høje. De snakkede lavmælt sammen, indtil den ene af dem rettede sin opmærksomhed mod den lille pige. Det var hendes far. Pigen kiggede op på sin far med et afventende ansigtsudtryk. "Du kommer til at gå under navnet Abigail Person, mens du er på jorden!" forklarede faderen, mens han satte sig i stolen overfor sin datter. Han var slank, og hans bevægelser var særligt velovervejede. Han gjorde ingen unødige bevægelser - datteren var en sand spejling af sin far. Hun havde en skarp lige næse og store mandelformede øjne. De havde en speciel udefinerbar gylden farve, der nærmest skød ud i selve øjenæblet som små stjerneskud. Pigen kiggede på sin far, der havde mere at fortælle. "Husk, min datter, jordboerne har en særlig glæde ved disse ædelmetaller!" sagde han, mens han lavede en fejende bevægelse, der ligesom inkluderede hele rummet. Pigen kiggede på diamanterne i væggen med et særligt glimt i øjet. Hun kendte til jordboernes hang til skinnende genstande. "Du er den første, der er blevet sendt til jorden i over 100 år! Vi ønsker at se, om menneskene har ændret sig! Om de er nået dertil, hvor vi endelig kan vise vore sande natur!" sagde det andet enorme væsen pludseligt. Abigail nikkede. Hun vidste, at det var hendes job. Hun var blevet undervist i det hele sit 20årige liv. De voksne fra planeten, som menneskene kaldte Venus, var alt for store til, at de kunne færdes på jorden. De kunne blive omkring 500 år gamle, og de voksede hele livet. Det var en nem måde at holde redde på folks alder - den højeste var den ældste. Selv var hun blandt de aller yngste. Med størrelse som et menneskebarn skulle hun være påpasselig, når hun bevægede sig rundt mellem de andre. Mennesker havde kun dele, der voksede hele livet, havde hun lært! Det var meget vigtigt, at hun ikke automatisk gik ud fra, at de højeste mennesker var de ældste. Menneskene ældes på en anden måde. Deres krop blev gammel. De kom til at se slidte ud. ”Er du klar til at komme af sted, Abigail?” spurgte pigens far. Hun kiggede på sin far med et underligt blik. Hun skulle lige vænne sig til, at hun blev tiltalt ved et menneskenavn. Abigail Person - det navn skulle hun for alt i verden huske. Hun var blevet oplært i at snakke menneskesprog, fra hun var helt lille. Hun kunne snakke hvert eneste sprog, som hun kunne ske at møde på sin færden i menneskeverdenen. Hun skulle være der et døgn - ikke et døgn i hendes verden, men et døgn i menneskenes verden. Hun kunne komme hjem til hver en tid. Hun skulle blot udtale sætningen:’ ingen ændring’. Sagde hun de ord, blev hun øjeblikkeligt hentet hjem til Venus, men der var naturligvis regler omkring det. Ingen måtte se hende rejse! ”Du ankommer i udkanten af en skov - du ved - en stor samling træer!” forklarede den anden voksne. Han var en anelse højere end faderen, men han var også den kommanderende i forhold til den opgave, som Abigail skulle ud på. Hun trådte ind i et lille rum. Der var komplet mørke. Væggene var ikke længere dannet af diamanter. I virkeligheden var det spejlingen af indersiden af et træ - det træ, som Abigail ville komme ud af. Hun rørte nervøst ved sine fletninger. Hun havde brugt de sidste år på at indkode menneskelige gestikuleringer, så hun ikke ville skille sig for meget ud. Nogle af bevægelserne var efterhånden blevet en vane for hende. Sådan noget som at smile. Hendes folk brugte ikke så tydelige gestikuleringer. Deres eget sprog var meget nuanceret, så de behøvede ikke kropssprog for at få den rette betydning ud. Alligevel havde flere af dem efterhånden lært sig menneskeligt kropssprog. Det var 100 år siden, man sidst havde besøgt jorden. Menneskene var begyndt at farve deres hår i farver, der lignede Venusbeboernes overraskende meget. Så længe Abigail ikke begyndte at bevæge de enkelte fletninger uden at røre dem, så burde menneskene ikke reagere voldsomt på hendes hår. Venusboerne fik ikke former - det var en af grundene til, at man sendte ’børn’ til jorden. ”Abigail - du kører bare, når du er klar!” lød en hul stemme fjernt. Abigail nikkede. Det var stift og forventningsfuldt. Hun glædede sig til at møde denne jord, som hun var blevet undervist i hele sit liv. Han satte sig omhyggeligt i lotusstilling og stirrede direkte ind i mørket. ”Forandring fryder!” mumlede hun koncentreret. Hun kunne fornemme, hvordan det trak i hendes krop. Fra alle retninger rev og sled det i hende, så hun måtte fokusere på at blive siddende i den korrekte stilling. Hendes mange fletninger stod ret op omkring hendes hoved. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-06-20 05:39:23 |
må jeg foreslå dig at linke mellem teksterne; læs under 'HJÆLP/INFO',+storyID hvordan. Og kig på SWEETS serie 'Blod er bedre end vand'
venligst ...
venligst ...
| Ane Liv Berthelsen | 2013-11-23 16:16:08 |
Jeg er udemærket klar over, at det ville hjælpe meget, hvis jeg linkede mellem teksterne, hvilket også er gjort i nogle af mine historier, jeg synes blot det er meget besværligt, men ved dog godt, hvordan man gør :)
| haleløs | 2013-11-17 17:31:17 |
velskrevet, underholdende fantasy om Abigail Person's rejseforberedelser fra Venus til 24-timer på Jorden
venligst ...
venligst ...
| Ane Liv Berthelsen | 2013-11-23 16:16:45 |
Det glæder mig :D
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
