 |  | Jeg må nok hellere få lavet hans morgenmad, ellers får jeg ham aldrig ud af sengen! |
 |
|
|||||||||||||
|
Det er en smuk morgen midt i november. Den store græsplæne mellem blokkene står med små hvide huer på hver eneste strå, solen er så småt på vandring over den fjerneste tagryg. Ejendommens vicevært, fløjter lystigt til sit arbejde. Herta er lige stået op. Nu står hun i køkkenet og skutter sig i sin rødblomstrede morgenkåbe, hun åbner et vindue og sætter det på hasp, står lidt og lytter til viceværtens fløjten. Det er en gammel slager fra hendes ungdom, hun begynder at synge med ”Jeg gir mit humør en gang lak, tra la tra la la..” hun gyser og lukker vinduet. ”Uhuu det for koldt endnu” siger hun til sig selv ”Men det skal nok blive en smuk dag, måske jeg kan lokke Albert med i parken?” Hun sætter en kedel vand på komfuret ”Jeg må nok hellere få lavet hans morgenmad, ellers får jeg ham aldrig ud af sengen” Albert er efterhånden blevet noget besværlig. Hvis ikke tingene går efter hans hoved, gør han hverdagen til et helvede. Morgenmad på sengen, hans tre yndlingspuder i lænestolen, før han bare tænker på at stå op. Måltiderne er et kapitel for sig, kun hans livretter, ellers kan han være sur i dagevis. Bare ligge inde i sengen og skælde ud hver gang hun viser sig i døren. Det er ikke som før, da var han i hopla, så hun slet ikke kunne følge med. Hun får røde pletter bare ved tanken om dengang. Der er ikke så meget sjov længere, der kan nemt gå uger, uden han viser den mindste glæde. Deres liv er nærmest gået i stå. Børnene siger hun ikke skal finde sig i det, men det har hun jo altid gjort ”Det skal børnene slet ikke blande sig i; Som om deres liv er en dans på roser” Og selv om hun godt nok beklager sig i ny og næ, så ville hun aldrig kunne skifte Albert ud, hun valgte ham jo selv dengang, og det blandt mange andre. Hun er færdig med hans morgenmad, stiller tallerkenen på en bakke og lægger en pakke rosiner ved siden af, gud trøste hende, hvis den mangler, så kan dagen være ødelagt. I soveværelset står hun et øjeblik og ser kærligt på ham, rusker ham blidt, og hvisker ”Albert, mors vovse, vågn så op” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-08-24 11:37:56 |
Lyslevende, munter, kærlig, velskrevet ... ku' godt bli'e ved læææænge! Overraskende 'fyr' ;) !!!
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
