 |  | Sølvbestikket. |
 |
|
|||||||||||||
|
Sølvbestikket. Arvesølv har altid været i høj kurs, og især sølvbestik var gemt godt væk. Det var pudset klar til brug igen, inden det blev lagt i bestiklommer og rullet sammen, hvorefter de to bånd blev viklet rundt om, og afsluttet med sløjfe. Året er 1943- 44, og vi befinder os på opdragelsesanstalten Himmelbjerggården, det er tre dage før Juleaften og klokken er 7 på morgenstunden. Drengene er kommet ned fra sovesalene og sidder, nu ved morgenbordet. Afdelingsleder Henriksen står som utallige andre morgener, og stopper tobak i sin pibe. ”Plys og Christian” siger Henriksen højt, I går efter morgen maden, ned til min far i Glarbo og henter julebestikket. I kan gå af skovvejen nede ved mosen, så kan i være tilbage inden kl. ti." Det var en betroet opgave, og den blev hvert år delt ud til nogen af de ældste blandt de drenge der var anbragt på Himmelbjerggården, en anstalt der lå helt oppe på selve Himmelbjerget. Efter morgenmaden fik vi en trøje og vores blå himmelbjerg anorak på, så i træskoene og af sted, ned bag om gammel Bines hus og videre ned mod landevejen, som førte helt ud til lille købmand og Silkeborg - Ry landevejen, men så lang skulle vi ikke ud, inden der skulle drejes af mod mosen. Det var lige omkring 0 grader og der var optræk til sne. Vi gik rask til og det var stadig mørkt da vi passerede Bøgedalsvejen og nu havde vi skoven med store nordman og rød gran så langt øjet rakte på højre side af landevejen. Lidt længere fremme gik mose vejen ind i skoven og herinde blev det for alvor mørkt. Det var dejligt at komme ind i skoven for vi vidste at, tyskerne boede i gammel Ry og vi havde på afstand set når de kørte kolonne kørsel op til Hotel Himmelbjerget. På vejen havde vi fået os en pibe tobak på Christians smug pibe og da vi begge var fra København, gik vi og nød at vi havde fået den årlige opgave, der virkelig sparkede røv i forhold til resten af de 22 drenge på afdelingen. Da vi kom ned til mosen stod vi et øjeblik og så på snefnuggene der forsvandt på vandoverfladen, medens de blev liggende på vejen hvor vi stod. Vi var klar over at mosen var bundløs og at man kunne blive trukket ned, selv om man kun" faldt i inde ved bredden. Lidt efter var vi på fuld fart forbi mosen og videre ind gennem skoven. Efter en god kilometer drejede vi af og nu kunne vi, et godt stykke ude se et skovløber hus med røg op af skorstenen, sneen var ved at lægge sig på de blå lærredsanorakker. Christian som var en del større end mig, og som flere gange havde smurt mig et par på skrinet, hvis jeg havde svaret ham igen eller på anden vis kommet i vejen for hans flere kræfter bankede på døren, og trådte et skridt tilbage. Der blev lys i entreen og døren blev åbnet et lille stykke. "Er det jer,” sagde den ældre dame idet hun åbnede døren, så lyset kunne falde på de to "Næsten Snemænd" ude i snevejret. ”Nu skal jeg komme med bestikket.” Christian og jeg så på hinanden, vi fik lov at stå uden for og ganske rigtig, lidt efter kom den ældre dame ud og rakte en tøj pose med bestikket i, frem mod Christian. "Bind posen fast om livet inde under anorakken”, i en fart fik jeg hjulpet til, med at holde anorakken oppe over livet og lidt efter sad bestikket godt fast inde under den blå lærreds trøje. ”jeg har bagt jøde kager, så der er lidt til hjem turen” sagde hun og rakte mig en lille madkasse, nu var luften tæt med snefnug der hvirvlede ned og efter en tak, var vi på vej tilbage. Ikke så snart var vi kommet uden for synsvidde fra huset, så blev kagerne delt og kassen smidt væk i skoven. Det var af med luffen hver gang, der skulle en ny kage ind i munden men indrømmet, de smagte helt vildt dejligt, når man i daglig dagen aldrig fik andet end rugbrød. Sporene fra udturen var totalt forsvundet og det gik lidt langsommere op gennem skoven. Lige med et, lød der motor støj længere fremme, ikke særlig langt væk. Vi går væk fra vejen og op i skoven, der kan vi bedre gå uden at blive set.” sagde Christian idet han tog et skridt op i skoven. Et stykke oppe, kunne vi se ud over mosen og lige ovre på den anden side holdt der en tysk mandskabsvogn med motoren i gang, og lidt der fra, havde to tyske soldater fat i en mand og bagved gik en tredje mand. Da de standsede, hævede den bagerste armen og der lød et skud gennem skoven. Den mand soldaterne havde holdt fast i, sank sammen og en tog fat i armene, den anden i benene. De stoppede lige før mose bredden og med et par sving frem og tilbage fik de ham smidt et par meter ud. Et øjeblik stod de tre tyskere og kiggede ned på vandoverfladen i mosen, så drejede de rundt og gik tilbage til bilen. Mine knæ var begyndt at ryste og jeg kunne se på Christian at han også var bange for at vi skulle blive opdaget. Først, da vi ikke kunne høre bilen mere, begyndte vi at gå ned mod vejen igen. Nede på skovvejen Sagde Christian. " Vi går forbi stedet hvor de” smed ham i mosen, og lader som om vi ikke har set noget og vi fortæller ikke det her for nogen, for så kan tyskerne få at vide at det er os, og jeg skal på juleferie og ikke ned til ham i mosen.” ”Jeg siger ikke noget, kom det med overbevisning fra mig. Blev der ikke sagt meget på vejen ud, så blev der sagt endnu mindre på resten af vejen hjem. Da vi kom tilbage var strømperne blevet våde og for første gang var der tørre strømper og varm the. Fra den dag og helt frem til Christian skulle ud at Sejle som stenfisker, var han som forvandlet, når det gjaldt om at beskytte mig i forskellige sammenhænge. Vores fælles oplevelse på turen efter sølvbestikket, var vores hemmelighed, og den er først kommet for en dag gennem denne fortælling. Mange år senere har jeg med min hustru og mine børn besøgt stedet en enkelt gang. Skovvejen var der, men mosen var et ynkeligt andedams hul, helt utrolig meget tilgroning var der kommet i den mellemliggende periode af, ca. tredive år. Sjovt nok så forsvandt, den engang i mellem tilbagevendende drøm, om den uhyggelige oplevelse. Så noget var det altså godt for, at opleve forandringen fra dengang. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2015-01-11 14:16:19 |
spændende og velfortalt, realistisk 'krigs-drama! Opspind eller ... ? venligst ...
| prefu | 2015-01-11 16:28:31 |
Tak for kommentar. Ha ha Tankespind og virkelighed.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
