 |  | Første afsnit af en fantasy roman for børn, unge og barnlige sjæle |
 |
|
|||||||||||||
|
Første afsnit fra en bog jeg er ved at skrive - en fantasy roman for børn, unge og barnlige sjæle. Da det er første forsøg på en hel bog, vil jeg meget gerne have nogle kommentarer. Jeg har skrevet rigtigt meget på den, men ønsker at høre, om jeg bevæger mig i den rigtige retning. Teksten er endnu ikke gennemredigeret, og nogle ting kan ændre sig, som historien tager form.(Formateringen her tager åbenbart ikke hensyn til indryk ... det beklager jeg) :) Tak --------------------- Alfhild fra Carling Set oppefra var der træer så langt øjet rakte - både mod øst, vest, syd og nord. Der var gamle egetræer, bøgetræer, slanke birketræer, valnød og store majestætiske kastanjetræer. I nogle af udkantsområderne tårnede brede plantager sig op med nåletræer, og ind imellem tittede en lille lysegrøn plet frem - små runde åndehuller i den ellers tætte skov. Der var ingen huse at se i miles omkreds - men i en af lysningerne, langt fra byliv og nysgerrige blikke, lå en gammel træhytte. Den havde ligget i skoven i hundrede af år. Mindst! I hvert fald havde den ligget der længere end nogen mennesker kunne huske. Hytten lå i udkanten af en lysning på en frodig eng med blomster, små bærbuske, mindre frugttræer og duftende krydderiplanter - alt i en stor pærevælling. Engen var rig på dyre- og fugleliv, og summede af naturens aktiviteter. Nord for hytten lå en mindre mudret skovsø spættet med åkander og en lille faldefærdig bro. Tøjret til broen var en gammel robåd og ved søsiden stod en lille vandmølle af træ, som sagte æltede vandet. Ved siden af møllen stod et håndlavet vandkar med en spand af træ bundet til et reb. Spanden blev brugt til at hælde det opsamlede vand op i andre spande af træ med store rustne metalhanke. Fra skoven bugtede en lille bæk sig ind mellem træer og under grene, som en snedig slange, til den nåede den lille sø, hvor den strømmede det ferske vand ud med et suk. Engen hed Carling og var smukt og idyllisk. Ifølge sagnet var dette ’stedet, hvor gamle koner og hekse mødes’, og navnet Carling var derfor ganske naturligt brugt af stedkendte skovboere. Men dem var der af gode grunde ikke så mange af, for skoven var en af landets største og ældste, og der var stadig store områder, som sjældent blev betrådt af menneskeben. Men her i Carling, oasen i skoven, lå en gammel hytte og i netop denne hytte starter vores historie. Fra hytten kunne man høre en skæv nynnen af en melodi ingen kendte. Ind imellem høje grynt, en råben og så tilbage til hæs trallen. Det gamle vindue med forvredne hasper var åbent og indenfor skramledes og ramledes med kopper og tallerkner. Det var ikke hver dag, der blev gjort hovedrent i den forfaldne hytte, men det var heller ikke hver dag, der ventedes gæster. Den gamle kone stod lidt og skulede ud af vinduet med hænderne i siden på sine knoglede hofter. Hun havde kakifarvede bukser på som stoppede lige under de knoglede knæ. Hendes brune ben stak ud under buksebenene og var fyldt med myggestik, mærker fra uheld og ridser fra grene, buske og torne. Den rødbrune, alt for store, lange skovmandsskjorte hang til midten af lårene og om livet sad et læderbælte. Her hang en stor dolk i en gammel skede også af gammelt læder. De sorte øjne kneb sig sammen mens hun kiggede mod vest, som ventede hun at et eller andet pludselig skulle dumpe ud af skoven. Hun gryntede og rystede lidt på hovedet for sandheden var, at hun ikke anede hvem det var, der ville komme på sjældent visit i dag - og hun anede heller ikke hvornår. Hun havde ikke set nogen mennesker i årtier og havde så sandelig heller ikke søgt deres selskab, og i dette øjeblik syntes hun det var noget galimatias, at hun sådan skulle have besøg. Det irriterede hende desuden grænseløst at hun følte sig forpligtet til at rydde op og gøre rent på sådan en vidunderlig solskinsdag. Konen hed Alfhild, og hun var tussegammel og havde boet i hytten hele sit liv. Hvor gammel hun var, kunne hun ikke huske - og det var der heller ingen andre, der kunne. Det var som om hendes liv i mange, mange år havde stået stille, og som om hun aldrig havde været yngre eller ville blive ældre. Men til trods for den høje alder og den tynde krop, var hun stærk som en okse og fuld af energi i de senede arme og ben. Hendes hår var langt og hvidt - og hendes øjne skarpe og gennemborende i det rynkede, solbrændte ansigt. Der lød et ordentligt brag og vredt vendte hun sig om, fejede noget som lignede en stor guldsmed væk fra bordet med en klud, mens hun råbte ”UD”. Herefter samlede hun skårene op fra en tekop. ”Ærgerligt”, hun havde kun fem porcelæns tekopper, som hun havde lusket sig til for mange år siden oppe på den gamle gård ”Goodwill Farmhill”. Dengang boede der et ældre ægtepar med et par børn. Gårdkonen var nævenyttig og efter alt og alle - og hun skældte og råbte af tjenestepiger, staldknægte, mand og børn. Ja selv de stakkels dyr, hvis hun kunne komme til det. Men til trods for at hun var et arrigt fruentimmer var der tit gæster på gården, som blev inviteret til store fester og mindre, men overdådige selskaber i haven. Alfhild gjorde, hvad hun kunne for at skræmme de dumme mennesker væk. Hun planlagde både det ene og det andet i håb om at de ville forsvinde og aldrig mere vende tilbage. De forstyrrede den ellers så smukke skovfred med deres larm, musik og skænderier, syntes hun - og når gårdkonen i huset havde veninder til teselskab, pladrede og sladrede de så højt, at det kunne høres flere mil øst på. Alfhild vendte øjne og rystede på hovedet, når hun hørte, hvordan den ene pralede mere om mænd, børn og rigdomme end den anden - som om det var det vigtigste i livet. Selv var gårdkonens ældste datter ved at læse til lærerinde, og konen på gården brugte alle midler og kneb for at fremhæve sig selv i den forbindelse. Alt dette kunne Alfhild selvfølgelig ikke høre, når hun var på Carling, men hendes nysgerrighed fik hende til at liste hen til udkanten af skoven, hvor hun bag en stor, gammel eg kunne lure på gårdens beboere, bande over larmen og udtænke listige, ondskabsfulde planer. En varm sommerdag skulle der være fint selskab i den smukke have, og der var dækket nydeligt op i den bageste lystpavillon i udkanten af engen og foran den gamle, krogede eg. Det fineste porcelænsstel var taget i brug og dækket på en hvid, håndkniplet dug. Dekorative råhvide bonderoser strakte sig frejdigt i en vandkande, og en masse lækkerier var allerede placeret på små fade og glasasietter; der var små håndrullede chokoladetrøfler, en kirsebærtærte, mandelkager og små varme æbler med marcipan i midten. Alfhild sad som sædvanligt bag det gamle træ og skulede på al postyret, mens hun tiltænkte sig en ny skarnsstreg, som ofte ikke blev til noget. Men lige pludselig var det, som tog fanden ved hende. Da gårdkonens tjenestepige var gået tilbage til huset, forlod hun skovbrynet som en lynild med retning mod pavillonen. Her tog hun resolut i højre side af den hvide dug, dernæst i venstre side, samlede hele bundtet med en knude på toppen, tog dugen med al indhold over skulderen, hvorefter hun ilede tilbage til skoven. Hun var så ophidset, at hun nærmest løb over bække, gennem buske og træer mens grenene klaskede ind i ben og kinder, mens hun skiftevis bandede, smågrinte og talte med sig selv. Nu skulle hun nok få stoppet alt det kvindekvidder og lære konen på gården en lektie eller to. Hun kunne ikke høre skriget fra tjenestepigen, som kom ud med en svært tung bakke med de sidste nødvendigheder. Pigen fik et chok og stod bare på græsset foran pavillonen og gloede med åben mund på det totalt tomme bord, mens bakken rystede i hænderne på hende. Hun vidste ikke om hun skulle løbe tilbage med den varme te eller om hun turde sætte den på bordet. Så i stedet begyndte hun bare at hyle ”Hjælp, tyveri, hjælp”. Alfhild forestillede sig grinende, hvordan både staldknægten og konen i huset kom ilende til for at se, hvad der var sket - og især hvordan konen skældte den stakkels pige hæder og ære fra. Men der var af gode grunde ikke nogen som kunne give en bedre forklaring end ’nisser’ og ’trolddom’, for ingen kendte til hverken Alfhild eller Carling, og ingen havde den mindste lyst til at gå ind i den mørke, dybe skov for at undersøge tingene nærmere. Siden den dag havde Alfhild haft mere eller mindre fred og fint porcelæn i huset. Kagerne havde hun spist lidt af selv, men resten gav hun til fuglene, som især var glade for de fyldte æbler. Næsten al porcelænet var intakt, om end lettere skåret og kun en gang siden havde Alfhild haft så fint besøg, at hun havde haft det fremme - men ellers brugte hun selv kun vandkanden flittigt og en enkelt kop til sin daglige kamillete. Resten af porcelænet havde stået i et gammelt vitrineskab i det sparsomt møblerede køkken - aldrig siden vasket eller støvet af. Men i dag skulle hun bruge det fine porcelæn på grund af en gæst, som hun ikke anede, hvem var. Og midt i det hele blev hun drillet af nysgerrige væsner, som nu også var skyld i, at hun kun havde 4 kopper tilbage. Alfhild smilede igen ved tanken om den stakkels tjenestepige og hvor dumme de sikkert havde set ud der foran pavillonen. Men så kom hun i tanke om, hvorfor hun havde travlt med at stase op, og så bandede og svovlede hun videre, mens hun ryddede op på bordet og arrigt vaskede kagetallerkner af. --------------------- Goodwill Farmhill Der var mange vilde blomster på engen, hvor gården ”Goodwill Farmhill” lå. Gule, røde, lilla, rosa og blå blomster, talte pigen - som hun havde gjort det så mange gange før. Men hun havde ikke før nærmet sig den store skov, som lå i udkanten af hendes families kæmpe landejendom. Den skæve gård, som engang for længe siden havde været herskabelig, var flere hundrede år gammel, om end restaureret i ny og næ. Gården var hvid med stråtag, og havde smukke store, mørkerøde roser som kravlede op ad det store hovedhus. Den venstre længe, som engang var tjenestebolig, var nu garage og værksted. Den anden længe til højre, og den fjerde længe, som lukkede gården med en stor port, var stalde og lade - sparsomt beboet af to heste, to kvier, en stor so og 16 høns, som kunne boltre sig både ude og inde. Der var stadig plads til et par får eller andre dyr, men ikke tid, for husets beboere havde nok at se til. Pigens navn var Sebille og hun var det eneste barn på gården, som var en slægtsgård, der havde tilhørt hendes mors familie siden den blev bygget. Sebille blev født med en hjertefejl og havde derfor altid været meget beskyttet af sine forældre. Hun var lille og spinkel af sin alder, og selvom hun havde meget energi blev hun hurtigt træt. Hendes far var dyrlæge i byen og hendes mor privat skolelærer for de rigere familier. Således blev Sebille også holdt grundigt øje med og undervist hjemme. Sjældent legede hun med andre børn, kun når familiens fætre og kusiner kom på besøg - og derfor var dyrene på gården og markerne omkring hendes bedste venner og legeplads. Sebille manglede ikke noget - og slet ikke kærlighed. Hendes forældre elskede hende over alt på jorden og ville gøre alt for at beskytte hende mod uventede farer. Og selvom hendes hjertefejl betød, at hun skulle tage den med ro, ikke måtte overanstrenge sig eller blive for ophidset, så legede den lille pige som alle andre små piger på hendes alder. Sebille havde en god portion fantasi som kringlede sig ind og ud mellem det, der var virkelighed og det, der var opspind og egne historier. Denne smukke sommerdag startede som andre dage med varm havregrød med rosiner og revet æble, som Sebilles mor nænsomt havde lavet til hende om morgenen. Mælken var iskold og til dessert fik Sebille en håndfuld mørkerøde hindbær med ud i haven. ”Løb nu ikke for langt væk”, var det sidste Sebille hørte, da hun løb ud på gårdspladsen, videre ud gennem et større hul i den store brune træport ind i laden og ud igen på den anden side af en mindre, mørkegrøn stalddør som hamrede hårdt i efter hende. Hun løb gennem engens høje græs, hoppede og sprang, så de små brune krøller dansede om hendes ansigt mens hun lukkede øjnene og indåndede blomsterdufte, duften fra græsset og den friske sommerluft. Så stod hun stille, så hoppede hun, så stod hun stille. Hun legede med græshopper, myrer og sommerfugle og forestillede sig, at hun havde vinger og kunne flyve - og sådan gik tiden med leg, dans og sang, som den havde gjort det hundrede gange før. Lige siden Sebille var lille og første gang blev introduceret til den store eng, de boede på, havde hun fået strenge instrukser om, hvor hun måtte gå og vigtigst, hvor hun ikke måtte gå. Nu stod hun der med store, brune øjne og et skævt smil og kiggede ind mod den mørke skov. Træerne bøjede sig nærmest for hende - farlige og indbydende på samme tid. Hun hoppede et skridt nærmere, stod stille helt stille og kiggede ind i skoven. Så hun noget bevæge sig derinde? Hun kiggede tilbage mod huset, stående på samme sted, og så tilbage på skoven. ”Frokost,” hendes mors stemme lød nærmest syngende og Sebille kiggede en ekstra gang på skoven, vendte sig og løb hurtigt tilbage til huset. Hun var 8 år, og havde ikke haft problemer med sit hjerte i snart 4 år. En velsignelse, sagde hendes mor og far, men alligevel holdt de skarpt øje med hvert skridt og åndedrag, hun tog. ”Mor...” Sebilles stemme lød allerede bedende. ”Må jeg tage min frokost med på en skovtur?” Sebille havde spurgt så mange gange før, og kendte på forhånd svaret, men gjorde øjnene dobbelt så store og forsøgte at smile uskyldigt. ”En skovtur... som på engen, mener du?” Hendes mor så spørgende på hende. ”Nej, bare sådan lige i udkanten af skoven,” svarede Sebille usikkert, mens hendes øjne flakkede ud af vinduet, og hun pegede hurtigt i retning af skovbrynet. ”Bare lige der, ved det store træ...?” ”Du må ikke gå alene ind i skoven, Sebille,” hendes mor så bestemt på hende, ”og jeg skal kunne se dig hele tiden.” Sandheden var, at Sebilles mor skulle gøre hovedrent og det ville passe hende dejligt, hvis Sebille kunne passe sig selv lidt og have det sjovt udenfor, så hun ikke gik i vejen, når der skulle vaskes gulve og tørres af. Sebille hoppede op i jubel og snurrede rundt før hun gav sin mor et ordentligt kram. ”Tak søde, søde mor,” sang hun og bar en gammel flettet kurv med hank, som stod ude i viktualierummet hen til køkkenbordet. Hendes mor lagde et lille tyndt, grønligt tæppe i bunden, et lille glas med røde blomster på, en tallerken, en glasflaske med kold, hjemmelavet hyldeblomstsaft, to rosinboller med smør og pølse, et æble og en gulerod fra haven. Til sidst pakkede hun forsigtigt en masse små mandelkager ind i et råhvidt klæde. ”Husk, jeg skal kunne se dig fra vinduet hele tiden.” Sebilles mor satte sig på hug og gav Sebille et kys på panden, men næsten før hun var færdig var Sebille allerede ude af døren, gennem gården, ind ad hullet i porten og ud gennem den grønne stalddør. Hun følte sig lettet og glad, uvidende om, hvad hun skulle opleve senere på dagen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-07-15 14:52:57 |
Jeg har læst teksten A-Z. HVORDAN ved Alfhild, at hun får gæster (hverken telefon eller postvæsen)?
Selve den detaljerige beskrivelse af skoven og dens flora synes jeg vældig godt om; synes dog nok, børnebogsforfattere skal vare sig for at 'tale ned til' læseren eller fylde SÅ maaange detaljer på, at der dårligt blir 'plads til læserens egen fantasi' ;)
venligst ...
PS man kan faktisk formatere teksten; slå op under 'hjælp/info' ...
Selve den detaljerige beskrivelse af skoven og dens flora synes jeg vældig godt om; synes dog nok, børnebogsforfattere skal vare sig for at 'tale ned til' læseren eller fylde SÅ maaange detaljer på, at der dårligt blir 'plads til læserens egen fantasi' ;)
venligst ...
PS man kan faktisk formatere teksten; slå op under 'hjælp/info' ...
| ligeher | 2011-07-15 20:38:44 |
Hej Lykke,
Jeg kan godt lide din tekst. Og selvom jeg nok også hælder lidt til, at der er rigeligt med detaljer, så giver de tilsammen et rigtigt godt billede af scenen. Jeg har da i hvert fald fået et ret frodigt og levende forestilling inde i hovedet, både af Alfhild, hendes hytte og den store gård, hvor porcelænet oprindeligt hørte hjemme. Du får skabt en art mystisk/hyggelig/måske alligevel farlig, men også lun og humoristisk ramme om historien. Der er en art "Vinden i piletræerne" over den - i hvert fald indtil videre. Og Alfhild er i al sin arrigskab en person, jeg absolut godt kunne tænke mig at lære nærmere at kende.
Jeg synes også godt om dit sprog. Det er varieret, og du har et godt ordforråd. Og bemærkelsesværdigt få raptusser, når man tager i betragtning, at det er første gennemskrivning af historien (eller er det?). Med raptusser mener jeg f.eks. at fyldte æbler i min sprogbrug ikke bringer lykke med gør lykke - men det er småting.
Og det kan godt være, du skriver for børn og barnlige sjæle - men jeg er altså endnu ikke blevet for gammel til gerne at villle læse mere om Alfhild og hendes kumpaner i skoven. Jeg er ærlig talt også rigtigt godt gammeldags nysgerrig efter, hvilke krumspring din historie vil tage undervejs, og hvilke andre personer du har på lager. Så skriv endelig videre med alle de indfald, du kan hitte på.
Indtil videre.
For lov mig, at du lægger et ligeså stort arbejde i at stramme historien op og gå den kritisk igennem, når du er færdig. Det er nemlig i den proces, at en god historie bliver til en RIGTIG god historie. Og det tror jeg, du har potentiale til!
Mange hilsner
Jeg kan godt lide din tekst. Og selvom jeg nok også hælder lidt til, at der er rigeligt med detaljer, så giver de tilsammen et rigtigt godt billede af scenen. Jeg har da i hvert fald fået et ret frodigt og levende forestilling inde i hovedet, både af Alfhild, hendes hytte og den store gård, hvor porcelænet oprindeligt hørte hjemme. Du får skabt en art mystisk/hyggelig/måske alligevel farlig, men også lun og humoristisk ramme om historien. Der er en art "Vinden i piletræerne" over den - i hvert fald indtil videre. Og Alfhild er i al sin arrigskab en person, jeg absolut godt kunne tænke mig at lære nærmere at kende.
Jeg synes også godt om dit sprog. Det er varieret, og du har et godt ordforråd. Og bemærkelsesværdigt få raptusser, når man tager i betragtning, at det er første gennemskrivning af historien (eller er det?). Med raptusser mener jeg f.eks. at fyldte æbler i min sprogbrug ikke bringer lykke med gør lykke - men det er småting.
Og det kan godt være, du skriver for børn og barnlige sjæle - men jeg er altså endnu ikke blevet for gammel til gerne at villle læse mere om Alfhild og hendes kumpaner i skoven. Jeg er ærlig talt også rigtigt godt gammeldags nysgerrig efter, hvilke krumspring din historie vil tage undervejs, og hvilke andre personer du har på lager. Så skriv endelig videre med alle de indfald, du kan hitte på.
Indtil videre.
For lov mig, at du lægger et ligeså stort arbejde i at stramme historien op og gå den kritisk igennem, når du er færdig. Det er nemlig i den proces, at en god historie bliver til en RIGTIG god historie. Og det tror jeg, du har potentiale til!
Mange hilsner
| Lykke | 2011-07-15 20:55:51 |
Hej Ligeher :) 1.000 tak for din lange kommentar.
Det glæder mig, at du synes om Alfhild og hendes mærkeligheder. Jeg er meget tæt på at have skrevet alle hovedpersoner ned med karaktertræk og udseende i et udførligt Excel ark - og jeg lover dig, at det ikke bliver kedeligt.
Jeg skriver ikke på historien før jeg har læst den hele om igen. Så for hver dag, kan du tænke dig, at det tager længere og længere tid, før jeg kommer i gang - men så ved jeg også præcis, hvad der skal skrives.
Ja, det er første udgave - og derfor er det i øjeblikket kun selve indholdet, jeg har kig på og ikke 'raptusser' (elsker det ord) - og vil, når tiden nærmer sig prøve om jeg kan finde et par rigtig gode korrektører, som vil kigge bogen igennem for mig. Jeg tror man selv hurtigt kan glo sig blind på teksten og ikke se andre - eventuelt bedre (og mere korrekte) - vendinger og muligheder.
Igen 1.000 tak - du har virkelig givet mig mere blod på tanden^^
Lykke
Det glæder mig, at du synes om Alfhild og hendes mærkeligheder. Jeg er meget tæt på at have skrevet alle hovedpersoner ned med karaktertræk og udseende i et udførligt Excel ark - og jeg lover dig, at det ikke bliver kedeligt.
Jeg skriver ikke på historien før jeg har læst den hele om igen. Så for hver dag, kan du tænke dig, at det tager længere og længere tid, før jeg kommer i gang - men så ved jeg også præcis, hvad der skal skrives.
Ja, det er første udgave - og derfor er det i øjeblikket kun selve indholdet, jeg har kig på og ikke 'raptusser' (elsker det ord) - og vil, når tiden nærmer sig prøve om jeg kan finde et par rigtig gode korrektører, som vil kigge bogen igennem for mig. Jeg tror man selv hurtigt kan glo sig blind på teksten og ikke se andre - eventuelt bedre (og mere korrekte) - vendinger og muligheder.
Igen 1.000 tak - du har virkelig givet mig mere blod på tanden^^
Lykke
| Forfatter in spe | 2011-07-15 22:29:44 |
Du har en meget fin fortællestil. Man kommer automatisk helt ned i læsehastighed, fordi der er så mange detaljer at indtage, og dermed fornemmer man idyllen og det langsomme liv, som udspiller sig i skoven. Jeg kan rigtig godt lide ".. en lille vandmølle af træ, som sagte æltede vandet". Du har flotte ord, men alle kan være med - du rammer indenfor tavlen her. Desværre synes jeg, at afsnittet bærer præg af alt for mange korte sætninger, så læseoplevelsen bliver ikke så flydende og behagelig, som man kunne ønske.
Enkelte sætninger fik mig til at stoppe op
".. som blev inviteret til store fester og mindre, men overdådige selskaber i haven."
".. Alfhild var mildest talt ved at brække sig over at høre"
"..når hun var på Carling" (det må være "i")
(hvad er egentlig "glasasietter"? - og jeg tror at stalddreng skal være staldknægt)
Sætningen "Og så lige pludselig tog fanden ved hende" indikerer noget uovervejet, hvor en anden (Fanden) forcerer hendes vilje. Men du har jo netop fortalt, at hun pønser på at gøre noget "ondt" (.. udtænke listige, ondskabsfulde planer).
"Da gårdkonens tjenestepige var gået tilbage til huset for at hente te, mælk og sukker, hastede hun som en lynild ud af skovbrynet og løb hen mod pavillonen." indeholder noget godt men alligevel får den mit blik til at standse. Bevæge sig som en lynild ud af skovbrynet er en lækker formulering, men når den bliver kædet sammen med "haste", falder den fra hinanden, synes jeg. At haste lever slet ikke op til en bevægelse som en lynild. At sprinte ville leve mere op til bevægelsens karakter. Men egentlig ville jeg helst blot lade lynild være det eneste ord, der indikerede bevægelse i den sætning: "Da gårdkonens tjenestepige var gået tilbage til huset, forlod hun skovbrynet som en lynild med retning mod pavillonen.". Her efterlades man som læser i den magiske forestilling, som jeg fornemmer, at du prøver at fange - nemlig at "heksen" kan bevæge sig med lynets hast - og måske også lydløst! (Det forestillede jeg mig i hvert fald - men jeg har nok også en ret livlig fantasi). Den del med at tjenestepigen gik tilbage til huset efter te, mælk og sukker synes jeg skal undlades. Vi kan jo dybest set ikke vide, om det var det, pigen skulle hente. Vi kan blot forholde os til, hvad der på bordet og at pigen forsvandt ind i huset. Lidt senere får vi af vide, at det var the, og så er den fin ;-)
Endelig forstår jeg ikke rigtigt, hvem eller hvad det er, der er skyld i at en kop smadres : "Der lød et ordentligt brag og vredt vendte hun sig om, fejede ting væk fra kopperne på bordet med en klud mens hun råbte ”UD”. Herefter samlede hun skårene op fra en kop."
Som jeg startede - du har en nydelig evne til at sammensætte ord, men du har kastet dig ud i en svær genre, synes jeg. Svær fordi sproget så konsekvent er nødt til at være flydende og en smule fantastisk. Dit indledende afsnit som meget billedrigt beskriver skoven sætter en standard, som du ikke helt lever op til i resten af teksten. Men jeg er sikker på at en gennemskrivning kan pynte på meget af det.
Du har evnerne, og jeg vil gerne læse mere fra historien.
Venligst fra Jesper
Enkelte sætninger fik mig til at stoppe op
".. som blev inviteret til store fester og mindre, men overdådige selskaber i haven."
".. Alfhild var mildest talt ved at brække sig over at høre"
"..når hun var på Carling" (det må være "i")
(hvad er egentlig "glasasietter"? - og jeg tror at stalddreng skal være staldknægt)
Sætningen "Og så lige pludselig tog fanden ved hende" indikerer noget uovervejet, hvor en anden (Fanden) forcerer hendes vilje. Men du har jo netop fortalt, at hun pønser på at gøre noget "ondt" (.. udtænke listige, ondskabsfulde planer).
"Da gårdkonens tjenestepige var gået tilbage til huset for at hente te, mælk og sukker, hastede hun som en lynild ud af skovbrynet og løb hen mod pavillonen." indeholder noget godt men alligevel får den mit blik til at standse. Bevæge sig som en lynild ud af skovbrynet er en lækker formulering, men når den bliver kædet sammen med "haste", falder den fra hinanden, synes jeg. At haste lever slet ikke op til en bevægelse som en lynild. At sprinte ville leve mere op til bevægelsens karakter. Men egentlig ville jeg helst blot lade lynild være det eneste ord, der indikerede bevægelse i den sætning: "Da gårdkonens tjenestepige var gået tilbage til huset, forlod hun skovbrynet som en lynild med retning mod pavillonen.". Her efterlades man som læser i den magiske forestilling, som jeg fornemmer, at du prøver at fange - nemlig at "heksen" kan bevæge sig med lynets hast - og måske også lydløst! (Det forestillede jeg mig i hvert fald - men jeg har nok også en ret livlig fantasi). Den del med at tjenestepigen gik tilbage til huset efter te, mælk og sukker synes jeg skal undlades. Vi kan jo dybest set ikke vide, om det var det, pigen skulle hente. Vi kan blot forholde os til, hvad der på bordet og at pigen forsvandt ind i huset. Lidt senere får vi af vide, at det var the, og så er den fin ;-)
Endelig forstår jeg ikke rigtigt, hvem eller hvad det er, der er skyld i at en kop smadres : "Der lød et ordentligt brag og vredt vendte hun sig om, fejede ting væk fra kopperne på bordet med en klud mens hun råbte ”UD”. Herefter samlede hun skårene op fra en kop."
Som jeg startede - du har en nydelig evne til at sammensætte ord, men du har kastet dig ud i en svær genre, synes jeg. Svær fordi sproget så konsekvent er nødt til at være flydende og en smule fantastisk. Dit indledende afsnit som meget billedrigt beskriver skoven sætter en standard, som du ikke helt lever op til i resten af teksten. Men jeg er sikker på at en gennemskrivning kan pynte på meget af det.
Du har evnerne, og jeg vil gerne læse mere fra historien.
Venligst fra Jesper
| Lykke | 2011-07-16 08:51:57 |
Hvor er det dejligt, med så meget konstruktiv kritik. 1.000 tak for den tid, du også har taget, Jesper, til at se min tekst igennem. Det sætter jeg stor pris på.
Carling er en navnet på den eng/lysning, Alfhild bor på. Derfor skrev jeg 'på Carling' og ikke 'i Carling' - da det ikke er i byen fx. Men måske tager jeg fejl?
En glasasiet er et gammelt ord for en glas desserttallerken - jeg husker det fra egen barndom, når min mor bad mig henter glasasietter, når vi fik gæster. Jeg ved godt, at ordet er af ældre dato - men netop derfor, og fordi jeg selv forbinder det med finere gæster, valgte jeg at bruge det. Måske bør jeg efter skrive en lille forklaring. Jeg kan godt lide at bruge ord, som er ved at vippe ud fra det danske sprog - sådan bare lige for at hive dem lidt tilbage i folden igen ;)
Hele dit forslag til afsnittet om Alfhild som haster som en lynild, og tjenestepigen, som går tilbage efter sukker og mælk osv. er helt korrekt. Må jeg bruge dit forslag til sætningen?
Det er muligvis fordi jeg ikke har skrevet navnet på bogen, at det er lidt utydeligt, hvad det er, som smadrer en kop. Det er faktisk heller ikke meningen, at man endnu skal vide, hvad det er. MEN jeg vil dog alligevel ændre sætningen til:
"Der lød et ordentligt brag og vredt vendte hun sig om, fejede noget som lignede en stor guldsmed væk fra kopperne på bordet med en klud, mens hun råbte ”UD”. Herefter samlede hun skårene op fra en kop."
Med hensyn til de korte sætninger, så er det sjovt du nævner det. Jeg forkortede nemlig en del i starten efter første gennemlæsning, fordi jeg var bange for, at de blev for lange :))
Jeg vil rigtig gerne have en ny vurdering af teksten, når jeg kommer så langt. Er det muligt?
Tak ^^
Lykke
Carling er en navnet på den eng/lysning, Alfhild bor på. Derfor skrev jeg 'på Carling' og ikke 'i Carling' - da det ikke er i byen fx. Men måske tager jeg fejl?
En glasasiet er et gammelt ord for en glas desserttallerken - jeg husker det fra egen barndom, når min mor bad mig henter glasasietter, når vi fik gæster. Jeg ved godt, at ordet er af ældre dato - men netop derfor, og fordi jeg selv forbinder det med finere gæster, valgte jeg at bruge det. Måske bør jeg efter skrive en lille forklaring. Jeg kan godt lide at bruge ord, som er ved at vippe ud fra det danske sprog - sådan bare lige for at hive dem lidt tilbage i folden igen ;)
Hele dit forslag til afsnittet om Alfhild som haster som en lynild, og tjenestepigen, som går tilbage efter sukker og mælk osv. er helt korrekt. Må jeg bruge dit forslag til sætningen?
Det er muligvis fordi jeg ikke har skrevet navnet på bogen, at det er lidt utydeligt, hvad det er, som smadrer en kop. Det er faktisk heller ikke meningen, at man endnu skal vide, hvad det er. MEN jeg vil dog alligevel ændre sætningen til:
"Der lød et ordentligt brag og vredt vendte hun sig om, fejede noget som lignede en stor guldsmed væk fra kopperne på bordet med en klud, mens hun råbte ”UD”. Herefter samlede hun skårene op fra en kop."
Med hensyn til de korte sætninger, så er det sjovt du nævner det. Jeg forkortede nemlig en del i starten efter første gennemlæsning, fordi jeg var bange for, at de blev for lange :))
Jeg vil rigtig gerne have en ny vurdering af teksten, når jeg kommer så langt. Er det muligt?
Tak ^^
Lykke
| Lykke | 2011-08-12 10:18:16 |
Første afsnit opdateret - efterfulgt af andet :)
| haleløs | 2011-08-12 14:27:12 |
Synes, det er en SUPER idé, sådan at 'Jeg kan godt lide at bruge ord, som er ved at vippe ud fra det danske sprog - sådan bare lige for at hive dem lidt tilbage i folden igen ;)' genoplive de gamle ord !!
Læste så teksten igen, og hér er min kommentar til version 1.2:
Nu er vi så hoppet (mindst) to generationer frem til 'vores tid' og Sebille er dukket op som historiens hovedperson! Hende og gårdmiljøet har du også tegnet godt, en kæk og livlig lille pige som er dus med naturen.
De to afsnit kan vel næppe hænge umiddelbart sammen, vel? Tænker på det laaange tidsspring ;)
venligst ...
PS desuden har jeg sat et bogmærke ved teksten, så jeg kan følge med løbende ;)
Læste så teksten igen, og hér er min kommentar til version 1.2:
Nu er vi så hoppet (mindst) to generationer frem til 'vores tid' og Sebille er dukket op som historiens hovedperson! Hende og gårdmiljøet har du også tegnet godt, en kæk og livlig lille pige som er dus med naturen.
De to afsnit kan vel næppe hænge umiddelbart sammen, vel? Tænker på det laaange tidsspring ;)
venligst ...
PS desuden har jeg sat et bogmærke ved teksten, så jeg kan følge med løbende ;)
| Lykke | 2011-08-12 14:32:55 |
Som sædvanlig er du dygtig - dog er vi ikke hoppet frem, men tilbage i tiden. Første afsnit er nutid, andet er datid. Ja, det hopper, men det er nødvendigt for at kunne forstå historien (jeg har skrevet rigtig meget nu, og selvfølgelig skal der nok et par afsnit mere til, for at det gir' mening ;) )
Men tak for din - som altid - gode respons. Jeg sætter STOR stor (ja, dobbelt op...) pris på det!
:)
Men tak for din - som altid - gode respons. Jeg sætter STOR stor (ja, dobbelt op...) pris på det!
:)
| haleløs | 2011-08-12 14:52:59 |
Ahaaaa ... så anker-ordet er 'i dag' oppe i første afs. ??? Men det heeele er da ellers skrevet i da-tid ;)
'Den gamle kone stod lidt og skulede ud af vinduet ...' + 'var, at hun ikke anede hvem det var, der ville komme på sjældent visit i dag - og hun anede heller ikke hvornår.'
'Sebille hoppede op i jubel og snurrede rundt før hun gav sin mor et ordentligt kram. '.
Nåmen; følger i al fald SPÆNDT udviklingen ;)
venligst ...
'Den gamle kone stod lidt og skulede ud af vinduet ...' + 'var, at hun ikke anede hvem det var, der ville komme på sjældent visit i dag - og hun anede heller ikke hvornår.'
'Sebille hoppede op i jubel og snurrede rundt før hun gav sin mor et ordentligt kram. '.
Nåmen; følger i al fald SPÆNDT udviklingen ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Teksten er kun lige starten af en bog med ca. 32 afsnit. I afsnit to springer man til en anden scene med en anden figur - de to mødes og hver deres oplevelse hænger sammen. Spørgsmålet om, hvorfra Alfhild ved at hun får gæster skal faktisk hænge i luften lidt og netop, som du siger, give plads til fantasien. Alfhild er ikke en helt almindelig gammel kone, og forklaringen kommer i afsnit 4 - Oraklet ;)
Med hensyn til at 'tale ned til læseren', så er jeg ked af, at du føler det sådan. Jeg elsker selv detaljerige historier og har hentet inspiration fra andre fantasibøger.
Jeg har bestemt ikke skrevet så detaljeret, fordi jeg ikke ønsker at give læseren plads til at fantasere, men fordi jeg gerne vil beskrive den verden, historien udspiller sig i bedst muligt. Personligt synes jeg detaljerede beskrivelser giver en bedre indlevelsesevne. Måske er det fordi min egen fantasi mangler? :P Jeg tror det er en smagssag - men vil helt sikkert tage det til mig - så tak for det.
Bogen er nok mere til de større børn (11 og op) og barnlige sjæle :)
Og også tak for oplysningen om 'formatering af teksten'. Har ikke helt lært at navigere herinde endnu ^^
Lykke