Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
På Kanten
På Kanten


Forfattersiden.dk
Forfatter: Dragonfly
Skrevet: 2010-12-07 10:38:57
Version: 1.8
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Dette er en gammel version; den nyere version På kanten til oprør er både meget anderledes, og den samme. Så kan du jo selv bedømme hvilken én du bedst kan lide ;)
_______________________________________________________________________________

Det grå skydække henlagde verden i en dyster tone. Det irriterede mig at vide, at lige på den anden side af de forbandede skyer var der solskin. Det burde være varmt nu”¦ det var midt i august! Men nej, selvfølgelig var det koldt og gråt. Eftermiddagen tøffede langsomt forbi og radioens musik virkede søvndyssende. Jeg strakte mig gabende, rejste mig for ikke at falde i søvn, sukkede dybt og følte mig lettere fortabt. Jeg anede ikke hvad jeg skulle lave”¦ verden var for grå til at foretage sig noget. Jeg sjoskede over til min computer og gik på youtube. Hm”¦ Hvilken sang? Welcome to the Masquerade eller everybody’s fool? Thousand Foot Krutch eller Evanescence? Lidt tid sad jeg og overvejede det; så smækkede jeg computeren i med et brag. Jeg havde ikke engang overskud til at vælge hvad jeg skulle høre. Pokker ta’ det”¦!

Jeg gik ud og tog mig et krus te med sukker; det fik mig til at slappe af. Med kruset i den ene hånd og et tykt fleecetæppe i den anden, gik jeg ind og satte mig i stuen igen. Jeg pakkede mig ind i tæppet og tog et nip af teen. Min mobil vibrerede pludseligt; jeg tog den op af lommen og tog endnu en mundfuld te. Opkaldet var fra David.
”Hey”¦ hva så?” Lød hans stemme fra den anden ende.
”Keder mig grumt”¦!”
”I see”¦”
”Tja”¦ hva med dig?”
”Jeg prøver at finde en”¦” Hans stemme forsvandt i en larmende knasen.
”Hva?”
”Jeg prøver at”¦” Tre dutlyde og en larmende tavshed”¦ Forbindelsen var røget. Jeg bandede og smed telefonen fra mig på sofaen. Jeg tog en mundfuld te igen. Den var langsomt ved at blive kold, så den var hurtigere at drikke. Kort efter vibrerede telefonen igen og bekendtgjorde, at jeg havde fået en sms. Den var fra David. ”Må jeg kigge forbi i morgen? ^^”
”Jada :)” Tastede jeg hurtigt ind og sendte. Det var så én dag mindre at kede sig i”¦  

Jeg hørte en bildør smække. Det betød min far kom hjem. Så gik der ikke lang tid før min mor også kom. Jeg kiggede ned i suppegryden og betragtede se små selleristykker svømme rundt imellem gulerødder og porrer. Ad”¦! Han kom ind og kiggede interesseret ned i gryden imens han tog jakken af. Hans mund kørte nonstop med beretninger om sin dag og spørgsmål til min. Gid han ville klappe i”¦! Jeg svarede kun med brummelyde og enstavelsesord, men det tog han sig ikke af. Sådan var det altid”¦ og om en halv time kom min mor hjem og så kunne vi gentage det hele igen.

Vi sad i tavshed om køkkenbordet. Suppen smagte ikke rigtigt af noget, men jeg spiste den alligevel. Jeg gad ikke diskutere med mine forældre om mine madvaner. Så snart min skål var tom rejste jeg mig og satte den væk. Uden et ord til mine forældre gik jeg ind op på mit værelse og lukkede døren efter mig. Det gjorde dem ikke noget”¦ det gjorde det aldrig. Eller”¦ de gav aldrig udtryk for det generede dem.

De hvide, nøgne væge isolerede mig fra verden udenfor. Adskilte min verden fra andres og holdt mine tanker inde.
”Min vidunderlige lille verden”¦” Hviskede jeg sagte. ”Fri for løgne, kun den rene sandhed! På godt og ondt. Og andre skal holde sig væk. Det her er min verden, min sandhed, mit paradis”¦ og min grav. Alle andre skal blive væk. Holde sig i den verden de har skabt og ødelagt i deres grådige kamp for ære, anerkendelse og respekt. Alle deres løgne og had. Alle deres masker, der langsomt bliver slidt op og smuldres. Alle tror verden er et godt sted. At der er en dybere mening med livet. At de har venner der vil stå på hovedet for dem hvis de beder om det. Men det er der ikke”¦ venskab findes ikke. Venskab er bare noget man bruger som redskab til at komme frem og op. ” Min hvisken havde ændret sig til en lavmælt mumlen, som jeg hurtigt standsede; men monologen fortsatte ufortrødent inde i mit hoved. ’Der er dem der lader som om de er dine venner og bare venter på at dolke dig i ryggen, så er der dem der er ligeglade med dig, men stadig lader som om I er venner indtil der er et bedre tilbud, så er der dem der bare er ligeglade og ikke prøver at skjule det og så er der dem der bare er nogle svin, der skal kastreres med glødejern og smides i et hajbassin. Løgn og rænkespil”¦ der er ikke andet til. Survival of the fittest”¦ de svage bliver knust! Alle tror de er så hellige”¦! Alle håber på én eller anden form for frelse og et liv efter døden; at der er en gud, der vil straffe dem for deres synder, og derefter skænke dem evig lykke og fred. Men alligevel efterlever ikke deres guders regler og love”¦! De fleste kristne render rundt og er skide skinhellige. De kalder sig kristne og forsager djævlen, men generer man dem vender de ikke den anden kind til, som de skal; nej, de sender hele lortet tilbage i synet på én igen.’ Mine tanker fandt igen vejen ud gennem min mund. De sivede langsomt ud og lagde sig som en bitter stemning af dis i værelset.

”Præcis som satanister.” Jeg begyndte at trave rastløst rundt. ”Jeg lyver ikke for mig selv”¦ jeg indrømmer blankt jeg er mere satanist end kristen! Kristendom står for hyklerisk selvbedrag og kærlighed til de uværdige”¦! Satanismen ser mennesker som de dyr de er”¦ hævn, vitalt liv, visdom og kun kærlighed til de der fortjener det..! Mennesket er ikke andet end et dyr! Og værre end andre dyr. Primitive urinstinkter, der er i fuldt spil uden vi lægger mærke til det, og hævngerrig blodtørst.” Jeg tvang mig selv til at holde inde. Hvis folk hørte mig ville jeg blive erklæret sindssyg. Det eneste jeg manglede, for at blive stemplet som psykopat, var at stå og vifte vildt omkring mig med en pistol imens jeg stod og råbte og skreg min mening ud. Så ville der komme svært bevæbnede mænd styrtende og prøve at tale mig fra min holdning, hvorefter jeg enten ville bryde flæbende sammen og lægge pistolen, eller gå amok og prøve at skyde dem alle, kun ramme tre fordi jeg ikke sigter, og derefter selv blive skudt i stykker af de armerede folk. Jeg smed mig på sengen med et suk. Træt”¦ træt, såret, hadefuld og verdiløs. Kort efter faldt jeg i søvn.

Klokken var ti da jeg vågnede. Solen kastede sit lys ind gennem vinduet og varmede svagt. Jeg svang benene ud af sengen og stod op. Jeg vidste ikke hvornår David kom; det havde vi ikke aftalt. Jeg kiggede kort på mit spejlbillede i håndspejlet, der stod på bordet, og så et spøgelse kigge tilbage. Hurtigt flyttede jeg blikket, greb fat om spejlet med begge hænder og kylede det ned i gulvet så det knustes. Igen stod jeg og stirrede på spejlbilledet. Spøgelset i spejlet kiggede stadig på mig. Uden at røre skårene forlod jeg badeværelset og gik ned. Nogen havde banket på.

David stod med store hovedtelefoner på, som han hurtigt tog af, da jeg åbnede. Et smil tegnede sig hurtigt på hans læber og han hilste. Jeg lukkede døren efter ham og gik i forvejen ind i stuen, der stødte op til entréen. Jeg satte mig i sofaen og tænde tv’et, og få sekunder efter sluttede David sig til. Med tegnefilm som baggrundsstøj sad vi længe og snakkede. Det var et stykke tid siden vi sidst havde været sammen, for han havde været i London med sin familie. Jeg ville gerne selv til London”¦ faktisk havde han inviteret mig, men jeg kunne ikke tage med, for mit pas ville udløbe imens vi var af sted og vi kunne ikke nå at forny det. Jeg ville virkelig gerne ind og se Madame Tussauds voksmuseum. David sad og tegnede og fortalte. Både om voksmuseet, Big Ben, London Eye, undergrundsbanen og en hel del mere. Jeg sad som en spændt femårig og sugede det hele til mig. Jeg ærgrede mig over jeg ikke kunne være med, men det var der ikke noget at gøre ved; at høre om det var bedre end ingenting. David fortalte om deres tur i London Eye”¦ pariserhjulet standsede ikke for at lade folk komme af og på; man skulle bare stige af og på når ”vognen” var ved jorden, den fantastiske udsigt fra toppen, synet at hjulets skygge i vandet, at det gik så langsomt, at man ikke bemærkede det bevægede sig og at før folk blev lukket ind, gik ansatte ind og tjekkede vognen for om noget var blevet efterladt. Et eller andet sted var det underligt jeg så gerne ville derop, for jeg led af højdeskræk; slemt, endda”¦! Jeg hadede det faktum at vi boede i lejlighed! Det var også derfor jeg aldrig var ude på altanen. Min mave trak sig sammen, som strammet af snore, når jeg stod derude. Af samme årsag kiggede jeg aldrig på den anden side af gelænderet, når jeg gik ned. Langsomt bevægede mine tanker sig længere og længere væk fra højder og London. Det tog kun et par minutter før mine tanker var flere verdner væk. Indre verdner.

”Hey”¦” Davids knipsende fingre trak mig ud af mine tanker. ”Er du okay?”
”Hva”¦ ja, ja”¦” Skyndte jeg mig at sige.
”Du blev bare meget tavs”¦ du skal bare sige hvis du ikke vil høre om London.”
”Nej, nej”¦ det er fint.” Han lagde hovedet lidt på skrå og så ud til at overveje om han skulle spørge igen, men han lod være.
En pludselig indskydelse fik mig til at rejse mig
”Kom”¦” Sagde jeg indbydende og gjorde et kast med hovedet mod døren. Et øjeblik sad han tøvende som om han var bange for at blive voldtaget. ”Kom nu”¦” Gentog jeg. Han satte et par knyttede næver mod sofahynden, satte af og kom på benene. Med lette trin gik jeg ud i entréen og stak fødderne i mine Converse. Jeg anede ikke hvorfor jeg var så let til mode; det var som om en stor sten var lettet fra mine skuldre. David dukkede op bagved mig og stak fødderne i sine Sneakers. Han så på mig med et strejf af undring i blikket, men sagde intet. Det lod til at undre ham, at jeg gjorde mine til at gå ud. Ikke underligt hvis man tænkte over vi aldrig var udenfor, når vi var sammen. Vi gik ud i den pastelblå trappeopgang og gik helt op. Få minutter senere åbnede jeg den tunge dør ud til det flade tag. Jeg vidste ikke hvad der havde ført mig herop, men angsten for højder pressede ikke på som normalt. Måske var det kun fordi jeg ikke stod ved kanten. Den friske luft purrede op i vores hår og gik lige gennem vores tøj. Det generede ikke mig, men David trak sin trøje lidt tættere ind til sig. Jeg gik tættere på kanten.

Utrygheden rørte på sig, men ikke slemt. Kort efter fandt jeg mig selv stående helt henne ved kanten, med blikket rettet nedad. Jeg blev lidt svimmel og en antydning af kvalme rumsterede i mit indre. Hurtigt trådte jeg et par skridt tilbage. Jeg havde aldrig været så højt oppe; eller så tæt på en kant. Det gav ingen mening, at gå herop, men jeg havde gjort det alligevel.
Ingen af os sagde et ord. David stod skråt bag mig og betragtede mig afventende. Bilerne drønede larmende forbi på hovedvejen et stykke væk, men der var ikke en sjæl i syne på parkeringspladsen; kun en lille gråstribet kat luskede rundt langs buskene og kiggede efter mad. Den var sikkert hjemløs, for den var ret tynd.

”Skal vi ikke gå ind igen?” Spurgte David og gik op på siden af mig. Jeg reagerede ikke, men stod bare og stirrede tomt ud i luften; jeg hørte ham knap nok. ”Jeg kommer igen lige om lidt”¦” Sagde han så og forsvandt. Få sekunder efter hørte jeg døren blive åbnet og lukket igen. Det reagerede jeg heller ikke på.

Nogle minutter senere hørte jeg igen døren åbne og lukke igen. Jeg stirrede stadig ud i luften. Jeg burde gå ind igen, men jeg gad ikke rigtigt. En solsortehan fløj forbi et par meter fra mit ansigt. Dens næb var kraftigt orange og dens fjerdragt var kulsort og blank som en nyslået tier.  David trådte igen op på siden af mig, og jeg bemærkede han havde taget jakke på.
”Hvorfor vil du egentlig være heroppe når du er højdeskræk?” Spurgte han.
”Frygt”¦ frygt er noget man skal se i øjnene”¦ frygt er kun forbipasserende.” Jeg flyttede ikke blikket fra det usynlige punkt. David stillede sig ind foran mig.
”Står vi heroppe fordi du tror du kan overvinde din fobi?”
”Det er sært”¦ man er altid bange for ét eller andet”¦ hvis man overvinder én frygt, opstår en anden”¦ Når man er lille er det monsteret under sengen eller mørket, så er det frygten for ikke at blive accepteret, så er det frygten for ikke at kunne passe på sin familie.”
”Hører du overhovedet efter hvad jeg siger?”
”Frygt er bare en klods om benet; men man kan alligevel ikke undvære den”¦ hvis man ikke er bange for noget, er man død.”
”Det er da ikke rigtigt.”
”Frygt er det der holder os i live”¦ frygt er det der holder samfundet kørende. Samfundet er én stor lagkage af frygt og løgne, der er krydret med manipulation. Hvis man ikke er bange er man ligeglad, og hvis man er ligeglad gør man ikke noget for at overleve.”
”Hvis du ikke længere er bange for højder, hvad så?”
”Ikke noget”¦ absolut ingenting. ” Han så undrende på mig.
”Du er ikke bange for noget længere”¦?”
”De eneste ting jeg har været rigtig bange for var højder og døden. Ikke det at dø; men det at skulle finde ud af hvad der kom bagefter”¦” Jeg gik lidt tættere på kanten og kiggede ned. Parkeringspladsen var stadig tom. Fire biler stod parkeret et godt stykke væk; en gul varevogn og en rød, en grøn og en sort personbil. Pludselig mærkede jeg Davids hænder om skuldrene idet han drejede mig 180 grader.
”Nu vågner op og kommer til dig selv”¦!” Sagde han så og ruskede mig. Jeg svarede ikke, men lod mig i stedet ruske som en kludedukke. ”Nu!” Hans ruskede mig mere insisterende og til sidst rev jeg mig løs og stak ham en syngende lussing, der nær havde sendt ham bagover. Vi stod med en meters mellemrum og kiggede på hinanden; han med et bekymret udtryk i øjnene og jeg med et trodsigt. De skridt jeg havde trådt baglens havde bragt mig tættere på kanten. Der var cirka en fodslængde. David tog sig forskrækket til kinden, der havde fået en lysende rød aftegning af min hånd.

”Tror du på man bliver en engel når man dør?” Spurgte jeg så.
”Hva’? Hvad mener du?” Han flyttede hånden fra sin ømme kind.
”Det jeg siger”¦ tror du man bliver en engel når man dør?”
”Det ved jeg ikke”¦ hvorfor, gør du?”
”Måske”¦ måske ikke. Jeg ved det ikke. Jeg er satanist, såe”¦”
”Det er lidt svært at finde ud af tror jeg.” Han smilede svagt.
”Jae”¦ eller også er det ikke”¦” Et par småsten skurrede mod betonen under mine fødder, da jeg rykkede lidt på dem.
”Hvordan har du tænkt dig at finde ud af det?” Han rykkede lidt uroligt på sig og kastede et nervøst blik mod kanten ved mine fødder. Langsomt løftede jeg den ene hånd lidt og vinkede med fingrene, så drejede jeg mig 180 grader idet jeg trådte ud over kanten. Jeg hørte David komme med et forskrækket råb bag mig og vidste han sprang hen til kanten.

Jeg faldt hurtigt, men stadig langsomt. Parkeringspladsen susede imod mig og mit hår blafrede bagud. Vinduer med tremmegardiner og tomme altaner fløj forbi mig. Jeg bredte armene ud. Snart skete det; det kunne ikke tage lang tid. Det sorte underlag med hvide striber kom nærmere og nærmere. Kun nogle øjeblikke endnu, så skete det. Den lille kat stak af efter solsorten havde skreget arrigt af den. Man kan kun dø én gang; hvis engle fandtes ville vingerne komme før sammenstødet med jorden. Jeg hørte Davids stemme kalde mit navn, men jeg registrerede det knap nok. Stadig ingen vinger og jorden nærmede sig stadig. Jeg tog mig selv i at grine; jeg er udødelig! Jeg kan ikke besejres! Jeg flyver! Jeg flyver! Jeg er fri! Lyden af Davids stemme lød tættere og tættere på; gentagene gange hørte jeg mit navn blive sagt. Hvordan kunne jeg høre ham højere og højere, når jeg kom længere og længere væk fra ham? Jorden var få meter under mig nu. Samtidig lød det som om David var lige ved siden af mig.

”Ann...! Ann! ANN!” David rystede mig voldsomt; så voldsomt jeg begyndte at få hovedpine. Han standsede med ruskeriet da han så jeg åbnede øjnene. Hans bange udtryk forsvandt og ændrede sig til et kortvarigt til en blanding af vrede og irritation. ”Det må du ALDRIG gøre igen! Jeg var sgu da ved at skide grønne grise!”
”Hvad skete der da?” Spurgte jeg desorienteret og satte mig op. Jeg var havnet på gulvet ved siden af sofaen. Bordet stod skævt og den bog der havde ligget på kanten, lå nu med ryggen opad udfor min hånd og David sad til venstre for mig.
”Du kollapsede bare midt i det hele”¦!” Hans udtryk blev bekymret igen. ”Hvad skete der? Jeg kunne ikke vække dig og pludselig begyndte du at grine som en sindssyg”¦!”
”Det ved jeg ikke”¦ hvor lang tid var jeg væk?”
”15-20 minutter, tror jeg”¦”
”Jeg har ondt i hovedet”¦” Mumlede jeg stille og rejste mig med besvær. ”Vil du med ud? Jeg skal have noget frisk luft”¦” Han rejste sig og stillede bordet på plads. Jeg gik i forvejen ud i entréen og stak fødderne i mine converse. David stod i døren og kiggede på mig imens jeg bandt snørebåndende; så stak han hurtigt fødderne i sine sko og fulgte efter mig ud i trappeopgangen. Jeg mærkede det kolde metal mod mine fingerspidser, da min hånd strejfede gelænderet. Jeg tøvede lidt og kiggede på trappen, der førte nedad; så vendte jeg mig og begyndte at gå op ad trappen i stedet. Jeg hørte lyden af Davids sko mod trinene; selv gik jeg lydløst som en skygge.
”Hvorfor går du op, når ud er nedenunder”¦?”
”Vi kan også komme ud længere oppe”¦”
”Men”¦ har du ikke højdeskræk? Hvorfor vil du så ud længere oppe?” Han standsede. Jeg svarede ikke, men fortsatte bare; jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle svare, men jeg gad heller ikke rigtigt. David sukkede lavt bag mig, men sagde ikke noget. Kort efter hørte jeg igen lyden af hans trin bag mig. Efter et stykke tid stod vi foran en tung, grå dør. Den førte ud til taget.

Aruka2010-12-11 23:17:57

Haii :)
Det lyder rigtig fedt.. Jeg kan godt lide din start med solen bag det forbandede skydække :D
Men når du begynder på < og > bliver jeg meget forvirret... jeg kan ikke helt finde ud af om det er når der er direkte tale, for det virker som om der er nogle af tingene som den anden skulle have sagt..
Din tekst ville også blive meget mere overskuelig, hvis du laver afsnit :)

Jeg ved ikke helt om din hp har et blackout og bare drømmer om samtalen i midten, eller om det er et spring i tiden, eller noget helt andet, men det virker i hvert fald fedt med de livsovervejelser hp har!

håber du kan bruge det til noget :)

- Aruka

Dragonfly2010-12-13 08:41:26

beklager den ikke opdelte det i afsnit, det er skrevet i word, og der var det stillet fint op... måske er det bare min pc er er lidt sær x)

Robert Mørk2010-12-13 17:04:23

Hej Sweets

Det er en spændende historie du har skrevet.
Men jeg syntes at du skulle gøre dig den ulejlighed at opdele den i nogle afsnit, for ellers er den for svær at læse.

Du skriver rigtig godt og jeg blev hurtigt fanget ind i hp. verden.

Her er nogle småting som jeg faldt over under læsningen:

Du bruger ”verden” to gange i starten, på en lidt uheldig måde, syntes jeg.

Først: ”Det grå skydække henlagde verden i en dyster tone” men det er vel ikke hele ”verden” du mener, for ”lige på den anden side af de forbandede skyer var der solskin” (fed sætning for øvrigt)

Og så: ” verden var for grå til at foretage sig noget” det er vel ikke verden som skal foretage sig noget, men hp.

”og gjorde mig opmærksom på et opkald” er slet ikke nødvendigt at skrive, det er jo oplagt, så lad læseren selv tænke den tanke.

Og her: ” Sådan var det altid når de kom hjem”¦ og om en halv time kom min mor hjem og så kunne vi gentage det hele igen”
Det virker forkert med to gange ”kom hjem” så hurtigt efter hinanden, mon ikke du kan fjerne den første, og så bare skrive ”sådan var det altid”¦ og om en halv time kom mor hjem”¦”

Og her:
”Klokken var ti da jeg vågnede. Solen kastede sit lys ind gennem vinduet og varmede svagt. Jeg svang benene ud af sengen og stod op. Jeg vidste ikke hvornår David kom; det havde vi ikke aftalt. Jeg kiggede kort på mit spejlbillede i håndspejlet, der stod på bordet, og så et spøgelse kigge tilbage. Hurtigt flyttede jeg blikket, greb fat om spejlet med begge hænder og kylede det ned i gulvet så det knustes. Igen stod jeg og stirrede på spejlbilledet. Spøgelset i spejlet kiggede stadig på mig. Uden at røre skårene forlod jeg badeværelset og gik ned. Nogen havde banket p唝
I dette afsnit er jeg ikke helt med, hun vågner i sin seng, tager håndspejlet fra bordet, og pludselig forlader hun badeværelset. Hvornår kom hun der ud?


At du bruger > og < er måske en smagssag, men for mig er det forvirrende, Hvad er tale? hvad er tanker? og hvem siger hvad?
Særligt i hendes lange enetale/tanker på værelset, hvor du bruger det på en rodet måde, syntes jeg.

Håber du kan bruge lidt af dette.

det var spændende at læse, hun er jo en klog pige din hp.
K.h. Robert

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk