 |  | Uden Støttehjul |
 |
|
|||||||||||||
|
”Sikke et hul. Hvem boede her?” ”Mennesker. Som alle andre steder.” ”Hvad tror du... at der skete med dem?” ”De døde. Som alle andre steder.” ”Vi er sandelig muntre i dag...” ”Som alle andre dage.” Gående midt på den øde gade var de to skikkelser - klædt i beskyttelsesdragter og hjelme med spejlvisir - fuldstændig malplaceret. Som om de var klippet ind fra et andet sted og tilfældigt smidt ind, i håb om at det ville blive en god reklame. Reklame for hvad, kunne man så diskutere. Den smuldrende asfalt knasede, da deres støvler trådte over de store stykker af pløjet brolægning. Hvad der havde været en gade, var et oprørt hav. De få overlevende lygtepæle stak op som dystre landmærker med byen som baggrund. ”Jeg finder bedre dækning højere oppe.” Han pegede mod en søjle forvredet metal, der ragede op over barrikaden af murbrokker for enden af gaden. Hun nikkede tavst. ”Be right back.” Han løb i forvejen, springende fra betonblok til betonblok, indtil han kunne kravle op på søjlen. Den gav sig under vægten, men lod til at holde. Det var ikke en lygtepæl. Den var for kantet og massiv. Måske en skulptur. Enkelte steder var stadig rød og hvid maling at se. Det var en skulptur. En skulptur med vindfløjter. Den havde stået for enden af hovedgaden. Den uvante, hjemlige fornemmelse havde været der, siden de havde krydset den sønderbombede jernbanebro. De havde fulgt jernbanen gennem byen til stationen, hvor resten af konvojen ventede, mens de begav sig op ad hovedgaden. Fra sit vindue havde hun kunnet ane en fingerbredde af jernbanen, hvis hun havde lænet sig langt nok ud. Dette var hendes kvarter. Hun havde leget her, tegnet hinkeruder på fortovet og set skuffet til fra sit vindue, når regnen skyllede dem bort. Fortovet var der - mere bølget og ujævnt, end hun huskede det. Til begge sider hævede de tomme bygninger sig mod den farveløse himmel. Enkelte vinduer var ikke knust. Alle døre stod åbne i velkomst. Et hvidt gardin flagrede bag den knuste rude i en let vinken. Hun burde føle noget. Det var meningen, at hun skulle føle noget. Det gjorde hun ikke. Hun følte sig ikke forandret ved det uventede gensyn med sin barndoms gade. Jorden var overstrøget med ting fra husene som de eneste beviser for, at her havde boet mennesker. Alt lå spredt ud over det hele, som om en tidevandsbølge var væltet op gennem gaden, havde hevet alt inventar ud af husene og smidt det fra sig. Hun havde trådt på en billedramme. Fotografiet i rammen var for længst borte, som om det aldrig havde eksisteret - eller også var der aldrig blevet tid til at sætte et passende billede i. Alting var forandret. Ikke på grund på af det giftgrønne skær, som alting fik gennem beskyttelsesglasset i hendes hjelm. Ikke på grund af de kolossale ødelæggelser fra eksplosionens kølvand. Stilheden var øredøvende. Ikke engang vinden hviskede mellem murbrokkerne. Kortvarigt syntes hun at høre fjerne råb, latter. Første sal over hende manglede ydermuren, så man kunne se Larsens' stue. På et bord stod en bakke med en intakt kaffekande og kopper. Hun kunne have svoret på, at stellet var fra den kongelige porcelænsfabrik. Ved bordet var en stol skubbet ud, som havde nogen rejst sig op. Men ingen burde have reageret hurtigt nok til at rejse sig. Alle var fordampet ved eksplosionen. Nogle forsvandt, andre efterlod 'skygger' på husmurene. Som papirklip i et skyggespil eller forvredne ekspressionistiske figurer uden hold i virkeligheden. Ubevægelige skabeloner af mennesker, som havde haft deres daglige gang i gaden. Hvor der havde løbet et menneske, var en skygge tilbage. I går havde hun lært at cykle uden støttehjul gennem gaden under hvin og latter, hjulpet på vej af sin far. I dag gik hun over det smadrede fortov som en voksen kvinde i ruinerne af et liv, som for længst var borte og glemt. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-04-27 22:02:38 |
Lige bortset fra 2 ord beskriver scenariet fængende og velskrevet vist udmærket katastrofen i Japan!
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
