 |  | Livet er skønt |
 |
|
|||||||||||||
|
”Kan du huske da de kom? Det tror jeg stærkt på at du kan. Du ville aldrig glemme den dag. Den er der aldrig nogensinde nogen der vil glemme. De var der pludselig. Gestapo, Wehrmacht, Abwehr, SS. Alle de tyske Korps. Du fik en ubehagelig kvalme i halsen. En grim føelse i hele kroppen og du blev pludselig dårlig. Du fik det ikke bedre før et år efter hvor at du trådte ind i den lokale købmand og ved et tilfælde kom du ind i baglokalet, du fortalte aldrig hvordan eller hvorfor, men der fandt du ud af at der blev trykket illegale aviser. De eneste aviser som man kunne stole på at man fik den rigtige viden fra. Endelig fandt du nogen der havde de samme tanker og holdninger som dig. Folk som, ligesom du, ville gøre en forskel. Som ville bekæmpe tyskerne og gøre modstand. Der gik ikke lang tid før at du blev en del af den danske modstand mod besættelsesmagten, mod nazi-svinene. Efter det forandrede du dig hurtigt. Før krigen var du en glad og festlig fyr (for ikke at tale om skørtejæger) som man hurtigt kunne misunde for din charme, selvtillid, erfaring og evner for kvinder. Du røg meget kan jeg huske, og drak også meget hver gang at der var fest. Men nu er det anderledes. Du er blevet kold og næsten følelsesløs. Det er som om at du er blevet en helt anden person. Du er ikke den glade og festlige skørtejæger som jeg så godt kendte engang. Den eneste vane som du har beholdt fra den tid er at du stadig ryger. Nu er kvinder ligemeget i din verden. Du sagde engang til mig at kærlighed er for børn. Du drikker ikke mere eller er med til fester. Og hvis du er til fest er det kun fordi at du skal finde indformation om en eller anden tysker. Ikke for din egen morskabs skyld. Nu er du så meget inde i modstands styrken at hvis en tysker tortureret dig og fik dig knækket ville de fleste danske modstands-folk blive hentet af Gestapo i løbet af et par dage. Det sagde du i hvert fald til mig. Jeg ved ikke om det er sandt men jeg tror hvertfald på dig. Det har jeg altid gjort og jeg håber at jeg stadig kan. Dit arbejde inde for modstanden var at finde information af forskellige tyskere. Nej, ikke kun tyskere, også danskere i tysk uniform. Altså ligeud sagt: landsforrædere. Du blev engang sat til at likvidere en dobbeltagent som vidste for meget. Du havde mareridt og traumer lang tid efter. Det er det eneste menneske du nogensinde har slået ihjel. Men en dag blev alt anderledes. Du mødte en pige, og jeg gætter på at du blev forelsket. Du har fortalt at i mødtes inde på en pub men efter at du ikke drak længere var jeg sikker på at der var en længere historie bag. Hun havde langt bølget blond hår og smaragd-grønne øjne. Flotte kindben og en slank krop. Det var præcis som du gerne ville have en pige før krigen... før at du forandrede dig. Du begyndte at smile igen, et smil som ikke havde set solens stråler siden tyskerne kom. Jeres forhold gik hurtigt med at bygge op. Efter bare få dage begyndte i at holde i hånd og efter en uge eller to kom i sammen. Aldrig havde jeg set dig så lykkelig. Jeg tror bare at du havde glemt hvordan at kærligheden var. Forelskelsen, lykken, håbet, trygheden og det at blive elsket. Dit liv havde været alt for belastet med alt den modstand og alle de nazister. Måneden fortsatte med det som du kaldte dit livs kærlighed. Du mindede mig meget om en teenager som lige havde fået sin første kæreste. Du sagde at i skulle være sammen for evigt og altid. Man kunne ikke føre en samtale med dig uden at du skulle nævne hvor smuk og dejlig hun var hvert femte minut. Men én ting kan jeg da fortælle dig: I så søde ud sammen og hun var den bedste kvinde som du nogensinde havde fået fat i. Jeg kan huske da jeg sad i din lejlighed sammen med dig og hende. Hun fortalte at hun ikke kunne lide når folk røg, og fra den ene dag til den anden stoppede du med at ryge. Du var satme også belastende de næste uger efter det. Så var det endelig nytår. 1944 skulle vise sig at blive et år der forandrede alt, men den aften skulle der bare festes. Du, din kæreste og jeg tog hen til en fest som blev arrangeret af brødrende Jensen som vi begge kendte fra folkeskolen. Der blev drukket, drukket rigtigt meget. Også fra din side, det var lang tid siden at jeg havde set dig drikke så meget. Det var nok på grund af din kæreste, hun havde fået dig til at leve op igen, men den aften regnede jeg også ud at det her kunne blive farligt. Du havde det med at tale over dig når du var fuld. Det var grunden til at du ikke havde drukket siden at du var blevet en del af den danske modstand. Men jeg stolte nok på dig og hende til at lade det være. Det varmede bare mit hjerte at se dig glad igen. Intet had, ingen tanker om hævn. Den aften så jeg dig som den person du engang var. Dagen efter vågnede vi alle med tømmermænd i brødrende Jensens have. Da jeg vågnede sad du oppe på taget af brødrenes hus og stirrede ud over byen. Jeg satte mig op hos dig og vi begyndte at snakke. Det havde været den bedste aften i dit liv fortalte du, og jeg ville have væddet alle mine rationeringsmærker på at du havde glemt alt om den nazistiske skygge der havde lagt sig over Danmark. Det havde garanteret været en befrielse for dig. Du fortalte at her i det nye år ville du ligge alt modstand bag dig. Der skulle lige brændes en sidste tysk ambassade og så var det slut. Du ville satse 100% på dig og din kærestes liv sammen. Der var også en ting mere. En ting som virkelig havde gjort dig lykkelig. Din kæreste fortalte dig i går at hun ventede barn. Det var stort og det var jo den bedste grund som man kunne finde for at stoppe med modstanden. Dog var det dig et mareridt at du skulle have et barn der skulle vokse op i et nazistisk Danmark. Nogen dage efter ringede du hjem til min lejelighed og sagde at vi skulle mødes nede ved ”Tusind smykker” som var, som navnet antød, var en smykkeforretning. Den der var nærmest i lokalområdet. Jeg undrede mig lidt over hvorfor at du ville have vi skulle mødes ved lige netop den butik men uden at spørge tog jeg derned. Der fortalte du mig hvorfor vi var der... du ville giftes og skulle ind og købe ringe. Du havde virkelig besluttet dig. Du ville virkelig leve et civilt liv med hende. Men der var en ting som bekymrede mig. Sabotagen i aften var lige den sidste ting du skulle som en del af den danske modstand og så var det, det. Så var det slut. Klokken var mange da den sorte folkevogn kom og samlede os op. 3 Mand plus chaufføren. Bagagerummet var læsset op med tændvæske og en lille smule sprængstof. Det burde være nok til at smadre den ambassade godt og grundigt. Godt nok var der udgangsforbud på denne her tid men chaufføren var mekaniker og kendte en del tyskere på den omegn så det skulle der ikke være problemer med. I bilen fortalte du om hvordan at du ville fri til din pige når du kom hjem. Du var helt besat af den tanke. Jeg havde købt cigarer til efter sabotagen hvor at vi kunne fejre din (nok fremtidige) forlovelse og som tak for den modstand du havde ydet mod besættelsesmagten. Jeg havde sagt det med cigarerne til alle udover dig, det skulle jo være en overraskelse. Endelig nåede vi frem til ambassaden. Der var lige to tyske soldat som der holdt vagt men chaufføren kendte dem begge og fik dem (med hjælp fra noget skotsk whisky og russisk vodka) til at falde om efter blot en time, men hvor at chaufføren havde ladet som om at han havde drukket. Imens havde vi andre holdt os skjult inde i folkevognen men trådte ud så snart at chaufføren havde givet signal. Da vi var højst en halv meter fra ambassadens dør kom der lige pludselig en høj fløjtelyd og ud af buske og fra bag træer, til og med ud af ambassadens dør, strømmede det ud med tyske soldater. Vi var alle i chok og vidste ikke hvad vi skulle gøre. Ikke før at chaufføren og du trak nogen pistoler frem som i havde gemt under jeres frakke. I nåede ikke engang at skyde før at tyskerne affyret deres maskinpistoler mod jer. Jeg nåede at flygte, utrolig heldig som jeg er, og gemmer mig i en nabo-have. Jeg fik ikke sovet et eneste minut den nat. Jeg lå bare i et lille forfaldet legehus som der var i en gade, ikke langt fra ambassaden. Frygten for at tyskerne kom og skød mig ligesom de gjorde med dig og de to andre var simpelthen for stor for at man kunne tillade at lukke øjnene og falde i søvn. Flere gange måtte jeg gå ud til hækken i den ukendte have og brække mig. Jeg var så bange, og efter at have set det som skete med dig... Det var ikke til at forstå. Det var som om at jeg ikke kunne acceptere af det skete selv om jeg havde set det med mine egne øjne og hørt det med mine egne øre. Da solen ståede op gik jeg for første gang den nat uden for haven og den ukendte ejendom. Der var langt til min lejelighed men jeg kendte vejen derfra så jeg tog en cykel der stod op af murstens-huset der stod på ejendommen. Jeg tænkte rent faktisk ikke på at det var tyveri jeg lige havde begået før at jeg allerede var nået for langt væk til at jeg gad at stille den tilbage. Da jeg var nær lokalområdet hvor at jeg boede tænkte jeg lige på din kæreste. I var ikke flyttet sammen officielt endnu men hun boede alligevel nærmest hjemme hos dig. Jeg besluttede mig så for at fortælle de skrækkelige nyheder til hende. Jeg ringede på dørklokken adskillige gange og bankede på døren, men ingen lukkede op. Jeg havde fået en reservenøgle af dig og med den låste jeg mig ind. Der var ingen i lejeligheden, den var stille og føltes kold. Der var ingen spor af din kæreste. Men pludselig begyndte telefonen at ringe og jeg tog den op til øret. Der hørte jeg en dyb og massiv stemme der havde en stærk tysk accent. Stemmen var ikke til at glemme, og ordene som den sagde har jeg heller aldrig glemt: ,,Halløj Lise, jeg ville bare lige spørge om Hr. Müller var kommet forbi med pengene? Du ved, de der penge for at have givet os information om modstands-folkene. Hallo? Er der nogen?” Da lod jeg røret hænge. Jeg kunne ikke høre mere, hele min verden brasede sammen. Hun havde stukket os. Pigen som du havde elsket så højt havde stukket os. Det var ikke at fatte. Måske havde du ret dengang. Måske er kærlighed bare for børn, men i så fald.... vil mange mennesker aldrig blive voksne...” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-04-14 19:54:25 |
Rigtig, rigtig velfortalt historie i realistisk plot og setting! En læseværdig tekst med overraskende pointe!
VELKOMMEN INDENFOR til os andre ;)
venligst ...
VELKOMMEN INDENFOR til os andre ;)
venligst ...
| MortenWM | 2014-04-15 21:08:37 |
Mange tak for rosen og velkomsten :D
| madsen | 2014-04-14 20:08:54 |
rigtig, rigtig god tekst, meget rørende. Den minder dog meget om en film eller tekst jeg før har læst. Jeg synes det virker utroligt godt, at du har valgt at skrive historien, som en fortælling til den døde.
Hilsen "madsen"
Hilsen "madsen"
| MortenWM | 2014-04-15 21:08:03 |
Mange tak for rosen :D Det kan godt passe at det minder om noget da jeg har været meget inspireret af Flammen og Citronen da jeg skrev fra dette :)
| Maria R.V | 2014-06-15 21:24:11 |
Virkelig god og velfortalt historie! Utrolig flot formuleret :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
