 |  | Mulberry 1 |
 |
|
|||||||||||||
|
Afbrændt bacon og æg. Lugten ramte hans næse med det samme da han åbnede døren. Sammy holdt i et par sekunder fast i dørkarmen, mens han stampede ned i hans anden tennissko og smækkede så døren i. han tog trappen og smed skoletasken i nærheden af fordøren, før han sjoskede ind i køkkenet. Sammys far stod ved komfuret, foroverbøjet som i bøn, mens det bacon, der var i panden, var ved at brænde af. Sammys far var ude på en af hans små vandringer i hukommelsen igen. “Morgen, far” ingen reaktion. Sammy rykkede stolen ud fra køkkenbordet og hævede stemmen en anelse. “Morgen, far!” Det gav et ryk i hans far da Sammys stemme trængte ind i den lille verden, der havde optaget de fleste af hans sanser i mere end ti minutter. Velkommen tilbage, tænkte Sammy. “Ah, hej Sammy.” Lugten af afbrændt bacon blev kort stærkere da faren hev panden af kogepladen og svingede rundt med indholdet. Hans far greb gaflen, der lå ved siden af vasken og prøvede på løsne indholdet. Det lykkedes mere eller mindre. Sammy rejste sig behændigt fra stolen og greb en bordskåner fra hylden under skabet. Sammys far stak ham et fåret smil, da Sammy smed bordskåneren på køkkenbordet. Smilet var næsten naturligt, men Sammy ignorerede øjnene, der var røde. De sad og spiste og sagde ikke mere end absolut nødvendigt til hinanden. Sammy skævede til kufferterne, der stod og ventede på køkkengulvet som deltagere ved en begravelse. Sammy rettede blikket mod hans far, der var faldet i staver igen. Han havde en skive brød i den ene hånd og gaflen i den anden, mens der lå en portion røræg og bacon på tallerkenen der stille dampede løs. Sammys far stirrede på blomsterbuketter, kranse og græs igen i tankerne. Sammy dagdrømte ikke, men han drømte om hans mors begravelse næsten hver nat. Det der rystede ham mest var lugtene som han ikke havde skænket en tanke da de begravede hans mor men som nu nærmest overvældede ham når han drømte om det igen og igen. Frisk opgravet jord, græs og lugten af det nye tøj han havde haft på, men som han ikke havde rørt siden. Det lå i bunden af hans skab i en papkasse nedenunder en gammel rød vinterjakke hans mormor havde givet ham da han var ni eller ti år gammel. “Hvor længe er du væk denne her gang, far?” Brødskiven i hans fars hånd sitrede kort og hans far blinkede med øjnene. “Hmm?” Sammy gentog spørgsmålet og gjorde sig umage for at få det til at lyde en anelse mere positivt, hvis han var nødt til at gentage sig kunne han ligeså godt udnytte det. “Det meste af ugen er jeg bange for,” sagde hans far og så ud som om han mente det. “Jeg kan måske være tilbage fredag eftermiddag, hvis jeg kan få Salva til at arrangere et tidligt møde med”¦” hans stoppede sætningen før han nåede til slutningen. Han prøvede at skubbe et smil frem fra gemmerne, men det krøllede sammen før det nåede ud til læberne. “Undskyld Sammy, men du ved jo hvordan det er, ikke?” Sammy nikkede og tog en bid brød, der var læsset med røræg. Han var faktisk glad for at hans far i det mindste kunne koncentrere sig om arbejdet, når han talte om det lignede han den far han huskede fra før bilulykken, ikke den slørede kopi, der kørte på automatik. “Det er helt i orden, far,” sagde Sammy med munden fuld af røræg og tyggede af. “Hannah kommer sikkert forbi, ikke?” “Jo,” sagde hans far. “Jeg har givet hende besked og hun kigger forbi og laver noget aftensmad til dig som du kan varme, så du ikke lever af hotdogs og pizza.” Sammy trak på skulderen. “Jeg har nu ikke noget imod pizzaer, jeg smider bare noget sundt på.” “Det vil jeg se, før jeg tror på det,” sagde hans far tørt og begyndte at dele resten af maden op, der var tilovers på panden. Hannah var deres husholderske, der ikke var meget højere end Sammy, der for en måned siden var fyldt tretten. Hun var ikke ligefrem en humørbombe, men hun brokkede sig ikke over det rod Sammy og hans far efterlod eller vasketøjet, der sommetider hang ud over vasketøjskurvens kanter. Sammy havde den mistanke at hun havde ondt af dem, selvom hun gjorde hvad hun kunne for at skjule det. Hannah havde selv børn, der gik i high school og en mand, der arbejdede ved kommunen som hun skulle tage sig af men hun havde på trods af det tid til at kigge efter Sammy når hans far var på arbejde. Sammy vidste at hun ikke udelukkende gjorde det for pengenes skyld, bag det lidt reserverede ydre var en rigtig hønemor. Sammy stillede deres tallerkener ved vasken og løb hen efter skoletasken. “Du ringer, hvis der er noget?” Hans far nikkede og tog stegepanden. “Ja, jeg ringer i aften, hvis ikke det bliver for sent, ellers så ringer jeg i morgen.” “Okay, hyg dig far.” “Lige over, Sam, husk lektierne.” “Hej,” sagde Sammy og hankede op i skoletasken, åbnede for fordøren og stak i løb før døren nåede at smække i. “Hej,” mumlede hans far, deponerede panden i vasken og åbnede for vandhanen. Præstens stemme blev kort overdøvet af lyden af vandet, der ramte panden, men hans stemme var heller ikke mere end en lav summen i baggrunden til at starte med. Egetræskisten, der stod over hullet overdøvede alt andet. --- En sort krage landede ved et grønt vindue, hvor malingen var ved at skalle af, det var et kældervindue. Kragen undersøgte kort omgivelserne før den trippede hen til den nærmeste døde fugl og begyndte at hakke i dens bryst. Den døde fugl var stadig frisk, kragen fangede en god luns blodigt kød fra fuglens bryst og slugte det. Kragen stirrede kort på kældervinduet igen. To døde rotter lå stive med knuste hoveder op ad ruden. Begge var næsten mumificerede, så der var ingen næring at hente der. Kragen fortsatte med spisningen. Hak, hak, hak. Den døde fugl rykkede sig på jorden hver gang kragens næb trængte dybere ned i kroppen. Rebecca vågnede med et sæt. Sollyset, der trængte igennem vinduerne i soveværelset var begyndt på at varme sengetøjet og havde vækket hende. “Lort!” Hun kæmpede sig op på albuen og stirrede på clockradioen der viste 7:46. Rebecca skar en grimasse og rullede ud af sengen og satte i løb brøkdele af et sekund efter at hendes fødder ramte gulvet. Morgentoiletten blev sparsom, men der var ikke meget der skulle gøres før hun kom til at se halvvejs præsentabel ud. Frisuren var simpel og i skulderlængde, for det meste samlede hun bare håret i nakken. Hun havde ikke tid til morgenmad, men hun var heller ikke sulten, så hun greb bare et æble. Hun bed i æblet, holdt det med tænderne og låste op for våbenboksen, der stod i skabet lige udenfor hendes soveværelse inde i stuen. Hun tjekkede at kammeret var tomt og magasinet korrekt ladet og skød så magasinet ind. Mekanismen gav et højt klik fra sig, da den fangede magasinet. Hun satte sikringen på og placerede den sorte Glock 17 i hylsteret Hun stoppede skjorten med i ryggen, greb jakken og nøglerne og var ude af døren. Inde i soveværelset skiftede clockradioen fra 8:08 til 8:09 da hun låste døren og tog de første par trin ned af trappen. Rebecca gav gamle Henderson et nik før hun vendte næsen mod hendes gamle Ford og satte i løb. Hun nåede halvvejs før en patruljevogn tog svinget der ledte op til lejlighedskomplekset hvor Rebecca boede. Manden bag rattet dyttede og hun kiggede kort efter lydens kilde. Hun stoppede, smilede og ændrede retning, så hun kunne stige ind i passagersiden. Da hun åbnede bildøren og steg ind sad Tucker naturligvis i førersædet og ventede som om at der ikke var noget særligt ved at han hentede hende. “Go’morgen, Tucker!” “Hej, Becks.” Hun smækkede bildøren og Tucker vendte vognen. “Tak, vækkeuret holdt ferie.” “Helt fint, jeg tænkte nok at det var noget i den stil, for det meste er du inde før klokken er 7:30, så jeg tog chancen og kørte forbi.” “Okay!” “Jeg sagde, at jeg hentede dig, så du er allerede logget ind.” Rebecca stak Tucker et skævt smil, mens hun studerede ham, men han lod ikke til at bemærke det. Tucker prøvede åbenbart på at spille cool, noget han ellers ikke var specielt god til, men denne gang lykkedes det ret godt. Tucker var lige blevet færdig med uddannelsen for en måned siden og han var ret grøn, men han skulle nok lære det, når det hele faldt i hak. “Gik Foreman med til den?” Tucker rystede på hovedet. “Lilly stod for det, Foreman kommer åbenbart ikke ind før engang over middag, noget med et møde sammen med chefen og borgmesteren eller noget i den stil.” Rebecca nikkede let med hovedet. Lilly var sekretæren på fuld tid, der havde arbejdet på politistationen i en menneskealder. Lilly var også en af de få på politistationen der brugte hendes fulde navn, Rebecca i stedet for øgenavnet Becks. “Det er en tysk øl, Rebecca. Det ved du godt ikke?” spurgte hun af og til, når hun hørte at de andre på stationen kalde hende Becks. Så havde hun altid den der mine på, der fik Rebecca til at le. “Jo Lilly, det ved jeg godt, men det er ikke ondt ment, snarere tværtimod!” “Hmm, jeg synes nu stadig at det er en uskik, men hvis du kan leve med det”¦” De var det eneste kvinder på politistationen og Lilly havde åbenbart set det som hendes pligt at holde en beskyttende hånd over hende, kvindelig solidaritet og alt det der. Rebecca var nu glad for det, hun beklagede sig ikke, for dem på stationen var ikke alle lige lette at danse med sommetider. “Så standart patrulje, eller er der noget specifikt på menuen?” Tucker rystede på hovedet. “Bare standart, Hanson og Williams er ude ved et indbrud oppe ved Red Gardens,” svarede Tucker. “Og Sacks og Erlanger?” “Passer begge skrivebordet, Lilly har været efter dem med rapporterne, de afleverede efter værtshusslagsmålet i lørdags.” “Okay, gider du lige at stoppe ved den nærmeste kop kaffe, jeg skal lige ha’ et skud kaffe.” “No problem, fang lige en kop til mig osse.” “Klart, jeg gir’” --- Den monstrøse Chrysler Imperial årgang 1966 tog svinget med en lethed, der måske kunne være en smule overraskende for en tilskuer, men manden bag rattet havde relativt tidligt fået en god fornemmelse for bilens egenskaber og styrede den med en let hånd. Metallica’s And justice for all flød ud af højtalerne og ud i landskabet, mens William “Weasel” Riggs trykkede hastigheden op på 85 kilometer i timen igen og holdt den der. “Er du sikker på at vi er på rette vej?” spurgte Weasel og kiggede over på passageren. Passageren nikkede. “Jeps, vi tog den til venstre efter Ashton, nu skal vi bare fortsætte indtil vi kommer til Green Bend og tage vejen ned til Mulberry.” Mark Devon gned tindingen med et par fingre og hvilede armen på bildøren igen, mens luften, der kom susende forbi bilen udefra, prøvede på at lave ravage i hans frisure. “Du kan da bare smide en GPS i vognen, Weasel.” Weasel hævede et øjenbryn og fnøs. “Nul putte, den her vogn skal sgu ikke ha’ en GPS, det er sgu da en ‘66 Imperial for pokker!” Mark Devon skævede til radioen og båndafspilleren nedenunder og vurderede om han skulle kommentere den gammeldags opsætning, nu da han alligevel havde berørt det emne, men skrottede ideen. “Whatever, jeg tænkte bare, at jeg lige ville nævne det.” “Kommenteret og arkiveret,” sagde Weasel og gjorde som om at han smed noget ud af vinduet. “Så hvad drejer det her sig om, Mark?” Mark stirrede kort på Weasel. “Hvad mener du?” “Du ved den her tur. Mulberry, halvvejs ude på bøhlandet,” præciserede Weasel “En halv marathon fra det nærmeste toilet med et bræt, du ikke får splinter i røven af at sidde på!?” Halvvejs inde i den svada gik der åbenbart et lys op for Mark Devon. Effekten på hans udseende var slående, han lignede i højere grad skuespilleren, der havde prydet forsiden på diverse tv- og ugeblade, men nu havde de heller ikke en stylist og en makeupartist med på bagsædet, selvom der snildt var plads omme bagi, udstyr inklusive, hvis man altså lige tog bagagerummet i brug. “Jeg troede sgu da at jeg havde fortalt dig hele lortet?” Weasel trak på skulderen. “Det er da meget muligt, men jeg må altså tilstå at jeg enten ikke har hørt efter, eller at min hukommelse ikke er, hvad den har været, så hvis du lige ka’ ridse banen op ville jeg sgu være taknemmelig!” “Fair nok. Ro på, Will.” Begge Weasels hænder slap rattet for at efterligne Marks slap-af-gestus. Mark skar en grimasse da den tunge veteranbil fløj derudaf uden kontrol. “Jeg er helt rolig, Mark. Nærmest komatøs,” sagde Weasel og lagde vægt på ordene med et par lette bevægelser med hænderne før han igen lagde den ene på rattet. “Så spyt ud,” afsluttede han og klukkede. “Du ka’ da godt huske at jeg fik rollen i den der historiske serie som NBC og BBC har i maskinen?” Weasel nikkede. “Ja, noget med smuglere eller sådan noget, Bomuld og Te eller sådan noget i den dur.” “Netop, vi starter med at filme om en 2 måneders tid, men de har allerede fundet ud af, hvor de fleste af scenerne on location skal fyres af og det hele ligger inden for en 30 kilometer radius af Mulberry.” Weasel kiggede kort på Mark. “Aha, så du vil se stederne før tid eller hvad?” “Nej, skide være med det,” brummede Mark irriteret. “Jeg gider bare ikke at sidde i skide hotelværelser og campingvogne, hvis jeg kan finde en hytte et sted, der kan være mit hjem i måske 4 måneder.” Mark trak på skulderen. “Måske længere, hvis serien bliver en succes.” “Var det ikke kun en miniserie?” “Jo, men det er normalt, at de prøver at holde historien inden for en enkelt sæson, når der er udenlandske investorer, også hvis der er materiale til flere sæsoner. Hvis serien er en succes begynder de først rigtig at hive tegnedrengen frem og tænker mere langsigtet.” “Okay, så du regner med at du har fast arbejde i et par sæsoner og nu er vi altså på jagt efter en hytte?” “Hytte, husbåd eller skide zeppelin, jeg er skide ligeglad, så længe der er de bekvemmeligheder, jeg skal bruge,” brummede Mark. “Alt det hotelshit og catering ædelse er dødens pølse efter et stykke tid og jeg tænkte, at jeg kunne finde noget før hele lokalområdet får nys om det og sender priserne i vejret på ejendommene, mens vi filmer.” “Har du noget i kikkerten allerede, eller skal vi bare køre rundt og lede efter til salg skilte?” “Nej, du smider mig bare af ved den lokale bed & breakfast i Mulberry,” forklarede Mark. “Så finder jeg ud af detaljerne.” “Godt,” sagde Weasel lettet. “Jeg har faktisk et par ting, jeg skal have ordnet. Det kan tage en dag eller to, men efter det kan jeg godt lige kigge forbi.” “Okay.” Weasel pegede med en finger af kassetteafspilleren. “Smid lige noget andet på, den der er ved at være færdig.” “Noget særligt, eller skal jeg bare rode rundt i bunken?” “Hvis du kunne klare at holde nallerne fra Motorhead for en gangs skyld, ville jeg være taknemmelig.” Mark gloede overrasket på Weasel. “Er du blevet træt af Motorhead?” “Kald det et ønske om en mental pause fra de herrer, efter at du sidste gang kørte de bånd i over fire timer!” “Motorhead er da guld for helvede!” brummede Mark i en dårlig imitation af forsangeren Lemmys stemme. “Kostforandring Mark, simpel kostforandring. Hvis du stopper et Motorhead bånd i maskinen igen, får du fandme lov til at æde det!” Mark tyggede lidt på det mentale billede og begyndte at rode rundt i papkassen med bånd, han havde hevet op fra dens sædvanlig plads mellem hans ben. “Megadeth?” spurgte Mark efter et par sekunders roden i kassen. Weasel så ganske tilfreds ud, han nikkede. “Hvilket album?” “Youthanasia,” sagde Mark og hold et bånd op, hvor Weasel havde skrevet albummets navn på et normalt 60 minutters bånd. “Fint, smid den på.” Båndet Mark smed i afspilleren var nået til Train of Consequences da den metallicblå chrysler imperial årgang 1966 passerede bygrænsen. Weasel satte kurs mod gaden, hvor Wilma Henderson havde hendes bed & breakfast, som hun overtog efter at hendes far i 2002 gik på pension og flyttede ind i Rebeccas lejlighedskompleks. Weasel tog ét blik ned af hovedgaden og rystede på hovedet. “Holy shit, her skal man fandme lede længe, hvis man vil ha’ noget godt til næsen.” --- | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
