Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
1 - Nr. 113 st. th.
1 - Nr. 113 st. th.


Forfattersiden.dk
Forfatter: Frk. Jeff
Skrevet: 2018-08-15 23:23:35
Version: 1.2
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Mens hun sad der i sin vindueskarm iført sine slidte joggingbukser og et glas billig rødvin ved sin side, fik tankerne frit løb. Hendes ældre model af en computer var begyndt at brænde på hendes lår efter flere timers forsøg på at skrive noget brugbart. Hanna elskede at skrive, primært små korte tekster, som hun yndede at kalde digte. Den nøje udvalgte læserskare havde syntes godt om teksterne og opfordret hende til at sende dem ind til et forlag. Efter mange års tilløb besluttede hun sig for at give skriveriet en oprigtig chance. Men som hun sad der i vindueskarmen, var det som om hendes muse svigtede hende. Måske var det i virkeligheden hendes mod.

Hun lagde computeren lidt væk og hendes blik blev fanget af bygningen på den anden side af gaden. Tre opgange. 18 lejligheder. 18 forskellige liv. Hun sænkede vinglasset og smilede for sig selv. I nr. 113 st. th. fik hun øje på en spinkel, lyshåret pige på omtrent 10 år. Pigen dansede rundt i nattøj i hvad der lignede en stue. Hvide bogreoler fra Ikea limet til væggene, et par kunstige planter i vindueskarmene og en stor grå sofa placeret foran familiens altertavle; tv’et. En kvinde i 40’erne havde blikket stift rettet mod afgørelsen af ”Vild med Dans”, mens hendes højre arm kørte i et loop, som havde det været en GIF - ned i chipsposen, op til munden, tørre af i bukserne. Ned i posen, op til munden…

Hanna grinede over sin sammenligning og kom til at spilde det sidste af vinen ud over sin bluse. Hvornår havde hun egentlig taget den på - var det i går? Måske i forgårs? Skidt pyt, nu skulle den i hvert fald skiftes. Hun tog toppen af og vendte sig hurtigt væk fra det store vindue ud mod gaden. Normalt var hun ikke så blufærdig, men efter hun var flyttet ind i den nye lejlighed i stueetagen, føltes det som om folk var lidt tættere på hende. Hun smilede til sin dørstopper, som forestillede en hund. ”Hvorfor er det egentlig anderledes at bo i stuen, hr. Andersen?”, spurgte hun den med et forundret smil. Hanna smed toppen i vasketøjskurven, som endnu en gang var fyldt til randen og spekulerede på, om hun nogensinde ville finde en sin egen hjemlige rutine. Hun blev trist ved tanken om, at hun som nu 30-årig stadig ikke kunne finde ud af at fylde sit køleskab med råvarer, fordi det altid blev for gammelt, inden hun nåede at bruge det. Nu købte hun kun ting som makrel i tomat, knækbrød og energibarer - ting som ikke nødvendigvis skulle spises indenfor de første tre dage efter de var blevet købt.
Hun fandt en gammel hullet top fra H&M i sit skab, som hun var sikker på, hun havde smidt ud for flere år siden. Da hun trak den ned over sig og kiggede sig i spejlet, blev hun enig med sig selv om, at den godt kunne holde lidt endnu. I hvert fald som hjemmetop.

Hanna vendte tilbage til vindueskarmen og familien i nabobygningen. Pigen var holdt op med at danse og stod nu og trak kvinden i ærmet. Kvinden, som Hanna gik ud fra var moren, virkede utrolig irriteret over at blive forstyrret midt i den bedste sendetid og sagde noget til pigen uden at fjerne blikket fra skærmen. Den lyshårede pige stormede grædende ud af stuen.

Hanna slog blikket ned og stoppede ved en bunke Anders And blade i hjørnet af stuen. Et stik i brystet gjorde hendes blik mørkere. Hun slog hurtigt tanken ud af hovedet, rømmede sig og rettede ryggen. Tvang sin opmærksomhed over til den anden side af gaden. Kvinden havde rejst sig fra sofaen, men danserne i fjernsynet lod ikke til at ænse, at deres publikum havde forladt dem. De virkede så opslugte af dem selv og hinanden, at Hanna et øjeblik ville ønske, at hun også havde gået til dans ligesom sin søster. Smilende rejste hun sig for at fylde det tomme vinglas for tredje gang og mindede sig selv om, hvor ualmindeligt klodset hun var. Dans var nok ikke det rigtige at satse på.
Hun tog en tår vin og tændte en cigaret. Mens hun indåndede røgen bemærkede hun, at kvinden atter var tilbage i stuen. Hun kiggede ikke længere på tv’et, men stirrede derimod frem for sig med et blik, Hanna kun kendte alt for godt.

Hun vidste ikke hvilken tankesti hun havde ført sig selv ned af, før det var for sent. Hun kunne ikke stoppe det og vinen havde gjort hendes parader svage. Pludselig stod hans ansigt ganske tydeligt frem og hun mindedes den tid, hun så inderligt havde forsøgt at glemme. En tåre løb ned over hendes kind og hun tørrede den væk med håndryggen. Jeg græder ikke over ham, skældte hun på sig selv! Hanna sank sammen, skuffet over, at hun endnu en gang befandt sig i denne sårbare situation. Hulkende hev hun sin computer op på skødet igen og ganske langsomt begyndte ordene at forvandle sig til sætninger:

Til Andreas.
Jeg tror, det er på tide at konfrontere nogle af de følelser, jeg har tumlet med siden skilsmissen. Følelser som jeg muligvis har forsøgt at undertrykke, fordi det var nemmere. Fordi jeg higede efter at få det godt igen. Jeg kigger stadig op mod din lejlighed, når jeg tager metroen. Ind i mellem glemmer jeg det og kommer først i tanke om det, når jeg er kørt forbi. Inden længe bliver jeg først mindet om det, når jeg står af. På et tidspunkt vil en tur med metroen ikke længere minde mig om dig.
Bruddet tog hårdere på mig end jeg har ville erkende. Det føltes som et nederlag at være trist over at miste dig. Jeg ved, at du gjorde mange dumme ting i løbet af vores forhold og jeg er så småt begyndt at forstå, at jeg fortjente bedre. Det ændrer dog ikke på, at du er min første og eneste bragende forelskelse, og sådan nogle er svære at komme sig over.
Det er stadig svært at se og skrive dit navn. Jeg har en forudindtaget holdning til mænd som deler navn med dig. Engang kunne det få fyrværkeri frem i mig, at se dit navn på min telefons display. Det har stadig en vis magi, nu blot i en lidt mørkere form. Det samme gælder din duft. Jeg er sikker på, at mit opvaskemiddel dufter præcis som du gør. Måske skifter jeg det ud på et tidspunkt.
Det føles som om, at jeg i dette øjeblik for første gang er helt ærlig over for mig selv. Jeg sidder sågar med en lille tåre i øjet, mens jeg skriver. Ked af at jeg ikke passede bedre på mig selv og at det tog mig så lang tid at gøre noget ved det. Jeg brugte så meget tid på at være ulykkelig og på at græde mig selv i søvn, men jeg tog ikke affære. Jeg forsøgte tit at få dig til at forstå, men jeg kan se nu, at det aldrig ville være lykkedes mig.
Du fik mig til at tvivle på mig selv. Jeg er stadig skeptisk overfor nye mennesker. Bange for at de kan tryllebinde mig, som du gjorde. For jeg gennemskuede dig aldrig rigtigt før til sidst. Jeg havde mine fornemmelser, men du fik mig altid overbevist om, at jeg så spøgelser. Jeg har arbejdet på at turde stole på min intuition, siden vi gik fra hinanden for snart otte måneder siden. Jeg er blevet bedre til det, men der er et stykke vej endnu.
Jeg har på fornemmelsen, at efterskælvet omkring skilsmissen er ved at være slut. Jeg tænker på dig mere og mere sjældent, og når du til tider strejfer mine tanker, bliver jeg ikke længere ligeså vred eller trist som tidligere.
Det er svært at skulle slutte dette brev. Løftet til mig selv var, at det skulle indeholde alt det, jeg ikke fik sagt og som jeg har båret rundt på et stykke tid. Når jeg har sat det sidste punktum, så er der ikke mere at sige, og så er det på tide at komme videre og leve mit liv uden dig. Uden dig som min vredeskanal, min undskyldning og mit samtaleemne. Så er der kun mig tilbage, og det er skræmmende. Det er dog ikke ligeså skræmmende, som at forestille mig et liv, hvor jeg ikke var gået fra dig.
Jeg har stadig troen på, at ham den fantastiske er derude et sted. Der er bare ikke plads til ham, så længe jeg stadig er vred på dig. Så det her er min måde at gøre plads i mit hjerte og i mit sind til et nyt eventyr, en ny mand og en ny forelskelse. Det her er mit oprigtige farvel.

Hanna stirrede på skærmen, overvældet af sin egen ærlighed. Hun følte sig lidt ør, og besluttede sig for at sætte prop i vinen og gemme resten til en anden dag. Hun gik lidt rundt i lejligheden og blev pludselig i tvivl om hun havde børstet tænder. Hun blev enig med sig selv om, at uanset hvad, så var hun for træt til at tænke på det nu. Hun smed joggingbukserne på gulvet og kravlede op i sin seng. Lyset i nr. 113 st. th. var for længst slukket og for første gang i lang tid, faldt Hanna i søvn med et oprigtigt smil på læberne.


haleløs2018-08-16 13:37:47

foreslå Simone at skrive alt i hånden og med blyant, at begynde at bage langtidshævet brød, og selv lave pizza og spagetti fra bunden (læres via Youtube)
Og måske omlægge transportvejen så frisk inspiration kan afløse fortidens fiasko ;)

Du er en dygtig og underholdende betragter og formidler!
venligst ...

PS "... mere og mere sjældent ..." hmmm
Frk. Jeff2018-08-23 23:39:05
Simone er begyndt at hækle, gå lange ture, tegne og så småt er inspirationen til at skrive også ved at vende tilbage :)

Tusinde tak. Det er første gang jeg skriver en lidt længere tekst, så det er rigtig rart med dine rosende ord.

Hvad fungerer ikke med sætningen "mere og mere sjældent"?

haleløs2018-08-25 07:16:52

Jeg er en generation ældre end dig og ville selv sige 'sjældnere og ...' men man skal selvfølgelig blive i sit eget sprog og tonefald ;)
Frk. Jeff2018-09-20 23:08:32
Jeg troede kun man måtte bøje enstavelsesord på den måde? Det kan være, det er mig, der tager fejl :)

Har forresten ændret hendes navn til Hanna (I tilfælde af forvirring omkring tidligere kommentarer)

PS. Hvordan ved du, at du er en generation ældre end mig? :)

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk