I mit hovede taler mine personer altid engelsk. Lige meget hvor de er i verden. Jeg nævner det ikke i noget af det jeg skriver, men sådan er det altid for mig.
Det ville blive alt for kompliceret for mig hvis jeg skulle til at sætte andre sprog ind.
Hvis de nu skulle tale et andet sprog, skriver jeg altid: ""..." sagde manden på fransk".

Faktisk HAR Rikke en god pointe; JEG læser mange bøger på bl.a. engelsk og de andre skandinaviske sprog, og har da aldrig oplevet, at forfatteren pludselig slår over på et andet sprog.
Det ville nok osse blive alt for kompliceret for læseren ... at skulle til at google og evt. slå op i ordbøger.
Tror faktisk, de fleste ville stå af ... Så Rikkes forslag " sagde manden på fransk" er en fin idé !
venligst ...

Hejsa,

det med sproget i teksterne, har jeg aldrig rigtig tænkt over, da mine bøger altid har været skrevet på dansk eller engelsk fra start til slut. Selv om en historie fx foregår i Amerika, er det ikke mærkeligt at læse dialogerne på dansk. Men hvis en af personerne i bogen fløj til Frankrig og fortsatte med at tale "dansk" (som jo så er engelsk) til franskmanden, og det ikke blev gjort klart, at de nu talte til hinanden på fransk - og personen rent faktisk talte fransk - ja, så ville det virke helt tosset ;-)

Det med at skifte sprog inde i en historie - ville aldrig kunne fungere. Hvis man er helt forgabt i en forfatter, må man lære dennes modersmål og derefter læse teksterne, som de oprindelig var skrevet - og ikke lade sig spise af med en oversættelse.

Nu er jeg ikke typen, der stopper med en bog, hvis jeg først har taget hul på den, men jeg havde nok måtte give fortabt hvis ikke Dostojevskij havde været oversat til dansk ;-)

/Jesper

Hmm , jeg synes det kan være godt hvis du beskriver fra fortællersynsvinklen - hvordan din evt. fortællerstemme oplever sproget. Som regel kommer der en præsentation af stedet når man "lander" med lugten, skift i omgivelser og det franske sprog der gør at man virkelig kommer ind i kulturskiftet. Ydermere vil jeg tilføje at det virker ganske udmærket med en eller to enkelte sætninger der viser at nu er sproget skiftet. Som læser tænker man ikke meget over det - men det virker godt på fornemmelsen af stedet - se evt. Jacob Ejersbo's Liberty hvor der er slang med videre som zoomer dig ind i hans univers - held og lykke :)

Jeg tror ikke, man kan sætte en fast standard for det. I de fleste tekster er det nok klogest at holde sig til et enkelt sprog, men der kan være situationer, hvor det giver mening at bruge et fremmed sprog.

Jeg begyndte for velsagtens 25 år siden at skrive en gyserhistorie. Den var skrevet på dansk, men fordi der indgik mystiske ritualer i teksten, foregik de på noget, der mindede om Latin. Det gav en særlig effekt til mystikken.

Det modsatte kunne også være tilfældet, hvis man skrev en kærlighedshistorie og lod den mandlige hovedperson tale fransk eller italiensk til den kvindelige hovedperson - i enkelte korte sætninger, vel at mærke.

En lakmusprøve må være den ret simple at læse teksten igennem uden at tænke for meget og så bagefter overveje, om det virker eller ej. Er der flow i teksten? Giver det noget ekstra til teksten? Hæmmer eller fremmer det læsningen?

jeg har faktisk brugt det at skrive på flere sprog i tekster før i tide, for at indikere flere sprog i min historie...lad mig sige det kort, dum idé, det forvirrer mere end det gavner, at skifte sprog. ( jeg brugte engelsk til at indikere et andet sprog end dansk blev brugt.) med mindre at din person ikke skal forstå hvad der bliver sagt for så kan det give en større forståelse og bedre indlevelse, at læseren heller ikke forstår det..

hvis der tales på andre sprog, som skal forståes, skriver jeg oftest bare hvad sprog der bliver talt.
EKS: "Det er den vej" svarede manden på et syngen fransk

håber det hjælper Hilsen
en NatteRavn