 |  | Drømmeport - en indledning til en ny roman |
 |
|
|||||||||||||
|
Hej alle sammen - er mit første indlæg herinde, så glæder mig til at høre fra jer. Dette er min indledning til en ny roman jeg er begyndt at arbejde på. --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- En blålig månestråle lagde sig som striber af tårer over hendes øjne og fik de lyse iriser til at se ganske blinde ud. Hun lå i mørket og lyttede til den hviskende vind der listede gennem vinduet på klem og bragte hende duften af en verden i dvale. Kulden stak i huden, men manden ved hendes side var varm som altid. Drømmene spillede i hans ansigt, og hun lænede sig ind over ham for at betragte deres leg. Små smil trak i hans mundvige og under hans øjenlåg bølgede det, som om hans øjne så en verden hun ikke kendte. Nætterne kunne være lange og ensomme når søvnen nægtede at komme og Alva følte sig som en vampyr der betragtede sit menneske, mens han hvilede under dynen. Hun elskede ham, gud hvor hun elskede ham. Når søvnløsheden plagede hende, som tørst i ørknen, brugte hun sine timer på at læse eller stirre på hans velkendte træk. Af og til gav kroppen sig endeligt og tillod hende øjeblikke i velsignet intethed, hvor sind og tanker forsvandt og sank ned i sengen. Men hun drømte aldrig. Det havde ikke altid været sådan. For tre år siden havde hun pludseligt fået svært ved at falde i søvn, og for 2 år siden var hun helt holdt op med at drømme. Lægerne sagde det skyldtes hendes angst og at hun var deprimeret. Alva følte sig ikke trist. Siden Julian var kommet ind i hendes liv havde hun været lykkelig som aldrig før. Han tog hende ind som om hun var den luft han skulle bruge for at leve og favnede alt hun var. Søvnløsheden fyldte meget hos dem begge, især fordi Alva sjældent havde energi til at lave alt hun gerne ville. Men han havde ikke kendt hende før, da hun stadig drømte, og ofte sad han med hende til langt ud på natten og de snakkede og elskede og planlagde en fremtid hun håbede hun kunne magte. Da han var faldet på knæ en stjerneløs nat og erklæret, at han ønskede at leve alle sine nætter med hende havde hun grædt i afmagt og lykke. Hendes ben føltes afkræftede da hun smed dem ud over sengekanten og slentrede hen til vinduet. Udenfor lå byen som en jordisk stjernehimmel med gadelys, reklameskilte og natteravnenes læselamper. Rammen knagede da hun skubbede vinduet helt op og lukkede vinden ind. I karmen lå hendes tomme notesblok, som hun aldrig gjorde andet end at stirre på. Før drømmene forsvandt, havde den været smurt ind i ord og skitser og hendes fingre var altid blå af blæk. Med drømmene forsvandt inspirationen. Nu lo de tomme linjer af hende og det eneste der holdt hende fra kyle den i skraldespanden var håbet om at eventyrene ville vende tilbage. Der var engang hvor nattens operascene var hendes yndlings sted i verden. Dengang virkeligheden var et ocean fyldt med hajer og drømmene en åben slette med både sol og regn der skærmede hendes hjerte. Hun havde næppe været mere ulykkelig end andre teenagere. Fyldt med usikkerhed og en hverdag med ensomhed og frygt for de andres ord og meninger. Dengang havde det været vidunderligt at komme hjem fra skole og krybe ind mellem puderne og falde direkte ind i hendes egen verden, med skønne mænd og åbne vider. Et sted hvor hun var stærk og smuk, hvor der ingen grænser fandtes. Julian brummede og vendte sig i sengen. Alva sukkede og så længselsfuldt på ham. Han var det tætteste hun kom på en drøm disse nætter og hans varme trøstede hende. Han var bedre end drømmene, for han var virkelig, men hendes evige vågenhed tærede på den virkelighed de prøvede at skabe sammen. Natten gik på hæld og sortheden blegnede hvor jorden mødte himlen. Alva så hypnotiseret på fødslen af endnu en dag og mærkede det ulme i huden, mens varmen kæmpede mod kulden. Bag hende åbnede Julian sine øjne og så det velkendte syn af hendes nøgne kurver mod lyset. Det brune hår var lysnet af sommersolen og faldt ned over hendes sammenkrummede ryg, som var de bølgende tanker fra hendes hoved. Hun havde altid virket på ham som en fremmed fugl, der var kommet fra en anden himmel end den over Danmark. Selvom hun var træt og havde svært ved mange ting, så virkede hendes øjne altid årvågne. Når hun stirrede ud over byen kunne han have svoret han så skygger i hendes øjne, der bevægede sig, som om hun så ting han ikke kunne. Men når man ikke kunne drømme med lukkede øjne måtte man vel gøre det med åbne. ”Er det en smuk solopgang i dag?” spurgte han mildt og rakte ud for at stryge hendes ryg. Hun smilede ved lyden af hans stemme og lagde sig ned ved siden af ham. ”Som i et eventyr,” svarede hun og plantede et kys på hans pande. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-10-17 18:38:19 |
heeej & VELKOMMEN!
VELSKREVET søvnløshed; du er slet ikke den eneste romanforfatter her inde; nævner i flæng:
Lau G.N. Anne , NHUTH ,Sweets , Nadia K. , Chilsen m.fl.
Kig desuden på lyrikeren NannaLa's tekster
venligst ...
PS læs hvorledes man linker teksterne under 'HJÆLP/INFO'
VELSKREVET søvnløshed; du er slet ikke den eneste romanforfatter her inde; nævner i flæng:
Lau G.N. Anne , NHUTH ,Sweets , Nadia K. , Chilsen m.fl.
Kig desuden på lyrikeren NannaLa's tekster
venligst ...
PS læs hvorledes man linker teksterne under 'HJÆLP/INFO'
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
tak for forslagene. :)