 |  | Porøst |
 |
|
|||||||||||||
|
Alligevel knækkede træerne i ildens smalle ryg for kun at knitre svagt bruse i hendes hals der er revet til blods ramt af månens horn og med blikket sydvendt mod skovens lig, det døende liv i krattet, i skovbundens råd af gulnede kastanjeblade I ryk føres hun ned med billeder af svigt, der vasker sig i regn Handlinger og ord isner fast i skalpeller der rammer som latter, i små løfter, blide smil over nattens vinglas som knive der knuser vinduet og siver under døren som rester af varme Alligevel råber hun naboerne op og blod drukner tungen og gadelygterne svigter knitrer på barmen, svagt før hun falder sammen Træet faldt på ryggen Vi hører træerne falde fylde mig med kviste Ansigtet klippes op hendes ryg flækker på ryggen af de andre Og regnen bløder, pibler fra advarsel til panik | ||||||||||||||
 | Lau G.N. | 2012-06-27 01:01:37 |
kraftigt og tempo fyldt digt...
jeg kan godt se det.......tror jeg.
Hilsen
Natteravnen.
PS.
har en enkelt gang gået i natten, under en orkan og set hendes skønhed på nært hold. C);)
jeg kan godt se det.......tror jeg.
Hilsen
Natteravnen.
PS.
har en enkelt gang gået i natten, under en orkan og set hendes skønhed på nært hold. C);)
| falke | 2012-06-27 01:12:41 |
Hendes ansigt træder frem på baggrund af tærskler. I dette tilfælde en andens ansigt. En morders bekendelse i den frosne februar-regn; det anonyme "hun" begyndte egentlig som "luder", men at almengøre offeret er nok mere i tråd med det specifikke POV i lyrikken. Og tak for ordene Lau :)
| falke | 2017-03-20 19:54:00 |
Et mords anatomi. Livet rinder ud alle steder, i alle ting. Kontraster i ild og is, liv og død. Med os selv som iagttager; ikke helt medskyldig, men ikke helt på afstand.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
