Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Logbog   Kap. 4   Et fremmed USB-stik
Logbog Kap. 4 Et fremmed USB-stik


Forfattersiden.dk
Forfatter: nhuth
Skrevet: 2013-04-28 18:15:28
Version: 1.14
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 




KAPITEL 4


Fredag 7.8.


Et fremmed USB-stik


     Politiets teknikere havde fundet tydelige rester af både Turtle Wax og blod, på de klude de havde fundet i Andersens tromle til afbrænding af haveaffald. Nu manglede de bare at se nærmere på de to ting, som hundene havde fundet i skovbunden. En rusten hammer, et lille koben og en forholdsvis ny herresko, størrelse 44.  
     Igen var bunkeren i Kompedal Plantage bemandet. Militærets øvelser i området var fortsat indstillet og de samme to agenter var igen på arbejde. De var enige om at overvågningen af selskabet fungerede upåklageligt, men tolderne i Frederikshavn havde kvajet sig.
-  Måske skulle vi se lidt nærmere på coasterens sejlplaner for de næste par uger og lige tjekke sidste værftsbesøg, foreslog Sølvræven.
I henhold til den ordre, som de havde fået af deres overordnede i Gladsaxe, skulle de primært interessere sig for coasterens fragt for Rygård - og sekundært medvirke ved Told&Skats afdækning af virksomhedens indviklede økonomiske forhold.  
-   Ring til Harddisken og spørg til sejlplanerne, svarede Busse, jeg tror hun er på Rygaard endnu.
-   Det er din tur til at bestille frokost, sagde Sølvræven; jeg skal have stegt sild, leverpostej og oksebryst og en kage til kaffen. Men kagen taler vi ikke om derhjemme. Busse havde også problemer med livvidden. Han måtte snart have syet ny uniform, hvis Gurli ikke kunne sætte en kile i. At tabe sig ti kilo lå uden for hans forestillingsevner.

     Klokken 10 ringede Helene igen til purseren. Hun prøvede også hans mobil. Hun besluttede sig til at lade ham efterlyse, men først måtte direktøren underrettes.
Andersen havde lagt besked om, at han ville gå ned og se til båden og være tilbage før middag.
Christian Clausen mente, at en efterlysning måske var lidt overilet. På den anden side var det tre dage siden han havde talt med sin ”kammertjener”, som denne dame havde kaldt ham. Måske var ”vandværkets” besked om Askhøjs spillegæld noget han skulle tage mere alvorligt?
”Hvis vi ikke hører fra ham, så send Andersen hjem til ham. Han bor et eller andet sted i Brønshøj. Måske er hans telefon løbet tør. Er det ikke ok lige nu”? spurgte han. Helene nikkede, gik ind og slog purseren op på den interne personaleliste og skrev adressen ned til chaufføren. Direktøren kom og spurgte, om de for en gangs skyld ikke skulle gå over i kantinen i dag. Han vidste, der var kåldolmere på menuen, men det var nu mere for at sludre lidt med hende. Han trængte også til at få kontoret lidt på afstand. De aftalte at mødes foran kantinen klokken 11.30, før der var for mange derovre. Fru Mitchell kommer nok tilbage om lidt, sagde han. Bare send hende ind. Husk at vi får talt om skovturen. Jeg kan se, at den plejer at ligge i august.
     Egentlig var hun glad for hans frokostinvitation. Det var sjældent, hun slappede af og lod andre om at passe forretningen. Hun ville alligevel ikke kunne koncentrere sig om noget i dag. Så hellere få lidt ro på og lægge til side, hvad der sagtens kunne vente til på mandag. Selv havde hun glemt alt om skovturen. Det var faktisk rart at have en direktør, der passede sin sekretær! Hun ringede til Lillian, som sad og pjattede med Susan kunne hun høre: ”sådan en lækker d-skål der løfter og bærer”¦”; de var vist i rigtigt fredagshumør. Selv var hun tilfreds med sin egen c-skål, der blot støttede hendes figur.
     - Jeg går over og spiser frokost med direktøren halvtolv, sagde Helene, vil du passe biksen så længe? Fint, jeg skal nok sige, når jeg er på pinden igen. Jeg låser døren og sætter klokken ind til dig.
Normalt lod de døren være ulåst og satte bare brummeren til uden at kontrollere hvem der ville ind, men hun kunne bedre lide, at de kunne følge lidt med i hvem der kom og gik. Sandra Mitchell var lige smuttet ind til direktøren. Hej, han venter mig, hviskede hun hemmelighedsfuldt, bankede på og gik ind. Hvad F. bilder hun sig ind, sagde Helene til sig selv. Det her ville hun simpelthen ikke finde sig i! Meget skulle hun stå model til; forkontoret var snart værre end hovedbanegården.

Inden frokost gik Clausen over til gartnerne. De skulle lige til at spise. Han bankede på, og døren blev straks åbnet.
-  God dag. Jeg hedder Peyman, sagde gartneren.
-  Salam Aleikum, jeg hedder Christian, sagde Clausen. Velbekomme, jeg er jeres nye direktør; jeg kom blot for at hilse på. Han gav hånd til hver af de fire og indprentede sig deres navne. Én af dem præsenterede sig som ”alt-mulig-mand” Szarowitch.
-  Og De, Siwan, skal vi mødes på mit kontor, når De har spist?
-  Ja tak, svarede den overraskede gartner.
-  Og I er alle altid velkomne, hvis der er noget vi skal tale om.
Clausen var næppe nået rundt om hjørnet, før Siwan indhentede ham.
-  Jeg er spændt på, hvad De vil sige, Siwan. Men fortæl mig først: Kender de den gartner, der blev afskediget?
-  Ja, det min gode ven, Abu Bakr, svarede Siwan, på sit tyrkisk/dansk, vi kommer fra samme landsby. Han er meget ked af det, vil gerne tjene penge men arbejde gratis for ”Rugor”. Han vil ikke have hjælp fra kommune.
På kontoret serverede direktøren te.
-  Hør, Siwan, ingen på Rygaard arbejder gratis. Abu Bakr kan møde her hos mig klokken otte mandag morgen. Vil De give ham selskabets undskyldning og en besked? Han er velkommen tilbage.

I dag måtte han huske at hilse på den nye sekretær i receptionen. Han bankede på døren til forkontoret og åbnede. Lillian Lindgren havde han hilst på. Han stirrede vantro på Susan Breathless, da hun vendte sig mod ham. Hun tog mødet i stiv arm.
-   Nej, goddag hr. Clausen. Det er da morsomt, at vi skulle mødes her. Sidste gang var vist hos Fritte i Jylland.
-   Ja, det er da også rigtigt. Jeg glæder mig til samarbejdet. Velkommen til Rygaard. Jeg løber igen om et øjeblik. Bare en lille frokostaftale i kantinen.
Han måtte lige ud i luften og samle sig lidt sammen før han ringede til Helene og sagde, at han sad ude i solen og ventede på hende. Hun mærkede hans uro. Men det tror da pokker med den start han havde haft. De gik ned til kantinen. Han var sulten. Hun var urolig.
    
Hængelåsen på døren til bådhuset manglede. Andersen var først i tvivl. Men der kunne ikke have været nogen og tage den af. Det var kun ham selv og direktøren, der havde nøgler til båden. Han huskede, at unge Hansen havde afleveret alle sine nøgler til frøken Nielsen. Og hun havde givet Kirstine en pose med de nøgler, som Andersen selv plejede at holde styr på. Han måtte huske at spørge, når han kom hjem til middag. I dag havde hun lovet svinehjerter i flødesovs.
Båden lå, som den skulle. Han tænkte på de mange gange han var taget ud med den gamle direktør og de havde fisket aborrer ude ved den lille grødeplet. En af dagene ville han starte Alma II og lænse den. Det var længe siden unge Hansen havde brugt den.
Der var dog noget usædvanligt, mærkeligt; nogen havde bare smidt redningsvestene på gulvet. Han samlede gamle Hansens kasket op og åbnede tremmelågen til bådudstyret. Stærkt chokeret så han en sko og benene. Purseren hang i en tynd snor, der var fastgjort i loftet. Andersen forsøgte at skære den over, men lommekniven måtte være sløv, og han måtte give op. Han løb ud, tog sin telefon op af lommen i overallen, men han kunne ikke huske nummeret til frøken Nielsen. Han vidste med sikkerhed, at purseren var død. Lårene var iskolde og stive. For sent. Det stak voldsomt i siden, da han satte i løb op mod Rygaard. Ring 112, råbte han til en af laboranterne, der afslappet slentrede en tur i det fine vejr.
-   Sig der hænger en død mand i bådhuset, råbte Andersen og satte sig på en bænk; nu gjorde det rigtig ondt. Den ene laborant trykkede 112, den anden løb op mod hovedbygningen.
     Helene sad og kikkede ud i luften, da laboranten brasede ind i kantinen. Ring 112! Der hænger en mand i bådhuset, og Andersen sidder nede i parken. Han er blevet dårlig. Helene ringede omgående og fortalte så godt hun kunne. Hun var forvirret over den vagthavendes mange spørgsmål og ville bare have hjælp hurtigt. Den vagthavende sagde roligt, at ambulancen allerede var på vej. Hun skulle bare fortælle redderne, hvor i parken de kunne finde chaufføren. Han fortsatte med at tale roligt med hende indtil han i telefonen kunne høre ambulancen.
     Fru Andersen kom ud og kikkede bekymret over mod hovedbygningen og så frøken Nielsen komme hen mod hende sammen med en laboratoriemedarbejder.
-   Hvad er der sket? råbte hun.
-   Deres mand er blevet dårlig, han sidder omme i parken.
-  Kom, sagde Helene til Falckmanden, det er lige om hjørnet.
Direktøren løb ud efter fru Andersen, der forsøgte at holde trit med de to reddere med båren. De løb mod bænken, hvor der sad to mænd. Manden i den hvide kittel råbte: Det er her, og overlod Andersen til redderne. Åh. nej, lille Theodor, hvad er der sket med dig? hulkede fru Andersen. Den ene redder tog hendes hånd og sagde: Deres mand har fået et ildebefindende. Nu giver vi ham lidt ilt og De kan tale med ham om et øjeblik. Vi skal have ham med på skadestuen, men først skal vi lige være sikre på, at han tåler at blive flyttet.
- Hvad sker der, gispede Andersen, da redderen et øjeblik fjernede iltmasken. Du skal ikke være ked af det Kirstine, sagde han, jeg skal bare sidde et øjeblik, og få pusten. Hvad laver alle de mennesker her?
- Det var bedre, nu lægger vi Dem op på båren, sagde redderen. Hans kollega havde gjort den klar. De må gerne tage med os til sygehuset, frue. Gå bare her ved siden af. Deres mand har det allerede bedre. Hun holdt sin mand i hånden hele vejen hen til ambulancen på gårdspladsen.
-  Sæt De Dem bare ind foran. Det var godt, der blev ringet så hurtigt til os; jeg er sikker på at Deres mand nok skal klare den, vi lægger ham ind nu. Hvad er Deres efternavn? Sæt Dem bare ind, så kører vi. Helene og direktøren hjalp hende ind og lukkede døren.
-   Ja, Andersen, jeg løfter Deres hoved lidt. Deres kone sidder lige foran. Nu triller vi stille og roligt hen til skadestuen. Deres blodtryk er fint og deres puls er snart normal; er De svimmel?
-   Næ, det tror jeg ikke, svarede han, det går meget bedre nu.
-   Fru Andersen, Deres mand er i gode hænder. Han sidder og snakker med min kollega omme bagi. Vi er på skadestuen om et øjeblik.
Endnu en ambulance var kommet til Rygaard. Den fandt hurtigt vej rundt om hovedbygningen, tværs over plænen og ned til bådehuset. Kort efter vendte den tilbage. Redderen kom roligt hen og sagde, at manden i bådehuset havde været død i mindst et døgn. Der kommer en anden transport om lidt. Er her ikke én, der kan få personalet til at forlade pladsen, så vi bedre kan hjælpe hinanden? Direktøren trådte myndigt frem og bad alle om at gå tilbage til deres arbejde. Om et kvarter vil jeg gerne se direktørerne, tillidsmændene og sikkerhedsrepræsentanterne i kantinen. Derefter vil alle øvrige blive orienteret om hvad der er sket. Hvis nogen af jer skulle få det dårligt, skal I sige til. Hjælp hinanden, så godt I kan, vi vil så prøve, at klare det herfra så godt som vi kan. Når vi om lidt får mere ro, vil alle blive orienteret. I mellemtiden beder jeg om, at alle henvendelser udefra vedrørende det passerede rettes til direktørgruppen. Alléen vil blive lukket  de næste par timer for al indkørsel til Rygaard. Har politiet noget at tilføje? Nej, man ryster på hovedet, kan jeg se. Gå De nu bare alle tilbage til jeres arbejde.
De chokerede medarbejdere fulgtes ad i små grupper. Kun frøken Nielsen blev stående ved direktørens side. Det er da forfærdeligt, det her, sagde hun. Må jeg blive her, så kan De sige til hvis ”¦.. Han skyndte sig at svare. Naturligvis bliver De her. Om lidt kan vi gå over i kantinen. Jeg tror nu ikke, at vi kan dele en rolig frokost, for de andre venter os om ti minutter. Jeg er taknemmelig for Deres hjælp.
Inden vi går, skal jeg lige veksle et ord med betjentene. Helene nikkede.
Jeg venter her, sagde hun og satte sig på trappen.
     Direktøren talte kort med betjentene. Nu holdt der to motorcykler nede for enden af alléen. En tredje kom op til gårdspladsen efterfulgt af to biler. Helene rejste sig, da Clausen kom tilbage. Det var godt, sagde han; alt er under kontrol og jeg har lige fået besked om, at Andersen har det godt. Han er sur over, at hospitalet ikke vil slippe ham straks, men vi skal nok ikke vente ham tilbage før en gang i næste uge.
Da de nåede over til kantinebygningen, stod økonomaen og holdt døren. Det er da en skrækkelig velkomst De har fået på Rygaard, sagde hun, de fleste direktører er kommet; gå nu bare ind; pigerne har gjort noget klar; jeg bliver lidt her ved døren. Det er glimrende, svarede han, jeg sender én ud, der kan afløse Dem, De er selvfølgelig velkommen derinde, når mødet starter om et par minutter. Kom, Helene og hjælp mig mod at blive ædt af løverne, sagde han og gik rask ind i kantinen.
     De var der vist alle. En betjent kom hen og gav ham hånden. Kristoffersen, sagde han, jeg er kriminalkommissær. Jeg vil gerne overvære mødet, hvis De tillader?
-   Naturligvis, svarede direktøren og rømmede sig. Økonomaen satte sig lige inden for døren. Direktøren vendte ansigtet mod forsamlingen.
      - Tak for jeres resolutte hjælp i dag. Jeg har netop fået bekræftet, at vores chauffør, Theodor Andersen er i hurtig bedring. Han er ganske vist sur på lægerne på hospitalet; de vil ikke slippe ham løs før i næste uge! (Spredte klap). Nej; - men tak for Deres spontane tilkendegivelse. Samtidig må jeg med sorg meddele, at vores dystre anelser vedrørende min personlige medhjælper desværre var rigtige; purser Jimmy Askhøj har mistet livet tirsdag eller onsdag. Først i dag efter en grundig eftersøgning er han fundet død i Rygaards bådehus. Dødsårsagen er ikke fastslået endnu.  Må jeg bede om et øjebliks stilhed?......... Æret være Jimmy Askhøjs minde. Efter et øjeblik i dyb tavshed fortsatte direktøren: Tak. Jeg beder jer alle om at viderebringe, hvad jeg her har sagt, til samtlige medarbejdere om lidt, når De har mulighed for det. Der vil i de kommende dage fra myndighedernes side blive gennemført en række samtaler med mange af os. Jeg beder indtrængende jer alle om at være myndighederne behjælpelig på enhver måde. De må være forberedt på måske også at blive forstyrret i weekenden. Sørg venligst for at vi, om nødvendigt, kan få fat i Dem. Jeg beder også om, at ingen befordrer rygter og ubekræftede teorier. Jeg vil snarest muligt skriftligt uddybe hvad jeg her har sagt. Hvis nogen skulle ønske, her og nu, at få svar på relevante spørgsmål, vil frøken Nielsen og jeg være til rådighed her det næste kvarters tid. Og nu vi er ved det: Vi skal alle sammen vænne os til ikke at leve i fortiden. Den gamle Frøken Nielsen, var min fars sekretær og gik på pension for mange år siden. Min uundværlige sekretær, som I alle kender, hedder rettelig Helene Rosenkilde. Væn jer venligst til det.
   Hvis nogen vil tale med mig senere, er de, som altid, velkomne til at henvende sig personligt eller sende mig en mail. Til slut vil jeg indskærpe: Enhver forespørgsel, fra dagspressen eller tilsvarende, der vedrører det passerede, skal adresseres til mig. Og bliver naturligvis besvaret i det omfang jeg kan. Tak for Deres fremmøde. Jeg foreslår, at De giver Deres ansatte fri resten af dagen. Politikommissæren vil ligeledes være her for at besvare spørgsmål. Kommissæren nikkede.
     Forsamlingen snakkede livligt men afdæmpet og sivede hurtigt ud. Helene gjorde et bord med fire pladser klar. Efter et par minutter begyndte de at drøfte situationen. Lidt efter kom fru Holm forsigtigt ind.
     - Undskyld, jeg er jo sådan set igen blevet valgt som sikkerhedsrepræsentant for os oppe i hovedbygningen. Jeg har ikke fået talt med nogen endnu, men jeg fandt noget mærkeligt i billardsalonen forleden. Ja, sig blot frem, fru Holm, opfordrede direktøren.
- Jo, altså, jeg var i gang med den sædvanlige rengøring i underetagen. Så fandt jeg sådan en kanyle i papirkurven i billardsalonen. Jeg undrede mig og lagde den til side i en urtepotte i køkkenet. Den slags må man jo ikke bare smide ud med det almindelige affald.
-   Det var fornuftigt fru Holm, sagde politikommissæren. Må jeg gå med Dem op og se på den? Ja, det vil jeg sætte pris på, svarede hun, Jeg går lige udenfor og venter på Dem.
Vi kan jo mødes her igen om lidt, foreslog direktøren. Kommissæren nikkede og gik ud til fru Holm.  
    Efter yderligere 10 minutter konstaterede direktøren, at ingen andre tilsyneladende havde behov for en samtale på nuværende tidspunkt. Et øjeblik efter kom politikommissæren tilbage. Han fremviste en plasticpose med kanylen. Den her tager jeg med mig til en bedre analyse. Har De kendskab til nogen på Rygaard, der kunne tænkes at have smidt den i papirkurven? Nej, ingen af dem kunne kommer om nogen. De blev siddende et øjeblik, indtil direktøren rejste sig.
De tog afsked med kommissæren og gik op til hovedbygningen. Pludselig kom Helene i tanker om den USB-dims hun havde fundet på gulvet efter mødet i går. Hun kunne ikke huske hvad sådan en hedder på dansk, men hun vidste, at den kunne indeholde dokumenter.
-  For resten: Jeg fandt den her på gulvet efter mødet i onsdags. Der er ikke navn på og jeg vil helst ikke sætte den i min computer.
-  Det er ikke min, svarede han; jeg er glad for, at De så den. Nu går jeg ind og finder ud af om dens indhold røber en ejermand. Undskyld, jeg skal lige vænne mig til at vi er dus. Skal du ikke også holde fri, det har da været en forfærdelig dag?
Da hun var gået ud til sin cykel åbnede han sin mail.
Vandværket orienterer: Kære CC. Hjemme vil De modtage brev fra Herlev Hospital vedrørende opfølgning af ”Østerbro-undersøgelsen”. Man ønsker at udtage blodprøver på en kontrolgruppe bestående af 50 udvalgte personer. Besvar positivt henvendelsen og mød op på det angivne tidspunkt. Her vil De møde Deres kontaktperson. Denne mail kan ikke udskrives, gemmes, kopieres eller videresendes. Den slettes automatisk fra Deres mailkonto. Det vil være dumt at tage et udskrift af skærmbilledet.
Venlig hilsen VV.
Afsendercomputerens identitet var en række tal blandet med tilsyneladende usammenhængende bogstaver.  Nu frygtede han for, hvad der ville ligge på USB-stikket.

Logbog Kap. 5 Søren Skrot, Bedemanden og Paraplyforretningen
Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk