 |  | Jeg mærker, derfor er jeg |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg kan mærke mine knogler. Jeg kan mærke dem, som de gnider imod hinanden i mine led, og brusken der langsom bliver slidt væk. Jeg kan mærke mine muskler. De er ømme og forstrakte, men smerten er dulmet. Hvad dag er det nu i dag? Jeg kan mærke min vægt. Tyngdekraften presse ned på mig, som jeg bliver hevet ned i madrassen. Opslugt af mørket. Mine håndled sviger. Jeg kan mærke min kranium. Det er tungt. Jeg kan mærke det presse ned på min kæbe, og mine tænder der skrider imod hinanden. Var der et eller andet, som jeg skulle huske? Jeg kan mærke min hjerne, der presser imod min hjerneskal. Den vil ud. Den sender impulser igennem mine nerver og igennem min krop. Helt ud i fingerspidserne. Det sitre. Tinitussen runger i min øre og erstatter stilheden. Den er et ekko af aftenen, jeg kun ser for mig i små bider. Den høje bas, grin og samtaler. Det er fortid nu. Hvor er det nu jeg bor? Her ligger jeg så. Og mærker. Mærker min krop. Af den grund gætter jeg på jeg vel er levende. Det er man vel. Når man kan mærke. Der var da et eller andet, som jeg skulle huske, var der ikke? Jeg er helt nøgen. Nøgen overfor alting. Nøgen overfor mig selv, nøgen overfor verdenen og nøgen overfor pigen der ligger ved siden af mig. Hvad var det nu, hun hed? Jeg er taget til fange. Taget til fange af mig selv? Jeg er en mand fanget i en beholder af kød og blod, og mit fængsel er ved langsomt at gå fra hinanden. Jeg er en skal. En skal der prøver at bedøve sig selv ud af hverdagen. Jeg kan se blinkende lys uden foran vinduet. Er det selvmedicinering? En råb om hjælp? Jeg tror ikke engang selv at jeg ved det. Jeg føler at alt køre forbi mig uden, at jeg når at opdage det samtidig med, at alt går i slowmotion. Jeg formår både at leve i nuet, fortiden og fremtiden på en gang. Hvor er jeg lige nu? Universets store ur tikker imens jeg bare sidder. Hvad er det nu jeg hedder? Alt virker så uvirkeligt. Som om at det der skete for fem minutter siden bare var en drøm. Ja, det må være det. Jeg drømmer selvfølgelig. Jeg lukker stille mine øjne i. Om lidt vågner jeg nok, og så bliver alt godt. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2019-08-23 15:34:59 |
halløjsan og velkommen herind til alle os andre skrivegale!
Med en noget depressiv tekst om én, som er ved at undersøge, hvorvidt han er levende eller død; men opdager en sovende pige i sin seng og mærker sig selv tilstrækkeligt til at konkludere ... 'ergo sum' - jeg levet altså.
Den bedste måde at få kommentarer på er ved selv at være en flittig kommentator. Er man ordblind kunne det være en god idé at skrive det i profilen, for at undgå en masse 'dansklærere' - kan godt virke lidt irriterende midt i skriveprocessen ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
