 |  | Iagttagelsens ansigt |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg kigger ud af det snavsede vindue og forstyrres af en fugls kvidren. Træet svajer majestætisk i vinden, stråler af selvtillid. De virker så lykkelige træet og hende. De danser sensuelt i skæret fra månen. Det er deprimerende at være vidne til. Da hun forlader ham falder bladene langsomt til jorden. Uvejret efterlader ham sårbar og rødderne giver hurtigt op. Han ramler, men i stilhed og jeg ånder tynget op. Han ænser ikke verden, men lader sig modvilligt drive mod strømmen. Magtesløs og uden formål, er hans tidligere stolthed overmandet i mørket. Eksistensen af hans territorium er forsvundet og hans eneste instinkt er overlevelse. Jeg iagttager utålmodigt, mens røgens usmagelige sødme svier i mine øjne. En blid berøring river mig ud af mine hjemsøgte minder. Jeg vender mig om, og hans kække smil får mig til at fortrænge. Han hiver mig forsigtigt ind til sig, og jeg skimter fuglen på den anden side af ruden. Da han kysser min hals, beslutter jeg mig endelig. Med et smil på læberne, lukker jeg månen ude. Jeg lader træpersiennerne skjule minderne i nat. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
