 |  | Esoteriske Slips Kap. 9 Blomsterløgene |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 9 Blomsterløgene Portvagten i Panuminstituttets parkeringskælder løftede bommen og hilste for professoren, da han klokken atten forsigtigt trillede ud. Igen og igen havde han studeret de ni scanninger af hjernen. Der var en skygge mellem venste temporallap og occipitallappen. Han måtte have hjernen ind igen. Kun med hjælp fra en erfaren neurofysiurg turde han binde an med opgaven. Nye billeder med en spektralanalyse kunne måske sætte ham på sporet. Mørk måtte indkaldes igen. Spørgsmålet var, om de overhovedet havde tid nok til at aflure hjernen en af dens mange hemmeligheder. Han måtte holde hovedet koldt. Professor Lucide ville for alt i verden ikke risikere at ængste Mørk unødigt. Strengt taget burde manden i realiteten ikke kunne gå frit omkring. Hvis man kunne sætte sin lid til det seneste, der var lækket fra de polske kolleger, var det allerede muligt at holde en isoleret menneskelig hjerne i begrænset funktion i op til fjorten dage efter adskillelse fra kroppen. Han låste sig ind ad gadedøren på Gl.Kongevej. Fru Knudsen, husholdersken, var for længst gået hjem. Det var dejligt at lukke sig ind i den gamle elevatorstol og lytte til dens regelmæssige lyde. Han aflæste altid datoen for ”sidste eftersyn”. Udtrykket var sikkert kommet for at blive. Makabert, syntes han. Dagens post lå på skrivebordet. Den måtte vente. Øverst i bunken sad den lille gule lap og lovede ”høns i asparges klar til 12 min. i mikroen. Deres blomsterløg står i posen på altanen”. Hun havde en nydelig skrift. Selv om løgene altid var spændende, gik han i køkkenet for at at spise lidt først. Klokken var snart nitten, det var på tide at være sulten. Mæt, men utålmodig hentede han posen og lagde den på skrivebordet. Med lommekniven åbnede han omhyggeligt den forede kuvert fra Holland. Han lagde et snit øverst i bobleplasten og trak et brev frem i lyset. ”M. Honoré de Balzac” stod der, øverst på labelen. Han syntes, at den lille eksklusive kreds af hjerneforskere malede fanden på væggen i deres iver efter at hemmeligholde alt; endog ”salonens”, dvs. kredsens eksistens. Medlemmer af salonen havde ofte kritiseret ham for hans typisk ”danske naivitet”, når han betvivlede værdien af de primitive dæknavne. Men Balzac lød da finere end Hugo. Han tændte en cigar og læste brevet. Salonens næste halvårlige møde måtte af sikkerhedsmæssige årsager fremrykkes til den reservedato, der tidligere var besluttet. Man glædede sig til at høre nyt om Zakharias Lucides seneste resultater etc., etc. Resten af brevet var halvanden side med afskrift af gamle artikler fra tidsskriftet ”Nature”. Det egentlige brev kunne han kun læse under den lille lampe henne på skrivepulten. I det svage blå lys stod han og læste det to gange, hvorefter han tog brevet med ud i køkkenet og brændte det i stålvasken. Dårligt nyt: En kollega her fra landet var angiveligt forsvundet fra jordens overflade for et par måneder siden. Han havde i en årrække arbejdet for en privat medicinalvirksomhed, men var blevet meget sygdomssvækket og indlagt på et privathospital sidste år. Nu var han væk. Hans sidste meddelelse til Salonen var afsendt fra en pc, formentlig i Polen. Denne meddelelse var af en sådan karakter, at Salonens medlemmer måtte træffe den tungeste af alle beslutninger: At holde meddelelsens indhold skjult. Der kunne gå år, før nogen uden for kredsen kunne komme på sporet og misbruge opdagelsen. De politiske og økonomiske konsekvenser var uoverskuelige. For ikke at tale om moral og etik. At en hjerne uden krop, på nogen måde kunne bringes til at kommunikere med en tilsvarende hjerne, var ikke længere science fiction! Hans eget dilemma var nærliggende: Skulle han fortsætte sit projekt eller ligefrem forhindre dets udvikling? I bar befippelse greb han sin gamle fastnettelefon for at ringe til Stockholm. Et godt råd ville ikke være af vejen. Telefonen skrattede og hylede. Han opfattede stumper af en uvedkommende samtale mellem to personer. Ordene lød som ”kontroludvalg” og ”amatør”. Så kun skratten igen. Det var måske også klogere at vente til i morgen. Skraldemændene vækkede professoren. Byen var ved at vågne. Som alle andre lagde han stor alvor i affaldssorteringen. Der var nu fire containere til fire slags affald opstillet i gården. De støjede ikke så meget som de gamle jernbøtter. Støjen kom nu fra komprimatorbilen, som blev fyldt med al affaldet fra de forskellige containere. Der måtte vel være en mening med det. Han nåede Panuminstituttet i god tid og huskede at fejlmelde sin telefon. TDC kunne sende en servicemontør ud kl. 14 i dag - eller de kunne finde en tid i den kommende uge. Han valgte kl. 14. Mørk svarede ikke, heller ikke på mobilen. Måske kunne han være heldig at træffe ham i forretningen efter frokost. Det var ikke nogen større omvej, når han alligevel skulle hjem og lukke telefonmanden ind. Laboranten var ved at lægge nogle røntgenbilleder på plads men kunne ikke finde Mørks chartek. - Det må ligge på mit bord, sagde professoren. Men jeg skal have nye billeder. Kan vi finde en tid til scanning og spektralanalyse i morgen? - Jeg skal gøre, hvad jeg kan, der er jo rift om maskineriet. Skal jeg så vente med at journalisere billederne fra i går, spurgte laboranten. De ligger på den centrale server. - Ja, det er problemet. Det er muligvis allerede for sent. Jeg har informeret IT-afdelingen om, at alle dokumenter vedrørende projektet skal sikres eller destrueres. Indtil videre må vi selv sikre os så godt vi kan. Det betyder bl.a., at vores arkiv lukkes helt af. Jeg håber det kan nås allerede i dag. Laboranten lod til at blive overrasket. - Indtil videre, fortsatte professoren, beholder jeg Mørks chartek her i min mappe. Det er muligt jeg ikke når tilbage i dag. Men ring endelig, hvis der er noget nyt. Næppe var Lucide ude af syne før laboranten gik ned til en telefonboks i foyeren. På flydende polsk aflagde han en kortfattet rapport til sin chef i Lotz, som blot beordrede ham til at holde lav profil i nogen tid. Professoren låste sig ind på slaget to. Han var kørt forbi Mørks forretning, der så meget lukket ud. Til hans overraskelse ringede en TDC-mand på gadedøren straks efter. - Åh, det var godt, sagde montøren. Jeg tager lige skoene af. Har De kun den ene fasttelefon? Professoren svarede bekræftende. - Den står lige her inde. Værs’god. Hurtigt skilte manden telefonen ad. - Har De selv rodet med den? Spændingen er god nok. - Nej, bestemt ikke, blot talt i den, svarede professoren indigneret. - Så se her, sagde montøren og holdt en lille rund dims frem. Nogen har forsøgt at aflytte Deres telefon, men glemt at stramme to skruer. Derfor skratteriet. Jeg synes De bør kontakte politiet med det samme. - Jamen aflytning, svarede professoren, det er jo uhørt. - Nej, tværtimod. Men vi er nødt til at sende Dem en regning. Hvis De lige vil kvittere her, så løber jeg igen. Men pas lige på dimsen dér, Den bør de overlade til myndighederne. Først klokken atten svarede Mørk på sin telefon oppe i privaten. - Åh gudskelov at De er i god behold. Det er Lucide, bliv endelig ikke forskrækket, men vi må mødes og tale sammen om Deres helbred og sikkerhed. - Det lyder alarmerende, svarede Mørk, er jeg ved at dø? - Nej, nej, svarede professoren, så let slipper De ikke. Det er langt værre. Jeg kan ikke fortsætte vores samtale over telefonen. Vi må mødes, helst i aften. Ja, gerne hos Dem. Jeg er hos Dem klokken otte. Mørk virkede mere forvirret end normalt, da han fortalte sin datter og svigersøn om professorens ejendommelige henvendelse. De blev hurtigt enige om først at spise middag sammen oppe på anden sal. Der var også lidt praktisk planlægning om klargøring af forretningen, de skulle tale om. - Ja, ja, sagde Mørk, da de havde spist. Når professoren kommer om lidt, får vi nok lidt mere klarhed. Jeg går ned og sætter vand over. Allerede før otte ringede professoren på dørtelefonen og blev lukket ind. - Godaften, Mørk. Jeg parkerede lige nedenfor. Professoren havde taget trappen, så han måtte lige have pusten. - Gør det noget, at min datter og svigersøn kommer om lidt? Den situation havde Lucide ikke forudset. Men nu gjaldt det kun om at beskytte Mørk. - Nej, det gør ikke noget, svarede professoren lidt usikkert. Det er måske udmærket. Men se lige her: Her er den dims, der blev fundet i min telefon tidligere i dag. - Det var da besynderligt, svarede Mørk, jeg vil tro, at svigersønnen kan fortælle om, hvad sådan en kan bruges til. Jeg tror, han er på trapperne; men han ringer nok på, når han ved jeg har gæster. Han er noget inden for IT-branchen, så måske”¦ - Nå, nu kan jeg høre ham... Mørk gik ud i entreen for at tage imod. - Du ser strålende ud min ven, sagde han til datteren. Kom bare ind; professor Lucide venter os. Francois, kom, du skal allerførst hjælpe os med noget. Mørk præsenterede Maria og Francois de Kue for professoren. - Ja, De må alle undskylde mig, at jeg sådan trænger mig på, sagde professoren. - Mørk, De må ikke være bekymret for resultatet af scanningen. Jeg er temmelig sikker på, at alt er som det skal være. Men jeg må bede Dem om at konsultere mig igen, muligvis allerede i morgen. Det ville være fint klokken ti. Jeg skal bruge en spektralanalyse, før jeg slipper Dem helt. - Se her, sagde Mørk til svigersønnen. Hvad er dette her, der blev fundet i professorens private telefon i hans hjem på Gl. Kongevej? - Bevar mig vel, svarede de Kue, sidste skrig om jeg så må sige. Topprofessionel lille sag. Rør ikke ved den. Jeg henter lige mine grejer nede i forretningen. Måske sender den endnu. - Ja, der er et svagt signal. Der må sidde en forstærker ganske tæt ved Deres bopæl, sagde han henvendt til professoren. Der er ingen tvivl, politiet må kontaktes. Det her ”legetøj” vil uden tvivl interessere dem. Han rakte professoren sin mobil. - Der er medhør på, sagde han og kaldte nummeret på Politigården. - Værs’god, doktor Lucide, jeg sidder stand by. Esoteriske Slips Kap. 10 Vagthavende Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
