 |  | En nat |
 |
|
|||||||||||||
|
En nat kan ændre mange ting. Hver weekend går millioner af mennesker, verdenen over, i byen, drikker sig fulde, møder nye mennesker, skaber venskaber, forelsker sig og måske endda mister venner. Venskaber kan udvikle sig til noget mere, som måske en dag vil blive til noget fantastisk! Eller det kan ødelægge alt. Igennem ens liv, vil man mindst en gang, forelske sig i en ven. Men ofte er forelskelsen kun fra den ene side, hvilket vil sige at en person kan gå i årevis og være helt væk i en rigtig god ven, imens vennen overhovedet ikke ved noget og ikke føler på samme måde. Man har lyst til at fortælle personen hvor højt man elsker dem, hvor meget de virkelig betyder, men man er bange”¦ Bange for at blive afvist, bange for at følelserne ikke er gengældt. Jeg har været forelsket før, men det gik over. Ikke fra den ene dag til den anden, men med tiden forsvandt det. Fordi det ikke var rigtigt. Men jeg tvivler på at man kan vide om en forelskelse er rigtig eller ej, når man står i den. Når man er kommet ud på den anden side, kan man nemt sige at man ikke var rigtigt forelsket, at det bare var et “crush”. At være forelsket, eller at have et “crush”, er noget af det mest fantastiske i verdenen, men på samme tid noget af det mest pinefulde. Man tænker hele tiden på personen, man har lyst til at ringe og skrive hele tiden, hver gang ens mobil siger en lyd, håber man det er ham der skriver eller ringer. Jeg har taget mig selv i at gå at smile, fordi jeg tænkte på ham, jeg tænkte på den nat jeg tilbragte med ham, hvor jeg virkelig forelskede mig. Det var efter en gymnasie fest, lige før juleferie. Jeg vågnede op i en mørk og lugtende lejlighed, min venindes et værelses, hvor vi havde holdt før fest. Jeg rakte hånden ud, for at finde min telefon et sted på gulvet. Plankegulvet var klistret ind i alt muligt og jeg fik også ramt et glasskår, inden jeg fandt min mobil. Klokken var lidt i 4 om natten. Jeg kunne høre stemmer ude i køkkenet. En mørk drenge stemme, jeg kunne ikke rigtig placere den, måske var det Nicolai fra min klasse? Eller måske Daniel fra 1k? Der var også en pige derude, men hende kunne jeg hurtigt placere, min veninde Amalie, hun lød træt. Der kom nogle dybe vejrtrækninger ovre fra sengen. Det var sikkert Anna, hendes som ejede lejligheden. Jeg rejste mig op, men måtte støtte mig til væggen. Jeg havde fået mere at drikke, end jeg lige havde troet. Hvordan var jeg overhovedet kommet hjem? Og hvornår? Jeg tog det tæppe, jeg havde haft over mig, og pakkede mig ind i det. Så gik jeg ud i køkkenet og prøvede ikke at træde på noget. Lyset derude fra var skarpt for mine øjne. Først kunne jeg ikke lige se hvem drengen var, men da mine øjne blev vænnet til lyset, kunne jeg se at det var Nicolai. Han sad op ad væggen, med Amalies hoved i skødet og aede hendes hår. Jeg lukkede forsigtigt døren ind til værelset og satte mig så op ad den. Amalie sov næsten, hun mumlede ind imellem nogle svar til det Nicolai sagde, men hendes øjne var lukkede. “Vil du med ud og ryge?”, Nicolai trak en pakke med tre cigaretter op ad lommen. Jeg nikkede og rejste mig. Gulvet herude var lige så klistret som inde på værelset, og mine sko kunne jeg ikke få øje på. Det var så par nummer to jeg havde mistet over den sidste måned. Udenfor blæste det en smule og det støvregnede også lidt. Der var helt stille, gadelygterne skabte en et hyggelig stemning. Nicolai og jeg satte os på brandtrappen og tændte hver vores smøg. “Hvornår er I kommet hjem?”, spurgte jeg og indhalerede en god portion røg. Jeg kunne mærke hvordan det bredte sig i mine lunger, det var en beroligende følelse. “For omkring en halv time siden, tror jeg”, han lød lidt halv fuld. Jeg kunne også stadig mærke at jeg var påvirket af alkohol. “Kan du fortælle mig hvornår og hvordan jeg er kommet hjem?”, spurgte jeg og han grinte lidt og rystede på hovedet ad mig. “Du burde stoppe med at drikke så meget, du bliver altid så stiv så du ingenting kan huske”, han grinte og så på mig. Han havde helt ret. Jeg blev altid alt for fuld, men det var med vilje. Alting var noget lort for tiden. Min kæreste, gennem 3 år, og jeg havde lige slået op, mine forældre skulle skilles, mine karraktere var lavere end nogensinde før, men når jeg drak, kunne jeg drikke det hele lidt væk. Når jeg sådan stillede det op på den måde i mit hoved, lød det lidt som om jeg var ved at blive alkoholiker. “Har du ellers haft en god aften, altså af den del du nu kan huske?”, grinte han og tog er ordentligt sug af sin cigaret. Jeg nikkede og grinte med ham. “Hvad med dig?”, jeg puffede lidt til ham, jeg havde tideligere set ham, omringet af piger. Han grinte bare og pustede røg ud. Han pillede lidt ved sin lighter, han blev ved med at prøve at tænde den, selvom det var ret tydeligt at den var ved at løbe tør for gas. Vi sad længe på brandtrappen og snakkede. Vi snakkede om alting. Om vores fælles veninde, som havde et kæmpe crush på ham, hvilket han virkelig hadede, fordi hun ikke så godt nok ud til ham. Vi fandt ud af at vi havde mange flere fællesvenner end vi lige havde troet. Jeg lærte meget om ham, i løbet af den times tid vi sad derude. Det er utroligt, hvor mange ting man kan snakke om når man er beruset og hvor længe man kan. Da vi løb tør for cigaretter og det begyndte at blive for koldt at sidde udenfor, besluttede vi os for at gå ind og få lagt Amalie i seng. Nicolai bare mig hen til døren, for jeg ingen sko havde på. Men inden vi kom hen til døren, skulle han lige løbet lidt rundt med mig, ligesom de altid gør på film. Jeg sad på hans ryg og han løb rundt, lavede lyde og jeg grinte højlydt. Det var længe siden jeg havde grinet, hvor jeg ikke bare lod som om jeg var glad. Alting virkede bare så nemt, sammen med Nicolai. Da vi kom ind lå Amalie stadig på køkkengulvet. Jeg fik hende op og ind i det mørke værelse. Jeg puttede hende og trak min madres ud i køkkenet, så Nicolai og jeg ikke behøvede at sidde på gulvet. “Jeg kunne godt en joint”, mumlede han og så på mig. Hans øjne var lyseblå. Han begyndte at fortælle om hvordan hans forældre havde fundet ud af at han røg, så nu var det hele bare lort der hjemme, fordi de overhovedet ikke stolede på ham. Jeg kunne mærke at jeg var begyndt at blive træt igen og jeg lænede mig lidt op ad ham. Han lagde sig ned og jeg lagde mig ved siden af og tog et tæppe over mig, som han hurtigt kom ind under. Vi lå tæt, men uden overhovedet at holde om hinanden. Han lugtede af øl og røg. Han var så utrolig nem at snakke med, når der var stilhed var det ikke akavet. Han fik mig til at grine og glemme al det lort der foregik i mit liv. Han lagde en arm om mig og jeg puttede mig ind til ham. Vi havde en kort pause, hvor ingen af os sagde noget, vi så bare på hinanden. Og der kom trangen. Trangen til at låne mig frem og kysse ham. Det var alt hvad jeg kunne tænke på, at jeg bare måtte kysse ham. Jeg lænede mig lidt frem og ventede, for at se om hvordan han reagerede. Men jeg nåede ikke at stoppe længe, før hans læber mødte mine. Jeg ønskede at kysset aldrig stoppede, men det gjorde det. Og så snakkede vi videre. Jeg gjorde grin med hans jydske accent og han støttede sig op på sin albue, så jeg lå under ham og han så ned på mig og grinte. Så kyssede han mig igen, og igen, og igen og igen”¦. Vi faldt i søvn i hinandens arme og vågnede først op omkring klokken halv 9. Vi så på hinanden da vi vågnede og kyssede så igen. Jeg kunne slet ikke få nok. Det var alt hvad jeg kunne tænke på, det var ham og at jeg ville have mere. Mon han havde det på samme måde? Pigerne vågnede inde ved siden af og begyndte at snakke. Anna kom næsten væltende ind i køkkenet, så lidt på os, rystede på hovedet og gik så ud på toilettet og låste døren efter sig. Amalie begyndte at snakke til os og jeg hviskede til Nicolai: “jeg kunne bedre lide da de sov” og han grinte lidt. Jeg vidste han snart ville gå. Det værste var at jeg ikke anede om jeg nogensinde ville ligge sådan her med ham igen, eller om vi bare ville være helt normale venner, efter at vi kom tilbage fra juleferien. Havde han lagt noget i kyssende? Havde han følt det samme som mig? Spørgsmålene væltede rundt i mit hovedet og jeg havde lyst til at spørge ham om det hele, men spurgte ham ikke om noget. Klokken 10 sagde han det jeg havde været så bange for. Nu skulle han afsted. Vi rejste os, han fandt alle sine ting og så så på mig. Jeg krammede ham og vi kyssede igen. “Jeg er ked af der ikke skete mere, men det er mest bare for respekt for”¦ ja, du ved”, han smilede til mig og jeg smeltede inden i. “Det er helt okay”, sagde jeg og smilte tilbage til ham. Jeg gav ham et sidste kys og så stod jeg ellers i døren og så på hans ryg, der forsvandt længere og længere ned ad gaden. Tomheden tog over. Alt det som Nicolai havde fået til at gå væk, alle problemerne i mit liv, væltede tilbage ind over mig. Men et lille lys inden i mig, fik alting til at virke knapt så slemt. Dagene efter gik jeg og ventede på at høre fra ham. Men jeg hørte ingenting. Jeg tænkte ikke på andre end ham. Hele ferien gik jeg og håbede. Jeg fandt på de mest latterlige undskyldninger for hvorfor han ikke havde kontakte mig. Efter ferien tog jeg tilbage til skolen. Tankerne væltede rundt i mig. Hvordan ville det være at se ham igen? Hvad skulle jeg sige? Hvad ville han sige? Jeg var næsten grædefærdig da jeg kom til skolen, men bed det i mig og gik over til mit skab, hvor jeg fik stoppet min jakke og lidt andre ting ind. Da jeg kom til lokalet vi skulle have engelsk i, sad han derinde, sammen med nogle af de andre. Han så op på mig og jeg fik øjenkontakt med de blå øjne. Han smilte til mig, men ikke på samme måde, som han havde gjort den morgen, efter festen. Det gjorde ondt”¦ Alting inden i mig faldt sammen. Det var som om en eller andet var kommet over og havde pustet lyset ud. Men jeg smilte bare igen og gik over og satte mig hos dem. Jeg lod som ingenting”¦ Jeg gjorde som så mange andre. Jeg gemte mine følelser væk. Jeg blev for bange og gav op på forhånd. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
